Ovenstående illustration er hentet fra kursusmaterialet "Camouflage for Polar Bears 101". Se flere brugsanvisninger hos genrens mester Jes Fabricius Møller (her)
mandag den 13. december 2010
Brugsanvisninger: Hvordan man snyder en pingvin
Ovenstående illustration er hentet fra kursusmaterialet "Camouflage for Polar Bears 101". Se flere brugsanvisninger hos genrens mester Jes Fabricius Møller (her)
lørdag den 11. december 2010
Juleuglesang
Mel: Vi holder jul i Gammelby
Når det bli´r jul i Ugleby
så tuder uglerne mod sky
og laver stor ballade.
Og ugler flyver vidt omkring
og taler kun om juleting
og taler kun om juleting
og er så stråleglade.
Og sidder der en lille en
alene på en enegren
og er en smule flæbet,
så flyver andre straks derop
på granetræ og enetop
på granetræ og enetop
og aer den på næbbet.
Når uglerne har julesjov
i deres juleugleskov,
hvor sneen dækker dugen,
så bli´r det jul i Ugleby,
der hedder ”Uglejuleby”
der hedder ”Uglejuleby”
i hele juleugen.
tirsdag den 16. november 2010
Hvem skrev teksten til Dichterliebe?
Hendriksholms Kirke, som jeg bor lige ved siden af, er vel ikke nogen stor arkitektonisk åbenbaring, men den har et forbløffende musikliv takket være en aktiv organist og et velvilligt menighedsråd. Således fik jeg her sidst på eftermiddagen lejlighed til at høre Schumanns sangcyklus Dichterliebe, som jeg vist derudover kun har dyrket på cd. Tak til Rasmus Kure Thomsen (baryton) og Neel Teilmann (piano) for en strålende opførsel. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men jeg kan godt høre, når noget er godt. Og det var det.
Opførelsen og en kort efterfølgende samtale med musikerne mindede mig om et gammelt spørgsmål: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Det skulle man tro var nemt nok, ford der står på alle versioner af sangcyklusen, at den er med tekst af Heinrich Heine. Og det er for så vidt også sandt nok. For Heine har skrevet hvert eneste ord. Men og men og atter men: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Følger man nemlig teksten baglæns fra Schumann til Heines Buch der Lieder, vil man ganske vist finde alle digtene i sangcyklusen, og man finder dem tilmed samlet i ”Lyrisches Intermezzo”, men de optræder der i en helt anderledes orden end i Schumanns værk – det nærmeste, man kommer, er at de første digte er hentet tidligt i intermezzoet, mens de sene digte er hentet sent i det. De allerførste digte kommer således i Heines rækkefølge, og slutdigtet er også sidste digt i ”Lyrisches Intermezzo”. Men intermezzoet har 65 digte – alt for meget til en sangcyklus (selv Winterreise har kun 24) – og de fortæller ikke nogen fortløbende historie, men organiseres for en dels vedkommende lokalt i mindre sammenhænge. Der er kort sagt ikke nogen digtcyklus hos Heine.
Det betyder, at Schumann gør mere end at sætte en digtcyklus i musik, han skaber et værk i en ny genre, en digtcyklus, idet han sætter digtene sammen og sætter dem i musik i Dichterliebe. Der er ikke en narrativ sammenhæng imellem digtene, før Schumann griber ind. Men etableringen af et narrativ er ikke uskyldig. Som mange forskellige narratologer fra Aristoteles og frem har tydeliggjort, så består en handling af en række begivenheder og en årsagsforbindelse imellem dem. Årsagsforbindelsen mangler hos Heine, og dermed bliver det også spørgsmålet, om de enkelte sange kan siges at være begivenheder i narrativ forstand. Denne forskel betyder, at teksterne betyder noget andet, når de står i Dichterliebe, end da de stod hos Heine. De tidlige tekster peger frem mod de sene. De er begyndelsen på et handlingsforløb og som sådan ufuldendte. De sene genkalder og afrunder de tidlige. Det betyder fx, at digte, der hos Heine er ret uskyldige kærlighedsdigte, hos Schumann bliver første trin i et narrativt forløb, som ender i vrede og sorg. Ordene bringes til at pege fremad. Schumann understreger denne helhed (det var Neel Teilmann, som påpegede dette for mig) ved afslutningsvis at lade musikken gribe tilbage til sangcyklusens indledning. Også andre steder i Dichterliebe fortolker musikken teksten i overensstemmelse med det narrative forløb og tilføjer dermed teksterne en helhedskarakter, de ikke har hos Heine.
Så skønt Heine har skrevet hvert ord, er forfatteren og ikke alene komponisten til den helhed, der hedder Dichterliebe, Schumann selv. Han har i en generisk omformning af Heines tekster skabt en ny narrativ helhed, der ganske vist ikke er gnidningsfri, som tekstgrundlag for sit værk. Han har skabt den digtcyklus, som sangcyklusen er lavet over. Men slutresultatet er selvsagt en sangcyklus, og hvis man førte digtcyklusen ud igen og prøvede at læse den isoleret, ville den, skønt teksterne individuelt betragtet er langt bedre, blive betydeligt mere vaklende end digtcykluserne bagved Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise.
Opførelsen og en kort efterfølgende samtale med musikerne mindede mig om et gammelt spørgsmål: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Det skulle man tro var nemt nok, ford der står på alle versioner af sangcyklusen, at den er med tekst af Heinrich Heine. Og det er for så vidt også sandt nok. For Heine har skrevet hvert eneste ord. Men og men og atter men: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Følger man nemlig teksten baglæns fra Schumann til Heines Buch der Lieder, vil man ganske vist finde alle digtene i sangcyklusen, og man finder dem tilmed samlet i ”Lyrisches Intermezzo”, men de optræder der i en helt anderledes orden end i Schumanns værk – det nærmeste, man kommer, er at de første digte er hentet tidligt i intermezzoet, mens de sene digte er hentet sent i det. De allerførste digte kommer således i Heines rækkefølge, og slutdigtet er også sidste digt i ”Lyrisches Intermezzo”. Men intermezzoet har 65 digte – alt for meget til en sangcyklus (selv Winterreise har kun 24) – og de fortæller ikke nogen fortløbende historie, men organiseres for en dels vedkommende lokalt i mindre sammenhænge. Der er kort sagt ikke nogen digtcyklus hos Heine.
Det betyder, at Schumann gør mere end at sætte en digtcyklus i musik, han skaber et værk i en ny genre, en digtcyklus, idet han sætter digtene sammen og sætter dem i musik i Dichterliebe. Der er ikke en narrativ sammenhæng imellem digtene, før Schumann griber ind. Men etableringen af et narrativ er ikke uskyldig. Som mange forskellige narratologer fra Aristoteles og frem har tydeliggjort, så består en handling af en række begivenheder og en årsagsforbindelse imellem dem. Årsagsforbindelsen mangler hos Heine, og dermed bliver det også spørgsmålet, om de enkelte sange kan siges at være begivenheder i narrativ forstand. Denne forskel betyder, at teksterne betyder noget andet, når de står i Dichterliebe, end da de stod hos Heine. De tidlige tekster peger frem mod de sene. De er begyndelsen på et handlingsforløb og som sådan ufuldendte. De sene genkalder og afrunder de tidlige. Det betyder fx, at digte, der hos Heine er ret uskyldige kærlighedsdigte, hos Schumann bliver første trin i et narrativt forløb, som ender i vrede og sorg. Ordene bringes til at pege fremad. Schumann understreger denne helhed (det var Neel Teilmann, som påpegede dette for mig) ved afslutningsvis at lade musikken gribe tilbage til sangcyklusens indledning. Også andre steder i Dichterliebe fortolker musikken teksten i overensstemmelse med det narrative forløb og tilføjer dermed teksterne en helhedskarakter, de ikke har hos Heine.
Så skønt Heine har skrevet hvert ord, er forfatteren og ikke alene komponisten til den helhed, der hedder Dichterliebe, Schumann selv. Han har i en generisk omformning af Heines tekster skabt en ny narrativ helhed, der ganske vist ikke er gnidningsfri, som tekstgrundlag for sit værk. Han har skabt den digtcyklus, som sangcyklusen er lavet over. Men slutresultatet er selvsagt en sangcyklus, og hvis man førte digtcyklusen ud igen og prøvede at læse den isoleret, ville den, skønt teksterne individuelt betragtet er langt bedre, blive betydeligt mere vaklende end digtcykluserne bagved Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise.
mandag den 15. november 2010
Sungne ord
(Åbningsindlæg i Litteraturhaus den 14/11-2010 som indledning til en oplæsningskoncert med Morten Søndergaard, Fribytterne, Spillemændene og Søren Ulrik Thomsen. Som aftenes vært takker jeg hermed de medvirkende for en god aften)
”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.
Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.
Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.
Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.
Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.
”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.
Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.
Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.
Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.
Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.
tirsdag den 12. oktober 2010
Lille genreteori
At arbejde med genrer består i at begynde med en omtrentlighed, udvide den med nogle vagheder, bringe den i spil i forhold til en uklarhed eller to, indsætte den i et tåget landskab, afveje dens forskellige dele på en defekt køkkenvægt og på den baggrund præstere en præcis analyse.
lørdag den 9. oktober 2010
Fra socialstat til ? - En chokerende afsløring
Det viser sig, at næsten alt, hvad Ghandi eller Sitting Bull ikke har sagt, har Roy Zimmerman sagt. Her fra sangen ”Socialist” (Sangen er her):
Man bemærke sig ordspillet i sidste linje, hvor ”screw in” bliver til ”screw up”.
Lyder det bekendt? Ja, ikke. Konspirationen er hermed afsløret. Siden indførelsen af New Public Management og med særlig fart under det nuværende kommunistregime er vi gået fra Socialstat til Socialiststat. Men de snedige sataner gemmer det bag andre ord. Det hedder således ”strategi” og ikke ”fireårsplan”. Men der er ingen tvivl: If it walks like a duck. Det ér dem, og de har tilmed udviklet konceptet: Nu om dage skal vi til slut bruge 6 socialister til at evaluere pæren og 1 til at holde MU-Samtale med den.
How many socialists does it take to screw in a light bulb?
Too many
4 to requisition the light bulb
4 more to process the requisition in triplicate
8 to manufacture the light bulb
3 to subsidize the manufacturing
3 to procure the light bulb
2 to supervise the manufacturing and procurement process
7 to warehouse the light bulb for an indeterminate length of time
4 to deliver the light bulb to the wrong address
4 more to redeliver the light bulb
6 to receive the light bulb
and 1 to screw it up
47
Man bemærke sig ordspillet i sidste linje, hvor ”screw in” bliver til ”screw up”.
Lyder det bekendt? Ja, ikke. Konspirationen er hermed afsløret. Siden indførelsen af New Public Management og med særlig fart under det nuværende kommunistregime er vi gået fra Socialstat til Socialiststat. Men de snedige sataner gemmer det bag andre ord. Det hedder således ”strategi” og ikke ”fireårsplan”. Men der er ingen tvivl: If it walks like a duck. Det ér dem, og de har tilmed udviklet konceptet: Nu om dage skal vi til slut bruge 6 socialister til at evaluere pæren og 1 til at holde MU-Samtale med den.
fredag den 8. oktober 2010
Forskningens ulogiske arbejdsformer
Så skete det en gang til. Jeg havde rigtignok haft den fagartikel, jeg arbejder på lige nu, åben, men jeg havde siddet hele dagen på Facebook og afleveret åndsvage – eller om man vil: åndfulde – bemærkninger til Gud og hvermand. Jeg havde ganske vist besvaret lidt mails osv og skrevet et læserbrev eller noget lignende klar, men det kan jeg efterhånden gøre i søvne, så det tæller nærmest ikke, og forskning var det på ingen måde.
Jeg havde, kort sagt, spildt en hel arbejdsdag med at glo på Facebook.
Men og men og atter men. Jeg gik i seng, nussede PB på maven, ringede godnat til Sarah, som var i Århus - og kunne ikke sove. Slet, slet, slet ikke sove. Rasende stod jeg op, åbnede computeren, tilbragte et kvarter på Facebook en gang mere, klikkede over på min artikel og lavede på tre kvarter og halvt bevidstløs af træthed en fuld dags arbejde. Og det ér en fuld dags arbejde. Jeg behøver ikke engang tjekke det efter her til morgen. Jeg ved det.
Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg i bogstaveligste forstand har prøvet det 1000 gange før – eller mere. Således skrev jeg ikke disputats, jeg spillede skak imod min computer. Den var tilmed indstillet til at spille elendigt, for jeg kunne af bare frustration dårligt koncentrere mig om det i mere end 5 minutter af gangen, og jeg HADER at tabe. Mine omgivelser måtte ikke kommentere på, at jeg hele tiden så på noget andet end min tekstfil, og jeg følte mig permanent utilstrækkelig. Men det virkede. Jeg aner ikke, hvornår den tekst blev til, men det er svært at benægte fakta: Den har en tendens til at eksistere
Nuvel: Konklusionen er, at hvad der virker, det virker. Det interessant er ikke overspringshandlingerne, men om man kommer fremad. Der er nogen mennesker, som arbejder i klare, tydelige blokke. Godt for dem, jeg kan ikke. Hvis jeg bare sad på min kontorstol det reglementerede antal timer med en velgørende følelse af at udfylde min plads i samfundet, ville min forskning blive at ligne ved en beskeden smørrebrødsfrokost, den friske morgenberlinger og et par ovntørrede sokker. Und nichts weiter. Når jeg ikke er MEGET optaget af noget (og det kan jeg kun være i perioder af op til ca 2 uger, også er jeg bevidstløs et tilsvarende antal uger bagefter), arbejder jeg i overspringshandlinger og pludselige, halvt ubeviste ryk.
I øvrigt er denne blogpost skrevet, imens jeg spiller Zombie Slayer på en fiktiv konto på Facebook og helt sikkert ikke forsker (tror jeg). Den er således direkte arbejde på min forskning.
Jeg havde, kort sagt, spildt en hel arbejdsdag med at glo på Facebook.
Men og men og atter men. Jeg gik i seng, nussede PB på maven, ringede godnat til Sarah, som var i Århus - og kunne ikke sove. Slet, slet, slet ikke sove. Rasende stod jeg op, åbnede computeren, tilbragte et kvarter på Facebook en gang mere, klikkede over på min artikel og lavede på tre kvarter og halvt bevidstløs af træthed en fuld dags arbejde. Og det ér en fuld dags arbejde. Jeg behøver ikke engang tjekke det efter her til morgen. Jeg ved det.
Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg i bogstaveligste forstand har prøvet det 1000 gange før – eller mere. Således skrev jeg ikke disputats, jeg spillede skak imod min computer. Den var tilmed indstillet til at spille elendigt, for jeg kunne af bare frustration dårligt koncentrere mig om det i mere end 5 minutter af gangen, og jeg HADER at tabe. Mine omgivelser måtte ikke kommentere på, at jeg hele tiden så på noget andet end min tekstfil, og jeg følte mig permanent utilstrækkelig. Men det virkede. Jeg aner ikke, hvornår den tekst blev til, men det er svært at benægte fakta: Den har en tendens til at eksistere
Nuvel: Konklusionen er, at hvad der virker, det virker. Det interessant er ikke overspringshandlingerne, men om man kommer fremad. Der er nogen mennesker, som arbejder i klare, tydelige blokke. Godt for dem, jeg kan ikke. Hvis jeg bare sad på min kontorstol det reglementerede antal timer med en velgørende følelse af at udfylde min plads i samfundet, ville min forskning blive at ligne ved en beskeden smørrebrødsfrokost, den friske morgenberlinger og et par ovntørrede sokker. Und nichts weiter. Når jeg ikke er MEGET optaget af noget (og det kan jeg kun være i perioder af op til ca 2 uger, også er jeg bevidstløs et tilsvarende antal uger bagefter), arbejder jeg i overspringshandlinger og pludselige, halvt ubeviste ryk.
I øvrigt er denne blogpost skrevet, imens jeg spiller Zombie Slayer på en fiktiv konto på Facebook og helt sikkert ikke forsker (tror jeg). Den er således direkte arbejde på min forskning.
søndag den 3. oktober 2010
Noget om religiøs krænkelse, sære journalistiske vinkler – og en frø
Kristeligt Dagblads hjemmeside rummer en sær historie om et sært kunstværk, hvor tysk skulptør har hængt en frø op på et kors, og den katolske kirke er (eller medlemmer af den) er blevet krænkede i den anledning.
Særest af det hele er nu vinklingen. Journalisten skriver til indledning:
Mens det fem år efter Jyllands-Postens stormomsuste tegninger af profeten Muhammed er blevet kutyme i Vesten at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, så synes de samme regler ikke at gælde for kristne.
Lad være, at det er mit indtryk, at vi i Vesten gør os særligt umage for at krænke muslimers religiøse følelse. Det er sådan set ikke så interessant. Det interessante er, hvilke præsuppositioner udsagnet hviler på. Man skal nemlig på samme tid kunne forsvare følgende to grundsætninger: 1) Det er godt at krænke muslimers religiøse følelser, 2) Det er forkasteligt at krænke kristnes religiøse følelser.
Vabba?
Altså: Enten må det være gloriøs frihedskamp at krænke religiøse følelser uanset religionen, eller også må det være forkasteligt uanset religionen. Den dobbeltmoral, journalisten beskyder, demonstrerer hun selv til fulde.
Nu finder jeg det svært overhovedet at regne krænkelser for særligt heroiske. Muligheden for at krænke er en nødvendig konsekvens af ytringsfriheden - ikke dens formål. Krænkeren skal selvsagt beskyttes af loven medmindre vedkommende begår noget ulovligt i sin ytring, og selv hvis der er ulovligheder involveret, skal en given retslig sanktion overholde proportionalitetsprincippet – man mister ikke retten til samfundets beskyttelse af liv og sikkerhed ved at begå injurier eller ytre sig racistisk. Jeg vil have lov til på samme tid at kalde Kurt Westergaards bombehat for idioti, og til at mene, at det at sikre hans liv og sikkerhed er en naturlig og meget nødvendig opgave for samfundet. Jeg mener faktisk, at det er den eneste position, som giver mening.
Men jeg må altså også indrømme, at hele det der krænkelsescirkus er mig lidt fjernt. Jeg blev irriteret af Saramagos Jesusevangeliet, fordi den var jammerlig teologi, jeg blev irriteret af Norman Mailers Evangeliet ifølge Sønnen, fordi den var jammerlig litteratur, jeg blev begejstret over Christoffer Zieglers skæve varianter over opstandelsen (den stribe, Jyllandsposten ikke ville trykke, fordi de fandt den krænkende), fordi den er toporiginal, Thorsen forskellige krænkelsesforsøg var for talentløse til at bide nogen steder overhovedet. Jeg tror ligefrem, at jeg synes, at The Last Temptation of Christ er from – men det er efterhånden for længe siden, at jeg har set den. Jeg elsker Margaret Atwoods forskellige religionskritiske varianter i The Blind Assassin, fordi de er teologisk kompetente og kunstnerisk originale. Og der er da ingen af dem, som ikke skal have lov til det. What´s the big fuzz?
Der findes muslimer, som bliver krænkede, og det skal de have lov til, og da man stort set ikke skal gøre sig umage for at fornærme folk, kan det måske være en idé at dæmpe sig en smule. Men når ytringen er fremsat, er den fremsat, og så er der en ny situation. Hvis en muslim (eller en anden for den sags skyld) har lyst til at overfuse Kurt Westergaard eller Flemming Rose i den anledning, så falder også dette inden for rammerne af den borgerlige ytringsfrihed - selvom heller ikke det nødvendigvis er sympatisk, heroisk eller klogt. Hvis man opfordrer til vold imod Westergaard, Rose, JP eller whoever, er det en anden sag, som hører under straffeloven, og når der planlægges vold imod dem (eller den forsøges udøvet), må de naturligvis nyde godt af samfundets fulde beskyttelse. Det har de ret til, og det er samfundets pligt at beskytte dem.
Alt dette er en borgerlig børnelærdom, som for mange har glemt idag. Det er derfor vigtigt at minde om det.
Men en FRØ??? Hvordan Fanden kan nogen blive krænket af en Frø på et kors? Jeg fatter ikke et kvæk.
Særest af det hele er nu vinklingen. Journalisten skriver til indledning:
Mens det fem år efter Jyllands-Postens stormomsuste tegninger af profeten Muhammed er blevet kutyme i Vesten at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, så synes de samme regler ikke at gælde for kristne.
Lad være, at det er mit indtryk, at vi i Vesten gør os særligt umage for at krænke muslimers religiøse følelse. Det er sådan set ikke så interessant. Det interessante er, hvilke præsuppositioner udsagnet hviler på. Man skal nemlig på samme tid kunne forsvare følgende to grundsætninger: 1) Det er godt at krænke muslimers religiøse følelser, 2) Det er forkasteligt at krænke kristnes religiøse følelser.
Vabba?
Altså: Enten må det være gloriøs frihedskamp at krænke religiøse følelser uanset religionen, eller også må det være forkasteligt uanset religionen. Den dobbeltmoral, journalisten beskyder, demonstrerer hun selv til fulde.
Nu finder jeg det svært overhovedet at regne krænkelser for særligt heroiske. Muligheden for at krænke er en nødvendig konsekvens af ytringsfriheden - ikke dens formål. Krænkeren skal selvsagt beskyttes af loven medmindre vedkommende begår noget ulovligt i sin ytring, og selv hvis der er ulovligheder involveret, skal en given retslig sanktion overholde proportionalitetsprincippet – man mister ikke retten til samfundets beskyttelse af liv og sikkerhed ved at begå injurier eller ytre sig racistisk. Jeg vil have lov til på samme tid at kalde Kurt Westergaards bombehat for idioti, og til at mene, at det at sikre hans liv og sikkerhed er en naturlig og meget nødvendig opgave for samfundet. Jeg mener faktisk, at det er den eneste position, som giver mening.
Men jeg må altså også indrømme, at hele det der krænkelsescirkus er mig lidt fjernt. Jeg blev irriteret af Saramagos Jesusevangeliet, fordi den var jammerlig teologi, jeg blev irriteret af Norman Mailers Evangeliet ifølge Sønnen, fordi den var jammerlig litteratur, jeg blev begejstret over Christoffer Zieglers skæve varianter over opstandelsen (den stribe, Jyllandsposten ikke ville trykke, fordi de fandt den krænkende), fordi den er toporiginal, Thorsen forskellige krænkelsesforsøg var for talentløse til at bide nogen steder overhovedet. Jeg tror ligefrem, at jeg synes, at The Last Temptation of Christ er from – men det er efterhånden for længe siden, at jeg har set den. Jeg elsker Margaret Atwoods forskellige religionskritiske varianter i The Blind Assassin, fordi de er teologisk kompetente og kunstnerisk originale. Og der er da ingen af dem, som ikke skal have lov til det. What´s the big fuzz?
Der findes muslimer, som bliver krænkede, og det skal de have lov til, og da man stort set ikke skal gøre sig umage for at fornærme folk, kan det måske være en idé at dæmpe sig en smule. Men når ytringen er fremsat, er den fremsat, og så er der en ny situation. Hvis en muslim (eller en anden for den sags skyld) har lyst til at overfuse Kurt Westergaard eller Flemming Rose i den anledning, så falder også dette inden for rammerne af den borgerlige ytringsfrihed - selvom heller ikke det nødvendigvis er sympatisk, heroisk eller klogt. Hvis man opfordrer til vold imod Westergaard, Rose, JP eller whoever, er det en anden sag, som hører under straffeloven, og når der planlægges vold imod dem (eller den forsøges udøvet), må de naturligvis nyde godt af samfundets fulde beskyttelse. Det har de ret til, og det er samfundets pligt at beskytte dem.
Alt dette er en borgerlig børnelærdom, som for mange har glemt idag. Det er derfor vigtigt at minde om det.
Men en FRØ??? Hvordan Fanden kan nogen blive krænket af en Frø på et kors? Jeg fatter ikke et kvæk.
Livets Hjerte-Brød
Til fejring af den vidunderlige forening af Hannah Svinth-Værge og Jonathan Carlsen havde jeg begået et par sange. En af dem var baseret på, at bruden var ivrig amatørbager og præst i Kildevældskirken. Den postes her som en ekstra hyldest til brudeparret og for at drille enkelte moderne psalmedigtere.
Til bagepsalmen var knyttet følgende bibliografiske note:
En fortsættelse af den foregående undersøgelse, der nu retter sig imod hverdagen, imod tilblivelsen af det daglige brød til Vorherres eget Mund-Vand. Som det gør sig gældende for andre af nutidens psalmer er denne gennemført uden videre interesse for sammenhæng i billeddannelse, sprogføring og tankegang. Nødrim og ordvendt omstilling kan forekomme.
§3: Livets Hjerte-Brød
En Moderne bagePsalme over 1. Kor 5, 6-8.
Mel. Livet er en morgenbolle
Gud, du sjælens nye surdej,
rens min gamle surdej ud,
thi min egen surdej dur ej
som et revnet brudeskrud,
dejen rørt af Herrens finger,
giver brødet form og krop,
der hvor englevinger klinger,
og talentet hører op.
Du er mel fra Skærtoft Mølle,
du er livets spelt og salt,
og din kraft er ikke sølle,
du og dej betyder alt.
Du er sindets store møller
maler livets mel til mig,
mens de andre drikker øller,
får jeg hævekraft af dig.
Uden dig forbliver brødet
tørt og trægt og uden kraft,
uden dig er dejen grødet,
og min krumme mangler saft.
Uden disse livs-ftalater
fra Vorherres egen ovn,
bliver brødet til oblater
selv i Kildevældets sogn.
Når jeg bider til din bolle,
og du koldhæver min tro,
kan jeg fromt og lydigt folde
mine bagerhænder to.
Skab af mig udsyret bagværk,
gør min brødes kerne blød,
giv mig et patetisk dagværk
og en hvilen i dit skød.
Du er livets huskekage,
du er kernen i mit korn,
du er Åndens mannaflage,
du er pølsen i mit horn.
Når jeg stikker bageplader,
så min skorpe brænder på,
vær min ovnrens, milde fader,
så jeg kan frimodig gå.
Da er Herrens ord i kroppen
som en surdej i mit sind,
og med en Gustavask hoppen
og en Holger Lissnersk vind
vil jeg ælte frit og håbe,
du gi´r dig til mig som dej,
rund og fyldig som en dråbe,
jeg kan bage som leg.
Overalt, hvor man kan bage,
tænder du min hjerteglød,
her kan jegets flamme smage
på din glædes sukkerbrød.
Herren er min gode hyrde
bager snobrød på mit bål,
Poesien er min byrde,
jeg har mel til overmål.
(ophavsmanden til ovenstående bagværk/makværk blev siden arresteret og sat i åndelig forvaring for forbrødelser imod såvel helligånden som det danske sprog)
Til bagepsalmen var knyttet følgende bibliografiske note:
En fortsættelse af den foregående undersøgelse, der nu retter sig imod hverdagen, imod tilblivelsen af det daglige brød til Vorherres eget Mund-Vand. Som det gør sig gældende for andre af nutidens psalmer er denne gennemført uden videre interesse for sammenhæng i billeddannelse, sprogføring og tankegang. Nødrim og ordvendt omstilling kan forekomme.
§3: Livets Hjerte-Brød
En Moderne bagePsalme over 1. Kor 5, 6-8.
Mel. Livet er en morgenbolle
Gud, du sjælens nye surdej,
rens min gamle surdej ud,
thi min egen surdej dur ej
som et revnet brudeskrud,
dejen rørt af Herrens finger,
giver brødet form og krop,
der hvor englevinger klinger,
og talentet hører op.
Du er mel fra Skærtoft Mølle,
du er livets spelt og salt,
og din kraft er ikke sølle,
du og dej betyder alt.
Du er sindets store møller
maler livets mel til mig,
mens de andre drikker øller,
får jeg hævekraft af dig.
Uden dig forbliver brødet
tørt og trægt og uden kraft,
uden dig er dejen grødet,
og min krumme mangler saft.
Uden disse livs-ftalater
fra Vorherres egen ovn,
bliver brødet til oblater
selv i Kildevældets sogn.
Når jeg bider til din bolle,
og du koldhæver min tro,
kan jeg fromt og lydigt folde
mine bagerhænder to.
Skab af mig udsyret bagværk,
gør min brødes kerne blød,
giv mig et patetisk dagværk
og en hvilen i dit skød.
Du er livets huskekage,
du er kernen i mit korn,
du er Åndens mannaflage,
du er pølsen i mit horn.
Når jeg stikker bageplader,
så min skorpe brænder på,
vær min ovnrens, milde fader,
så jeg kan frimodig gå.
Da er Herrens ord i kroppen
som en surdej i mit sind,
og med en Gustavask hoppen
og en Holger Lissnersk vind
vil jeg ælte frit og håbe,
du gi´r dig til mig som dej,
rund og fyldig som en dråbe,
jeg kan bage som leg.
Overalt, hvor man kan bage,
tænder du min hjerteglød,
her kan jegets flamme smage
på din glædes sukkerbrød.
Herren er min gode hyrde
bager snobrød på mit bål,
Poesien er min byrde,
jeg har mel til overmål.
(ophavsmanden til ovenstående bagværk/makværk blev siden arresteret og sat i åndelig forvaring for forbrødelser imod såvel helligånden som det danske sprog)
fredag den 1. oktober 2010
Hvad kalder man Peter Christensens omgang med vurderingsnormer
Nogen gange kan man bare ikke få tingene til at gå op. Man læser i dag på Jyllandspostens hjemmeside, at Venstres ordfører mener, at der ikke er noget at komme efter i den mere og mere nedsmeltede sag om Lene Espersens særprægede omgang med sin forpligtelse til at tale sandt over for folketinget. Peter Christensen er den samme mand, som mente, at man stadig måtte tage afstand fra Helle Thorning-Schmidt selvom, der ikke var fugls føde på skattesagen. Altså: Helle Thorning lyver ikke for skattevæsnet, og for det skal hun kritiseres skarpt, Lene Espersen lyver for folketinget, og for det skal hun ... nå ja ingenting og nu er det på tide, at vi holder kæft ... Må jeg lige få den én gang til langsomt?
Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?
Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.
Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.
Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.
Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?
Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.
Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.
Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.
torsdag den 30. september 2010
Genredefinition: Prædiken
Nedenstående uskarphed er pt. det bedste jeg har til en Grundtvigartikel, hvor jeg skal sige noget om hans prædikener. Må gerne kritiseres.
Prædikenen lader sig lidt husmandsagtigt definere som ”et led i den gudstjenestelige liturgi, hvor præsten gennem dagens evangelium forkynder evangeliet ind i nutiden”1 . På grund af den institutionelle binding bliver det i det hele taget en relativt stabil genre. Den er meget tydeligt defineret af sin exigence, nemlig behovet (dvs. kirkens og de kristnes behov) for at få evangeliet forkyndt ind i nutiden. At vi har at gøre med et ”liturgisk led” betyder, at det er en rituelt bundet ytring, hvor det er præsupponeret, hvem det påhviler at fremføre prædikenen, og hvilken rolle den skal spille i den gudstjenestelige sammenhæng. Det betyder også, at der er klare grænser for længden af den enkelte prædiken: Den skal kunne fungere i den gudstjenestelige sammenhæng, og skønt også prædikenlængde er et historisk og kulturelt variabelt fænomen, er der stadigvæk ret skarpe grænser for, hvor lang en prædiken kan være.
Definitionen indebærer også, at en prædiken er bunden tale. Præsten taler ikke, fordi han lige har fået lyst til at fremsætte en ytring, men fordi han med præstegerningen har påtaget sig forpligtelsen til at prædike. Det betyder også, at den talende taler qua præst, ikke qua person. Dermed opstår der institutionelt en distinktion i præsten imellem præsten som person og præsten som præst. Præsten qua præst taler i prædikenen, mens præsten qua menneske er mål og tilhører for prædikenen på lige fod med alle andre i kirken, nl.a. deraf kommer det hyppigt anvendte ”vi” i prædikengenren.
Omtalen af både ”evangeliet” og ”dagens evangelium” hviler på en distinktion imellem, hvad der skal forkyndes, og hvad der er udtrykt i ”dagens evangelium”. Ordet ”distinktion” er vigtigt, al den stund der nødig skulle være kontrast. Men det er vigtigt at fastholde distinktionen. ”Evangeliet” er at forstå som ”summen af det glædelige budskab, kristendommen har at give nutidsmennesket” mens ”dagens evangelium” er det tekstsykke, som de kirkelige forordninger tildeler den gudstjeneste, hvori prædikenen holdes. Det er dermed præstens opgave at få ”evangeliet” i bekendt form til at træde frem i dagens evangelietekst.
Endelig er der en central hermeneutisk grundproblematik præsent i udtrykket, at prædikenen skal forkynde evangeliet ind i nutiden, nemlig aktualiseringen af det historiske stof i en nutid sammenhæng eller. Det betyder, at det, som i den firfoldige tekstforståelse hedder det moralske led eller ”applikationen” har en helt central og definerende rolle at spille. Udlægningen af teksten skal sigte imod at besvare et bestemt spørgsmål: ”Hvad betyder dette for os idag?”. Der er dermed en aktualiserende bevægelse i enhver prædiken, som kan være mere eller mindre dominant, men som er et af de mest stabile træk i genren.
Prædikenen lader sig lidt husmandsagtigt definere som ”et led i den gudstjenestelige liturgi, hvor præsten gennem dagens evangelium forkynder evangeliet ind i nutiden”1 . På grund af den institutionelle binding bliver det i det hele taget en relativt stabil genre. Den er meget tydeligt defineret af sin exigence, nemlig behovet (dvs. kirkens og de kristnes behov) for at få evangeliet forkyndt ind i nutiden. At vi har at gøre med et ”liturgisk led” betyder, at det er en rituelt bundet ytring, hvor det er præsupponeret, hvem det påhviler at fremføre prædikenen, og hvilken rolle den skal spille i den gudstjenestelige sammenhæng. Det betyder også, at der er klare grænser for længden af den enkelte prædiken: Den skal kunne fungere i den gudstjenestelige sammenhæng, og skønt også prædikenlængde er et historisk og kulturelt variabelt fænomen, er der stadigvæk ret skarpe grænser for, hvor lang en prædiken kan være.
Definitionen indebærer også, at en prædiken er bunden tale. Præsten taler ikke, fordi han lige har fået lyst til at fremsætte en ytring, men fordi han med præstegerningen har påtaget sig forpligtelsen til at prædike. Det betyder også, at den talende taler qua præst, ikke qua person. Dermed opstår der institutionelt en distinktion i præsten imellem præsten som person og præsten som præst. Præsten qua præst taler i prædikenen, mens præsten qua menneske er mål og tilhører for prædikenen på lige fod med alle andre i kirken, nl.a. deraf kommer det hyppigt anvendte ”vi” i prædikengenren.
Omtalen af både ”evangeliet” og ”dagens evangelium” hviler på en distinktion imellem, hvad der skal forkyndes, og hvad der er udtrykt i ”dagens evangelium”. Ordet ”distinktion” er vigtigt, al den stund der nødig skulle være kontrast. Men det er vigtigt at fastholde distinktionen. ”Evangeliet” er at forstå som ”summen af det glædelige budskab, kristendommen har at give nutidsmennesket” mens ”dagens evangelium” er det tekstsykke, som de kirkelige forordninger tildeler den gudstjeneste, hvori prædikenen holdes. Det er dermed præstens opgave at få ”evangeliet” i bekendt form til at træde frem i dagens evangelietekst.
Endelig er der en central hermeneutisk grundproblematik præsent i udtrykket, at prædikenen skal forkynde evangeliet ind i nutiden, nemlig aktualiseringen af det historiske stof i en nutid sammenhæng eller. Det betyder, at det, som i den firfoldige tekstforståelse hedder det moralske led eller ”applikationen” har en helt central og definerende rolle at spille. Udlægningen af teksten skal sigte imod at besvare et bestemt spørgsmål: ”Hvad betyder dette for os idag?”. Der er dermed en aktualiserende bevægelse i enhver prædiken, som kan være mere eller mindre dominant, men som er et af de mest stabile træk i genren.
lørdag den 11. september 2010
Svigt eller gratis arbejde
Så opstod situationen for Gud ved hvilken gang. En studerende passer mig op på instituttets kaffebar og spørger, om jeg har tid til at komme med en efterkritik på hendes eksamensopgave. Der er intet urimeligt eller påtrængende ved den forespørgsel, alligevel bliver jeg dybt ubehageligt berørt. Hvorfor? Fordi der er to indlysende hensyn i min tilværelse som universitetsansat, der støder sammen. På den ene side det, at det hører med til en rimelig behandling af studerende at de kan få feedback på deres opgaver. På den anden side det, at institutionen ikke kunne drømme om at lønne mig for den aktivitet. Uanset hvor mange timer jeg måtte bruge på at give feedback på opgaver eller løse lignende opgaver, vil mit institut tælle det for 0 timer og fortsat kræve det fulde timetal til undervisning og adminstration af mig.
Så står man der.
Skal man være det dumme svin over for en helt uskyldig studerende og meddele, at man da aldrig kunne drømme om at give feedback, eller skal man arbejde gratis?
En væsentlig og helt central funktion i universiteternes virke, det at give studerende feedback på deres opgaver, så de ikke blot skriver ind i et tomrum, er blevet henlagt til det private initiativ. Hvis ikke læreren vil svigte sin funktion i forhold til den studerende, må han eller hun vælge at bruge sin fritid på sit arbejde.
Tilsvarende situationer opstår, hvis man lader sig passe op, fordi en studerende gerne vil have et fagligt spørgsmål besvaret, vil have ens holdning til et bestemt opgaveprojekt, sidder lidt fast i en specialeproces eller er ved at dø af nervøsitet over en eksamen. Hvis man bevæger sig på de samme gangarealer som sine studerende, kan man komme til at bruge rigtig mange timer på at yde gratis hjælp til studerende, der ikke kan få denne hjælp andre steder.
Måske skulle man oprette en feedback-tjeneste, hvor man mod betaling fra studerende gennemlæste deres opgaver og mente noget om dem. 500 kr for en tisiders opgave eller sådan noget. Så ville man ganske vist være på vej imod privatuniversiteter, men de offentlige universiteter løser deres opgave så dårligt efterhånden, at det næsten kan være lige meget.
Så står man der.
Skal man være det dumme svin over for en helt uskyldig studerende og meddele, at man da aldrig kunne drømme om at give feedback, eller skal man arbejde gratis?
En væsentlig og helt central funktion i universiteternes virke, det at give studerende feedback på deres opgaver, så de ikke blot skriver ind i et tomrum, er blevet henlagt til det private initiativ. Hvis ikke læreren vil svigte sin funktion i forhold til den studerende, må han eller hun vælge at bruge sin fritid på sit arbejde.
Tilsvarende situationer opstår, hvis man lader sig passe op, fordi en studerende gerne vil have et fagligt spørgsmål besvaret, vil have ens holdning til et bestemt opgaveprojekt, sidder lidt fast i en specialeproces eller er ved at dø af nervøsitet over en eksamen. Hvis man bevæger sig på de samme gangarealer som sine studerende, kan man komme til at bruge rigtig mange timer på at yde gratis hjælp til studerende, der ikke kan få denne hjælp andre steder.
Måske skulle man oprette en feedback-tjeneste, hvor man mod betaling fra studerende gennemlæste deres opgaver og mente noget om dem. 500 kr for en tisiders opgave eller sådan noget. Så ville man ganske vist være på vej imod privatuniversiteter, men de offentlige universiteter løser deres opgave så dårligt efterhånden, at det næsten kan være lige meget.
onsdag den 25. august 2010
Kirsten Refsing og omstruktureringen på DetHumanistiske Fakultet
Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.
Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.
Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.
Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.
Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare genvinde sin tabte interne legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt. Det er her, der skal skydes.
Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.
Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.
Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.
Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare genvinde sin tabte interne legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt. Det er her, der skal skydes.
onsdag den 28. juli 2010
Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.
To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
torsdag den 15. juli 2010
Grundtvig om tolerance
Vedholdende rygter hævder, at Grundtvig er en tung prosastilist. Men læs nu følgende diskussion af begrebet "tolerance". Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set det skarpere defineret og afgrænset med større intellektuel præcision. Det stammer i øvrigt spøjst nok fra en litteraturkritisk afhandling "Om Digterne Baggsen og Oehlenschlæger" --- det skønne ved at læse ham er, at det altid kan betale sig at have øjnene med sig. Selv når det er gak, er det gak på et ubegribelig højt niveau, og sådan noget som dette her er i den grad ikke gak.
Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.
Det har nemlig længe været, og er fremdeles min faste Overbeviisning, at er Tolerance Taalighed, da er den meget god for os til Hverdagsbrug, og jo bedre vi taale Fornærmelse, Miskjendelse, Haan og Deslige, desbedre for os; men derfor er det lige vist: at Sandhed kan aldrig vise Taalighed, men i det Høieste kun Langmodighed mod Løgnen, og at det kun er Sandheds utroe Tjenere, som see igjennem Fingre med Løgnen og lade den udbrede sig paa Sandheds Bekostning. Er Tolerance Billighed, da er den vist Noget, man altid skal beflitte sig paa, og det er ikke meer end billigt, at lade Enhver staae og falde for sin egen Dommer; men det vilde være høist ubilligt imod Sandheden, enten at billige, hvad den fordømmer, eller ei at misbillige, hvad der anfægter den. Er Tolerance Afskye for at ville overbevise eller knuse Aand med knytte Næver, slaae Tanker med Sværd og kaste Meninger paa Baalet, da er den vist nok noget meget Fornuftigt, eller rettere Frihed for en hæslig Ufornuft, men kan aldrig forbyde, hvad der er aldeles fornuftigt: at bekjæmpe Aand med Aand og Ord med Ord. Er endelig Tolerance, som saa tit i vore og de næstforrige Dage, Intet af alt Dette, men kun Udtryk for en Parisisk Sminke, hvorunder man kan skjule, hvad det skal være, og hvormed man vil blænde Folk, saa hvem der ikke har den, skal synes kulsort, da mener jeg, det var bedst, man forviiste Tolerancen med al anden Sminke til Skuepladsen, hvor den har hjemme. (Udvalgte Skrifter 3, 603f.)
Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.
onsdag den 23. juni 2010
Om hekse og trolde
Båltale ved Grøndalslund Kirkes Sankt Hans-fejring 23/6-2010.
Lad os tale lidt om hekse og trolde.
Vi skal jo hos Drachmann høre, at hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Så må der jo også være hekse her i Rødovre by, og der må være trolde her i Grøndalslund sogn. Det lyder da LIDT mærkeligt, ikke? Vi er også godt klar over, at fortidens hekseafbrændinger var noget snavs noget, og at vi skal være godt tilfredse med, at det bare er en paphekst, vi futter af i aften. Og der var absolut rimelighed i det, da Danmarks uofficielle nationalheks, Dannie Druehyld, skvattede om af grin, da Kristeligt Dagblad for et par år siden pludselig hidsede sig op, at hun var ”heks”. For hvordan kunne de dog være dumme nok til at tro, at hun selv mente sig i besiddelse af sortekunster og anden djævelskab og ikke bare var en fredsommelig naturelsker, der bare godt kunne lide at tale om sig selv som heks og byggede noget image på det.
Så man skal vel være lidt enfoldig for at tro på hekse og trolde.
Og så alligevel. Ved I hvad, jeg er ikke altid helt sikker. Vi har inden for det sidste århundrede set de største grusomheder, verdenshistorien nogensinde har oplevet. Når man tænker på, at Stalin, Pol Pot og Hitler faktisk fandtes, så begynder hekse og trolde pludselig at tage sig helt realistiske ud. Ja, jeg vil næsten hellere tro på onde ånder, dæmoner og uhyrer end på, at det bare sådan er noget med arv og miljø, der kan få os til at handle sådan. Nogen gange er virkeligheden simpelthen for urealistisk til en realistisk forklaring. På en smuk aften i de lyse nætter, er det ufatteligt, at den type grusomhed faktisk har fundet sted. Og jeg synes ikke, de forklaringer, jeg kender, er ret meget dårligere end den, at hekse havde forhekset hele kulturer.
Og når jeg ser på den selvfølgelighed, hvormed vi selv begår dumheder, tager også troldene, store dumme og tunge, sig helt realistiske ud. Hvordan pokker kan man ellers få den tanke, at det er vigtigere, at en hjemmehjælper udfylder papirer til kommunens adminstration end at hun hjælper gamle mennesker, eller at vi nok bliver et bedre og rigere folk, hvis vi afkorter vores børns barndom med et par år, så vi hurtigere kan få dem ud på arbejdsmarkedet, hvorfor diskuterer vi seriøst, om vi har råd til at redde den natur, vores børn skal leve af og med? Jeg foretrækker på en måde at forklare det med, at vi har trolde i hovedet, for de andre forklaringer er simpelthen for urealistiske. Så dumme er mennesker altså ikke.
Trolde i hovedet altså, og hekse i hjertet. Måske er de der kun billedligt, men billeder er ikke det bare løgn. Og hvis det er den slags trolde, vi taler om, og ikke bare sådan noget med onde damer med vorter på næsen, så kan der være al mulig grund til at holde sig dem fra livet med et glædesblus. Derfor er det altså meget rart at få lov at brænde en heks af fra tid til anden. Og der må gerne gå en trold eller to med i købet. Nogen gange er det nødvendigt at få lov at sige: ”Dette her er faktisk ikke mig, og selvom jeg godt ved, at det måske er mig alligevel, så har jeg ikke lyst til, at det skal være mig. Hvis jeg kunne brænde det af, så gjorde jeg det.”
Ja, jeg tør vædde på, at der er både trolde og hekse iblandt os i aften. En af os er gået hjemmefra uden at forsone sig med sin mand, en anden ved godt, at han skylder en af sine nærmeste en undskyldning for en uberettiget irettesættelse. En tredje er sit indre ivrigt optaget af at forklare sig selv, at han da har lov til at hyre eller udføre sort arbejde, for det gør alle de andre … osv osv Og hvis I spørger mig, om jeg har bringer nogen hekse og trolde med til bålet i aften, så er svaret: ”Ja”, men det er ikke en af dem, jeg lige har nævnt, og jeg fortæller jer ikke, hvilken trold jeg har med. Det er ikke engang sikkert, at jeg selv ved det.”
Så når bålet bliver tændt, skal jeg lige hen og have vippet et par trolde derind. Og de af jer, der ved, at I har fået slæbt en heks eller en trold med til bålfest i aften, kan jo liste jer hen og smide den på. De af jer, der ikke har, har såmænd nok alligevel et eller andet i trænger til at komme af med. Så smid det på bålet med. Der er såmænd plads nok og lad det futte ad Bloksbjerg til. De skal nok være hos jer igen i morgen, for sådan er hekse og trolde nu engang beskafne, men hver dag har nok i sin plage, og i aften er en af de aftner, hvor man har lov til at insistere lidt på sin fred.
For vi står i aften med et glædesblus. Glæde er ikke nødvendigvis det samme som velbefindende. Når man kan sige ”glædelig jul”, men ikke ”god jul” til en person, som er ramt af sorg eller sygdom, så er det, fordi enhver ved, at personen ikke får en god jul. Men man kan til gengæld godt kan ønske, at den fred og den trøst, som er i julens budskab og i fællesskabet omkring julen også vil omfatte den sorgramte.
Derfor skal vi ikke tro, at bare fordi vores hekse og trolde er med her i aften og dukker op igen i morgen, så er der ingen grund til at tænde glædesblusset. Der er netop grund til det. For hekse og trolde er heldigvis ikke det eneste, der findes. Glæde findes, tilgivelse findes, tro håb og kærlighed findes, og de er lige så umulige at slå ned – mindst. Og derfor tænder vi i aften glædesblusset, for at huske os selv på, at heksene og troldene, også dem vi bærer inde i os, ikke er enerådende, fortælle os selv, at de aldrig helt får overhånd, og at vi altid har muligheden for at holde os dem fra livet. Måske kun på et enkelt skridts afstand, men så Gudskelov for det ene skridt. Glædelig Sankt Hans.
Lad os tale lidt om hekse og trolde.
Vi skal jo hos Drachmann høre, at hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Så må der jo også være hekse her i Rødovre by, og der må være trolde her i Grøndalslund sogn. Det lyder da LIDT mærkeligt, ikke? Vi er også godt klar over, at fortidens hekseafbrændinger var noget snavs noget, og at vi skal være godt tilfredse med, at det bare er en paphekst, vi futter af i aften. Og der var absolut rimelighed i det, da Danmarks uofficielle nationalheks, Dannie Druehyld, skvattede om af grin, da Kristeligt Dagblad for et par år siden pludselig hidsede sig op, at hun var ”heks”. For hvordan kunne de dog være dumme nok til at tro, at hun selv mente sig i besiddelse af sortekunster og anden djævelskab og ikke bare var en fredsommelig naturelsker, der bare godt kunne lide at tale om sig selv som heks og byggede noget image på det.
Så man skal vel være lidt enfoldig for at tro på hekse og trolde.
Og så alligevel. Ved I hvad, jeg er ikke altid helt sikker. Vi har inden for det sidste århundrede set de største grusomheder, verdenshistorien nogensinde har oplevet. Når man tænker på, at Stalin, Pol Pot og Hitler faktisk fandtes, så begynder hekse og trolde pludselig at tage sig helt realistiske ud. Ja, jeg vil næsten hellere tro på onde ånder, dæmoner og uhyrer end på, at det bare sådan er noget med arv og miljø, der kan få os til at handle sådan. Nogen gange er virkeligheden simpelthen for urealistisk til en realistisk forklaring. På en smuk aften i de lyse nætter, er det ufatteligt, at den type grusomhed faktisk har fundet sted. Og jeg synes ikke, de forklaringer, jeg kender, er ret meget dårligere end den, at hekse havde forhekset hele kulturer.
Og når jeg ser på den selvfølgelighed, hvormed vi selv begår dumheder, tager også troldene, store dumme og tunge, sig helt realistiske ud. Hvordan pokker kan man ellers få den tanke, at det er vigtigere, at en hjemmehjælper udfylder papirer til kommunens adminstration end at hun hjælper gamle mennesker, eller at vi nok bliver et bedre og rigere folk, hvis vi afkorter vores børns barndom med et par år, så vi hurtigere kan få dem ud på arbejdsmarkedet, hvorfor diskuterer vi seriøst, om vi har råd til at redde den natur, vores børn skal leve af og med? Jeg foretrækker på en måde at forklare det med, at vi har trolde i hovedet, for de andre forklaringer er simpelthen for urealistiske. Så dumme er mennesker altså ikke.
Trolde i hovedet altså, og hekse i hjertet. Måske er de der kun billedligt, men billeder er ikke det bare løgn. Og hvis det er den slags trolde, vi taler om, og ikke bare sådan noget med onde damer med vorter på næsen, så kan der være al mulig grund til at holde sig dem fra livet med et glædesblus. Derfor er det altså meget rart at få lov at brænde en heks af fra tid til anden. Og der må gerne gå en trold eller to med i købet. Nogen gange er det nødvendigt at få lov at sige: ”Dette her er faktisk ikke mig, og selvom jeg godt ved, at det måske er mig alligevel, så har jeg ikke lyst til, at det skal være mig. Hvis jeg kunne brænde det af, så gjorde jeg det.”
Ja, jeg tør vædde på, at der er både trolde og hekse iblandt os i aften. En af os er gået hjemmefra uden at forsone sig med sin mand, en anden ved godt, at han skylder en af sine nærmeste en undskyldning for en uberettiget irettesættelse. En tredje er sit indre ivrigt optaget af at forklare sig selv, at han da har lov til at hyre eller udføre sort arbejde, for det gør alle de andre … osv osv Og hvis I spørger mig, om jeg har bringer nogen hekse og trolde med til bålet i aften, så er svaret: ”Ja”, men det er ikke en af dem, jeg lige har nævnt, og jeg fortæller jer ikke, hvilken trold jeg har med. Det er ikke engang sikkert, at jeg selv ved det.”
Så når bålet bliver tændt, skal jeg lige hen og have vippet et par trolde derind. Og de af jer, der ved, at I har fået slæbt en heks eller en trold med til bålfest i aften, kan jo liste jer hen og smide den på. De af jer, der ikke har, har såmænd nok alligevel et eller andet i trænger til at komme af med. Så smid det på bålet med. Der er såmænd plads nok og lad det futte ad Bloksbjerg til. De skal nok være hos jer igen i morgen, for sådan er hekse og trolde nu engang beskafne, men hver dag har nok i sin plage, og i aften er en af de aftner, hvor man har lov til at insistere lidt på sin fred.
For vi står i aften med et glædesblus. Glæde er ikke nødvendigvis det samme som velbefindende. Når man kan sige ”glædelig jul”, men ikke ”god jul” til en person, som er ramt af sorg eller sygdom, så er det, fordi enhver ved, at personen ikke får en god jul. Men man kan til gengæld godt kan ønske, at den fred og den trøst, som er i julens budskab og i fællesskabet omkring julen også vil omfatte den sorgramte.
Derfor skal vi ikke tro, at bare fordi vores hekse og trolde er med her i aften og dukker op igen i morgen, så er der ingen grund til at tænde glædesblusset. Der er netop grund til det. For hekse og trolde er heldigvis ikke det eneste, der findes. Glæde findes, tilgivelse findes, tro håb og kærlighed findes, og de er lige så umulige at slå ned – mindst. Og derfor tænder vi i aften glædesblusset, for at huske os selv på, at heksene og troldene, også dem vi bærer inde i os, ikke er enerådende, fortælle os selv, at de aldrig helt får overhånd, og at vi altid har muligheden for at holde os dem fra livet. Måske kun på et enkelt skridts afstand, men så Gudskelov for det ene skridt. Glædelig Sankt Hans.
torsdag den 3. juni 2010
Øhm .. og hvad så ... ?
Rygtet om statsministerens utroskab har været i omløb i nogen tid. Nu dukkede den først op i Politiken, der dog klogeligt slettede som lyn og torden, og spadserede derover i sladderbladene.
Newsflash: Hvis man placerer mennesker i nærheden af hinanden, ender det ganske ofte med sex. Hvorfor? Fordi vi er udstyret med en seksualitet. Duh!!! Jeg gider ikke engang udregne sansynlighederne. Men der er givetvis følgende blandt oppositionspolitikerne:
1) Kvinder, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
2) Mænd, der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
3) Mænd, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
4) Kvinder der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
5) Dårlige forældre.
6) Alkoholikere.
7) Selvoptagne, dumme svin.
8) Personer, der har begået en eller anden form for småkriminalitet.
9) Alkoholikerbørn (ACOA), der har deres helt egen type problemer.
10) Deprimerede, næsten uarbejdsdygtige personer.
11) Personer, der har mere end én seksualpartner - muligvis samtidig.
12) Personer, der har et lettere foruroligende forhold til deres gummilegetøj.
13) Personer, som har en svaghed, jeg ikke lige har fået med i ovenstående liste.
Jeg stemmer på dem alligevel, so what do I care, hvis statsministeren har et eller andet kørende med en sognepræst og "prominent/markant borgerlig debattør".
(hvorfor er borgerlige debattører altid prominente/markante? Jeg vil også være borgerlig debattør!)
Jeg stemmer ikke ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi han muligvis ikke kan holde bukserne på. Selv ikke, hvis de kommer med billeddokumentation - faktisk især ikke, hvis de kommer med billeddokumentation: Jeg vil have for travlt med at flygte til at stoppe op og ikke stemme på statsministeren. Jeg stemmer ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi jeg mener, at hans politik er dum og skadelig. Hvad han laver i sin fritid – med eller uden bukser på – er inderligt ligegyldigt.
Vil jeg have min nyfigenhed pirret, skal jeg bare køre en tur i bussen og høre teenagetøsernes ”og så lavede vi en trekant, og så slikkede han mig, og så gik vi ud og hentede champagne, og så sagde Larry også, at … og bla bla bla ...”. Landets statsminister? Medmindre kvinden/manden/hunden/swingerklubben/gummilegetøjsapparatet er agent for en fremmed og hemmelig magt, så spar mig venligst.
Newsflash: Hvis man placerer mennesker i nærheden af hinanden, ender det ganske ofte med sex. Hvorfor? Fordi vi er udstyret med en seksualitet. Duh!!! Jeg gider ikke engang udregne sansynlighederne. Men der er givetvis følgende blandt oppositionspolitikerne:
1) Kvinder, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
2) Mænd, der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
3) Mænd, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
4) Kvinder der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
5) Dårlige forældre.
6) Alkoholikere.
7) Selvoptagne, dumme svin.
8) Personer, der har begået en eller anden form for småkriminalitet.
9) Alkoholikerbørn (ACOA), der har deres helt egen type problemer.
10) Deprimerede, næsten uarbejdsdygtige personer.
11) Personer, der har mere end én seksualpartner - muligvis samtidig.
12) Personer, der har et lettere foruroligende forhold til deres gummilegetøj.
13) Personer, som har en svaghed, jeg ikke lige har fået med i ovenstående liste.
Jeg stemmer på dem alligevel, so what do I care, hvis statsministeren har et eller andet kørende med en sognepræst og "prominent/markant borgerlig debattør".
(hvorfor er borgerlige debattører altid prominente/markante? Jeg vil også være borgerlig debattør!)
Jeg stemmer ikke ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi han muligvis ikke kan holde bukserne på. Selv ikke, hvis de kommer med billeddokumentation - faktisk især ikke, hvis de kommer med billeddokumentation: Jeg vil have for travlt med at flygte til at stoppe op og ikke stemme på statsministeren. Jeg stemmer ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi jeg mener, at hans politik er dum og skadelig. Hvad han laver i sin fritid – med eller uden bukser på – er inderligt ligegyldigt.
Vil jeg have min nyfigenhed pirret, skal jeg bare køre en tur i bussen og høre teenagetøsernes ”og så lavede vi en trekant, og så slikkede han mig, og så gik vi ud og hentede champagne, og så sagde Larry også, at … og bla bla bla ...”. Landets statsminister? Medmindre kvinden/manden/hunden/swingerklubben/gummilegetøjsapparatet er agent for en fremmed og hemmelig magt, så spar mig venligst.
onsdag den 26. maj 2010
Falske venner
Man har vel vidst det hele tiden: Som venner af universiteterne betragtet er Dansk Folkeparti ikke meget værd. Deres modstand imod universitetsloven var altid gratis, fordi regeringen havde sit flertal med Socialdemokraterne. Jeg har sagt det højt mange gange, skønt vistnok aldrig skrevet det ned: I det øjeblik DF risikerede at sætte regeringen i mindretal, ville deres universitetspolitik slå om til en fuldtonet støtte til regeringen – evt med lidt flere penge til Dfs hofhistoriker Bent Jensen eller en nedskæring på studiet af arabisk som betaling.
Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:
1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!
Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:
1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!
søndag den 16. maj 2010
Statusupdate med socialdemokrat
Da Helge Sander gik bort mistede jeg samtidig det hidtil vigtigste emne til mine statusupdates på facebook. Jeg har sunget serenader til ham, prist hans ”ubegribelige skønhed” (som Søren Ulrik Thomsen ville have sagt), glædet mig over de mangfoldige guldkorn, der igen og igen forlod hans læber, jaget ham som fabeldyr (”Helgefanter”) og på anden måde bejlet til hans gunst. Da han endelig kom til at falde inden for den mængde, hvad han burde have været hele tiden, nemlig mængden af ”Ikke-forskningsministre”, var det et alvorligt slag for mig. Jeg skrevet forskelligt, men egentlig har jeg været statusudateløs i nogen tid.
Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.
Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.
Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.
Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.
torsdag den 13. maj 2010
Teacher Blues!
Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
tirsdag den 11. maj 2010
Forskningsfriheden ER død
Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:
Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)
Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.
Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?
Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.
Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)
Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.
Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?
Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.
onsdag den 31. marts 2010
Magt og afmagt i universitetsledelsen
På min fanside på Facebook (thi sådan en har jeg, endskønt fanskaren er relativt begrænset) skrev min medadministrator Sofie følgende lange indlæg:
Sofie har fortjent et ordentligt svar, så det følger herunder:
Kære Sofie
Der ligger en kæmpemæssig strid på humaniora bag deres system til forskningsmåling. Det var faktisk det, som overhovedet satte mig i gang med at diskutere forskningspolitik. Da de gik i gang med bibliometrien var vi mange, som lynhurtigt opfangede, at det ville have skadelig indflydelse på vores publikationsmønstre. Du kan se en meget stor del af debatten gengivet her. Jeg tror grundlæggende, du har ret i, at vores ledere er tæt på at være magtesløse. Det fremgår ret tydeligt af dette lille indlæg, der rammer sagen på et hår. Det er faktisk stort set også, hvad Jørgen Honoré siger i det dobbeltinterview, der lige er blevet publiceret i Universitetsavisen.
Det lyder lidt pænere, men grundlæggende beskriver Honoré ledelsens rolle som dem, der søger at lave damage control på alle politikernes sindssvage ideer. Mettes tanke var og er vistnok (rettelser modtages), at da vi ikke kan slippe for systemet, så kan vi lige så godt se at få indrettet os efter det. Jeg er på dette punkt fundamentalt uenig med både Honoré og Mette, al den stund jeg mener, at lederne skal vise sig som vores ledere ved at forsvare os offentligt og sådan så politikerne hører det, når de handler tåbeligt. Hvorfor det skal være JP, som fortæller politikerne, at taxametersystemet er tåbeligt, er mig en gåde. Det skulle Danske Universiteter stå og råbe ind i hovedet på dem hver mandag, onsdag og fredag.
Så jeg tror, at vore ledere gør sig magtesløse ved ikke konsekvent at sparke opad i systemet. Denne magtesløshed går sørgeligt nok fint i spænd med de alt for udstrakte magtmidler, de har internt i systemet. Vi får ledere, der opadtil i systemet optræder som nulledere: De repræsenterer ikke meningsfuldt og slagkraftigt deres institutioners legitime interesser. Samtidig er de alt for stærke nedadtil, således at forskere, undervisere og studerende hele tiden ikke har andet alternativ end at bøje sig.
Når dertil lægges, at vi har gruopvækkende eksempler på, at magten også misbruges internt i systemet, så har vi det, min gamle kollega Flemming Lundgreen-Nielsen engang kaldte ”et sært belyst psykisk landskab”, der konkretiserer sig i skikkelse af den almægtige, magtesløse leder. Der er et kæmpe ledelsesanalysearbejde et eller andet sted her... Jeg tænker videre.
Kære Sune, jeg har et spørgsmål. Jeg bliver nødt til at dele det op. Du skriver "Som det er nu, har ledelsen alt for meget MAGT." (Auken, 2010, p. 64, mine fremhævelser - store bogstaver) "(...) Der gøres for tiden meget ud af, at lederen skal KUNNE træffe "upopulære beslutninger", og det kan være rigtig nok, men det åbner også en pandoraæske af muligheder for, at ledere træffer dårlige, upopulære beslutninger, egenrådige beslutninger, underinformerede beslutninger, beslutninger styret af egoistiske motiver osv."(Auken, 2010, p. 65, mine fremhævelser - store bogstaver) For et par uger siden var jeg til seminar under NSU, hvor Mette Thunø, prodecan for forsking, det humanistiske fakultet, Københavns Universitet holdt et oplæg. Seminarets tema var "Soft Knowledge in Hard Times" om humaniora i samfundet … Mette Thunø havde valgt at bruge hendes tid på at gennemgå det bibliometriske system til fordeling af midler. Hun fortalte, at det drejer sig om 10 % af forskningsmidlerne, der fordeles efter denne regnskabsmetode, og at humaniora efter metoden for ca. samme procentdel af disse 10 procent, nemlig 14%. Mette Thunø var langt fra begejstret for metoden med argumenterede for, at den bliver brugt i andre lande og at den sikkert kommer til at fylde meget mere herhjemme hvorfor det er vigtigt at gå med på den med det samme. Vi talte om, at metoden først og fremmest har en symbolsk værdi, som ændrer forskningens indhold, da vi indretter os efter den.
Så er det jeg ikke kan lade være med at tænke, om ledelsen overhovedet har noget magt. Hvis den symbolske værdi ved det biblioemtriske fordelingssystem ændrer forskningen på en sådan måde, at ledelsen mener det er skidt, kunne ledelsen så ikke benytte sin magt til at tage en drejning, der undertrykker denne indflydelse? Mit spørgsmål er: Har ledelserne magt til at agere pro-aktivt for den danske forsknings styrker, så vi kan sætte dagsordenen, også i udlandet, med den viden vi får fra udlandets erfaringer i en kombination af det, som de danske universiteter i flere hundrede år har oparbejdet og som er meget attraktivt for udlandet?
Sofie har fortjent et ordentligt svar, så det følger herunder:
Kære Sofie
Der ligger en kæmpemæssig strid på humaniora bag deres system til forskningsmåling. Det var faktisk det, som overhovedet satte mig i gang med at diskutere forskningspolitik. Da de gik i gang med bibliometrien var vi mange, som lynhurtigt opfangede, at det ville have skadelig indflydelse på vores publikationsmønstre. Du kan se en meget stor del af debatten gengivet her. Jeg tror grundlæggende, du har ret i, at vores ledere er tæt på at være magtesløse. Det fremgår ret tydeligt af dette lille indlæg, der rammer sagen på et hår. Det er faktisk stort set også, hvad Jørgen Honoré siger i det dobbeltinterview, der lige er blevet publiceret i Universitetsavisen.
Det lyder lidt pænere, men grundlæggende beskriver Honoré ledelsens rolle som dem, der søger at lave damage control på alle politikernes sindssvage ideer. Mettes tanke var og er vistnok (rettelser modtages), at da vi ikke kan slippe for systemet, så kan vi lige så godt se at få indrettet os efter det. Jeg er på dette punkt fundamentalt uenig med både Honoré og Mette, al den stund jeg mener, at lederne skal vise sig som vores ledere ved at forsvare os offentligt og sådan så politikerne hører det, når de handler tåbeligt. Hvorfor det skal være JP, som fortæller politikerne, at taxametersystemet er tåbeligt, er mig en gåde. Det skulle Danske Universiteter stå og råbe ind i hovedet på dem hver mandag, onsdag og fredag.
Så jeg tror, at vore ledere gør sig magtesløse ved ikke konsekvent at sparke opad i systemet. Denne magtesløshed går sørgeligt nok fint i spænd med de alt for udstrakte magtmidler, de har internt i systemet. Vi får ledere, der opadtil i systemet optræder som nulledere: De repræsenterer ikke meningsfuldt og slagkraftigt deres institutioners legitime interesser. Samtidig er de alt for stærke nedadtil, således at forskere, undervisere og studerende hele tiden ikke har andet alternativ end at bøje sig.
Når dertil lægges, at vi har gruopvækkende eksempler på, at magten også misbruges internt i systemet, så har vi det, min gamle kollega Flemming Lundgreen-Nielsen engang kaldte ”et sært belyst psykisk landskab”, der konkretiserer sig i skikkelse af den almægtige, magtesløse leder. Der er et kæmpe ledelsesanalysearbejde et eller andet sted her... Jeg tænker videre.
onsdag den 24. marts 2010
Konkurrence: Danmarks mest intetsigende pressemeddelse
Nu er den her. Den STOOOORE "Hvem kan finde Danmarks mest intetsigende pressemeddelelse"-konkurrence. Belønningen er et bøjet søm at trutte i (truttet ind af førende fremtidsforskere) samt et ugekursus i mediehåndtering med Helge Sander.
Vi lægger stærkt ud med en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti, der, så vidt jeg kan se, bringer den chokerende nyhed, at den samme mand for tredje gang er blevet valgt til folketingskandidat i den samme kreds han har været i hele tiden. Som et særligt - og svært overtræffeligt touch - har DFs pressesekretariat tilføjet, at bemeldte Skibby spiller harmonika og klaver og leger med veterantog. Verden bliver aldrig den samme igen efter hans genvalg ...
Læs mere om den rystende nyudvikling herunder:
Christiansborg onsdag den 24. marts 2010
PRESSEMEDDELELSE
Alle gode gange tre for Hans Kristian Skibby
Hans Kristian Skibby, MF for Dansk Folkeparti, formand for kommunaludvalget og beredskabsordfører, er opstillet som folketingskandidat i Horsenskredsen af DF Horsens.
Det er tredje gang, Hans Kristian Skibby bliver opstillet i samme kreds. Han blev første gang valgt til Folketinget i 2005 og blev genvalgt i 2007.
Hans Kristian Skibby sidder foruden i Folketinget også i Hedensted byråd som 1. viceborgmester. Det har han gjort siden 1998. Ved kommunalvalget i 2009 var han som spidskandidat med til at trække en flot fremgang på 10,5 procent for DF, der dermed fik tre valgt ind i byrådet.
Hans Kristian Skibby er uddannet shippingmand ved DFDS, men har også virket som lager- og logistikchef ved i en række virksomheder, blandt andre Kelsen International..
Den genvalgte folketingskandidat er 41 år og gift med Linda Olesen, som er socialpædagog. Sammen har de tre sønner, en på fem- og en på tre år samt en fem uger gammel dreng.
I sin sparsomme fritid handler det mest om familien og vennerne, men Hans Kristian Skibby søger også at få tid til interesser som harmonikaspil og sit klaver samt veteranbiler.
Han bor i Tørring i Hedensted kommune, som er naboby til Horsens.
Vi lægger stærkt ud med en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti, der, så vidt jeg kan se, bringer den chokerende nyhed, at den samme mand for tredje gang er blevet valgt til folketingskandidat i den samme kreds han har været i hele tiden. Som et særligt - og svært overtræffeligt touch - har DFs pressesekretariat tilføjet, at bemeldte Skibby spiller harmonika og klaver og leger med veterantog. Verden bliver aldrig den samme igen efter hans genvalg ...
Læs mere om den rystende nyudvikling herunder:
Christiansborg onsdag den 24. marts 2010
PRESSEMEDDELELSE
Alle gode gange tre for Hans Kristian Skibby
Hans Kristian Skibby, MF for Dansk Folkeparti, formand for kommunaludvalget og beredskabsordfører, er opstillet som folketingskandidat i Horsenskredsen af DF Horsens.
Det er tredje gang, Hans Kristian Skibby bliver opstillet i samme kreds. Han blev første gang valgt til Folketinget i 2005 og blev genvalgt i 2007.
Hans Kristian Skibby sidder foruden i Folketinget også i Hedensted byråd som 1. viceborgmester. Det har han gjort siden 1998. Ved kommunalvalget i 2009 var han som spidskandidat med til at trække en flot fremgang på 10,5 procent for DF, der dermed fik tre valgt ind i byrådet.
Hans Kristian Skibby er uddannet shippingmand ved DFDS, men har også virket som lager- og logistikchef ved i en række virksomheder, blandt andre Kelsen International..
Den genvalgte folketingskandidat er 41 år og gift med Linda Olesen, som er socialpædagog. Sammen har de tre sønner, en på fem- og en på tre år samt en fem uger gammel dreng.
I sin sparsomme fritid handler det mest om familien og vennerne, men Hans Kristian Skibby søger også at få tid til interesser som harmonikaspil og sit klaver samt veteranbiler.
Han bor i Tørring i Hedensted kommune, som er naboby til Horsens.
lørdag den 27. februar 2010
Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet
I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" han over for de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...
Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".
Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" han over for de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...
Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".
Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.
fredag den 26. februar 2010
Charlotte Sahl-Madsen. Et sekunds håb.
Ingen ved, hvad der sker, men jeg vil godt have følgende registreret:
Jeg har netop været i studiet med den nye forskningsminister, og jeg kunne helt banalt godt lide hende. Jeg synes, hun virkede dialogsøgende, lyttende og åben for nye ideer. Jeg har kort sagt håb om, at noget kan blive bedre. Jeg tror, at hun har fanget, at jeg ikke her taler som venstrefløjsmand, men som bekymret og frustreret forsker. Jeg tror hun er klar til at tænke området igennem, og jeg tror hon forstår, at jeg ikke bare er en højtråbende problemskaber, men faktisk taler på vegne af mange, mange mennesker i universitetsverdenen.
Det kan være, jeg bliver frygtelig skuffet, men for første gang i lang, lang tid har jeg et håb om, at noget vil gå fremad. Man er SÅ vant til at forvente det værste, men bare dette ene, lillebitte øjeblik: Måske kan det endnu gå godt.
Jeg har netop været i studiet med den nye forskningsminister, og jeg kunne helt banalt godt lide hende. Jeg synes, hun virkede dialogsøgende, lyttende og åben for nye ideer. Jeg har kort sagt håb om, at noget kan blive bedre. Jeg tror, at hun har fanget, at jeg ikke her taler som venstrefløjsmand, men som bekymret og frustreret forsker. Jeg tror hun er klar til at tænke området igennem, og jeg tror hon forstår, at jeg ikke bare er en højtråbende problemskaber, men faktisk taler på vegne af mange, mange mennesker i universitetsverdenen.
Det kan være, jeg bliver frygtelig skuffet, men for første gang i lang, lang tid har jeg et håb om, at noget vil gå fremad. Man er SÅ vant til at forvente det værste, men bare dette ene, lillebitte øjeblik: Måske kan det endnu gå godt.
torsdag den 25. februar 2010
I seng med fjenden?
Det er faktisk helt opmuntrende, at borgerlige debattører faktisk opdager, at jeg har en borgerlig dagsorden i Hjernedød. Jeg er skrigende uenig med dem om mange ting. Flere af dem vil jeg ikke ses i selskab med, men universitetspolitikken forvrænges, hvis ikke vi forstår, at den ikke er et højre-venstre spørgsmål. Jeg vender sikkert tilbage senere, men her er nogle af de borgerlige kommentatorer
Henrik Gade Jensen (jp). Jensen kan kun tænke ideologi, og bøger bliver gode eller dårlige, alt efter om man er enig med ham. Jeg glæder mig over at være så borgerlig, at jeg FÅR tre stjerner, men ikke så bims, at jeg får flere.
Kasper Støvring (jp også). Jeg har temmelig meget imod hans holdninger på andre punkter, men jeg indrømmer, at han har læst mig udmærket.
Mikael Jalving (berlingske). Jalving beskriver, hvor "selvopblæst" en "nar", jeg var som ung, men det skal være ham tilgivet. Han skal hade nogen, ellers kan han vist ikke skrive, og også han har stort set læst rigtigt.
Michael Jannerup (berlingske). Jannerup, der er Berlingskes nyhedsredaktør, kan vist heller ikke beskyldes for overdreven kommunisme. Han benytter lejligheden til at gennemprygle de konservative for ikke at kunne formulere en konservativ vision for universiteterne, men bare lægge sig i slipstrømmen af Venstres sære, men nogenlunde konsekvente form for liberalisme.
Henrik Gade Jensen (jp). Jensen kan kun tænke ideologi, og bøger bliver gode eller dårlige, alt efter om man er enig med ham. Jeg glæder mig over at være så borgerlig, at jeg FÅR tre stjerner, men ikke så bims, at jeg får flere.
Kasper Støvring (jp også). Jeg har temmelig meget imod hans holdninger på andre punkter, men jeg indrømmer, at han har læst mig udmærket.
Mikael Jalving (berlingske). Jalving beskriver, hvor "selvopblæst" en "nar", jeg var som ung, men det skal være ham tilgivet. Han skal hade nogen, ellers kan han vist ikke skrive, og også han har stort set læst rigtigt.
Michael Jannerup (berlingske). Jannerup, der er Berlingskes nyhedsredaktør, kan vist heller ikke beskyldes for overdreven kommunisme. Han benytter lejligheden til at gennemprygle de konservative for ikke at kunne formulere en konservativ vision for universiteterne, men bare lægge sig i slipstrømmen af Venstres sære, men nogenlunde konsekvente form for liberalisme.
mandag den 22. februar 2010
Yes, Master Yoda .... eeeh Stewart
Jeg har tidligere diskuteret forholdet mellem satire og parodi. Som vist mere eller mindre alle andre venstreintellektuelle har jeg et forelsket forhold til The Daily Show. Der er meget få, som kan lade de to ting mødes så overlegent. Dette klip kommer til at blive en af Jon Stewarts absolutte klassikere. Stewarts grundlæggende genre "fake news" (se fx her) er på en gang parodisk og satirisk (bemærk, at genrebestemmelserne "parodi" og "satire" her har forskudt sig over i modalitet). Jeg har sjældent set nogen udfolde foreningen så rent. Tilmed får vi elementer af ren farce i de ubegribelige reaktioner fra de udsendte korrespondenter. Samantha Bees fremskrivninger af temperaturstigningen i Australien er en direkte og meget håndgribelig demonstration af den kritik, Finn Collin i denne antologi retter imod Bjørn Lomborgs videnskabsteoretisk særprægede tendensfremskrivninger.
Parodi anvendt i satirisk hensigt af en sand mester. Applaus hele vejen rundt.
Parodi anvendt i satirisk hensigt af en sand mester. Applaus hele vejen rundt.
torsdag den 18. februar 2010
Guflefantevaluering
Der er så mange andre evalueringsformer i omløb, og evaluering spiller en central rolle i alle større projekter (faktisk ofte en større rolle end projektet selv). Derfor må vi alle bidrage til at udvikle effektive og handleorienterde evalueringsformer til gavn for administrationen, så den kan få endnu mere grund til at evaluere. Dette er mit forslag:
Man tager Guflefanten med til evaluering (Guflefanten ses ovenfor th i et billede fra hans bryllup med Fløjsefanten). Guflefanten har blandt andet været på lederkursus og tilbragt en måned i Rødovre Centrums Informationsafdeling, så han er højt kvalificeret til opgaven.
Man stiller Guflefanten midt i lokalet. Så afgiver man følgende to - korrekte - oplysninger om Gufle:
1) Han er meget rar.
2) Han er meget dum.
Princippet i Guflefantevalueringen er nu, at man ikke må sige noget, Gufle ikke kan forstå (HUSK han er dum), og man må ikke sige noget, Gufle bliver ked af (HUSK han er rar). Så længe vi befinder os inden for grænsen af disse to principper, vil den guflefantiske metode hjælpe en til en klar, tydelig og konstruktiv evaluering.
Dog er det vigtigt, at man ikke overlader referatet af evalueringen til Gufle, da det så erfaringsmæssigt alene kommer til at handle om chokoladeknapper.
Jeg er villig til at sætte en femmer imod en udbrændt tændstik på, at dette evalueringsprincip lige så godt eller bedre end så mange andre, der er i omløb.
Yderligere oplysninger om fanter kan findes her.
onsdag den 17. februar 2010
Helge for en dag. Helgedusseda!
Vi har nu allesammen fået tilbud om at blive videnskabsminister for en dag. Her er mit bud på, hvad dagen skulle rumme. Det fornøjelige ved at være Helge for en dag måtte være, at man kunne gøre noget af alt det, Helge ikke plejer at gøre. Her får du en lille liste over muligheder:
1) Sige "undskyld, det var ikke det, jeg mente."
2) Skrive et brev til Jens Oddershede og forklare ham, at organisationen "Danske Universiteter" bør tilbagedøbes til "Rektorkollegiet", da den ikke med rimelighed kan siges at repræsentere de danske universiteter.
3) Læse en bog.
4) (3 i præciseret form) læse Mogens Ove Madsens "Universitetets død" og Claus Emmeche og Jan Fayes "Hvad er forskning. Normer, videnskab og samfund" for dog at få LIDT forstand på mit område.
5) Stå foran spejlet og øve mig i IKKE at sige "Fra forskning til faktura".
6) Græmme mig i al bred almindelighed.
7) Tale med en forsker.
8) Tale med en studerende.
9) Udstede et burkaforbud for yngre lektorer i mikroøkonomi.
10) Skrive et brev til Ralf Hemmingsen og forklare ham, at forskere og undervisere er DET SIDSTE ikke det første, der skal skæres ned på.
11) Omdøbe "Den bibliometriske forskningsindikator" til "Det tilfældige ressourceomfordelingssytem".
12) Studere genren "svar" med henblik på at forstå dets intime relation til genren "spørgsmål". Herunder ville jeg særligt fokusere på, at et "svar" bør forholde sig til det, spørgsmålet handler om.
13) Tage min afsked (klokken 18.03).
Se også Universitetsavisen
1) Sige "undskyld, det var ikke det, jeg mente."
2) Skrive et brev til Jens Oddershede og forklare ham, at organisationen "Danske Universiteter" bør tilbagedøbes til "Rektorkollegiet", da den ikke med rimelighed kan siges at repræsentere de danske universiteter.
3) Læse en bog.
4) (3 i præciseret form) læse Mogens Ove Madsens "Universitetets død" og Claus Emmeche og Jan Fayes "Hvad er forskning. Normer, videnskab og samfund" for dog at få LIDT forstand på mit område.
5) Stå foran spejlet og øve mig i IKKE at sige "Fra forskning til faktura".
6) Græmme mig i al bred almindelighed.
7) Tale med en forsker.
8) Tale med en studerende.
9) Udstede et burkaforbud for yngre lektorer i mikroøkonomi.
10) Skrive et brev til Ralf Hemmingsen og forklare ham, at forskere og undervisere er DET SIDSTE ikke det første, der skal skæres ned på.
11) Omdøbe "Den bibliometriske forskningsindikator" til "Det tilfældige ressourceomfordelingssytem".
12) Studere genren "svar" med henblik på at forstå dets intime relation til genren "spørgsmål". Herunder ville jeg særligt fokusere på, at et "svar" bør forholde sig til det, spørgsmålet handler om.
13) Tage min afsked (klokken 18.03).
Se også Universitetsavisen
fredag den 12. februar 2010
Hjernedød. Errata
Tja vi kan jo lige så godt komme i gang, selvom bogen ikke er udkommet endnu. Videnskabens konstante kritik og selvkritik bør ikke stoppes af genregrænsen mellem den fagvidenskabelig afhandling og en debatbog. En fejl i en debatbog er fortsat en fejl. Det primitive faktum, at bogen ikke er udkommet endnu, er også ganske irrelevant. So: Here goes. Listen opdateres, efterhånden som jeg finder flere fejl. ALT noteres.
35, 13-14: systemet præsterede alligevel > systemet alligevel præsterede
43Ø: Andet afsnit er en del af det foregående citat, hvorfor note 9, angivet ved dets slutning, da også er henvisningen til citatet i dets helhed.
44, 1FN: degenererede > degenererende
54M: Her er en fejl i gengivelsen af den bibliometriske forskningsindikator. Den giver faktisk 1 point for et niveau 1 tidsskrift og 3 (ikke 2) point for et niveau 3 tidsskrift. Det gør spøjst nok situationen endnu mere fjollet.
tirsdag den 9. februar 2010
Formidl (i) din forskning(stid)
Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.
Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.
Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.
Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.
Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.
Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.
Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.
mandag den 8. februar 2010
Praktisk, anvendelsesoritenteret genredefinition
Uddrag fra Klaus Kjøller: Tekst for viderekomne. Tekstproduktion og sproglig rådgivning. København: Samfundslitteratur. 2004. Side 314-317.
Genre
Det samme som sprogspil eller teksttype. ’Tekstype’ bruges specielt om skriftlig genre.
'Genre' er et veletableret begreb inden for skønlitteraturen: roman, novelle, drama og digt (med diverse undergenrer). Men også uden for skønlitteraturen har man naturligvis forskellige genrer.
En genre kan karakteriseres dels ved den KOMMUNIKATIONSPROCES hvori den forekommer (eksterne faktorer), dels ved bestemte sprogligt-stilistiske træk (interne faktorer). Her vil jeg indskrænke mig til at karakterisere nogle almindelige genrer meget nødtørftigt.
Ser vi på en avis, så vil den bl.a. kunne indeholde følgende genrer (NB: stipulative, præciserende definitioner):
• Telegram: (evt. forkortet) telegram fra et nyhedsbureau.
• Artikel: fællesbetegnelse for alt redaktionelt produceret stof; kan underinddeles i:
1. Rapport: beskrivelse af et fortrinsvis ikke-sprogligt begivenhedsforløb eller en situation.
2. Referat: beskrivelse – som regel med mange ordrette citater – af en fortrinsvis verbal begivenhed, fx et møde.
3. Reportage: a) i de elektroniske medier (radio, TV): Reporteren er ude hvor begivenheden sker, og fortæller om den mens den sker, med begivenheden som lydkulisser af og til fx afbrudt af interviews med aktører. b) i en avis: flere artikler som omhandler det samme aktuelle emne, sat op som en helhed. Fx en valgreportage om et folketingsvalg.
4. Kommentar: en signeret, vurderende tekst evt. skrevet af en redaktionel medarbejder.
5. Leder: en kommentar signeret af avisen: avisens egen kommentar.
6. Baggrundsorientering: en dyberegående, beskrivende artikel som sætter en nyhed i historisk perspektiv.
7. Presseinterview: en redigeret nedskrivning af et interview (se nedenfor). Flere korte presseinterviews med forskellige personer som får stillet samme spørgsmål (evt. bare et enkelt), kaldes en enquete.
8. Pressedebat: a) en længere række af indlæg over en periode, med forskellige vurderinger af et bestemt problem. De senere indlæg gendriver vurderinger i tidligere. b) En artikel som gengiver en debat (se nedenfor) mellem nogle personer som avisen har inviteret sammen. Avisens medarbejder fungerer som ordstyrer, dvs. han giver ordet til den der skal tale, og han stiller spørgsmål til deltagerne under ét (men ikke spørgsmål rettet til en bestemt person, som i interviewet).
9. Anmeldelse: en signeret vurdering af en nyudgiven bog, nyopført teaterstykke, ny film. Avisen har en fast stab af anmeldere som de faste læsere kender. Dette forøger muligheden for at forholde sig kritisk til anmeldelsen.
10. Læserbrev: i forhold til den læserindsendte kommentar er læserbrevet kortere. En kommentar er normalt sat op som en selvstændig helhed. Læserbreve er placeret flere sammen, ofte med ret nøjagtig afsenderangivelse. Kommentaren er måske skrevet af ”overlærer Niels Nielsen”. Læserbrevet af ”overlærer Niels Nielsen, Overdrevet 27, 4711 Vidløse”.
11. Annonce: annoncøren har betalt for at få sin tekst i avisen. Tekstannoncer står fremme i avisen mellem artiklerne m.m. Rubrikannoncerne står omme på annoncesiderne.
12. De forskellige genrer blandes ofte i en artikel, så der fremkommer såkaldte hybride genrer.
Listen ovenfor er ikke udtømmende. Den er antydende. Der mangler fx genrer som nekrolog, portræt, tegneserie.
Af genrer som er almindelige i vort lands centraladministration, kan man nævne:
• Lov: vedtages af Folketinget og henvender sig til landets borgere.
• Bekendtgørelse: ofte indeholder love bemyndigelser til fx ministeren om at udstikke de nærmere detaljer. Også bekendtgørelser er retsligt bindende for landets borgere.
• Cirkulære: er i princippet en ordre fra en overordnet myndighed til en underordnet. Dvs. det er en intern-administrativ genre som ikke umiddelbart er retsligt bindende for landets borgere. Dvs. at en borger ved en domstol kan få efterprøver – i hvert fald i teorien – en given administrativ afgørelse truffet på basis af et cirkulære.
• Vejledning: en vejledning om undervisningen i gymnasiet som Uddannelsesstyrelsen udsender, er ikke et cirkulere. Der gøres normalt udtrykkeligt opmærksom på at fx afsnittet om danskundervisningen ”ikke er normativt, men alene vejledende”. Dvs. en lærer som ikke følger den, begår ikke tjenesteforseelse.
• Brev (”skrivelse”) til borger med sagsafgørelse.
Som eksempler på meget almindelige ikke-skriftlige genrer kan nævnes:
• Uformel samtale (ansigt-til-ansigt eller pr. telefon).
• Debat: to eller flere som over for hinanden forsvarer på forhånd indtagne standpunkter og angriber modpartens.
• Diskussion: to eller flere som ikke på forhånd har fastlåste standpunkter, men som er indstillet på at lade sig overbevise af de sagligt bedste argumenter.
• Interview: to eller flere, hvoraf mindst én udelukkende stiller spørgsmål, mindst én udelukkende svarer.
• Forhandling: To eller flere som skal finde frem til en fælles, bindende beslutning.
• En tale
• Jobsamtale
• Et møde.
Fra organisationslivet kan nævnes følgende skriftlige genrer:
• Folder, dvs. et foldet ark
• Pjece: konkret informerende pjece, visionspjece
• Pressemeddelelse
• Brev: salgsbrev, rykkerbrev, afslagsbrev, tilbudsbrev, takkebrev, informerende brev
• Årsberetning
• Lederforord til pjece, årsberetning.
(Gengivet med tilladelse fra forfatteren.)
Genre
Det samme som sprogspil eller teksttype. ’Tekstype’ bruges specielt om skriftlig genre.
'Genre' er et veletableret begreb inden for skønlitteraturen: roman, novelle, drama og digt (med diverse undergenrer). Men også uden for skønlitteraturen har man naturligvis forskellige genrer.
En genre kan karakteriseres dels ved den KOMMUNIKATIONSPROCES hvori den forekommer (eksterne faktorer), dels ved bestemte sprogligt-stilistiske træk (interne faktorer). Her vil jeg indskrænke mig til at karakterisere nogle almindelige genrer meget nødtørftigt.
Ser vi på en avis, så vil den bl.a. kunne indeholde følgende genrer (NB: stipulative, præciserende definitioner):
• Telegram: (evt. forkortet) telegram fra et nyhedsbureau.
• Artikel: fællesbetegnelse for alt redaktionelt produceret stof; kan underinddeles i:
1. Rapport: beskrivelse af et fortrinsvis ikke-sprogligt begivenhedsforløb eller en situation.
2. Referat: beskrivelse – som regel med mange ordrette citater – af en fortrinsvis verbal begivenhed, fx et møde.
3. Reportage: a) i de elektroniske medier (radio, TV): Reporteren er ude hvor begivenheden sker, og fortæller om den mens den sker, med begivenheden som lydkulisser af og til fx afbrudt af interviews med aktører. b) i en avis: flere artikler som omhandler det samme aktuelle emne, sat op som en helhed. Fx en valgreportage om et folketingsvalg.
4. Kommentar: en signeret, vurderende tekst evt. skrevet af en redaktionel medarbejder.
5. Leder: en kommentar signeret af avisen: avisens egen kommentar.
6. Baggrundsorientering: en dyberegående, beskrivende artikel som sætter en nyhed i historisk perspektiv.
7. Presseinterview: en redigeret nedskrivning af et interview (se nedenfor). Flere korte presseinterviews med forskellige personer som får stillet samme spørgsmål (evt. bare et enkelt), kaldes en enquete.
8. Pressedebat: a) en længere række af indlæg over en periode, med forskellige vurderinger af et bestemt problem. De senere indlæg gendriver vurderinger i tidligere. b) En artikel som gengiver en debat (se nedenfor) mellem nogle personer som avisen har inviteret sammen. Avisens medarbejder fungerer som ordstyrer, dvs. han giver ordet til den der skal tale, og han stiller spørgsmål til deltagerne under ét (men ikke spørgsmål rettet til en bestemt person, som i interviewet).
9. Anmeldelse: en signeret vurdering af en nyudgiven bog, nyopført teaterstykke, ny film. Avisen har en fast stab af anmeldere som de faste læsere kender. Dette forøger muligheden for at forholde sig kritisk til anmeldelsen.
10. Læserbrev: i forhold til den læserindsendte kommentar er læserbrevet kortere. En kommentar er normalt sat op som en selvstændig helhed. Læserbreve er placeret flere sammen, ofte med ret nøjagtig afsenderangivelse. Kommentaren er måske skrevet af ”overlærer Niels Nielsen”. Læserbrevet af ”overlærer Niels Nielsen, Overdrevet 27, 4711 Vidløse”.
11. Annonce: annoncøren har betalt for at få sin tekst i avisen. Tekstannoncer står fremme i avisen mellem artiklerne m.m. Rubrikannoncerne står omme på annoncesiderne.
12. De forskellige genrer blandes ofte i en artikel, så der fremkommer såkaldte hybride genrer.
Listen ovenfor er ikke udtømmende. Den er antydende. Der mangler fx genrer som nekrolog, portræt, tegneserie.
Af genrer som er almindelige i vort lands centraladministration, kan man nævne:
• Lov: vedtages af Folketinget og henvender sig til landets borgere.
• Bekendtgørelse: ofte indeholder love bemyndigelser til fx ministeren om at udstikke de nærmere detaljer. Også bekendtgørelser er retsligt bindende for landets borgere.
• Cirkulære: er i princippet en ordre fra en overordnet myndighed til en underordnet. Dvs. det er en intern-administrativ genre som ikke umiddelbart er retsligt bindende for landets borgere. Dvs. at en borger ved en domstol kan få efterprøver – i hvert fald i teorien – en given administrativ afgørelse truffet på basis af et cirkulære.
• Vejledning: en vejledning om undervisningen i gymnasiet som Uddannelsesstyrelsen udsender, er ikke et cirkulere. Der gøres normalt udtrykkeligt opmærksom på at fx afsnittet om danskundervisningen ”ikke er normativt, men alene vejledende”. Dvs. en lærer som ikke følger den, begår ikke tjenesteforseelse.
• Brev (”skrivelse”) til borger med sagsafgørelse.
Som eksempler på meget almindelige ikke-skriftlige genrer kan nævnes:
• Uformel samtale (ansigt-til-ansigt eller pr. telefon).
• Debat: to eller flere som over for hinanden forsvarer på forhånd indtagne standpunkter og angriber modpartens.
• Diskussion: to eller flere som ikke på forhånd har fastlåste standpunkter, men som er indstillet på at lade sig overbevise af de sagligt bedste argumenter.
• Interview: to eller flere, hvoraf mindst én udelukkende stiller spørgsmål, mindst én udelukkende svarer.
• Forhandling: To eller flere som skal finde frem til en fælles, bindende beslutning.
• En tale
• Jobsamtale
• Et møde.
Fra organisationslivet kan nævnes følgende skriftlige genrer:
• Folder, dvs. et foldet ark
• Pjece: konkret informerende pjece, visionspjece
• Pressemeddelelse
• Brev: salgsbrev, rykkerbrev, afslagsbrev, tilbudsbrev, takkebrev, informerende brev
• Årsberetning
• Lederforord til pjece, årsberetning.
(Gengivet med tilladelse fra forfatteren.)
søndag den 7. februar 2010
Docx i Open Office
Det er vel en verdenshistorisk detalje, men jeg opdagede idag, at Open Office nu faktisk kan åbne docx-filer. Det gjorde mig usandstyrligt glad.
Måske er det min venstrefløjsbaggrund, men jeg har altid følt mig klaustrofobisk ved på centrale punkter i mit liv (og ja: Min computer er et ualmindelig centralt punkt i mit liv) at være overladt til ét og kun ét firma uden egentlige alternativer. Jeg har forsøgt mig i Linux for et par år siden, og det gik hæderligt, men alligevel ikke rigtig godt. Det var ikke brugervenligt nok endnu. Måske er det blevet bedre. Jeg prøver sikkert igen næste år. Men jeg er ikke nogen computer whiz, og jeg bliver det heller aldrig.
Men det bragte mig i kontakt med Open Office, og det var til gengæld kærlighed ved første blik. Jeg kunne gå lige til det, jeg vidste altid, hvad der foregik, det var nemt at bruge, jeg kunne give det til hvem som helst, og jeg kunne lave overblik over mine store, indviklede manuskripter med ganske lidt arbejde. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde var sluppet igennem mit bidrag til Dansk litteraturs historie, hvis ikke det havde været for Open Office og f5.
Der var også et vist ikke uvæsentligt element af håneret involveret. Open Office åbnede doc dokumenter uden problemer, mens word gik i sort, hvis det skulle åbne Open Office. En trist måde at beskytte en dominerende markedsandel at gøre sit eget program bovlamt, men det virker.
Set fra et Open Office synspunkt, var docx blot endnu et forsøg på at spærre adgangen til markedet, og det var SÅ irriterende i mit daglige arbejde, fordi man jo kun har et skriveprogram i fingrene af gangen, så når jeg hele tiden måtte over og rode i word følte jeg mig som en bovlam tastaturkrikke. Det var krigsdans hele vejen rundt, da jeg her til morgen opdagede, at Open Office nu åbnede docx uden problemer. Principielt, fordi jeg hader monopolstillinger, der altid misbruges, og personligt, fordi jeg kunne komme helt tilbage til mit yndlingsprogram igen.
Måske er det min venstrefløjsbaggrund, men jeg har altid følt mig klaustrofobisk ved på centrale punkter i mit liv (og ja: Min computer er et ualmindelig centralt punkt i mit liv) at være overladt til ét og kun ét firma uden egentlige alternativer. Jeg har forsøgt mig i Linux for et par år siden, og det gik hæderligt, men alligevel ikke rigtig godt. Det var ikke brugervenligt nok endnu. Måske er det blevet bedre. Jeg prøver sikkert igen næste år. Men jeg er ikke nogen computer whiz, og jeg bliver det heller aldrig.
Men det bragte mig i kontakt med Open Office, og det var til gengæld kærlighed ved første blik. Jeg kunne gå lige til det, jeg vidste altid, hvad der foregik, det var nemt at bruge, jeg kunne give det til hvem som helst, og jeg kunne lave overblik over mine store, indviklede manuskripter med ganske lidt arbejde. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde var sluppet igennem mit bidrag til Dansk litteraturs historie, hvis ikke det havde været for Open Office og f5.
Der var også et vist ikke uvæsentligt element af håneret involveret. Open Office åbnede doc dokumenter uden problemer, mens word gik i sort, hvis det skulle åbne Open Office. En trist måde at beskytte en dominerende markedsandel at gøre sit eget program bovlamt, men det virker.
Set fra et Open Office synspunkt, var docx blot endnu et forsøg på at spærre adgangen til markedet, og det var SÅ irriterende i mit daglige arbejde, fordi man jo kun har et skriveprogram i fingrene af gangen, så når jeg hele tiden måtte over og rode i word følte jeg mig som en bovlam tastaturkrikke. Det var krigsdans hele vejen rundt, da jeg her til morgen opdagede, at Open Office nu åbnede docx uden problemer. Principielt, fordi jeg hader monopolstillinger, der altid misbruges, og personligt, fordi jeg kunne komme helt tilbage til mit yndlingsprogram igen.
torsdag den 4. februar 2010
What´s a Liberal to Do?
Jeg hader gode mennesker!!!
Jeg har denne her gode bank. Andelskassen Merkur. Et bio/øko/steiner/god/altruistisk-forehavende med ordentlige holdninger og et godt, konservativt syn på privatøkonomi ("nej, vi går ikke ind for at give dig sub-prime lån, bare fordi det er en pæn bil"). De har stået hos mig igennem økonomisk svære år, har altid talt fornuft med mig, de var alt for solide til at komme i kvaler under finanskrisen, og de låner deres penge til det ene gode forehavende efter det andet.
Men, altså ...
Den ene af panthaverne i mit hus, Alm Brand Bank har kigget deres engagement hos mig (eller er det omvendt igennem) og konkluderet, at de gerne vil låne mig pengene til halv rente samt æde et af Sarahs overberentede lån i processen. Vilkåret: At alle bankforretninger flytter over til dem.
Grrrrrr
Jeg skriver ind til Merkur og får en samtale med min storartede rådgiver derinde. Han er imidlertid slet ikke interesseret i at matche tilbuddet, kun i at sikre, at jeg ikke siger ja til noget, som er en limpind. Han er imødekommende, synes det ser godt ud og vil gerne hjælpe mig med at vurdere det, men matche det hverken kan eller vil han.
Jeg hader gode banker. Min økonomi bliver SÅ meget bedre med Alm Brands tilbud, men jeg skal sælge mig til dem. Merkur opfører sig ikke bare ordentligt, men rigtig meget ordentligt, og derfor skal jeg gå fra dem, hvis jeg vil have bedre økonomi.
ALTSÅ!!!!
Jeg har denne her gode bank. Andelskassen Merkur. Et bio/øko/steiner/god/altruistisk-forehavende med ordentlige holdninger og et godt, konservativt syn på privatøkonomi ("nej, vi går ikke ind for at give dig sub-prime lån, bare fordi det er en pæn bil"). De har stået hos mig igennem økonomisk svære år, har altid talt fornuft med mig, de var alt for solide til at komme i kvaler under finanskrisen, og de låner deres penge til det ene gode forehavende efter det andet.
Men, altså ...
Den ene af panthaverne i mit hus, Alm Brand Bank har kigget deres engagement hos mig (eller er det omvendt igennem) og konkluderet, at de gerne vil låne mig pengene til halv rente samt æde et af Sarahs overberentede lån i processen. Vilkåret: At alle bankforretninger flytter over til dem.
Grrrrrr
Jeg skriver ind til Merkur og får en samtale med min storartede rådgiver derinde. Han er imidlertid slet ikke interesseret i at matche tilbuddet, kun i at sikre, at jeg ikke siger ja til noget, som er en limpind. Han er imødekommende, synes det ser godt ud og vil gerne hjælpe mig med at vurdere det, men matche det hverken kan eller vil han.
Jeg hader gode banker. Min økonomi bliver SÅ meget bedre med Alm Brands tilbud, men jeg skal sælge mig til dem. Merkur opfører sig ikke bare ordentligt, men rigtig meget ordentligt, og derfor skal jeg gå fra dem, hvis jeg vil have bedre økonomi.
ALTSÅ!!!!
mandag den 1. februar 2010
Tovholder
Jeg elsker titlen "tovholder". Det er en ledelsesfunktion, som ikke rigtig er en ledelsesfunktion. Her er de priviliegier, som følger med den, jeg har:
1) Intet løntillæg.
2) Ingen meningsfuld timetalskompensation.
3) Ingen merit.
4) Ekstra pres og stress.
5) Ekstra tidsforbrug på udfyldelse af sjove A4-ark.
6) Mindre forskningstid.
7) Absolut ingen beføjelser.
8) Ingen ressourcer at tilbyde de folk, man skal få til at arbejde for sig.
9) Ekstra dårlig samvittighed, som der hyppigt køres på.
Som der stod i det gamle regelsæt for "Ny Mand" på mit kollegium: "Ny Mand har ingen Rettigheder, kuns Pligter".
1) Intet løntillæg.
2) Ingen meningsfuld timetalskompensation.
3) Ingen merit.
4) Ekstra pres og stress.
5) Ekstra tidsforbrug på udfyldelse af sjove A4-ark.
6) Mindre forskningstid.
7) Absolut ingen beføjelser.
8) Ingen ressourcer at tilbyde de folk, man skal få til at arbejde for sig.
9) Ekstra dårlig samvittighed, som der hyppigt køres på.
Som der stod i det gamle regelsæt for "Ny Mand" på mit kollegium: "Ny Mand har ingen Rettigheder, kuns Pligter".
fredag den 29. januar 2010
WTF???
Kan nogen forklare mig denne her:
I højlydt mobil-samtale entrer jeg Netto. En dame tysser på mig. Jeg dæmper mig. Alt ok. Da samtalen er ovre to minutter senere, går jeg ganske uironisk hen og siger tak til damen, fordi hun gjorde mig opmærksom på, at jeg talte for højt. Damen tager heraf anledning til at skælde mig huden fuld, fordi jeg talte i telefon. Jeg gør damen opmærksom på, at jeg lige har sagt tak. Hun fortsætter ufortrødent. Jeg meddeler hende i kun marginalt venligere vendinger, at hun kan stikke piben ind og i øvrigt også få et bøjet søm at trutte i.
Gåde:
Når man retter sig efter en henstilling og efterfølgende siger tak for den, hvorfor kan nogen så tage anledning heraf til at skælde en ud?
I højlydt mobil-samtale entrer jeg Netto. En dame tysser på mig. Jeg dæmper mig. Alt ok. Da samtalen er ovre to minutter senere, går jeg ganske uironisk hen og siger tak til damen, fordi hun gjorde mig opmærksom på, at jeg talte for højt. Damen tager heraf anledning til at skælde mig huden fuld, fordi jeg talte i telefon. Jeg gør damen opmærksom på, at jeg lige har sagt tak. Hun fortsætter ufortrødent. Jeg meddeler hende i kun marginalt venligere vendinger, at hun kan stikke piben ind og i øvrigt også få et bøjet søm at trutte i.
Gåde:
Når man retter sig efter en henstilling og efterfølgende siger tak for den, hvorfor kan nogen så tage anledning heraf til at skælde en ud?
torsdag den 28. januar 2010
Mig og min fan
Sofie sagde til mig, at jeg skulle have en fanside på Facebook. Det var en god måde at få et budskab ud på osv ... jeg løb rundt om mig selv som en halshugget høne ... det viste sig, at jeg selv skulle oprette den. FUCK!
Jeg er en stor pralhals af natur, men organiseret autopanegyrik har aldrig ligget for mig. Heldigvis skrev Sofie også teksten. Pyha.
Nu er jeg så en, man kan blive fan af på Facebook. Det er næsten ikke til at holde ud - det er faktisk angstprovokerende, og måske sletter jeg siden, inden dagen er omme. Jeg er for h...... hverken nogen stor kunstner eller en specielt dybsindig ånd. Jeg er bare en universitetspolitisk slagsbror og en lille smule af en forsker.
Indtil videre er Sofie også min eneste fan. Egentlig er hun selv den, man burde være fan af for hendes søde væsen og hendes heroiske kamp med Københavns Kommune for at få lov at udføre meningsfuldt arbejde.
onsdag den 27. januar 2010
Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet - En samfundsthriller
I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.
Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Detb orgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.
Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.
Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.
tirsdag den 26. januar 2010
Administratium: a New Element
Investigators at a major research institution recently discovered the heaviest element known to science and have tentatively named it Administratium.
Administratium has no protons or electrons, thus having an atomic number of 0. It has, however, 1 neutron, 125 assistant neutrons, 75 vice neutrons and 111 assistant vice neutrons, giving it an atomic mass of 312.
These 312 particles are held together by a force that involves the continuous exchange of a meson-like particle called morons. It is also surrounded by vast quantities of lepton-like particles called peons. Since it has no electrons, Administratium is inert. However, it can be detected chemically as it impedes every reaction it comes into contact with.
According to the discoverers, a minute amount of Administratium caused one reaction to take over four days to complete when it would have normally occurred in less than a second.
Administratium has a half-life of approximately three years. It does not decay but instead undergoes a reorganization in which a portion of the assistant neutrons, vice neutrons and assistant vice neutrons exchange places.
In fact, Administratium's mass will actually increase over time, since with each reorganization some of the morons inevitably become neutrons forming new isotopes. This characteristic of moron promotion leads some scientists to speculate that Administratium is spontaneously formed whenever moron concentration reaches a certain level. This hypothetical quantity is referred to as the Critical Morass.
(her er originalen)
mandag den 25. januar 2010
Universitetsdebatten på limpinden
Jeg havde aldrig tiltroet VTU så megen intelligens, men dette her er faktisk smart. Sanders ”positive evaluering” er eksploderet op i hovedet på ham. Københavns Universitet er som direkte følge af det nye universitetssystem i færd med at foretage katastrofale nedskæringer, og universitetet befinder sig i oprør. Hvad gør ministeriet? Lader ministeren spille ud med et hyperkontroversielt forslag, der i dette øjeblik og mange år fremover ingen gang har på jorden. Så bryder der en hidsig debat løs om noget, som ingen reel betydning har, og de virkelige problemer, som var ved at bilve lidt for påtrængende, skubbes mere i baggrunden. Vores ”rektor” Hemmingsen, der vist nu har mistet enhver intern legitimitet og derfor bør have sin titel sat i citationstegn får så lov til at forsvare os lidt, imens han er i færd med at sønderbombe os.
Flot spil. Det er selvfølgelig underlødigt, og det kan kun udskyde de uundgåelige reformer på området lidt, for debatten løser ingen af vores problemer. Men netop i dette øjeblik: Flot spil, hatten af.
Flot spil. Det er selvfølgelig underlødigt, og det kan kun udskyde de uundgåelige reformer på området lidt, for debatten løser ingen af vores problemer. Men netop i dette øjeblik: Flot spil, hatten af.
lørdag den 23. januar 2010
Latterens former og Roy Zimmerman. Satire, farce og parodi - en uautoriseret, venstreorienteret lektion.
Nu må man jo ikke være politisk ex-cathedra, så der er en del af mit favoritmateriale, jeg er tilbageholdende med at bruge, fordi det (eller kunstneren) er for aktuelt politisk. Eksempelmaterialet her er den amerikanske singer songwriter Roy Zimmerman, som jeg for tiden har et irriterende tilbedende forhold til.
Men det kan også godt gøre ens liv sværere. Her er en lille analyserende fremstilling af tre begreber, der ofte volder mine studerende vanskeligheder: Satire, parodi og farce. Rigtig mange af de bedste satirer og parodier selvfølgelig er politiske, og at man derfor skærer sig selv af fra et omfattende materiale, når man bliver pæn og ordentlig i klasserummet. Hermed altså en lille, mere politisk inficeret gennemgang – MED eksempler.
Satire
Satire er, siger Gero von Wilpert i sin Sachwörterbuch der Literatur, som ingen vist kan beskylde for at være venstreorienteret,
Spottung und Strafdichtung, lit. Verspottung von Mißständen, Unsitten, Anschauungen, Eregnissen, Personen (Pasquil) Literaturwerken (Literatursatire), usw. Je nach den Zeitumständen allg. Mißbilligende Darstellung und Entlarvung des Kleinlischen, Schlechten, Ungesunden in Menschenleben und Gesellschaft und dessen Preisgabe an Verachtung, Entrüstung und Lächerlichkeit (…)
Han er tysker, så det bliver ved lidt endnu. Altså satirens retning er udad fra værket: Værket bruges til at udstille og gøre grin med laster i menneskeliv og samfund – gerne agressivt og med henblik på nedbrydning eller forandring af det kritiserede. Fordi satiren sigter så direkte udad har den ofte en kort levetid, fordi den forudsætter, at læser/tilhører/beskuer/whatever kender til det fænomen i omverdenen som angribes. En senere tid får hurtigt brug for fodnoter. Her er så Roy Zimmerman, om hvem man til gengæld med rimelighed kan sige, at han er venstreorienteret, i færd med at udføre satiren Chickenhawk. Sangen sigter på det, der i USA kaldes en ”chickenhawk”. Udtrykket sigter på, at så godt som alle de mest offentligt markante tilhængere af Irakkrigen havde meget svage papirer, når det kom til deres egen krigsindsats. De var stort set krøbet i skjul bag deres families magtpositioner. Udtrykket er selvfølgelig sammensat af ”hawk”, altså en person som går ind for en hård linje i konflikter, og en ”chicken” en kujon. Her bruges udtrykket til det yderste.
Farce
Så har vi farcen. Her er von Wilperts definition mindre skarp (for én enkelt gangs skyld), men farcen er altså et værk, som sigter imod at fremkalde latter med stort set ethvert tænkeligt middel, og som derfor er villig til at fjolle langt ind i det absurde. Her er det Roy Zimmerman, som pjatter sig igennem Christmas on Mars. Bemærk, at der elementer af parodi (der gøres grin med ”Christmas song”), og der er et element af satire midt i sangen, hvor amerikansk militarisme lige får et sidehug, men ellers har vi mest, at sangen svælger i absurde ord og vittige sammestillinger og kontraster. Den er der, for at man skal grine af den, og ikke så meget andet.
Parodi
En parodi er noget helt andet. Her er von Wilperts definition for konservativ, men den konservative definition er ikke dårlig blot ikke helt fyldesgørende. Vi lærer vores studenter, at en parodi er et sammestød af høj stil og lavt indhold, mens en travesti modsat er et sammenstød af lav stil og højt indhold. Skematisk sagt: I parodien taler rejekællinger, som om de var gudinder, i travestien taler gudinder, som om de var rejekællinger.
Men i bredere forstand er både parodien og travestien parodiske former. Man må derfor ud i en mere omfattende, post Bakhtin-forståelse. I modsætning til satiren, som sigter udad, sigter parodien altid indad (den kan sigte udad samtidig, men det er i anden række idet parodien virker ”satirisk”) Parodien består i at en taleform eller diskurs går ind i en anden og ved at anvende dens former imod den selv gør grin med den eller på anden måde nedbryder den. Parodien kan være kærlig og altså sigte imod hyldest ved latter eller den kan være aggressiv og sigte imod at nedbryde eller udstille objektet for parodi. Parodien forudsætter selvfølgelig også, at modtageren kan genkende den diskurs, der vrides rundt, og derfor kan der også her blive brug for fodnoter. Her er Roy Zimmerman i en dobbelt parodi: What if The Beatles Were Irish. Skydeskiver er både The Beatles og den irske folkemusik.
Det er virkelig et stilsammenstød af dimensioner. I en vis forstand travesterende i den konservative forstand, idet det høje indhold, Beatlessangene, mødes med den lave stil, den irske folkemusik, hvorfor man kommer til at grine på alle de forkerte steder. Men helt så simpelt er det alligevel ikke, for der gøres næsten mere grin med den irske folkemusik end med The Beatles, fordi også dennes stilmidler bringes i anvendelse imod deres normale intention. Greb, der normalt bruges til seriøst, gøres til grin, idet de bruges til at vrende The Beatles på vrangen. Det bliver en art dobbelt parodi, hvor TO forskellige diskurser gør grin med hinanden.
Blandinger
Som det allerede fremgår af det ovenstående, er formerne ikke rene. Farcen ”Christmas Song” har elementer af satire, mens der er tydeligt parodiske træk i ”Chickenhawk” - og også klare farcetræk i al Zimmermans gokken. Her er to endnu mere markante blandformer. Først er det en Dylanparodi: Sarah Pale in Comparison. Her er der en del stilistisk vrængen både i sangformen og i den måde, Zimmerman spiller guitaren på. Der er derudover citater fra to Dylansange, ”Sarah” og ”Just Like a Woman” (samt et enkelt fra My Fair Lady), men formen er dæmpet og parodien er som parodi slet ikke så pågående som i What if The Beatles Were Irish. Her er den nærmest blevet en udtryksramme for det, som er det egentlige ærinde: det satiriske angreb på Sarah Palin.
En anden variant finder vi her, hvor det er den konservative kommentator Ann Coulter det går ud over (og nej, det er ikke synd for Coulter, google hende og se selv). Her får hun en olfert i sangen My Conservative Girlfriend. Her er formen en parodisk kærlighedssang. Men næsten hele den musikalske sangform er ikke-parodisk. Zimmerman synger den faktisk stort set, som man ville synge en kærlighedssang, men der kommer til gengæld et gedigent stilsammenstød nede i teksten, hvor kærlighedserklæringer fremsættes på en sådan måde, at de undergraver sig selv. Sigtet med parodien er igen satirisk – rettet imod at flå Ann Coulter fra hinanden.
Anderledes igen former det sig i Creation Science 101. Her er der sådan set meget lidt stilparodi i den musikalske form. Den har et pågående beat, som er godt til at bære sangen frem. Til gengæld er teksten og fremførelsen parodisk, fordi den går ind i en række kreationistiske argumenter (læg mærke til: Det er argumenter, som faktisk anvendes) og vender dem på hovedet. Målet er igen satirisk. Men pludselig midt i det hele begynder han at lave abelyde på den mest afsindige måde og anvender dermed farcen i satirisk hensigt.
Men det kan også godt gøre ens liv sværere. Her er en lille analyserende fremstilling af tre begreber, der ofte volder mine studerende vanskeligheder: Satire, parodi og farce. Rigtig mange af de bedste satirer og parodier selvfølgelig er politiske, og at man derfor skærer sig selv af fra et omfattende materiale, når man bliver pæn og ordentlig i klasserummet. Hermed altså en lille, mere politisk inficeret gennemgang – MED eksempler.
Satire
Satire er, siger Gero von Wilpert i sin Sachwörterbuch der Literatur, som ingen vist kan beskylde for at være venstreorienteret,
Spottung und Strafdichtung, lit. Verspottung von Mißständen, Unsitten, Anschauungen, Eregnissen, Personen (Pasquil) Literaturwerken (Literatursatire), usw. Je nach den Zeitumständen allg. Mißbilligende Darstellung und Entlarvung des Kleinlischen, Schlechten, Ungesunden in Menschenleben und Gesellschaft und dessen Preisgabe an Verachtung, Entrüstung und Lächerlichkeit (…)
Han er tysker, så det bliver ved lidt endnu. Altså satirens retning er udad fra værket: Værket bruges til at udstille og gøre grin med laster i menneskeliv og samfund – gerne agressivt og med henblik på nedbrydning eller forandring af det kritiserede. Fordi satiren sigter så direkte udad har den ofte en kort levetid, fordi den forudsætter, at læser/tilhører/beskuer/whatever kender til det fænomen i omverdenen som angribes. En senere tid får hurtigt brug for fodnoter. Her er så Roy Zimmerman, om hvem man til gengæld med rimelighed kan sige, at han er venstreorienteret, i færd med at udføre satiren Chickenhawk. Sangen sigter på det, der i USA kaldes en ”chickenhawk”. Udtrykket sigter på, at så godt som alle de mest offentligt markante tilhængere af Irakkrigen havde meget svage papirer, når det kom til deres egen krigsindsats. De var stort set krøbet i skjul bag deres families magtpositioner. Udtrykket er selvfølgelig sammensat af ”hawk”, altså en person som går ind for en hård linje i konflikter, og en ”chicken” en kujon. Her bruges udtrykket til det yderste.
Farce
Så har vi farcen. Her er von Wilperts definition mindre skarp (for én enkelt gangs skyld), men farcen er altså et værk, som sigter imod at fremkalde latter med stort set ethvert tænkeligt middel, og som derfor er villig til at fjolle langt ind i det absurde. Her er det Roy Zimmerman, som pjatter sig igennem Christmas on Mars. Bemærk, at der elementer af parodi (der gøres grin med ”Christmas song”), og der er et element af satire midt i sangen, hvor amerikansk militarisme lige får et sidehug, men ellers har vi mest, at sangen svælger i absurde ord og vittige sammestillinger og kontraster. Den er der, for at man skal grine af den, og ikke så meget andet.
Parodi
En parodi er noget helt andet. Her er von Wilperts definition for konservativ, men den konservative definition er ikke dårlig blot ikke helt fyldesgørende. Vi lærer vores studenter, at en parodi er et sammestød af høj stil og lavt indhold, mens en travesti modsat er et sammenstød af lav stil og højt indhold. Skematisk sagt: I parodien taler rejekællinger, som om de var gudinder, i travestien taler gudinder, som om de var rejekællinger.
Men i bredere forstand er både parodien og travestien parodiske former. Man må derfor ud i en mere omfattende, post Bakhtin-forståelse. I modsætning til satiren, som sigter udad, sigter parodien altid indad (den kan sigte udad samtidig, men det er i anden række idet parodien virker ”satirisk”) Parodien består i at en taleform eller diskurs går ind i en anden og ved at anvende dens former imod den selv gør grin med den eller på anden måde nedbryder den. Parodien kan være kærlig og altså sigte imod hyldest ved latter eller den kan være aggressiv og sigte imod at nedbryde eller udstille objektet for parodi. Parodien forudsætter selvfølgelig også, at modtageren kan genkende den diskurs, der vrides rundt, og derfor kan der også her blive brug for fodnoter. Her er Roy Zimmerman i en dobbelt parodi: What if The Beatles Were Irish. Skydeskiver er både The Beatles og den irske folkemusik.
Det er virkelig et stilsammenstød af dimensioner. I en vis forstand travesterende i den konservative forstand, idet det høje indhold, Beatlessangene, mødes med den lave stil, den irske folkemusik, hvorfor man kommer til at grine på alle de forkerte steder. Men helt så simpelt er det alligevel ikke, for der gøres næsten mere grin med den irske folkemusik end med The Beatles, fordi også dennes stilmidler bringes i anvendelse imod deres normale intention. Greb, der normalt bruges til seriøst, gøres til grin, idet de bruges til at vrende The Beatles på vrangen. Det bliver en art dobbelt parodi, hvor TO forskellige diskurser gør grin med hinanden.
Blandinger
Som det allerede fremgår af det ovenstående, er formerne ikke rene. Farcen ”Christmas Song” har elementer af satire, mens der er tydeligt parodiske træk i ”Chickenhawk” - og også klare farcetræk i al Zimmermans gokken. Her er to endnu mere markante blandformer. Først er det en Dylanparodi: Sarah Pale in Comparison. Her er der en del stilistisk vrængen både i sangformen og i den måde, Zimmerman spiller guitaren på. Der er derudover citater fra to Dylansange, ”Sarah” og ”Just Like a Woman” (samt et enkelt fra My Fair Lady), men formen er dæmpet og parodien er som parodi slet ikke så pågående som i What if The Beatles Were Irish. Her er den nærmest blevet en udtryksramme for det, som er det egentlige ærinde: det satiriske angreb på Sarah Palin.
En anden variant finder vi her, hvor det er den konservative kommentator Ann Coulter det går ud over (og nej, det er ikke synd for Coulter, google hende og se selv). Her får hun en olfert i sangen My Conservative Girlfriend. Her er formen en parodisk kærlighedssang. Men næsten hele den musikalske sangform er ikke-parodisk. Zimmerman synger den faktisk stort set, som man ville synge en kærlighedssang, men der kommer til gengæld et gedigent stilsammenstød nede i teksten, hvor kærlighedserklæringer fremsættes på en sådan måde, at de undergraver sig selv. Sigtet med parodien er igen satirisk – rettet imod at flå Ann Coulter fra hinanden.
Anderledes igen former det sig i Creation Science 101. Her er der sådan set meget lidt stilparodi i den musikalske form. Den har et pågående beat, som er godt til at bære sangen frem. Til gengæld er teksten og fremførelsen parodisk, fordi den går ind i en række kreationistiske argumenter (læg mærke til: Det er argumenter, som faktisk anvendes) og vender dem på hovedet. Målet er igen satirisk. Men pludselig midt i det hele begynder han at lave abelyde på den mest afsindige måde og anvender dermed farcen i satirisk hensigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)