Grundlovstale

Tale holdt ved Søborg Kirkes Grundlovsfejring den 5. juni, 2019

Da menighedsrådet bad mig om at holde dagens grundlovstale, gjorde jeg noget, jeg med skam at melde aldrig har gjort før. Jeg læste grundloven. Skulle der være nogen blandt jer, som er skyldige i den samme udeladelsessynd, så har jeg den glæde at kunne meddele, at grundloven er et fortræffeligt fornuftigt dokument, og at det bestemt er en fejring værd, at netop dette dokument er grundaget for vores samliv. Den er i øvrigt kun en 10-15 sider lang og forholdsvis let at læse sammenlignet med andre love.

Vi har gjort fejringen af vores grundlov til vores nationaldag, og det er vi ikke alene om. En nationaldag er, fortæller en af vores store eksperter i nationale symboler, Inge Adriansen,

”en stats fælles årlige mærke- og festdag, der afholdes til minde om en historisk begivenhed, der tillægges stor betydning. Ofte er det forfatningsdagen, som vælges, men det kan også være datoen for uafhængighed, en revolution eller grundlæggelsen af et nyt dynasti.”

Nu har vi i Danmark meget lidt i retning af uafhængighedsdage; og vi har så godt som ingen revolutioner i nyere tid – og de få vi har haft har ikke haft megen medgang. Det nærmeste vi kommer, er vel Grevens Fejde. Den kostede ganske vist os her i byen et slot og en magtstilling i det Nordsjællandske. Et tab, som jo skammeligt betyder, at vi bor i ”Gribskov Kommune”, når nu enhver med lidt historisk sans ved, at den retteligen burde hedde ”Søborg Kommune”.  Men Grevens Fejde var dårligt nok en revolution, snarere en slags borgerkrig, og den grundlagde ikke noget som helst. Heller ikke det der med grundlæggelsen af et nyt dynasti er vi ret stærke til. Vi har ikke Kinas imponerende mere end 2.000-årige række af dynastier, og det nærmeste vi har på et dynastiskifte er den Glücksborgske slægts plads som dansk kongefamilie fra 1863, men dels var det sådan set bare et skift til en sidegren af den allerede regerende Oldenborgske familie, dels er omslaget ikke noget for alvor at bygge på, og så ligger 1863 i øvrigt lige et hak for tæt på det nationale katastrofeår 1864, og det er jo slet ikke noget at fejre.

Så vi har vores nationaldag på dagen for Kong Frederik den syvendes underskrift på grundlovens den 5. juni 1849. At kongen underskrev den ”med modvilje og tungt hjerte” (det er Inge Adriansen, jeg citerer igen), og at beslutningen om at give grundloven på uheldig måde er sammenviklet med udbruddet af borgerkrigen imellem Kongeriget Danmark og de sønderjyske hertugdømmer, er naturligvis generende bi-omstændigheder. Men vi fejrer dagen alligevel, for vi opfatter den som grundlæggelsen af det Danmark, vi kender. Selvom der gik nogen tid før den oprindelige Junigrundlovs bestemmelse af Danmarks styre som ”indskrænket monarkisk” helt blev forstået på den måde, vi gør det i dag, så er vi i dag og har i mange år været helt tilfredse med at være indskrænket monarkiske, så længe ”indskrænket monarkisk” betyder, at kongen ikke forsøger at agere politiker eller at tromle folketinget; altså så længe ”indskrænket monarkisk” betyder ”helt demokratisk”. Vi vil gerne have en monark som landets symbolske – og måske moralske – overhoved; vi vil slet ikke have en hersker, vi ikke selv har valgt.

Forbindelsen imellem den første og den nuværende grundlov markeres tydeligt ikke bare af grundbestemmelsen af landet som indskrænket monarkisk, men også af at både grundloven af 1915 – det var den, hvor kvinderne fik stemmeret – og grundloven af 1853, som er den nuværende, er underskrevet i 5. juni. Dagen kom til at spille en betydning i forsvaret for grundloven i årtierne efter dens vedtagelse, og grundlovsfesterne spillede også en vis rolle, da nye vælgergrupper skulle ind i det politiske kredsløb. Derfor er den danske grundlovsfejring også blevet gjort ganske partipolitisk. Man fejrer den gerne ved partifejringer bruger den gerne til nye politiske udmeldinger og selvprofileringer.

Når der ikke lige er en vigtig fodboldlandskamp; den 5. juni 1985 var der fodboldlandskamp, og ved grundlovsmødet på Skamlingsbanken mødtes alt i alt tre personer op for at høre en minister holde grundlovstale (det er stadigvæk Inge Adriansen, jeg citerer). At en fodboldkamp kom først kunne alle blive enige om, Og det er der for mig noget meget dansk over. At vi – dvs. de af Sepp Piontek udvalgte landsholdsspillere, men symbolsk naturligvis hele landet – ved samme lejlighed gjorde noget så ubegribelig udansk som at banke Sovjetunionen 4-2, kan man stadig fra tid til anden få lyst til at fejre.

Nu er der den særligt demokratiske finte ved dagens grundlovsdag, at den også er blevet valgdag, så i dag er der endnu mere tale om, at vi opfordres til at dele os efter anskuelser. Jeg elsker symbolikken i, at vi stemmer netop på grundlovsdag, fordi det markerer et fællesskab i vores politiske historie; i dag fortsætter vi det, der blev begyndt med grundloven af 1849. Men netop derfor er det i særlig grad vigtigt, at vi understreger, at det, vi fejrer grundlovsdag netop er et fællesskab. Fejringen kan ikke være apolitisk. Det er en politisk vedtaget og støttet lov, vi fejrer. Men den kan sagtens være – om jeg så må sige fællespolitisk. Grundloven sætter de fælles rammer for hverdagspolitikkens stridigheder.

Men grundloven gør mere end det, og det er sådan set derfor, den er værd at fejre og værd at bygge samfund på. Den etablerer et retssamfund, en orden, som udtrykker vores fælles forståelse af, hvad vi mener er et menneskeværdigt samfund. Man skal selvfølgelig handle i overensstemmelse med loven, men man skal først og fremmest indrette sig sådan, at lovene og varetagelsen af dem danner rammen om et menneskeværdigt – og i grunden lige – samfund; et samfund hvor vores ideal er at individet har umistelige rettigheder, men hvor disse rettigheder ikke berettiger det til at mase andre. Dette skal vi værne om, ikke fordi det overvinder alle uenigheder imellem os, men fordi det giver os en ramme at være uenige inden for. Og jo heldigvis også en ramme, hvor vi tilmed fra tid til anden kan bevæge os hen imod hinanden og finde enighed. Det betyder mindre, hvor vidt denne lovgivning er eksklusivt dansk – bl.a. for det er den helt sikkert ikke; der er masser af i hvert fald europæisk fællesgods i den – det som betyder noget er, at det siger noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.

Derfor kan det godt være, at danske grundlovsfejringer aldrig helt har nået de højder, man ser i mange landes nationaldage, men opbakningen til den danske samfundsmodel, ser ikke ud til at vige. Vi ved, at vores fællesskab – som alle menneskelige fællesskaber, er uperfekt, endda mangelfuldt, men vi er enige om at det er vigtigt, at rammerne og spillereglerne sikrer, at vores samfund, for så vidt vi har magt over det, fortsat udvikler sig roligt og nogenlunde samtalende.

Det synes jeg er dansk, og det synes jeg er værd at fejre. Uanset om man så lige har fået læst Danmarks Riges Grundlov eller ej. Glædelig grundlovsdag.

Anekdotale erindringsglimt fra Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum

I 1998 fyldte Kirkeligt Samfund 100 år, og jeg var med. 

Nu ved du måske ikke, hvad Kirkeligt Samfund er. Men nu om dage hedder de "Grundtvigsk Forum", og de har siden grundlæggelsen været så at sige den kirkelige side af Grundtvigianismen.

Du kan finde deres hjemmeside her, og som du kan se, hvis du trisser lidt rundt på hjemmesiden, så er det kirkelige lidt nedtonet. De udgiver dog stadig det hæderkronede magasin "Dansk Kirketidende", som er en på mange måde udmærket publikation med mangfoldige kirkelige og almenkulturelle emner. Du finder linket til magasinet her. Det redigeres these days af Grundtvigakademiets leder, den fortræffelige Ingrid Ank. Mine anbefalinger. Derudover går Grundtvigsk Forum rundt og gør Grundtvig-agtige ting. Det er i sig selv fortræffeligt. Atter mine anbefalinger. 

Anyway, 1988. Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum. Jeg var 27 år (jeg er født sent på året) og absolut en minor player i dén sammenhæng. Jeg var mest gemt i et hjørne og hørte kun meget delvis til fejringen. Kirkeligt Samfund havde mange kvaliteter, og selvbevidsthed var ikke den mindste. Kirkeligt Samfund var "Den Kirkelige Frihedslinje". Det blev udtalt med glad stolthed og tryk på alle stavelser.

Tilstede ved jubilæumsfejringen var derfor et helt grundtvigiansk landskab af Højskolens og Kirkens ledende skikkelser. De var vant til at synge for, og at Løfte og Bære og at være dem, der fik ting til at ske i Den Grundtviske Friheds-Tankes Frie Ånd I Skole og Kirke. Det hele foregik i Vartov - naturligvis. Det Grundtvigske Helligsted over alle. Jeg elsker Vartov. Her er statuen af Grundtvig i gården.

Der var arrangeret en festforelæsning. Naturligvis. Forelæseren skulle være den samtidige danske kirkehistories store mand Leif Grane. Et indlysende valg. En mand af forbløffende fagligt format og en stor formidler. Du finder hans wikipedia-omtale her. Den er alt for kort og burde udvides. Bare udvid den; du véd, at du har lyst, og Grane har fortjent meget mere. Arrangørerne havde givet ham emnet "De kirkelige bevægelsers rolle i de sidste 100 års danske kirkehistorie". Det var jo ret oplagt, al den stund Kirkeligt Samfund var en kirkelig bevægelse, og bevægelsen fyldte 100. Men det var unægtelig også lidt af en binding at lægge ned over Grane. Måske havde man lidt for meget bestilt en hyldesttale og lidt for lidt en forelæsning. Forelæsningen foregik inde i selve Vartov Kirke. Smukt sted. Fyldt af historie.

Leif Grane gik til opgaven med vanligt overblik. Han inddelte de sidste 100 års kirkehistorie i 4-5 perioder og gik sagligt til opgaven med en gennemgang af Kirkeligt Samfunds og andre især missionske strømningers sam- og modspil. Altsammen strålende og meget interessant gjort. Grane nåede frem til sidste periode, som - indlysende nok - var nutiden.  Den nutid som vi sad med der i Vartovs ÆldTraditionsBelastede Kirke med hele Den Kirkelige Frihedslinje og Alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere til stede.

Den periode indledte han med ordene:

"I dag, hvor de kirkelige retninger er døde ..."

- Grane kikkede op fra sit manuskript og ud over sine briller; med en klar tilkendegivelse af, at han morede sig storartet og i øvrigt havde tænkt sig at æde, hvem der kunne finde på at modsige ham, om han så skulle sluge hele Den Kirkelige Frihedslinje med hud og hår  -

"... eller har mistet enhver betydning ... forholder det sig sådan at ...."

Og så gik han i øvrigt videre med sin klare, overblikskabende og ualmindeligt kompetente fremstilling. Præcis som man kunnne ønske det.

Man kunne formelig have skåret i luften i Vartov Kirke med en kniv, hvis man havde haft en. Der sad Den Kirkelige Frihedslinje og havde fået deres fortræffelige fejring sat skakmat af en sidebemærkning og et blik over et par briller. Jeg kunne næppe bare mig for latter. Men fulde point til Kirkeligt Samfunds formand. Han havde a 10 minutter til at finde sine ben, og det gjorde han. Da Grane var færdig, rejste formanden sig, og for at afslutte forelæsningen. Han sagde: 

"Så vil vi gerne takke professor Grane for denne - afbrydelse," 

og gik roligt videre i programmet. En meget præcis genreangivelse for det, vi netop havde overværet, og en smuk, upolemisk angivelse af, at Kirkeligt Samfund nok havde tænkt sig fortsat at eksistere. At de efterfølgende har skiftet navn og måske lagt lidt af deres kirkelige identitet om, skyldes formentlig ikke Granes afbrydelse, men det skyldes muligvis, at det han sagde ikke var helt uden baggrund i virkeligheden.

Efter foredraget gik Den Kirkelige Frihedslinje over i Vartovs ret store store sal. Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange der var med, men Frihedslinjen var bestemt stor nok til at fylde salen grundigt op. Ligesom den havde været stor nok til at fylde kirken. 

Som sig hør og bør til arrangementer i det Grundtvigske, skulle vi synge fællessang. Og det synes jeg godt man kan sige, at vi gjorde. Se det for dig: Hele Den Kirkelige Frihedslinje, alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere samlet i én stor sal, og du kan næsten selv regne ud, hvad der skete. Flyglet slog sangen an. Og det var det absolut sidste nogen hørte til det flygel. Alle menighedernes og De Frie Skolers Forsangere satte i, og de sang alle sammen for. 

Alle, der har sunget for, véd, at forsang handler lidet om klang og skønhed og meget om Kraft, Selvtillid og Tonestyrke. Man skal bære hele rummet. Det gjorde de. Allesammen.

Der lød et Hjortebrøl, som jeg aldrig har hørt magen til. Og mens jeg rullede rundt af grin i et hjørne, var lydtrykket stort set ved at trykke vinduerne ud af Vartovs den store sal. Presset i baggrunden var nu Granes afbrydelse, og Den Kirkelige Frihedslinje fik endelig luft til at udtrykke sin Velforståede Egenværdi på en til tidens krav og tarv værdig måde. Og på ægte Grundtvigsk manér.

Og jeg for min del kunne nogenlunde ubemærket komme af med det lattersammenbrud, der havde været trykket sammen i mig, siden Granes ubegribelig præcist placerede sidebemærkning.

Nationalromantikeren, der ikke fandtes

Jeg blev for for snart en del år siden bedt om at medvirke i et stort arrangement, som skulle hedde "Nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes". Jørgen Knudsen havde Brandes. Jeg havde, nåja, Grundtvig.

Det forekom mig - med al respekt for Brandes - lidt tungt at sige ja, da stund helte- og skurkerollerne var ret oplagt fordelt, inden jeg overhovedet fik lejlighed til at åbne munden. Jeg havde den kedeligt forstenede nationalist, Knudsen den levende, fremtidsrettede kosmopolit ... suuuuk ....

Jeg gjorde nogen modstand til selve arrangementet og nægtede at klemme den gamle ind i den kasse, de havde sat op til ham. Han passede trods alt alle dage dårligt til kasser. Da jeg så efterfølgende blev bedt om en artikel, kom der et spørgsmålstegn på. Spørgsmålstegnet blev dybere og dybere, efterhånden som jeg arbejdede mig ind i det, og ved slutningen var jeg overbevist om, at Grundtvig ikke KUNNE være nationalromantiker, fordi nationalromantikken ikke fandtes.

Anyway, jeg har lige fået lagt artiklen ind på min forskerprofil, så hvis man gerne vil se et burn på  begrebet om nationalromantik og lære noget skævt om Grundtvig, så er chancen her.

Hjemmearrestation

BT kan i dag fortælle historien om en fynsk familiefar, som er blevet genstand for en hårdhændet og noget unødvendig konfrontation med politiet, idet en betjent tog fejl af to adresser og derfor tog ham for indbrudstyv - i sit eget hjem.

Til sagens oplysning kan jeg fortælle, at han ikke er alene om oplevelsen, da jeg selv har prøvet det den 18. november 2010. Her den evaluering, jeg dengang sendte til Københavns Vestegns Politi: 

Til Københavns Vestegns Politi

Der udspillede sig en episode på min adresse om formiddagen den 18. november 2010. Den havde et mindre end optimalt forløb, og derfor er der grund til at evaluere det med henblik på, om der kan uddrages noget, som kan forbedre håndteringen en anden gang. Jeg havde ondt i arm og nakke nogle timer efter, men jeg mener ikke, at der er rimeligt grundlag for at tale om, at den konkrete situation blev håndteret på en måde, der bør klages over. Alligevel endte situationen med at jeg, der tilbragte en formiddag i mit eget hus, pludselig stod i en absurd konfrontation, hvor jeg blev taget for indbrudstyv og forsøgt fysisk pacificeret. Det ville jo være rart at undgå en anden gang. Derfor følgende evaluering. Således ser forløbet ud set herfra:

Mit hus er meget langt. Jeg sidder i den ene ende og arbejder ved min computer, da jeg hører nogen råbe i den anden end. Jeg kan ikke høre, hvad der råbes. Da jeg kommer ud i min gang ser jeg en fremmed mand stå med en lille sort dims i hånden (det viser sig senere at være en peberspray, som heldigvis ikke kommer i brug). Han er tydeligvis kommet ind af min bagdør. Jeg er overbevist om, at jeg er genstand for et røveri. Han råber, at han er fra politiet. Jeg beder ham identificere sig. Han holder kort et plasticidentitetskort, han har om halsen, lidt frem, men jeg kan ikke se det fra den afstand og beder om at få det udleveret, så jeg kan se det ordentligt. Et stykke plastic viftet på 3 meters afstand af en civilklædt person, som råber af en, at han er politibetjent, er ikke specielt overbevisende. Særligt når han ikke vil give en adgang til at kigge på det. Ca samme effekt kunne laves på ½ time med en lamineringsmaskine.

Han nægter mig imidlertid adgang til at besigtige identitetskortet nærmere. I situationen forstår jeg det som, at en røver forsøger at bluffe mig til at overgive mig uden modstand. Da jeg ikke umiddelbart giver mig, begynder han fysisk at pacificere mig. Men vi kommer dog Gudskelov fra hinanden igen. Så ankommer der et par folk mere – stadig i civil – og det giver efter lidt tid så megen ro, at det efterhånden går op for alle parter, hvori misforståelsen består. Det tager dog urimelig lang tid, før jeg får lov at identificere mig, ligesom det er vanskeligt for mig at gøre gældende, at jeg faktisk bor i huset, og det er stadigvæk vanskeligt for mig at få lov til at se et politiskilt.

Endelig bliver problemet dog opklaret. Der er blevet meldt om, at et indbrud finder sted i Grambyvej 62. Mit hus ligger på Damhus Boulevard 62, men på hjørnet af boulevarden og Grambyvej. Derfor burde situationen aldrig være opstået. Der er ca 333 meter imellem Grambyvej 62 og Damhus Boulevard 62, og mit hus følger i sagens natur nummereringen på boulevarden og ikke på Grambyvej. Der skulle altså være gode muligheder for at tjekke, om huset var det rigtige, inden man gik ind.

To af tre betjente løber videre til Grambyvej 62 – hvad der sker der, ved I bedre end jeg – og jeg taler en smule med den tredje betjent, som bliver tilbage, og beder ham om at få sin kollega til at komme tilbage, så jeg lige kan trykke ham i hånden som en slags lukning. Det bliver imidlertid en skuffelse, al den stund jeg havde håbet på en undskyldning. Han var trods alt gået ind i det forkerte hus og havde været i lag med at pacificere ejeren, men det var tilsyneladende mere, end han kunne magte i situationen. I hvert fald begyndte han at irettesætte mig, og jeg valgte derfor bare at trykke hans hånd og sende ham videre. Jeg er temmelig rystet over invasionen, øm i kroppen og har smerter i armen.

Jeg har stor forståelse for politiets vanskelige arbejdsvilkår, og der skal være rum til fejltagelser under de omstændigheder. Men når fejltagelsen er så graverende, som det her er tilfældet, bør man overveje en undskyldning, og man bør overveje, hvordan man undgår gentagelser. Jeg håber, at ovenstående kan bidrage til dette.

Med venlig hilsen

Sune Auken

Jeg blev sidenhen ringet op af en venlig, reflekteret og imødekommende herre fra København Vestegns Politi og fik en fornuftig snak med ham og en undskyldning. Så jeg har intet udestående med politietaten i den anledning. Men det er trist nu at se en gentagelse, når det netop var, hvad jeg søgte at modvirke med mit brev. Særligt når forløbet i Årslev på Fyn havde betydeligt voldsommere konsekvenser for den skadelidte.

Containerkup for viderekomne

Jeg skal lige huske at nikke til min svoger Lars' gennemresearched og uhyre skræmmende erhvervsgyser Det store containerkup, der udkom i går (se her), der fortæller en virkelig historie om bedrag og modbydeligheder, som man ville tro, dansk erhvervsliv trods alt var for uskyldigt til. Men det ser unægtelig ikke sådan ud. Bogen er i vidt omfang et anklageskrift imod forsikringsselskabet Topdanmark og især imod dets mangeårige direktør Michael Pram Rasmussen, der også spiller en central rolle hos erhvervsikonet over dem alle, Mærsk. Min egen hårdt prøvedesamarbejdspartner Christel Sunesen, der har lavet en del af det redaktionelle arbejde, præsenterer bogen på netudgaven.dk (her). Læs præsentationen, og læs så bogen, og gys over, at den slags også kan foregå i Danmark.

I skrivende stund er skandalehistorien ikke blevet samlet op af de store erhvervsredaktioner på Berlingske og Børsen. Man skulle ellers tro, at kombinationen af Lars' vilde historie med Waterfront og DSB samt det skandaløse stof, der fremlægges, skulle borge for nogle gode historier fra erhvervslivets mere artige ende. Så gad vide, hvornår de får bagdelen i gear. For ganske vist flyver sagsanlæggene lavt i historien, men det kan sådan et par store, stærke aviser da ikke for alvor være bange for. Vel?

Misforstået kritik af Grundtvig Centeret

Der har på det seneste været nogen polemik omkring Grundtvig Centerets udgivelse af Grundtvigs Værker – en enorm filologisk opgave, der nu kritiseres for, at den ikke fører til nok formidling. Allerede selvmodsigelsen i foregående sætning burde advare kritikerne om, at skoene nok er blevet taget omvendt på i dén tilgang. Men lad os alligevel tage spørgsmålet alvorligt og sige lidt om, hvad der er meningen med det arbejde, som udføres med Grundtvigs Værker, og hvornår formidlingen reelt bør komme ind i billedet.

 

Bevillingen til udgivelsen af Grundtvigs Værker er en stor, strategisk forskningsbevilling. En sådan bevilling har ét og kun ét hovedformål: Den skal afgørende forandre forskningen på det berørte område. Der skal på fundamental måde være et videnskabeligt ”før” og ”efter” det finansierede projekt. Det skal danne et vandskel – måske tilmed et paradigmeskifte. Hvis projektet formår dette, viser bevillingen sin berettigelse, hvis ikke, er bevillingen en fiasko.

Kan Grundtvigs Værker leve op til den fordring? Også i den grad! Hvor ved jeg det fra: erfaring. Jeg har levet mange år med fingrene dybt nede i det selvsamme materiale, som centreret nu organiserer. Grundtvigs skrifter (hans værker, papirer, breve etc) danner en fuldstændig uoverskuelig mængde af tekst. Der er en vis sød ironi i, at det menneske i landet, der har sagt mest negativt om det skrevne ord, også er det menneske, som har skrevet mest. Det betyder, at de tekstmængder, man står over for som forsker, er så omfattende, at alene det at etablere et vist begrænset overblik over dem er en livsopgave. Måske har Fleming Lundgreen-Nielsen læst mere end 50% af det grundtvigske korpus. Jeg har i den grad ikke – and not for lack of trying. Grundtvigs Værker sigter kun på de arbejder, Grundtvig selv udgav i sin levetid (se her), men er stadig et tigerspring fremad i forhold til mulighederne for at etablere overblik over forfatterskabet.

Og udgaven løfter også den præcision, hvormed forskningen kan arbejde: Hvis man vil undersøge forhold til et synspunkt, et motiv, en talefigur, en konkret person, et skrift eller lignende, kræver det for nærværende et herkulisk arbejde overhovedet at identificere det relevante materiale, og man vil altid være i fare for at der ligger lige så relevante tekster andre steder i korpusset, som man bare ikke lige har fået hænderne på. Dette er et konstant handicap og en konstant forsinkende faktor for forskningen.

Derfor er det arbejde, der udføres i forbindelse med Grundtvigs Værker, er ikke bare forskning på den måde, jeg og mine kolleger i den ”almindelige” Grundtvigforskning leverer den. Det er forskningsparadigmatisk: Det er et helt klart før og efter. Det overblik, der tilbyder sig med udgaven, har aldrig før kunnet etableres, og den forskning, der kommer til at udfolde sig efter udgaven, arbejder på væsentligt anderledes – og bedre! – vilkår, end vi andre har gjort. Den vil have muligheder, som vi kun kunne drømme om. Vi kan se konturerne af det nu på grundtvigsværker.dk, og det er forskningsmæssigt stærkt opløftende. Efterhånden som siden bliver udvidet, bruger jeg den mere og mere – og får mere og mere ud af det – Lidet overraskende egentlig.

Ja, mere endnu: Digital Humanites er af indlysende grunde et eksploderende forskningsfelt. Ingen, selv ikke eksperterne på området, kender endnu dets rækkevidde. Vi kan simpelthen ikke vide, hvad fremtidige forskere kan frembringe med de nye muligheder. Men for at mulighederne overhovedet skal være der, skal der være udført et kolossalt editionsfilologisk grundarbejde. Det er det, arbejde, der udføres på Grundtvig Centeret.

Derfor er jeg også ved at tabe både næse og mund, når jeg hører Grundtvig Centeret kritiseret for manglende formidling. Man har ansat knivskarpe editionsfilologiske specialister (nogle af landets bedste hoveder på dette område! – de er fx langt bedre end mig). Det har man gjort med henblik på at udvirke et egentligt fagvidenskabeligt paradigmeskifte. Nu mødes de så af en forventning om, at de skal bruge deres tid på noget helt andet end den editionsfilologi, som kan lave gennembruddet. You have got to be pulling my leg!!

Der er en rækkefølge i dette her, som er så banal, at den burde være indlysende. Grundtvig Centeret laver med deres gravende og organiserende arbejde et nyt grundlag for Grundtvigforskningen. Det bliver allerede udnyttet og vil i stigende grad blive udnyttet af forskerne, og på baggrund af forskningen vil det også ændre sig, hvad der formidles. Ingen ville forvente at en database over nyere landvindinger i kræftforskningen skulle læses af faglige lægfolk. At det overhovedet sker med grundtvigsværker.dk er vidunderligt, men det bliver aldrig hovedformålet.

 

Kritikken har én skarp kniv i skuffen af sløve bordknive: Brugergrænsefladen på sitet er sub-standard. Det begrænser brugbarheden. Men brugergrænsefladen er vel heller ikke færdig, og de indlysende begrænsninger (hvoraf den værste er, at man ikke kan klikke sig fra en søgning efter ord ind på det relevante sted i den berørte tekst) vil forbedre sig efterhånden.

Havde man brugt kræfterne på brugergrænsefladen og ikke på teksterne, ville de strenge kritikere straks have sat et gravkammeransigt op og talt om, hvordan det hele var overflade uden indhold. Der kan uddeles prygl, hvis Grundtvig Centeret gør det ene, og prygl, hvis centeret gør det andet. Det er tilvisse nogle gange let at være journalist. Man skal bare finde ud af, hvad folk har gjort, og kræve det modsatte.

Inden jeg slutter to bemærkninger:

Først habilitet: Jeg er ikke knyttet til Grundtvig Centeret med noget formelt bånd. Centeret kan blive lukket i morgen, og mit liv går videre som altid. Jeg har ansøgt og fået penge til en bogudgivelse fra centeret (se her), og jeg regner stærkt med at gøre det igen. Men det er ikke penge, jeg ikke kan finde andre steder, hvis der er behov for det. Jeg har finansieret bøger, før centeret kom, og jeg kan finansiere bøger uden centeret også herefterdags. Jeg er, oversat til almindelig dansk, ikke personligt afhængig af centerets fortsættelse. Min interesse er forskningsmæssig.

 

Derefter kompetence: Det er betimeligheden af en større forskningsbevilling på området der diskuteres. Det implicerer altså (som minimum) forskningstrategi, Grundtvigforskning, forskningspolitik, forskningsimpact og formidling. Jeg er vidende på alle disse områder. Jeg har holdt flere hundrede folkelige foredrag om Grundtvig. Det har jeg gjort på den baggrund, at jeg med rimelighed kan hævde at være blandt landets højest meriterede Grundtvigforskere (hvor ved jeg det fra? Jeg har en fuld doktorgrad i mandens forfatterskab – det er der ikke 10 nulevende mennesker, som har). Jeg har arbejdet omfattende med forskningspolitik, forskningsimpact og forskninstrategi både som debattør, som forsker og som forskningsadministrator. Det er der, så vidt vides, ingen andre i landskabet omkring Grundtvig, der har.

Henvendte Kristeligt Dagblad sig for at få en ekspertudtalelse? Næh. De risikerede jo også at få en. Kritikken er pustet op af avisens journalist, hvis evne til at (op)finde konflikter i det kirkelige landskab synes at overgå hans evne til at belyse dem fornuftigt.

Hvad ved Jes Stein Pedersen om Christian Winther?

Man må jo som Christian Winther-forsker græmmes ved læsning af litteraturredaktør Jes Stein Pedersens klumme ”Hvad ved Christian Winther om vandlåse?”.

Lad gå, at han ikke har styr på, hvor mange humanister, der ansættes i det private. Han skriver, at ”8 ud af 10” ansættes i det offentlige (det rigtige tal er, at ca 40% af vores kandidater går til det private erhvervsliv – og tallet er stigende!).

Lad gå, at det i sig selv er både arrogant og forkert at antage, at der skulle være noget i vejen med at uddanne velkvalificeret arbejdskraft til det offentlige.

Lad gå, at han tydeligvis ikke aner, hvordan arbejdsløshedstallene ser ud, når han tror, at humanisterne udgør et særligt problem. På trods af konstant stigende optag (som vi ikke har bedt om!), er vores arbejdsløshed faldende og har været det længe. Af samme grund er vores beskæftigelsestal ikke bekymrende. DJØF'erne og ingeniørerne har noget nær nøjagtig samme beskæftigelsesmønster, som vi har, og deres arbejdsløshedtal ligger jævnligt højere end vores, men de får aldrig deres ubrugelighed udskreget.

 

Lad gå, at hans billede af, hvordan vi uddanner folk på humaniora, at der er tale om uddannelser, ”hvis indhold er varm luft”, er grotesk sammenlignet med, hvordan vi faktisk uddanner. Føler du dig ikke udfordret? Her: snup lidt tysk grammatik, studer Israel-Palæstinakonflikten eller forsøg at forstå de historisk-politiske forhold i Rusland. Jeg lover dig, at der løber blod ud af ørerne på dig, længe inden du er færdig.

Lad tilmed gå, at der intet forhold er imellem det reelle problem, han påpeger, og den løsning, han foreslår. At mange unge ”ville trives meget bedre i det tekniske gymnasium htx eller på en erhvervsuddannelse” i stedet for på det ”almindelige” gymnasium, står i et non-forhold til, hvor mange humanister der uddannes. De humanistiske fakulteter uddanner maksimalt 5-6% af en ungdomsårgang, og det er meget få af vores studerende, der reelt "hører til" på en håndværksmæsssig uddannelse og derfor burde have valgt anderledes på det gymnasiale niveau. Det store flertal trives, vokser og får job på baggrund af deres uddannelsesvalg. Problemet med manglende søgning til erhvervsuddannelserne må løses for sig ved at give de uddannelser status og gøre dem bedre endnu (jeg tror egentlig, de er ret gode allerede nu).

Alt det må man tilgive et i øvrigt sympatisk og begavet menneske.

Men at han bagtaler Christian Winther!!! Det tilgiver jeg ham f..... ikke.

 

At han af alle forfattere i den danske litteratur skal udhænges for ”selvfedmen i Chr. Winthers elitære kvad” på baggrund af en studentersang, det er altså for dumt. Vi taler om Christian Winther. Indbegrebet af en folkelig digter på sin tid. Det er Winther, hvis debutsamling, Digte (1828) ud over studentersangen også rummer træsnittene, hvis eksplicitte pointe er, at kærlighedsdramaerne, som romantikkens digtere har forskudt til overklassen, lige så vel kan udspille sig blandt landmænd – og håndværkere:

Nei, han (Eros) som vækker stor Allarm

Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen (almindelig) Mondering.
Han rammer hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist
Hvor Skjoldet er en Stjerne; -
Og ligegodt den fulde Barm
Fordulgt i uldne Trøier,
som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketrøier.

Det er ikke realisme i moderne forstand, og slet ikke socialrealisme. men det er minsjæl ikke hovent og elitært taget i sin samtids kontekst. Hvad der foregår uden for de "ophøjede" cirker er brændende, relevant og værd at skrive om.

Dette træk er ikke enkeltstående hos Christian Winther. Det er konstituerende. Winthers persongalleri er et mylder af forskellige mennesker fra forskellige klasser og med forskellige interesser, og han tager sine ”lavere” figurer fuldt så alvorligt som sine ”højere”. Det er i den sammenhæng ikke spor tilfældigt, at det er hans sene hovedværk Hjortens Flugt, som igennem mange år var landets standardkonfirmationsgave. For rigtignok er bogen ikke så opbyggelig, som giverne oftest har troet, men den bevæger sig  rundt i folkelige miljøer, som den behandler med fuld alvor. Også ikke-akademiske læsere har kunnet genkende sig i den og følt sig taget alvorligt.

 

Ja, hvis nu Pedersen bare havde kigget sin studentersang ordentligt efter, så ville han have fundet en strofe, der lyder sådan her:

 

Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,

Roret og Plougen, de staae uforfærdet,

Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;

Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,

Dristig vi Bogen og Pennen vil tage,

Det er de Mærker, vi føre i Skjold.

 

Her er idealet ligeværd mellem stænderne. Sangen hævder, at studenterne er lige så gode som (ikke bedre end!) de andre stænder. Det er kun overraskende, hvis man på forhånd har besluttet, hvad man vil se, og ikke kender Christian Winther. Sangen gælder i øvrigt alle fag. Og i det omfang, den synges, er det ikke kun humanister, som synger den; den bruges som studentersang omfattende alle vores fag - inklusive farmaceuter og dyrlæger.

 

Så hvis nu Jes Stein Pedersen var begyndt med at læse Christian Winthers tekst ordentligt, så ville han have fået et langt bedre udgangspunkt for sin drøftelse.

 

Anerkendelse er ikke et nulsumsspil. Jeg sætter stor pris på de håndværkere, der ordner mit hjem, de bygningsarbejdere, der bygger vores fantastiske nye campus, de rengøringsfolk, som holder det pænt, de pædagoger, som passer mine og andres børn. Og jeg sætter stor pris på alle mulige andre praktikere, som jeg ikke har så meget kontakt med: de socialrådgivere, som får hjulpet mennesker med vanskeligheder ind på arbejdsmarkedet, renovationsarbejdere og flyttefolk, de portører, der fragter folk omkring på hospitalerne, ... de ... de ... you name it. Og jeg er overbevist om, at vi skal have fundet en fornuftig balance, så tekniske skoler og erhvervsskoler kan blive en attraktiv uddannelsesvej for flere.

 

Men skal jeg ligefrem kravle langs panelerne og sige undskyld for, at jeg kan se, at mit fakultet uddanner dygtige kandidater (der får job!) og udfører vigtig forskning (don´t even get me started ...!!!), for at få lov at sætte pris på andre fags indsats? (se fx her vedr. vores ph.d.-er)

 

Det er faktisk lige præcis den gensidige anerkendelse, som må være udgangspunktet, når vi får de såkaldte mønsterbrydere ind på universiteterne. Dem, der ikke kommer fra en akademisk baggrund. Hvis vi fortæller dem, at alt, hvad de kommer fra, er værdiløst, så sætter vi dem i en umulig situation, men det gør vi så heller ikke. Men vi belærer dem altså heller ikke om, hvor ubrugelige de er.

 

Men det er der andre, der gør: Når man taler med dem fortæller de næsten med én mund, at de mange gange i selskaber siddet ved siden af en eller anden galsindet onkel Otto, der i anledning af deres studievalg har følt sig kaldet til at belære dem om deres uddannelses ubrugelighed uden at vide det ringeste om det faktiske studie - eller dets beskæftigelsesprofil. Det gør ikke vores studerende mindre ivrige eller besluttede i deres studievalg, men det gør dem kede af det og sætter skel imellem dem og deres familie og bekendte. Det er skel, der, hvis man ikke håndterer dem fornuftigt, siden kan udvikles til traumer og til hovenhed - på begge sider.

 

Men altså: Hvis nu litteraturredaktøren begynder med faktisk at læse Christian Winther, så kunne det jo være, at vi med udgangspunkt i ligeværdet mellem mennesker i forskellige fag kunne få en diskussion om, hvordan vi får en fornuftig balance i ungdomsuddannelsessystemet.

PUKpoesi

PUK flytter på kostskole
PUK slår sig løs
PUK vover pelsen
PUK på nye eventyr
PUK gi'r sig ikke
PUK kommer til hjælp
PUK i sneen
PUK ta'r chancen
PUK har en nyhed
PUK som filmstjerne
PUK vinder igen
PUK til hest
PUK klarer skærene
PUK får en ny kammerat
PUK har det sjovt
PUK længe leve!
PUK og "Syvstjernen"
PUK til bryllup
PUK og "Høgen"
PUK får en mistanke
PUK og pastoren
PUK ser et spøgelse
PUK på krigsstien
PUK i knibe
PUK bliver bange
PUK på rette spor
PUK i højt humør
PUK på flugt
PUK og det store drama

Oversigten over PUK-bøgerne ligner påfaldende et stykke moderne poesi. Dette være sagt til hæder for såvel PUK-bøger som moderne poesi. Måske blev det moderne poesi ved, at jeg aftrykte det. I givet fald har jeg citeret mig til et lyrisk forfatterskab.

Åndelig madkasse med nok til mange dage

Kristeligt Dagblad, torsdag den 13. marts 2014.


For et år siden kunne man have begyndt en anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Samlede Thomsen med en bemærkning om, at han er den mest berømte digter i Danmark. Det havde ikke været helt forkert, skønt Benny Andersen gjorde ham rangen stridig. Det kan man ikke længere; Danmarks mest berømte digter er, anno domine 2014, Yahya Hassan – og så er den ged i øvrigt barberet.

Hvad Søren Ulrik Thomsen derimod er, er en digter med X-factor. Ikke den jammerlige afglans heraf, som får velkvalificerede kunstneriske håndværkere til at svimle over hæderlige halvamatørers nogenlunde duelige indsatser på en scene, men et egentligt, udefinerbart mere. Noget ingen andre har, og hvis de har det, så har de alligevel noget andet.

Måske er det derfor, Thomsen kan noget, næsten ingen kan: skabe opmærksomhed omkring sig uden synlig anstrengelse. Ja, han kan tilmed få ellers respekterede dagblade til at anmelde sine bøger, selvom de kun rummer tekster, der allerede har været udgivet. Det gjaldt Thomsens første opsamlingsudgave, Skriftlige arbejder (2001), og det gælder nærværende bog, som kun marginalt rummer ny tekst. Hvordan det egentlig foregår, er er gåde.

Det kan man efter behag blive jaloux eller glædes over. Selv glædes jeg, fordi en fyldig og positiv litteraturdækning hjælper alle, der holder af bøger, og fordi de tekster, som herigennem promoveres, er bragende gode.

Hvordan adskiller Samlede Thomsen sig fra Skriftlige arbejder? Det dårlige først: Skriftlige arbejder havde bevaret de enkelte værkers som selvstændige bøger og blot givet dem samme format og samlet dem i en kassette. Det gav en bedre oplevelse af gangen og sammenhængen i forfatterskabet og af den enkelte teksts placering i det. Man gjorde sig altid bevidst, hvilken bog en given tekst stod i, fordi man havde pillet netop denne bog ud af kassetten. De store ”samlede” udgaver er skrumlede, og man kan læse rundt hid og did uden at få en fornemmelse af rammen om og omfanget af det enkelte værk. Oplysningen kan man jo altid få ved at kigge efter. Men fornemmelsen af placering er væk i Samlede Thomsen, som den er det i Samlede Strunge og de andre murstensudgaver. Værst bliver det i nærværende bind, når det sætter de to poetikker, Mit lys brænder (1985) og En dans på gloser (1996), i direkte forlængelse af hinanden og dermed for læseren udjævner den afgrund, der går imellem dem.

Hvad får man til gengæld? Ja, udover en smuk etbindsudgave, hvor bøgerne er samlet, så man kan få lov at bære forfatterskabet rundt i sin skoletaske som en åndelig madkasse, får man især tre ting:

Man får en lavere pris. Ikke uvæsentligt. Skriftlige arbejders fine samling af små bøger koster en andegård (som de siger i Jumbobøgerne). Hvis man med forkærlighed forærer Søren Ulrik Thomsen-bøger til venner og familie, så er den langt lavere pris på denne mere skrabet udstyrede værkudgave en attraktiv mulighed.

Man får også mere tekst. Skriftlige arbejder rummede syv værker, heraf fem digtsamlinger. Samlede Thomsen rummer 10, syv digtsamlinger og tre prosaværker, samt en række andre tekster fra Thomsens hånd: dels hans bidrag til Kritik af den negative opbyggelighed (2005) og hans tekstbidrag til København Con Amore (2006), dels en udvalgt serie af essays. Disse sidste er det en fornøjelse at få med i et samlebind, så man ikke skal hige og søge for at få fingre i dem igen.

Tekstligt får man også noget nyt. Samlede Thomsen ombryder bøgerne, og det betyder først og fremmest, at de langstrakte arabesker fra Det skabtes vaklen (1996) står langt smukkere her end i Skriftlige arbejder, hvor det nedfotograferede format lavede nogle underlige flueben af dem. Derudover er det en særlig glæde at få Det værste og det bedste (2002) i hånden uden Ib Spang Olsens tegninger. Ikke fordi, der var noget i vejen med tegningerne, men fordi det giver en ny læserytme og en ny opfattelse af strømmen fra sekvens til sekvens i digtet, når man får det serveret sådan her.

Og man får essaysne med. Thomsen identificeres oftest som digter og omtaler også gerne sig selv som sådan. Derfor er det fint, at større dele af hans essayistik er blevet samlet, først i Repremiere i mit indre mørke (2009) og nu her, hvor en række spredte essays optages ved bindets afslutning. I normal litteraturformidling sælger man en forfatters lyriske forfatterskab gennem vedkommendes værker inden for andre genrer. Med Thomsen er det anderledes, og man kan håbe, at flere kommer til at kende hans essays, når de køber denne bog for at få adgang til hans digte. Thomsen er nemlig en knivskarp essayist: Huggende, veltalende, næsten fjantet, ude af stand til at gå forbi en anekdote uden at samle den op, ofte personlig grænsende til det private, men med et skarpt blik for det saglige. Nogle af hans essays er skarpt polemiske (og fra tid til anden overskærpede), andre er mere stilfærdigt reflekterende. Læseværdige er de altid.

I forhold til det kirkelige landskab er Samlede Thomsen den stensikre indgang til forfatterskabet; det er den bog, som opsamler flest af Thomsens essays om kirke og tro. Disse essays fortolker troen og kirken ud fra en dæmpet, men insisterende kristen overbevisning. De er blottet for fromladen palaver, lige så flabede som resten af Thomsens essays (heldigvis!) og en fornøjelse både for den kirkevante og for den generelt teologisk interesserede læser.

Jeg er uenig med Thomsen om meget i det kirkeligt-teologisk felt, men jeg har svært ved at komme på en moderne forfatter, hvis overvejelser om kirke, tro og eksistens jeg hellere læser.

Samlede Thomsen er ikke en videnskabelig udgave af Thomsens Samlede Værker, for forfatterskabet er ikke afsluttet, og behandlingen af teksterne er ikke videnskabeligt-filologisk korrekt. De mange noter er forfatterens egne bidrag til forfatterskabet, ikke en forskers bidrag til dets oplysning. Men det er en læsebog, så man kan stikke forfatterskabet om ikke i lommen så dog i tasken. Mennesket lever ikke af brød alene, og her er en åndelig madkasse med nok til mange dage.

Det er altid nemt for anmelderen at kritisere

Vil man gerne have demonstreret, hvor vanskeligt det kan være at skaffe sig en god anmeldelse, og hvor ubegribelig let, det er at kritisere, så udgør to anmeldelser i anden halvdel af 2012 her i Kristeligt Dagblad tilsammen et smukt eksempel. Tilmed to stærkt rosende eksemplarer af genren.

                      Den første anmeldelse er min egen af Ulrik Langens storartede Det sorteste hjerte. Jeg roser bogen, men har dog også et par syrlige bemærkninger. Den ene går på Ulrik Langens citeringspraksis: ”Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis.” Ulrik Langen har moderniseret sine 1700-talscitater, og det synes den skrappe anmelder, at han skulle have ladet være med.

                      Den anden anmeldelse er Kristian Østergaards af Anders Holms tilsvarende storartede Grundtvig. Introduktion og tekster. Den er også fuld af ros, men der er dog en syrlig bemærkning om Holms citeringspraksis: ”forfatteren eller forlaget [burde] dog have bragt teksterne på nudansk. ”Siig mig, Blomst! Hvad vilst du her!” hedder i salmebogen ”Påskeblomst! Hvad vil du her?”, og hvorfor ikke bruge denne enklere version, når bogen nu er tiltænkt undervisningssammenhænge?”

                      Langen gengiver citater på nudansk, og for det kritiseres han, Holm gengiver citaterne i original, og for det kritiseres han så også. Skulle nogen så få den brillante idé at gengive citaterne både i originalform og på nudansk, ville Østergaard, jeg selv og nogle andre sikkert stå klar som små hunde med syrlige bemærkninger om den omstændelige og tungbenede citeringspraksis.

                      Damned if you do, damned if you don´t. Og damned en gang mere, hvis du prøver både at gøre det og ikke gøre det. Forklaringen er selvfølgelig den enkle, at der er en himmelvid forskel på at skulle frembringe noget selv og så at kritisere det frembragte. Det er derfor, det tager måneder og år at skrive en bog og nogle få dage at producere anmeldelsen af samme.

                      For faktisk at frembringe noget, er man nødt til at vælge noget andet fra, som man jo altså så ikke frembringer. Det efterlader enhver bog som en manifestation af nogle få promille af alt det, man kunne gøre med bøger. Og tager man udgangspunkt i alt det udeladte og ugjorte kræver det som oftest ikke mere end lidt fingerfærdighed at reducere andres bøger til halvanden meter højt byggesjusk.

                      Hvorved vi anmeldere selvsagt ikke demonstrerer så forfærdelig meget andet, end hvor meget lettere det er at kritisere end at frembringe. Eller som en god kollega fortsatte efter at have fremsat en kritisk bemærkning i en anmeldelse: ”Men det er jo let at fyre den slags kritik af.”

                      Den replik fik mindst en af bogens forfattere til at elske ham. Og det véd jeg, for det var mig, som var den forfatter.

 

 

 Først trykt i Kristeligt Dagblad den 3. januar 2013. Min anmeldelse af Ulrik Langens bog kan ses her.

Klassiker under jorden

Ludvig Holberg: Niels Klims underjordiske rejse. Oversat af Peter Zeeberg. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 451 sider. 249,95 kr.

 

Der er ikke mange danske romaner fra syttenhundredetallet, som har overlevet til i dag. Og den mest berømte af dem er ikke på dansk. Holbergs Niels Klims underjordiske rejse udkom første gang på latin i 1741 (dengang hed den så Nicolai Klimii Iter subterraneum), og først længe efter, i 1789, kom den første oversættelse – lavet af ingen ringere end Jens Baggesen. Værket vandt en ret betydelig international berømmelse, og vi kan stadig se tegn på, at det er kendt i Europa i midten af 1800-tallet. Holberg var Nordens Molière, og skønt det jo ikke er så fint som at være Frankrigs, er det dog stadig ikke så lidt.
                      Romanen er fortalt af Niels Klim selv og beretter om hans oplevelser i en underjordisk verden. Efter at være styrtet igennem et hul i et bjerg i nærheden af Bergen, opdager han, at jordens indre rummer en hel verden. I dens centrum er lille planet, hvis vigtigste folk er en race af intelligente træer, der minder mere om sindige oplysningsfolk end om Tolkien-enter. På den underjordiske verdens firmament findes en række andre, mindre civiliserede folkeslag.
                      Klim lander først i træernes samfund. Potu, som landet hedder (læs ordet baglæns og tilføj et ”i”), er konservativt, fornuftsstyret og tolerant. Religionsformen er rummelig, og statsformen strengt monarkisk, kønsmæssigt ligestillet og meritokratisk: Man får embede efter evner, ikke efter køn eller slægt – altså bortset fra monarken. Dog er der dødstrusler for  projektmagere. Holbergs inkarnerede had til disse geskæftige personer fornægter sig ikke: Hvis man foreslår en ny lov, skal man være sikker nok på dens gavnlige virkning til at lægge hovedet i løkken: Thi man bliver hængt, hvis forslaget ikke bliver vedtaget.
                      Klim selv får ikke noget værdigt embede – han vurderes til sin egen forargelse som for dum og for forhastet. Og for at stige op i det potuanske samfund forfatter han et forslag om, at kvinderne skal fratages retten til offentlige embeder. Det afvises naturligvis, men Klims uhyre dumhed regnes ham til gode, og han straffes kun med forvisning til firmamentet. Her opsvinger han sig ved hjælp af europæisk krigsteknologi, rytteri og skydevåben, til kejser, men viser sig selvfølgelig uduelig til posten. Han udvikler sig til tyran og fordrives ved et oprør, hvorefter han igen falder igennem jorden, denne gang den modsatte vej. Tilbage i Bergen får han et ydmygt embede som klokker og lever i stilhed til sine dages ende – uden egentlig at have lært noget videre af sine oplevelser.
                      Undervejs sender bogen Niels Klim ud på rejse såvel på potuanernes planet som på firmamentet, og det giver – i traditionen fra Gullivers rejse – Holberg lejlighed til at fremstille en række nationer med lattervækkende træk, der kan bruges til at udfolde en satirisk kritik af forskellige træk i hans samtids kultur- og samfundsliv.
                      Niels Klim selv er ikke en sammenhængende figur i moderne forstand. Overordnet set er han en klassisk holbergsk nar, der ikke lærer noget af de mangfoldige lejligheder, han har til at forbedre sig, og udvikler sig til undertrykker snarere end til vismand af sit møde med de fremmede kulturer. Men Holberg er for meget af en oplysningsmand til at kunne klare sig uden at have adgang til at give sin mening klart til kende, så Klim kommer igen og igen til at optræde ikke som nar, men som fornuftens stemme, der med rette både dadler og roser de hhv dårlige og gode ting, han møder i underverdenen.
                      I dag har Niels Klim underjordiske rejse genvundet en del af sin internationale berømmelse, men på en skæv måde, som jeg tror, ville have passet Holberg selv godt: Bogen er blevet kendt som en art tidlig Science Fiction, skønt det er svært at finde en genremærkat, der passer bare nogenlunde (internationalt bruges nogle gange ”speculative fiction” som betegnelse, og det er måske mere præcist). Men den er formentlig det første eksempel, vi har på en roman, der arbejder ud fra teorien om, at jorden er hul og rummer en hel verden på sin inderside. Det skulle sidenhen blive et tema, der blev taget op igen og igen af andre spekulativt orienterede forfattere – med eller uden kendskab til Holbergs fremstilling.

Man kan altid genkende en klassiker på, at det er pinligt at indrømme, at man ikke bryder sig meget om den. Det er lidt som at se ned på folk nedefra: Det er sådan en vanskelig øvelse, og man kommer let til selv at tage sig klejn ud i processen. Sådan har jeg det med Niels Klims underjordiske rejse. Jeg kvier mig ved at afsløre det, men selv gengivet i Peter Zeebergs letfremskridende prosa falder bogen mig svær at komme igennem. Dens moraler er mig rigeligt tungbenede, og dens fantasier lidt trætte. Holbergs støtte til kvinderettigheder fx er rigtignok imponerende, historisk betragtet, men meget sprængfarlige er de jo ikke i dag. Hans forestillinger om en anden verden er måske for bundne til deres tid og kan virke lidt blege sammenlignet med de imposante verdensbyggerier i nutidens spekulative fiktion. Men sandsynligvis siger disse gnavne bemærkninger mere om anmelderen end om Holberg.

                      Uanset nærværende anmelders forbehold skal oversættelsen virkelig have ros. Oversætteren, Peter Zeeberg, har tidligere bl.a. lavet en strålende oversættelse af Saxos Danmarkshistorie: den første egentligt læselige oversættelse siden Grundtvigs fordanskning. Oversættelsen her er ikke et retorisk pragtstykke som Saxooversættelsen, men det skyldes nok mere Holberg end hans oversætter. Der er formentlig færre sproglige raffinementer at fange og formidle i originalen, end der var hos Saxo. I Zeebergs pen glider historien let fremad, og man kan få det indtryk, som gode oversættelser gerne giver, at sådan her ville Holberg nok have skrevet det, hvis han havde levet i dag og valgt at skrive sin bog på dansk. Det er jo svært at klage over.


Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. december 2012.

Kirken og medierne i dag

Der findes tilsyneladende journalistiske ”fakta”, som er uafhængige af kendsgerninger.

                      Uanset hvor mange mennesker, der kommer i kirke søndag efter søndag og i ugedagene med, er kirkerne altid tomme. At man i virkelighedens verden skal vide nøjagtig, hvor man skal gå hen (og helst befinde sig på Lolland-Falster), hvis man gerne vil opleve en øde kirke, har ingen indflydelse på dette. Kirker er og forbliver tomme – når medierne taler om dem.
                      Og var det så bare blevet ved det. Præster er per definition modstandere af Darwins udviklingslære, de er seksualforskrækkede og modstandere af homoseksuelle vielser, og kirken er notorisk i tilbagegang, så lukningen af et relativt lille antal kirker i København aldrig bliver sat i perspektiv af den voldsomme stigning af antallet af kirker i Danmark igennem hele det 20. århundrede. Det er den samme historie, der fortælles hver gang: Kirken er en forstenet og forskrækket institution på vej ned.
.                     Kirken er ikke ene om at have denne type problem. Som underviser på et humanistisk fakultet, erfarer jeg det hele tiden: Uanset hvor mange humanistiske kandidater, der kommer i arbejde, og uanset hvor lav arbejdsløshedsprocenten reelt er, fremstilles humanistiske studier altid som brødløse. Det har de været, mindst siden jeg selv begyndte at studere for over 20 år siden. Det journalistiske ”fakta” forbliver uanfægtet af, at hvis humanister skulle have været uden evne til at få job på deres uddannelse, skulle ikke bare alle Nettoer, men samtlige danske supermarkedskæder og motorvejscafeer være bemandet fuldt op med vores kandidater.
                      Det er dog en ringe trøst: Et problem bliver jo ikke mindre generende af, at andre også har det.

Men når kirken er bedre end sit rygte, hvordan opstår rygtet så? Der findes flere forklaringer på miseren, men lad mig fokusere på et bestemt punkt, som i hvert fald har betydning: pressens håndtering af kirkestoffet, og kirkefolkets (manglende) håndtering af pressen.

                      Journalister er under et konstant pres for at levere nye historier, og derfor er de tilbøjelige til at være papegøjer for sig selv og for hinanden. At grave sig frem til en ny vinkel på sin historie er for arbejdskrævende, når deadline er klokken 15 i dag – og igen i morgen. Når en vinkel derfor én gang er lagt fast, er det uhyre svært for kilderne og for dem, historien handler om, at få den ændret igen. Det gælder for den enkelte historie, og det gælder for langvarige vinklinger af stoffet, hvor det igen og igen er den samme historie, der fortælles, blot med en let forskydning i, hvilket stof der bruges til at fortælle den.

Vi bør  ikke stille os tilfredse med denne karikatur af vores tro og vores kirke, og vi bør gøre noget ved det, for tingenes miserable tilstand skader alle uanset kirkelig overbevisning og besværliggør evangeliets udbredelse.

                      Vi har selv et stort ansvar for miseren, for problemet forstærkes af, at mange kirkefolk enten er helt uforberedte på, hvad det vil sige at få et budskab igennem i medierne, eller føler, at den type diskussion er nedværdigende og banaliserende, og derfor undviger den. Men man behøver ikke nødvendigvis poppede logoer og dyre kommunikationsstrategier for at spille en positiv rolle – ofte er den slags bare i vejen. Men man behøver en vis beslutsomhed og en vis evne til at orientere sig i, hvordan man bedst kommunikerer med medier. Tre simple råd: 1) Man skal Elske og Ære sine lokalmedier. De kender området, kender de relevante kirker som andet end et begreb og holder af det stof, man kommer med. Chancen for at få en rimelig dækning stiger stejlt, når det er lokale medier, man kommunikerer med. 2) KISS (Keep It Simple Sister). Medier lever af hurtige, klare historier; hvis man forsøger at give dem en for kompliceret historie, vil de selv skære den til. Det er bedre, at man selv fører kniven på forhånd. Ser det forsimplet ud? Trøst dig: Det er givetvis en rigtigere forsimpling end den, de selv ville have lavet. 3) Reager hver gang. Man kan føle sig fjollet ved at gentage sig selv, men da forvåsede fortolkninger bliver ved med at dukke op, må svarene også være der hver gang. Fortæl historierne om de fyldte kirke, om det flertal af kirkegængere og præster, der glæder sig over menneskelig mangfoldighed og om alle de mennesker, der har brug for og glæde af kirken.
                      Men vigtigst af alt: Kom ind i kampen. Man kan godt være for fin til at håndtere pressen, men så har man også selv bestilt musikken, når journalister konsekvent vinkler deres historier til skade for en.

Først trykt i Ribe domkirkes kirkeblad september-november 2012.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Om vielser af homoseksuelle og udmeldelser af folkekirken

I anledning af, at Per Stig Møller har lagt skylden for en stribe udmeldelser af folkekirken på folketingets tilladelse til, at kirken viede homoseksuelle, følgende:

Hvis noget har fået folk til at melde sig ud af kirken i forbindelse med homovielserne, så er det det indtryk, det lykkedes for et højtråbende mindretal på den kirkelige højrefløj at skabe, af, at kirkens flertal var modstandere af homovielser. Det var smældrende forkert, men larmen fra Per Stig Møllers ligesindede samt pressedækningens sædvanligt fordomsfulde vinkling af kirkestoffet gjorde, at der skulle rigtig meget til, før nogen opdagede, at kirkefolket om noget var mere positive over for homoseksuelle vielser end flertallet i befolkningen.

Helt banalt: Folk melder sig ud, fordi de tror, kirken er imod homovielser, ikke omvendt. Spøjst nok på trods af, at det kirkelige flertal er tydeligt for vielserne. Det er banalt nok – hvad Møllers egen replik tydeligt demonstrerer – lovgiverne, der har været fodslæbende, ikke kirken: Vielsesritualet var klar, så snart loven blev vedtaget. Og et halvt vielsesritual, som det Møller foreslår, er jo bare at cementere adskillelsen og helt ubrugeligt for kirken såvel som for de homoseksuelle.

Det gælder her som i andre kirkelige spørgsmål: Den kirkelige højrefløj kan sagtens bruge tid på at råbe og larme om kirkesplittelse, men melder de sig ud, bliver de bare en perifer lille gruppe religiøse fanatikere, der ikke taler på vegne af nogen. Uden folkekirken har de ikke en platform. Så de larmer, men de bliver.

Ph.d.-skolelederfornøjelser

Visse glæder får man kun som ph.d.-skoleleder.

Jeg er netop blevet ringet op af en stærkt engageret vejleder, fordi et foreslået bedømmelsesudvalg til en ph.d.-afhandling var blevet afvist af ph.d.-skolens administration. Vi trak lidt frem og tilbage og kunne ikke rigtig blive enige. Til sidst bad jeg om at få at vide, hvor den ph.d.-studerende egentlig studerede henne. Det viste sig at være på et dansk hospital. Jeg foreslog den engagerede vejleder, at det måske var en god idé at tage kontakt til ph.d.-skolen på SUND, hvor den ph.d.-studerende formentlig var indskrevet, idet jeg mente, at det nok lå uden for mine beføjelser at godkende eller afvise sundhedsfaglige bedømmelsesudvalg. Det var vi til gengæld helt enige om var en rigtig god idé, og vi skiltes i god fordragelighed.

Aukens lov

Den, der mener, at alle andre er idioter, straffes med livsvarig omgang med idioter.

Anmelder afslører: ”Jeg har læst bogen!"

Zenia Larsen (m.fl.): Rokokoposten. De første 280 år., 400 sider. 199 kr. Forlaget Rosinante & Co.

 

”Fake News” hedder genren. Det er en form for fiktiv journalistik, hvis nyhedshistorier ikke har fundet sted, men heller ikke er løgn, fordi det er meningen, at modtageren skal genkende, at historien er opfundet: fiktion.

                      Men en særlig form for fiktion. For det skal også være nyheder. Så Fake News skal følge, hvad der bevæger sig i det politiske, kulturelle og – især – journalistiske landskab, der omgiver dem, og opfinde historier om samme landskab. Derfor bliver Fake News til satirer over begivenheder og synspunkter i samfundet og parodier på udtryksformer i journalistikken.

                      Internationalt er det mest berømte Fake News-medie overhovedet Jon Stewarts The Daily Show, som kun delvis overholder genrens koder, men til gengæld har vundet enorm popularitet og en forbløffende indflydelse. Mindre udbredt, men stadig betydningsfuld og mere genreren er The Onion, der på nettet dækker nyhedslandskabet med studieindslag, politiske og sociale kommentarer og tekstjounalistiske historier. Præcis som andre store netaviser – blot mere gakket.

                      Så langt er Fake News ikke kommet i Danmark. Men vi har Rokokoposten, der på få år har udviklet sig til at blive en reel, omend fjollet, faktor i det danske medielandskab. Avisen har kun  én historie ud om dagen, men den daglige historie er til gengæld præcist skåret. Det er sjældent rigtig ondt, men til gengæld ofte morsomt. Jeg tror, jeg har læst hver eneste historie de sidste halvandet år.

                      Rokokoposten, der prætenderer at være udgivet første gang i 1732, fejrer nu sin ”280”-årsfødselsdag ved at udgive en bog med 200 historier fra avisens bagkatalog. Dertil er føjet et forord, hvori avisens forhistorie og historie fortælles fra den første forfader, ”Proto-indoeuropæisk Immigranttidende” frem til Rokokoposten selv og videre igennem de 280 år, hvor avisen hævdes at have eksisteret. Det er ægte vås og meget morsomt.

                      Man møder en stor idérigdom i Rokokopostens spalter. Højdepunkter er fx historien om, hvordan en byfest endte i blodigt kaos, fordi Hjemmeværnet ikke var der til at holde orden, eller den skandaløse afsløring af, at visse chefer fortsat diskriminerer og giver højere løn og bedre stillinger til ansatte, der har kvalifikationer.

                      Politisk slår Rokokoposten både til højre og til venstre – gerne ved at forlænge synspunkter ad absurdum. Således får Liberal Alliance under udfoldelse af betydelig frihedspatos lov at kræve frit valg mellem højre- og venstrekørsel i trafikken, mens SF får lov at foreslå forbud imod farlig kemi – i narkotika.

                      Når Rokokopostens fire skribenter er bedst, er de fremragende. I Kristeligt Dagblads sammenhæng har vi lov at notere os, at de rammer nogle af deres toppunkter i kristendomsstoffet. Da Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden døde, blev han nærmest genstand for en helgenkåring i pressen. Rokokoposten tog konsekvensen og lod ham posthumt overtage Sankt Peders ansvar for himmerigets eksterne kommunikation. Også den frustration, mange kender vedrørende den kollektive trafik, fik kristelig tydning, da Rokokoposten lod Job bryde sammen på Nørreport station. Hans lidelser i  trafiksystemet var mere uforståelige, end hvad Gud havde udsat ham for: ”skinnernes veje er uransagelige”. Jeg ved oftest ikke, om det er religionskritik eller teologi, Rokokoposten  præsterer, men jeg vil gerne have mere.

                      Rokokopostens tekstformat holder vel ikke til det stive bind og de mange sider i denne bog, og læser man længere stræk, som det er anmelderens lod, bliver skriveformen lidt monoton. Så det kan diskuteres, om bogen som bog betragtet er vellykket. Døgnets flabetheder gør sig bedst netop i døgnet. Allerede på et par års afstand kan morsomhederne tage sig bedagede ud – lidt som gamle revynumre. Så man skal nok huske kun at tage bogen frem i ny og næ og kun at læse et par sider af gangen.

                      Men så kan man til gengæld også være heldig at ramme samlivsartiklen ”Mand får ret i noget”, der beskriver, hvordan det efter 34 års ægteskab skete, at skovarbejder Keld Olsen fik ret i en diskussion med sin kone, og stadig et døgn efter er ”tydeligt mærket” af begivenheden, men ikke vil gøre noget ved sagen, ”da han ikke forventer, at forteelsen gentager sig”. Og så er hele dagen reddet. Lige som den ofte bliver det, når man om morgenen kan klikke ind på Rokokopostens hjemmeside og få døgnets nye Fake News historie, hvor den hører hjemme: i døgnet.

 

Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. november 2012.

Da Svend fik en ny søn

Forleden faldt ovenstående lille udklip, jeg for længst havde glemt, ud af en af mine bøger. Det er fra – af alle tryksager i verden – Se og hør. Datoen er den 16.-22. juni 2005 (eller det er i hvert fald, hvad jeg har skrevet på det dengang), altså kort efter mit disputatsforsvar. Billedet forestiller min tante Anne og min onkel Svend i festskrud, og teksten lyder:

Svend Aukens søn, Sune, har netop skrevet doktordisputats om Grundtvig, og Auken senior skulle til bryllup i den pompøse, 49 meter høje kirke opkaldt efter salmedigteren. –Ja, der er meget Grundtvig i mit liv for øjeblikket smilede Auken, som havde kæresten Anne Wivel med til bryllup.

 

Så i dette ene, korte øjeblik var det altså mig, der fik lov at kaste glans over den berømte onkel og ikke (helt) omvendt. Jeg blev tilmed udnævnt til at være hans søn. Nu havde Svend storartede sønner i forvejen, så jeg tror ikke, der var noget forsøg på at erobre mig involveret.

 

Til gengæld er jeg ret sikker på, at han, som blandt sine mange storartede egenskaber ikke havde den at være specielt god til at holde masken, netop i denne sammenhæng havde en lille ræv bag øret. Jeg gætter på, at jeg blev hans ”søn”. ved at sladderbladsjournalisten, hvis stand Svend ikke havde den helt store respekt for, fik spurgt til hans søn, doktoranden, og Svend så bare lod ham forblive i vildfarelsen og svarede let undvigende, så misforståelsen kunne slippe ind i bladet. I hvert fald blev jeg pludselig en fader rigere – også selvom jeg sådan set var forskriftsmæssigt forsynet på det punkt.

 

Jeg har dog ikke efterfølgende mærket noget til den derved vundne berømmelse, og Se og hør kommer stadig ikke, hvis jeg drager til bryllup. Men jeg fik dog fornøjelsen ved at se det gamle udklip kigge frem igen og minde mig om flere forskellige ting.