Fuld mand afbryder helt normalt rollespil

Jeg har i en tidligere blogpost skrevet et par bemærkninger om normaliseringen af rollespillet. Til bekræftelse af påstanden kan Folketidende på Lolland-Falster berette følgende:

Flere patruljevogne og en ambulance blev kort før klokken 21 i aftes kaldt til Kvicklys parkeringsplads i Højbrogade, da en forbipasserende mand havde set flere unge være i slagsmål.

Det viste sig dog blot at være en gruppe unge, som var i gang med et rollespil, men en forbipasserende mand misforstod situationen og forsøgte derfor at stoppe slagsmålet. Det lykkedes dog ikke, for uheldigvis faldt manden, der ifølge politiet ikke var helt ædru, under forsøget og slog hovedet.

Han skulle dog ikke være kommet noget alvorligt til, og efter få minutters arbejde, kunne politi- og redningsfolk køre videre og de unge kunne fortsætte deres rollespil. (se historien her)

Det mest bemærkelsesværdige i historien forbliver usynligt i selve teksten. Eller rettere: Teksten er selv det exceptionelle. Mange nyhedshistorier er baseret på  en forestilling om mødet mellem en normalitet og noget afvigende. Derfor bliver det af historisk og sociologisk interesse, hvad der står på "det normales" plads, og hvad der betragtes som afvigende. En lokalavis for nogle og tyve år siden kunne have gjort en historie ud af, at nogle sindsforvirrede ungersvende (og muligvis en enkelt ungmø) løb rundt på Kvicklys parkeringsplads og slog hinanden i hovedet med gummisværd. De ville da indtage "det unormales" plads i historien.

I historien her er rollerne imidlertid byttet om. Alle véd, hvordan en gruppe liverollespillere ser ud, så derfor er dét ikke en historie. Måske mødes de der tilmed en gang om måneden, og der kan sagtens hænge en annonce for dem inde i Kvickly. Ingen vil blive overraskede, hvis et forældrepar kommer gående ad Højbrogade med deres lille goblin, som "går til rollespil" og skal ned til parkeringspladsen bag Kvickly. Derimod er det grinagtigt, at en fuld mand bryder ind og prøver at standse slaget - tilmed henter politiet. "Det unormale" er altså, hvis man ikke kan genkende, at kampen er leg og helt normal. Så er man "fiktionsblind" på samme måde som folk, der sender penge til nødstedte heltinder i sæbeoperaer.

Sandelig sandelig siger jeg jer: Dette avisudklip var vi mange, der godt kunne have brugt i senfirserne, når vi skulle forklare, at vi ikke var hverken satanister eller på vej mod sindssyge.

Alt er forandret, alt er det samme

Nu vil drengene "gå til rollespil" sammen med venner og bekendte. Tænk, så omskiftelig verden er. Da jeg var barn, var rollespil betragtet som en slag satanisme, og folk så på en, som var man i store problemer. Ikke engang min status som præstesøn hjalp helt. Nu er det good, clean entertainment - og sundt tilmed. Bring the wife and family - bring the whole kids ... som min gamle ven Merlin Mann vist engang bemærkede: "It´s hip to be sær!".

Heldigvis lader de ægte typer sig stadig genkende på lange læderjakker, sært trimmede skæg og fedtet hår. Ellers stod verden da heller ikke mere. Det var ellers lige før, jeg kom i tvivl forleden i metroen. Jeg sad og læste, da to ægte rollespilstyper entrede og slog sig ned, ivrigt snakkende, men jeg blev lettere forbløffet, da det pludselig væltede ud af deres uskyldigt udseende munde med buzzwords fra en helt anden verden: "Businessplanlægning", "virksomhedsstrategi", "forrretningsmodel", "handelspartnere" osv ... Jeg troede, at der var sket en mindre revolution på CBS, og at den lange frakke var Det Nye Sort blandt forretningsfolk. Dvs indtil en af dem om en rivaliserende "enterprise" sagde: "Men deres forretningsmodel er ikke god nok, og uanset hvor heldige de er med den, får de aldrig råd til at hyre en High Wizard" ... og - KLIK: Verden var tilbage i sin gamle gænge.

Tilsyneladende har businesskommunikationen bredt sig helt ind i rollespilsverdenen, men den er uovervindelig i sin grundstruktur: Ivrige ungersvende med fedtet hår energisk og engageret optaget af at diskutere på måder, som andre ikke fatter en klap af - lige så søde og nørdede og lige så kedelige for alle andre som altid. Muren er faldet, og tårnene styrtede, siden jeg begyndte at spille for snart en menneskealder siden. Og ungersvendene i toget var ikke engang født endnu. Men skønt alt er forandret: Rollespillere er og forbliver sig selv.  Man blir såmænd helt taknemmelig.