At tænke sit

Jeg tænker nogle gange, at det at tænke sit ikke er helt nemt, hvis man samtidig gerne vil tænke noget nogenlunde forstandigt. De mest forstandige ting, jeg har tænkt, har - tænker jeg - kun meget delvis været noget, jeg selv har tænkt. Som hovedregel er det nogle andres tanker, det nogenlunde er lykkedes mig at fatte. På toppen bidrager jeg med en lille mursten eller så i et imponerende tankeslot, som stod der i forvejen - og måske (i rigtig gode år) en enkelt planke i en spinkel hængebro, som med tiden vil forbinde to sådanne slotte.

Ting, jeg sådan selv har tænkt, aaarh ved I nu hvad ...

Om det er noget med kæmper og dværge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men hvis det er, så kan jeg ikke med rimelighed hævde faktisk at være nået op på skuldrene af nogen kæmpe - overhovedet whatsoever - men fra tid til anden får jeg lov at sidde lidt oppe hos dem og se vidunderligt meget længere, end jeg ellers ville have kunnet, inden de sætter mig ned i min almindelige, forvirrede hverdag igen.

Det er derfor, det er så umådelig interessant at hive kæmper i kjolesømme eller frakkeskøder og råbe og tigge for, at de skal tage en op. Sikke en lufttur, vi gulvdværge indimellem kan få. Litteraturvidenskabsmanden i mig er ikke, som den kulturelle kliché tilsiger, en mislykket forfatter, der fornæret tager større ånder i skole, men en læser og lytter, som er uopløseligt betaget af, at der findes kæmper, man kan omgås et helt liv og stadig ikke nå op på skuldrene af.

Meget hellere forstå noget fantastisk klogt eller interessant, andre har tænkt, end komme løbende med en eller anden middelmådighed, der er helt ens egen. Og er den nu overhovedet det? Ligegyldigheder er stort set lettere at tænke end genialiteter, og de er derfor formentlig tænkt oftere. Genreteoretikeren i mig har en fæl mistanke om, at selv mine banaliteter har andre tænkt før mig. De er bare sunket ned i glemslen, fordi de var banale, og så har jeg arvet dem som kulturelle kategorier, der sidder fast i knoppen på mig.

Så jeg tænker mig, at jeg meget hellere vil tænke noget andet end mit - så at sige - og det er vel også en slags personlig stillingtagen.