Om hekse og trolde

Båltale ved Grøndalslund Kirkes Sankt Hans-fejring 23/6-2010.


Lad os tale lidt om hekse og trolde.

Vi skal jo hos Drachmann høre, at hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Så må der jo også være hekse her i Rødovre by, og der må være trolde her i Grøndalslund sogn. Det lyder da LIDT mærkeligt, ikke? Vi er også godt klar over, at fortidens hekseafbrændinger var noget snavs noget, og at vi skal være godt tilfredse med, at det bare er en paphekst, vi futter af i aften. Og der var absolut rimelighed i det, da Danmarks uofficielle nationalheks, Dannie Druehyld, skvattede om af grin, da Kristeligt Dagblad for et par år siden pludselig hidsede sig op, at hun var ”heks”. For hvordan kunne de dog være dumme nok til at tro, at hun selv mente sig i besiddelse af sortekunster og anden djævelskab og ikke bare var en fredsommelig naturelsker, der bare godt kunne lide at tale om sig selv som heks og byggede noget image på det.

Så man skal vel være lidt enfoldig for at tro på hekse og trolde.

Og så alligevel. Ved I hvad, jeg er ikke altid helt sikker. Vi har inden for det sidste århundrede set de største grusomheder, verdenshistorien nogensinde har oplevet. Når man tænker på, at Stalin, Pol Pot og Hitler faktisk fandtes, så begynder hekse og trolde pludselig at tage sig helt realistiske ud. Ja, jeg vil næsten hellere tro på onde ånder, dæmoner og uhyrer end på, at det bare sådan er noget med arv og miljø, der kan få os til at handle sådan. Nogen gange er virkeligheden simpelthen for urealistisk til en realistisk forklaring. På en smuk aften i de lyse nætter, er det ufatteligt, at den type grusomhed faktisk har fundet sted. Og jeg synes ikke, de forklaringer, jeg kender, er ret meget dårligere end den, at hekse havde forhekset hele kulturer.

Og når jeg ser på den selvfølgelighed, hvormed vi selv begår dumheder, tager også troldene, store dumme og tunge, sig helt realistiske ud. Hvordan pokker kan man ellers få den tanke, at det er vigtigere, at en hjemmehjælper udfylder papirer til kommunens adminstration end at hun hjælper gamle mennesker, eller at vi nok bliver et bedre og rigere folk, hvis vi afkorter vores børns barndom med et par år, så vi hurtigere kan få dem ud på arbejdsmarkedet, hvorfor diskuterer vi seriøst, om vi har råd til at redde den natur, vores børn skal leve af og med? Jeg foretrækker på en måde at forklare det med, at vi har trolde i hovedet, for de andre forklaringer er simpelthen for urealistiske. Så dumme er mennesker altså ikke.

Trolde i hovedet altså, og hekse i hjertet. Måske er de der kun billedligt, men billeder er ikke det bare løgn. Og hvis det er den slags trolde, vi taler om, og ikke bare sådan noget med onde damer med vorter på næsen, så kan der være al mulig grund til at holde sig dem fra livet med et glædesblus. Derfor er det altså meget rart at få lov at brænde en heks af fra tid til anden. Og der må gerne gå en trold eller to med i købet. Nogen gange er det nødvendigt at få lov at sige: ”Dette her er faktisk ikke mig, og selvom jeg godt ved, at det måske er mig alligevel, så har jeg ikke lyst til, at det skal være mig. Hvis jeg kunne brænde det af, så gjorde jeg det.”

Ja, jeg tør vædde på, at der er både trolde og hekse iblandt os i aften. En af os er gået hjemmefra uden at forsone sig med sin mand, en anden ved godt, at han skylder en af sine nærmeste en undskyldning for en uberettiget irettesættelse. En tredje er sit indre ivrigt optaget af at forklare sig selv, at han da har lov til at hyre eller udføre sort arbejde, for det gør alle de andre … osv osv Og hvis I spørger mig, om jeg har bringer nogen hekse og trolde med til bålet i aften, så er svaret: ”Ja”, men det er ikke en af dem, jeg lige har nævnt, og jeg fortæller jer ikke, hvilken trold jeg har med. Det er ikke engang sikkert, at jeg selv ved det.”


Så når bålet bliver tændt, skal jeg lige hen og have vippet et par trolde derind. Og de af jer, der ved, at I har fået slæbt en heks eller en trold med til bålfest i aften, kan jo liste jer hen og smide den på. De af jer, der ikke har, har såmænd nok alligevel et eller andet i trænger til at komme af med. Så smid det på bålet med. Der er såmænd plads nok og lad det futte ad Bloksbjerg til. De skal nok være hos jer igen i morgen, for sådan er hekse og trolde nu engang beskafne, men hver dag har nok i sin plage, og i aften er en af de aftner, hvor man har lov til at insistere lidt på sin fred.

For vi står i aften med et glædesblus. Glæde er ikke nødvendigvis det samme som velbefindende. Når man kan sige ”glædelig jul”, men ikke ”god jul” til en person, som er ramt af sorg eller sygdom, så er det, fordi enhver ved, at personen ikke får en god jul. Men man kan til gengæld godt kan ønske, at den fred og den trøst, som er i julens budskab og i fællesskabet omkring julen også vil omfatte den sorgramte.

Derfor skal vi ikke tro, at bare fordi vores hekse og trolde er med her i aften og dukker op igen i morgen, så er der ingen grund til at tænde glædesblusset. Der er netop grund til det. For hekse og trolde er heldigvis ikke det eneste, der findes. Glæde findes, tilgivelse findes, tro håb og kærlighed findes, og de er lige så umulige at slå ned – mindst. Og derfor tænder vi i aften glædesblusset, for at huske os selv på, at heksene og troldene, også dem vi bærer inde i os, ikke er enerådende, fortælle os selv, at de aldrig helt får overhånd, og at vi altid har muligheden for at holde os dem fra livet. Måske kun på et enkelt skridts afstand, men så Gudskelov for det ene skridt. Glædelig Sankt Hans.