Sungne ord

(Åbningsindlæg i Litteraturhaus den 14/11-2010 som indledning til en oplæsningskoncert med Morten Søndergaard, Fribytterne, Spillemændene og Søren Ulrik Thomsen. Som aftenes vært takker jeg hermed de medvirkende for en god aften)

”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.

Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.

Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.

Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.

Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.