Paul Walkers transfiguration

Et af de mest fascinerende træk ved den menneskelige kommunikation er alt det, vi kan fortælle hinanden uden at sige det. Det er også et af de værste problemer, man har, når man underviser eller forsker inden for de æstetiske fag: Hvordan viser og begrunder man det, man mener at kunne opfatte hinsides  enhver tvivl, når det ikke er ekspliciteret i de værker, man arbejder med.

Denne type problemer gennemarbejder man selvsagt i store, lærde værker. Store dele af fx Genettes transtekstualitetsteori retter sig imod den viden, som muliggør og nødvendiggør, at man skal læse litteratur ikke bare som et tekstinternt fænomen, men som litteratur af anden grad, hvor forståelsen af hypotekster, arketekster, paratekster og andet godt oplyser og kontekstualiserer teksten selv. 

Men det skal også kommunikeres i undervisningen til studerende. Her er en - hjemmelavet - scene,  jeg dels genfortæller, dels opfører for mine egne studerende, når jeg skal forklare problemstillingen:

Vi befinder os i en amerikansk krigsfilm om anden verdenskrig. En gruppe soldater er kommet under beskydning fra en maskingeværrede. De ligger trykket bag en lav mur, og situationen er desperat. Da samler sergeant major Paul Walker gruppens sprængstof på sig, trækker splitten, kaster sig over den lave mur og løber frem imod maskingeværreden. Kuglerne flyver ham om ørerne. En kugle strejfer ham i siden, han løber videre. Kugler rammer hans hænder og fødder. Han fortsætter. Med sine sidste kræfter kaster han sprængstoffet ind i maskingeværreden, og mens den eksploderer, falder han selv bagover på ryggen, hans arme falder ud til siden i et kors, og hans venstre knæ kommer til at ligge hen over det højre. Hans hoved falder og lander i en tornebusk.

(Her falder læreren - fortsat talede - for effektens skyld selv om på gulvet og lander i den beskrevne positur)

Hans kammerater løber frem imod ham, frelste. De når frem til ham. Han kigger på dem med døende blik, siger "det er fuldbragt" - og dør.

På dette punkt spørger læreren så sine elever, hvem det er, Paul Walker, forvandles - transfigureres - til i processen. Selv meget tunge elever identificerer ham selvfølgelig umiddelbart som Jesus.

Det interessante er, at skønt alle kan se det, er det ikke på noget tidspunkt blevet sagt, at Paul Walker er en Jesusfigur. Og hvis man forestiller sig en kultur, der havde tabt alle andre referencer til Jesus end netop denne film, ville det være uigenkendeligt, at der finder en sådan transfiguration sted. Det står ikke på linjerne, men det står heller ikke mellem dem. Derimod forudsættes det, at den, der ser filmen, af sig selv vil kunne forbinde - ja, næsten ikke vil være i stand til at undgå at forbinde - Walker og Jesus. Det bliver ikke sagt, men kommunikationen fungerer ubesværet.

Af en fantasiløs konformists bekendelser

Anekdoten er nogle år gammel. Her i dramatisk præsens for at forhøje aktualitet og spænding.


Jeg er på vej over for at undervise i litteraturanalyse. På vejen fra kantinen på Københavns Universitet Amager til de pavilloner, hvor jeg underviser, har nogen hængt en række sedler op. Her gentages - med næsten afgrundsdyb indsigt - budskabet "Analyse er den fantasiløses måde at forstå kunst".

Jeg står som lammet.
Min verden styrter sammen.
Afsløret er tomheden i al min stræben!
Hvad nu?

Jeg reviderer straks mit kunstsyn, mit livssyn og min mission i tilværelsen. Mine arme studerende. Det skal de da ikke udsættes for. Tænk sig: uddannet til fantasiløshed. Jeg gribes af Pink Floyd-dybsindighed: Min undervisning er just another brick in the wall. Noget må gøres. Nu!

Så jeg går med faste skridt tværs over KUA-campus. Med resolut mine skrider jeg ind i undervisningslokalet, citerer plakaterne med min nyvundne visdom og iværksætter straks min fremtidige og mere og fantasifulde tilgang, idet jeg udbyder: "Lad os sætte os med digtet på gulvet, dyppe vore tæer i honning og popkorn, og når en af jer med ét føler en farve, så syng den!"
.....
Dyb tavshed.
.....
Tilsyneladende er mine studerende stadig lige så fantasiløse, som jeg selv var lige før. Den akademiske verdens svøbe har for længst pisket deres selvstændighed ud af dem. Min nyvundne indsigt siver sørgeligt fra mig og tager min kampberedte indstilling med sig.
Jeg gennemfører min undervisning som normalt.
På vej tilbage passerer jeg sedlerne igen. Et eller andet andet fantasiløst gemyt har på en af dem lavet påtegningen "påstande er den uintelligentes måde at argumentere". Det bæst!

Jeg forbliver konform og gentager aldrig eksperimentet. Atter er fantasien sørgeligt blevet undertrykt i det danske uddannelsessystem.

Fuld mand afbryder helt normalt rollespil

Jeg har i en tidligere blogpost skrevet et par bemærkninger om normaliseringen af rollespillet. Til bekræftelse af påstanden kan Folketidende på Lolland-Falster berette følgende:

Flere patruljevogne og en ambulance blev kort før klokken 21 i aftes kaldt til Kvicklys parkeringsplads i Højbrogade, da en forbipasserende mand havde set flere unge være i slagsmål.

Det viste sig dog blot at være en gruppe unge, som var i gang med et rollespil, men en forbipasserende mand misforstod situationen og forsøgte derfor at stoppe slagsmålet. Det lykkedes dog ikke, for uheldigvis faldt manden, der ifølge politiet ikke var helt ædru, under forsøget og slog hovedet.

Han skulle dog ikke være kommet noget alvorligt til, og efter få minutters arbejde, kunne politi- og redningsfolk køre videre og de unge kunne fortsætte deres rollespil. (se historien her)

Det mest bemærkelsesværdige i historien forbliver usynligt i selve teksten. Eller rettere: Teksten er selv det exceptionelle. Mange nyhedshistorier er baseret på  en forestilling om mødet mellem en normalitet og noget afvigende. Derfor bliver det af historisk og sociologisk interesse, hvad der står på "det normales" plads, og hvad der betragtes som afvigende. En lokalavis for nogle og tyve år siden kunne have gjort en historie ud af, at nogle sindsforvirrede ungersvende (og muligvis en enkelt ungmø) løb rundt på Kvicklys parkeringsplads og slog hinanden i hovedet med gummisværd. De ville da indtage "det unormales" plads i historien.

I historien her er rollerne imidlertid byttet om. Alle véd, hvordan en gruppe liverollespillere ser ud, så derfor er dét ikke en historie. Måske mødes de der tilmed en gang om måneden, og der kan sagtens hænge en annonce for dem inde i Kvickly. Ingen vil blive overraskede, hvis et forældrepar kommer gående ad Højbrogade med deres lille goblin, som "går til rollespil" og skal ned til parkeringspladsen bag Kvickly. Derimod er det grinagtigt, at en fuld mand bryder ind og prøver at standse slaget - tilmed henter politiet. "Det unormale" er altså, hvis man ikke kan genkende, at kampen er leg og helt normal. Så er man "fiktionsblind" på samme måde som folk, der sender penge til nødstedte heltinder i sæbeoperaer.

Sandelig sandelig siger jeg jer: Dette avisudklip var vi mange, der godt kunne have brugt i senfirserne, når vi skulle forklare, at vi ikke var hverken satanister eller på vej mod sindssyge.

Grundtvig vs. Kierkegaard i Rungsted Sognehus

Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30

Sarah Auken
Sognepræst i Kokkedal Kirke og tidligere scholarstipendiat omhandlende Kierkegaards retorik og
Sune Auken
Dr. phil. og lektor på Københavns Universitet. Hans forskningsområder er bla. Grundtvig, nordisk litteratur og genre.


Da Kierkegaard blev født, var Grundtvig omkring tredive, og da Kierkegaard døde, havde Grundtvig stadig næsten tyve år tilbage at leve i. Siden da har vi danskere hele tiden skulle vælge imellem dem. De var kun sjældent sammen og betragtede hinanden med dyb skepsis.
Deres temperamenter var vidt forskellige og deres penne løb i hver sin retning. De var heller ikke alt for gode til at tale pænt om hinanden. Men det skal være løgn, skal det. Snakke sammen, det skal de. Så nu spærrer vi dem endelig inde med hinanden på nogle få kvadratmeter. Det går helt sikkert ikke stille af.

Tilmelding vil hjælpe arrangøren
Rungsted Kirke Kirkekontoret,
telefon 45867879,
rungsted.sogn@km.dk


Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30

Alt er forandret, alt er det samme

Nu vil drengene "gå til rollespil" sammen med venner og bekendte. Tænk, så omskiftelig verden er. Da jeg var barn, var rollespil betragtet som en slag satanisme, og folk så på en, som var man i store problemer. Ikke engang min status som præstesøn hjalp helt. Nu er det good, clean entertainment - og sundt tilmed. Bring the wife and family - bring the whole kids ... som min gamle ven Merlin Mann vist engang bemærkede: "It´s hip to be sær!".

Heldigvis lader de ægte typer sig stadig genkende på lange læderjakker, sært trimmede skæg og fedtet hår. Ellers stod verden da heller ikke mere. Det var ellers lige før, jeg kom i tvivl forleden i metroen. Jeg sad og læste, da to ægte rollespilstyper entrede og slog sig ned, ivrigt snakkende, men jeg blev lettere forbløffet, da det pludselig væltede ud af deres uskyldigt udseende munde med buzzwords fra en helt anden verden: "Businessplanlægning", "virksomhedsstrategi", "forrretningsmodel", "handelspartnere" osv ... Jeg troede, at der var sket en mindre revolution på CBS, og at den lange frakke var Det Nye Sort blandt forretningsfolk. Dvs indtil en af dem om en rivaliserende "enterprise" sagde: "Men deres forretningsmodel er ikke god nok, og uanset hvor heldige de er med den, får de aldrig råd til at hyre en High Wizard" ... og - KLIK: Verden var tilbage i sin gamle gænge.

Tilsyneladende har businesskommunikationen bredt sig helt ind i rollespilsverdenen, men den er uovervindelig i sin grundstruktur: Ivrige ungersvende med fedtet hår energisk og engageret optaget af at diskutere på måder, som andre ikke fatter en klap af - lige så søde og nørdede og lige så kedelige for alle andre som altid. Muren er faldet, og tårnene styrtede, siden jeg begyndte at spille for snart en menneskealder siden. Og ungersvendene i toget var ikke engang født endnu. Men skønt alt er forandret: Rollespillere er og forbliver sig selv.  Man blir såmænd helt taknemmelig.

Grundtvigs Værker

Den 1. februar dukkede et nyt website op: http://www.grundtvigsvaerker.dk/. Formålet med det er at danne ramme om en tekstkritisk udgave af – ja, netop – Grundtvigs værker. Det var en ret sparsom mængde tekst, der blev lagt på nettet i første omgang, så i skrivende stund er Arkiv for Dansk Litteraturs Grundtvigsamling stadig et væsentligere arbejdsredskab, men det skal nok ændre sig. Medmindre et eller andet dramatisk sker, kommer tekstmængden til at vokse støt herfra.

Og i modsætning til ADL, er der her tale om nye tekstudgaver, ikke om elektroniske optryk af eksisterende tekster, så der bidrages med nyt materiale – det er ikke blot eksisterende tekster, som gøres elektronisk tilgængelige og - i et vist omfang – søgbare. Som enhver Grundtvigkender ved, er søgbarhed i forfatterskabet et af de øverste punkter på ønskelisten. Er man ikke overmenneskeligt klæbehjernet eller svineheldig, står man med ekspertmulen hængende, når man udsættes for forespørglser af typen, ”Hvor er det nu Grundtvig siger det der med, at man er Herrens medarbejder? Det er vist noget med at han rimer det på "spejder"?" … Og sådanne forespørgsler hører til blandt de lettere. … Oh, salige søgbarhed ….

Min Internet Explorer er ikke blevet helt gode venner med sitet. Der går i skrivende stund et bredt grønt banner hen over midten af brugergrænsefladen, men Google Chrome taler fint med det, og min sjæl lovsynger udgiverteamet.

Det er allerede en mindre revolution i mit begrænsede verdensbillede, at der nu er kommet en ny udgave af Grundtvigs ”Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode” - et topmøde i den danske romantik, der ikke har været tilgængeligt på andet end specialbiblioteker, siden det udkom i 1807. Og jeg har lavet min første rent forskningsfaglige søgning i teksterne og fået i hvert fald en enkelt lille oplysning ud, som jeg kan gå videre med i en fagartikel, jeg er ved at skrive.

Grundtvigs Værker
Man kan i en nys udkommet og meget lærd monografi med den for lægmand intimiderende titel Editionsfilologi læse, at en udgave af en forfatters ”skrifter” vil omfatte alt, hvad vedkommende skrev, enten dette blev trykt eller ikke, mens en udgave af forfatterens ”værker” omfatter de arbejder, forfatteren selv gav i trykken. (side 45)

Da forfatteren til den nævnte monografi er identisk med forskningslederen på tekstudgaven, nemlig min særdeles gode kollega Johnny Kondrup, er det lidet overraskende de arbejder, Grundtvig selv gav i trykken, der nu udgives. Det betyder, at det bliver en mindre komplet udgave, vi får af Grundtvig, end den, man finder i Søren Kierkegaards Skrifter. Men en udgave af Grundtvigs ”skrifter” ville også blive et monstrøst forehavende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dælen man skulle håndtere Grundtvigarkivet. Udgaven ville være strandet, endnu inden den kom i gang – om ikke af anden grund, så fordi den ville være blevet grusomt bekostelig. Den planlagte værkudgave bliver garanteret dyr nok i forvejen.

Sådan en afskæring kan man selvfølgelig diskutere. Mest markant er det nok, at Grundtvigs prædikener ikke kommer med (eller rettere: Kun den begrænsede mængde af – stærkt redigerede – prædikener, Grundtvig selv udgav, kommer med). Disse prædikener er en af forfatterskabets vigtigste tekstgrupper og selvfølgelig langt betydeligere end en række af de småskrifter, som nu kommer med i udgaven.

Skal man så være gnaven over det? Nej, selvfølgelig ikke. Dels mister det udgivne jo ikke sin værdi, bare fordi der var andet, man også kunne udgive, dels er det for billigt at brokke sig over, at man ikke får mere, når man får så meget, og dels er en vis grad af konsekvens i det lange løb en kæmpe fordel: Man kender mængden af det udgivne og véd, at hvad der falder inden for denne mængdes grænser, det kommer til at være der. Det er ikke en udgivers subjektive skøn, som skal afgøre om dette eller hint er med. Jeg personligt vil hellere have én samlet udgave af et bestemt, afgrænset korpus, end et ikke-distinkt udvalg af et bredere korpus. Så kan man jo altid fedte for mere på et senere tidspunkt.

Jeg kommer til at bruge det her værk igen og igen. Hver gang vil jeg tænke på Grundtvig-Centeret og på udgiverholdet med stor taknemmelighed. Tak er ikke et fattigere ord, end at man skal huske at sige det på relevante tidspunkter. Så:

TAK

PS: Jeg ved godt, hvor det med Herrens medarbejder står. Men pointen er god nok, og jeg har stadig ikke fundet det sted, hvor Grundtvig angiveligt taler om, at danskeren i det hele taget har sky for svært hovedbrud – eller noget i den dur. Oh, salige søgbarhed … du forskerens elektronisk lystbetonede, men dog sært ærbare fryd ...
PPS: Johnny Kondrups Editionsfilologi (København: Museum Tusculanums Forlag. 2011) er faktisk helt almindeligt læselig. Man skal ikke lade sig skræmme af bindets meget seriøse og let murstensagtige fremtræden. Værket rummer detaljeret viden på et højt niveau, det er godt formidlet, og det er stærkt oplysende. Kondrup mestrer den svære kunst ikke at gøre et svært emne sværere, end det er i forvejen.´Det er rent fag, ingen bullshit.

Nej, studerende er ikke fattige

I anledning af denne kommentar.

Det helt afgørende ved uddannelse i Danmark er, at det er gratis, og at der tilmed er afsat et relativt stort beløb på finansloven til at give de studerende et underhold. Det betyder, at det er muligt - skønt ikke specielt luksuriøst - at gennemføre sine studier uden meget arbejde ved siden af. Det betyder også, at det er muligt at gennemføre sine studier uafhængigt af ens forældres økonomiske situation. Folk, der ikke støttes hjemmefra kan fortsat få en uddannelse. Det er en rigtig god idé af mange grunde, men at skrue op for SU´en i noget videre omfang er en absurd økonomisk disposition i en krisetid.


At studere på SU er ikke fattigdom men noget så forkætret som behovsudsættelse. En uddannelse giver et menneske et mere begrænset livsgrundlag i en periode, men en langt højere livstidsindkomst. Det er altså også for individet en meget god forretning. Studerende er ikke fattige: De er på vej imod favorable odds på arbejdsmarkedet.

Kampen i Danmark de næste 10-15 år kommer ikke til at handle om, hvorvidt vi kan få forbedret de studerendes SU. Det ville være rart, hvis vi kunne. Den kommer til at stå om, hvorvidt vi kan holde adgangen til uddannelse fri og lige: Hvor vidt vi kan holde det danske uddannelsessystem gratis og helst også sikre, at der er SU til kommende generationer. Jeg er ret sikker på, at denne type klagesange kun er til skade i den sammenhæng.