onsdag den 17. februar 2010

Helge for en dag. Helgedusseda!

Vi har nu allesammen fået tilbud om at blive videnskabsminister for en dag. Her er mit bud på, hvad dagen skulle rumme. Det fornøjelige ved at være Helge for en dag måtte være, at man kunne gøre noget af alt det, Helge ikke plejer at gøre. Her får du en lille liste over muligheder:

1) Sige "undskyld, det var ikke det, jeg mente."
2) Skrive et brev til Jens Oddershede og forklare ham, at organisationen "Danske Universiteter" bør tilbagedøbes til "Rektorkollegiet", da den ikke med rimelighed kan siges at repræsentere de danske universiteter.
3) Læse en bog.
4) (3 i præciseret form) læse Mogens Ove Madsens "Universitetets død" og Claus Emmeche og Jan Fayes "Hvad er forskning. Normer, videnskab og samfund" for dog at få LIDT forstand på mit område.
5) Stå foran spejlet og øve mig i IKKE at sige "Fra forskning til faktura".
6) Græmme mig i al bred almindelighed.
7) Tale med en forsker.
8) Tale med en studerende.
9) Udstede et burkaforbud for yngre lektorer i mikroøkonomi.
10) Skrive et brev til Ralf Hemmingsen og forklare ham, at forskere og undervisere er DET SIDSTE ikke det første, der skal skæres ned på.
11) Omdøbe "Den bibliometriske forskningsindikator" til "Det tilfældige ressourceomfordelingssytem".
12) Studere genren "svar" med henblik på at forstå dets intime relation til genren "spørgsmål". Herunder ville jeg særligt fokusere på, at et "svar" bør forholde sig til det, spørgsmålet handler om.
13) Tage min afsked (klokken 18.03).


Se også Universitetsavisen

1 kommentar: