Charlotte Sahl-Madsen. Et sekunds håb.

Ingen ved, hvad der sker, men jeg vil godt have følgende registreret:

Jeg har netop været i studiet med den nye forskningsminister, og jeg kunne helt banalt godt lide hende. Jeg synes, hun virkede dialogsøgende, lyttende og åben for nye ideer. Jeg har kort sagt håb om, at noget kan blive bedre. Jeg tror, at hun har fanget, at jeg ikke her taler som venstrefløjsmand, men som bekymret og frustreret forsker. Jeg tror hun er klar til at tænke området igennem, og jeg tror hon forstår, at jeg ikke bare er en højtråbende problemskaber, men faktisk taler på vegne af mange, mange mennesker i universitetsverdenen.

Det kan være, jeg bliver frygtelig skuffet, men for første gang i lang, lang tid har jeg et håb om, at noget vil gå fremad. Man er SÅ vant til at forvente det værste, men bare dette ene, lillebitte øjeblik: Måske kan det endnu gå godt.