PUKpoesi

PUK flytter på kostskole
PUK slår sig løs
PUK vover pelsen
PUK på nye eventyr
PUK gi'r sig ikke
PUK kommer til hjælp
PUK i sneen
PUK ta'r chancen
PUK har en nyhed
PUK som filmstjerne
PUK vinder igen
PUK til hest
PUK klarer skærene
PUK får en ny kammerat
PUK har det sjovt
PUK længe leve!
PUK og "Syvstjernen"
PUK til bryllup
PUK og "Høgen"
PUK får en mistanke
PUK og pastoren
PUK ser et spøgelse
PUK på krigsstien
PUK i knibe
PUK bliver bange
PUK på rette spor
PUK i højt humør
PUK på flugt
PUK og det store drama

Oversigten over PUK-bøgerne ligner påfaldende et stykke moderne poesi. Dette være sagt til hæder for såvel PUK-bøger som moderne poesi. Måske blev det moderne poesi ved, at jeg aftrykte det. I givet fald har jeg citeret mig til et lyrisk forfatterskab.

Åndelig madkasse med nok til mange dage

Kristeligt Dagblad, torsdag den 13. marts 2014.


For et år siden kunne man have begyndt en anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Samlede Thomsen med en bemærkning om, at han er den mest berømte digter i Danmark. Det havde ikke været helt forkert, skønt Benny Andersen gjorde ham rangen stridig. Det kan man ikke længere; Danmarks mest berømte digter er, anno domine 2014, Yahya Hassan – og så er den ged i øvrigt barberet.

Hvad Søren Ulrik Thomsen derimod er, er en digter med X-factor. Ikke den jammerlige afglans heraf, som får velkvalificerede kunstneriske håndværkere til at svimle over hæderlige halvamatørers nogenlunde duelige indsatser på en scene, men et egentligt, udefinerbart mere. Noget ingen andre har, og hvis de har det, så har de alligevel noget andet.

Måske er det derfor, Thomsen kan noget, næsten ingen kan: skabe opmærksomhed omkring sig uden synlig anstrengelse. Ja, han kan tilmed få ellers respekterede dagblade til at anmelde sine bøger, selvom de kun rummer tekster, der allerede har været udgivet. Det gjaldt Thomsens første opsamlingsudgave, Skriftlige arbejder (2001), og det gælder nærværende bog, som kun marginalt rummer ny tekst. Hvordan det egentlig foregår, er er gåde.

Det kan man efter behag blive jaloux eller glædes over. Selv glædes jeg, fordi en fyldig og positiv litteraturdækning hjælper alle, der holder af bøger, og fordi de tekster, som herigennem promoveres, er bragende gode.

Hvordan adskiller Samlede Thomsen sig fra Skriftlige arbejder? Det dårlige først: Skriftlige arbejder havde bevaret de enkelte værkers som selvstændige bøger og blot givet dem samme format og samlet dem i en kassette. Det gav en bedre oplevelse af gangen og sammenhængen i forfatterskabet og af den enkelte teksts placering i det. Man gjorde sig altid bevidst, hvilken bog en given tekst stod i, fordi man havde pillet netop denne bog ud af kassetten. De store ”samlede” udgaver er skrumlede, og man kan læse rundt hid og did uden at få en fornemmelse af rammen om og omfanget af det enkelte værk. Oplysningen kan man jo altid få ved at kigge efter. Men fornemmelsen af placering er væk i Samlede Thomsen, som den er det i Samlede Strunge og de andre murstensudgaver. Værst bliver det i nærværende bind, når det sætter de to poetikker, Mit lys brænder (1985) og En dans på gloser (1996), i direkte forlængelse af hinanden og dermed for læseren udjævner den afgrund, der går imellem dem.

Hvad får man til gengæld? Ja, udover en smuk etbindsudgave, hvor bøgerne er samlet, så man kan få lov at bære forfatterskabet rundt i sin skoletaske som en åndelig madkasse, får man især tre ting:

Man får en lavere pris. Ikke uvæsentligt. Skriftlige arbejders fine samling af små bøger koster en andegård (som de siger i Jumbobøgerne). Hvis man med forkærlighed forærer Søren Ulrik Thomsen-bøger til venner og familie, så er den langt lavere pris på denne mere skrabet udstyrede værkudgave en attraktiv mulighed.

Man får også mere tekst. Skriftlige arbejder rummede syv værker, heraf fem digtsamlinger. Samlede Thomsen rummer 10, syv digtsamlinger og tre prosaværker, samt en række andre tekster fra Thomsens hånd: dels hans bidrag til Kritik af den negative opbyggelighed (2005) og hans tekstbidrag til København Con Amore (2006), dels en udvalgt serie af essays. Disse sidste er det en fornøjelse at få med i et samlebind, så man ikke skal hige og søge for at få fingre i dem igen.

Tekstligt får man også noget nyt. Samlede Thomsen ombryder bøgerne, og det betyder først og fremmest, at de langstrakte arabesker fra Det skabtes vaklen (1996) står langt smukkere her end i Skriftlige arbejder, hvor det nedfotograferede format lavede nogle underlige flueben af dem. Derudover er det en særlig glæde at få Det værste og det bedste (2002) i hånden uden Ib Spang Olsens tegninger. Ikke fordi, der var noget i vejen med tegningerne, men fordi det giver en ny læserytme og en ny opfattelse af strømmen fra sekvens til sekvens i digtet, når man får det serveret sådan her.

Og man får essaysne med. Thomsen identificeres oftest som digter og omtaler også gerne sig selv som sådan. Derfor er det fint, at større dele af hans essayistik er blevet samlet, først i Repremiere i mit indre mørke (2009) og nu her, hvor en række spredte essays optages ved bindets afslutning. I normal litteraturformidling sælger man en forfatters lyriske forfatterskab gennem vedkommendes værker inden for andre genrer. Med Thomsen er det anderledes, og man kan håbe, at flere kommer til at kende hans essays, når de køber denne bog for at få adgang til hans digte. Thomsen er nemlig en knivskarp essayist: Huggende, veltalende, næsten fjantet, ude af stand til at gå forbi en anekdote uden at samle den op, ofte personlig grænsende til det private, men med et skarpt blik for det saglige. Nogle af hans essays er skarpt polemiske (og fra tid til anden overskærpede), andre er mere stilfærdigt reflekterende. Læseværdige er de altid.

I forhold til det kirkelige landskab er Samlede Thomsen den stensikre indgang til forfatterskabet; det er den bog, som opsamler flest af Thomsens essays om kirke og tro. Disse essays fortolker troen og kirken ud fra en dæmpet, men insisterende kristen overbevisning. De er blottet for fromladen palaver, lige så flabede som resten af Thomsens essays (heldigvis!) og en fornøjelse både for den kirkevante og for den generelt teologisk interesserede læser.

Jeg er uenig med Thomsen om meget i det kirkeligt-teologisk felt, men jeg har svært ved at komme på en moderne forfatter, hvis overvejelser om kirke, tro og eksistens jeg hellere læser.

Samlede Thomsen er ikke en videnskabelig udgave af Thomsens Samlede Værker, for forfatterskabet er ikke afsluttet, og behandlingen af teksterne er ikke videnskabeligt-filologisk korrekt. De mange noter er forfatterens egne bidrag til forfatterskabet, ikke en forskers bidrag til dets oplysning. Men det er en læsebog, så man kan stikke forfatterskabet om ikke i lommen så dog i tasken. Mennesket lever ikke af brød alene, og her er en åndelig madkasse med nok til mange dage.

Det er altid nemt for anmelderen at kritisere

Vil man gerne have demonstreret, hvor vanskeligt det kan være at skaffe sig en god anmeldelse, og hvor ubegribelig let, det er at kritisere, så udgør to anmeldelser i anden halvdel af 2012 her i Kristeligt Dagblad tilsammen et smukt eksempel. Tilmed to stærkt rosende eksemplarer af genren.

                      Den første anmeldelse er min egen af Ulrik Langens storartede Det sorteste hjerte. Jeg roser bogen, men har dog også et par syrlige bemærkninger. Den ene går på Ulrik Langens citeringspraksis: ”Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis.” Ulrik Langen har moderniseret sine 1700-talscitater, og det synes den skrappe anmelder, at han skulle have ladet være med.

                      Den anden anmeldelse er Kristian Østergaards af Anders Holms tilsvarende storartede Grundtvig. Introduktion og tekster. Den er også fuld af ros, men der er dog en syrlig bemærkning om Holms citeringspraksis: ”forfatteren eller forlaget [burde] dog have bragt teksterne på nudansk. ”Siig mig, Blomst! Hvad vilst du her!” hedder i salmebogen ”Påskeblomst! Hvad vil du her?”, og hvorfor ikke bruge denne enklere version, når bogen nu er tiltænkt undervisningssammenhænge?”

                      Langen gengiver citater på nudansk, og for det kritiseres han, Holm gengiver citaterne i original, og for det kritiseres han så også. Skulle nogen så få den brillante idé at gengive citaterne både i originalform og på nudansk, ville Østergaard, jeg selv og nogle andre sikkert stå klar som små hunde med syrlige bemærkninger om den omstændelige og tungbenede citeringspraksis.

                      Damned if you do, damned if you don´t. Og damned en gang mere, hvis du prøver både at gøre det og ikke gøre det. Forklaringen er selvfølgelig den enkle, at der er en himmelvid forskel på at skulle frembringe noget selv og så at kritisere det frembragte. Det er derfor, det tager måneder og år at skrive en bog og nogle få dage at producere anmeldelsen af samme.

                      For faktisk at frembringe noget, er man nødt til at vælge noget andet fra, som man jo altså så ikke frembringer. Det efterlader enhver bog som en manifestation af nogle få promille af alt det, man kunne gøre med bøger. Og tager man udgangspunkt i alt det udeladte og ugjorte kræver det som oftest ikke mere end lidt fingerfærdighed at reducere andres bøger til halvanden meter højt byggesjusk.

                      Hvorved vi anmeldere selvsagt ikke demonstrerer så forfærdelig meget andet, end hvor meget lettere det er at kritisere end at frembringe. Eller som en god kollega fortsatte efter at have fremsat en kritisk bemærkning i en anmeldelse: ”Men det er jo let at fyre den slags kritik af.”

                      Den replik fik mindst en af bogens forfattere til at elske ham. Og det véd jeg, for det var mig, som var den forfatter.

 

 

 Først trykt i Kristeligt Dagblad den 3. januar 2013. Min anmeldelse af Ulrik Langens bog kan ses her.

Klassiker under jorden

Ludvig Holberg: Niels Klims underjordiske rejse. Oversat af Peter Zeeberg. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 451 sider. 249,95 kr.

 

Der er ikke mange danske romaner fra syttenhundredetallet, som har overlevet til i dag. Og den mest berømte af dem er ikke på dansk. Holbergs Niels Klims underjordiske rejse udkom første gang på latin i 1741 (dengang hed den så Nicolai Klimii Iter subterraneum), og først længe efter, i 1789, kom den første oversættelse – lavet af ingen ringere end Jens Baggesen. Værket vandt en ret betydelig international berømmelse, og vi kan stadig se tegn på, at det er kendt i Europa i midten af 1800-tallet. Holberg var Nordens Molière, og skønt det jo ikke er så fint som at være Frankrigs, er det dog stadig ikke så lidt.
                      Romanen er fortalt af Niels Klim selv og beretter om hans oplevelser i en underjordisk verden. Efter at være styrtet igennem et hul i et bjerg i nærheden af Bergen, opdager han, at jordens indre rummer en hel verden. I dens centrum er lille planet, hvis vigtigste folk er en race af intelligente træer, der minder mere om sindige oplysningsfolk end om Tolkien-enter. På den underjordiske verdens firmament findes en række andre, mindre civiliserede folkeslag.
                      Klim lander først i træernes samfund. Potu, som landet hedder (læs ordet baglæns og tilføj et ”i”), er konservativt, fornuftsstyret og tolerant. Religionsformen er rummelig, og statsformen strengt monarkisk, kønsmæssigt ligestillet og meritokratisk: Man får embede efter evner, ikke efter køn eller slægt – altså bortset fra monarken. Dog er der dødstrusler for  projektmagere. Holbergs inkarnerede had til disse geskæftige personer fornægter sig ikke: Hvis man foreslår en ny lov, skal man være sikker nok på dens gavnlige virkning til at lægge hovedet i løkken: Thi man bliver hængt, hvis forslaget ikke bliver vedtaget.
                      Klim selv får ikke noget værdigt embede – han vurderes til sin egen forargelse som for dum og for forhastet. Og for at stige op i det potuanske samfund forfatter han et forslag om, at kvinderne skal fratages retten til offentlige embeder. Det afvises naturligvis, men Klims uhyre dumhed regnes ham til gode, og han straffes kun med forvisning til firmamentet. Her opsvinger han sig ved hjælp af europæisk krigsteknologi, rytteri og skydevåben, til kejser, men viser sig selvfølgelig uduelig til posten. Han udvikler sig til tyran og fordrives ved et oprør, hvorefter han igen falder igennem jorden, denne gang den modsatte vej. Tilbage i Bergen får han et ydmygt embede som klokker og lever i stilhed til sine dages ende – uden egentlig at have lært noget videre af sine oplevelser.
                      Undervejs sender bogen Niels Klim ud på rejse såvel på potuanernes planet som på firmamentet, og det giver – i traditionen fra Gullivers rejse – Holberg lejlighed til at fremstille en række nationer med lattervækkende træk, der kan bruges til at udfolde en satirisk kritik af forskellige træk i hans samtids kultur- og samfundsliv.
                      Niels Klim selv er ikke en sammenhængende figur i moderne forstand. Overordnet set er han en klassisk holbergsk nar, der ikke lærer noget af de mangfoldige lejligheder, han har til at forbedre sig, og udvikler sig til undertrykker snarere end til vismand af sit møde med de fremmede kulturer. Men Holberg er for meget af en oplysningsmand til at kunne klare sig uden at have adgang til at give sin mening klart til kende, så Klim kommer igen og igen til at optræde ikke som nar, men som fornuftens stemme, der med rette både dadler og roser de hhv dårlige og gode ting, han møder i underverdenen.
                      I dag har Niels Klim underjordiske rejse genvundet en del af sin internationale berømmelse, men på en skæv måde, som jeg tror, ville have passet Holberg selv godt: Bogen er blevet kendt som en art tidlig Science Fiction, skønt det er svært at finde en genremærkat, der passer bare nogenlunde (internationalt bruges nogle gange ”speculative fiction” som betegnelse, og det er måske mere præcist). Men den er formentlig det første eksempel, vi har på en roman, der arbejder ud fra teorien om, at jorden er hul og rummer en hel verden på sin inderside. Det skulle sidenhen blive et tema, der blev taget op igen og igen af andre spekulativt orienterede forfattere – med eller uden kendskab til Holbergs fremstilling.

Man kan altid genkende en klassiker på, at det er pinligt at indrømme, at man ikke bryder sig meget om den. Det er lidt som at se ned på folk nedefra: Det er sådan en vanskelig øvelse, og man kommer let til selv at tage sig klejn ud i processen. Sådan har jeg det med Niels Klims underjordiske rejse. Jeg kvier mig ved at afsløre det, men selv gengivet i Peter Zeebergs letfremskridende prosa falder bogen mig svær at komme igennem. Dens moraler er mig rigeligt tungbenede, og dens fantasier lidt trætte. Holbergs støtte til kvinderettigheder fx er rigtignok imponerende, historisk betragtet, men meget sprængfarlige er de jo ikke i dag. Hans forestillinger om en anden verden er måske for bundne til deres tid og kan virke lidt blege sammenlignet med de imposante verdensbyggerier i nutidens spekulative fiktion. Men sandsynligvis siger disse gnavne bemærkninger mere om anmelderen end om Holberg.

                      Uanset nærværende anmelders forbehold skal oversættelsen virkelig have ros. Oversætteren, Peter Zeeberg, har tidligere bl.a. lavet en strålende oversættelse af Saxos Danmarkshistorie: den første egentligt læselige oversættelse siden Grundtvigs fordanskning. Oversættelsen her er ikke et retorisk pragtstykke som Saxooversættelsen, men det skyldes nok mere Holberg end hans oversætter. Der er formentlig færre sproglige raffinementer at fange og formidle i originalen, end der var hos Saxo. I Zeebergs pen glider historien let fremad, og man kan få det indtryk, som gode oversættelser gerne giver, at sådan her ville Holberg nok have skrevet det, hvis han havde levet i dag og valgt at skrive sin bog på dansk. Det er jo svært at klage over.


Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. december 2012.

Kirken og medierne i dag

Der findes tilsyneladende journalistiske ”fakta”, som er uafhængige af kendsgerninger.

                      Uanset hvor mange mennesker, der kommer i kirke søndag efter søndag og i ugedagene med, er kirkerne altid tomme. At man i virkelighedens verden skal vide nøjagtig, hvor man skal gå hen (og helst befinde sig på Lolland-Falster), hvis man gerne vil opleve en øde kirke, har ingen indflydelse på dette. Kirker er og forbliver tomme – når medierne taler om dem.
                      Og var det så bare blevet ved det. Præster er per definition modstandere af Darwins udviklingslære, de er seksualforskrækkede og modstandere af homoseksuelle vielser, og kirken er notorisk i tilbagegang, så lukningen af et relativt lille antal kirker i København aldrig bliver sat i perspektiv af den voldsomme stigning af antallet af kirker i Danmark igennem hele det 20. århundrede. Det er den samme historie, der fortælles hver gang: Kirken er en forstenet og forskrækket institution på vej ned.
.                     Kirken er ikke ene om at have denne type problem. Som underviser på et humanistisk fakultet, erfarer jeg det hele tiden: Uanset hvor mange humanistiske kandidater, der kommer i arbejde, og uanset hvor lav arbejdsløshedsprocenten reelt er, fremstilles humanistiske studier altid som brødløse. Det har de været, mindst siden jeg selv begyndte at studere for over 20 år siden. Det journalistiske ”fakta” forbliver uanfægtet af, at hvis humanister skulle have været uden evne til at få job på deres uddannelse, skulle ikke bare alle Nettoer, men samtlige danske supermarkedskæder og motorvejscafeer være bemandet fuldt op med vores kandidater.
                      Det er dog en ringe trøst: Et problem bliver jo ikke mindre generende af, at andre også har det.

Men når kirken er bedre end sit rygte, hvordan opstår rygtet så? Der findes flere forklaringer på miseren, men lad mig fokusere på et bestemt punkt, som i hvert fald har betydning: pressens håndtering af kirkestoffet, og kirkefolkets (manglende) håndtering af pressen.

                      Journalister er under et konstant pres for at levere nye historier, og derfor er de tilbøjelige til at være papegøjer for sig selv og for hinanden. At grave sig frem til en ny vinkel på sin historie er for arbejdskrævende, når deadline er klokken 15 i dag – og igen i morgen. Når en vinkel derfor én gang er lagt fast, er det uhyre svært for kilderne og for dem, historien handler om, at få den ændret igen. Det gælder for den enkelte historie, og det gælder for langvarige vinklinger af stoffet, hvor det igen og igen er den samme historie, der fortælles, blot med en let forskydning i, hvilket stof der bruges til at fortælle den.

Vi bør  ikke stille os tilfredse med denne karikatur af vores tro og vores kirke, og vi bør gøre noget ved det, for tingenes miserable tilstand skader alle uanset kirkelig overbevisning og besværliggør evangeliets udbredelse.

                      Vi har selv et stort ansvar for miseren, for problemet forstærkes af, at mange kirkefolk enten er helt uforberedte på, hvad det vil sige at få et budskab igennem i medierne, eller føler, at den type diskussion er nedværdigende og banaliserende, og derfor undviger den. Men man behøver ikke nødvendigvis poppede logoer og dyre kommunikationsstrategier for at spille en positiv rolle – ofte er den slags bare i vejen. Men man behøver en vis beslutsomhed og en vis evne til at orientere sig i, hvordan man bedst kommunikerer med medier. Tre simple råd: 1) Man skal Elske og Ære sine lokalmedier. De kender området, kender de relevante kirker som andet end et begreb og holder af det stof, man kommer med. Chancen for at få en rimelig dækning stiger stejlt, når det er lokale medier, man kommunikerer med. 2) KISS (Keep It Simple Sister). Medier lever af hurtige, klare historier; hvis man forsøger at give dem en for kompliceret historie, vil de selv skære den til. Det er bedre, at man selv fører kniven på forhånd. Ser det forsimplet ud? Trøst dig: Det er givetvis en rigtigere forsimpling end den, de selv ville have lavet. 3) Reager hver gang. Man kan føle sig fjollet ved at gentage sig selv, men da forvåsede fortolkninger bliver ved med at dukke op, må svarene også være der hver gang. Fortæl historierne om de fyldte kirke, om det flertal af kirkegængere og præster, der glæder sig over menneskelig mangfoldighed og om alle de mennesker, der har brug for og glæde af kirken.
                      Men vigtigst af alt: Kom ind i kampen. Man kan godt være for fin til at håndtere pressen, men så har man også selv bestilt musikken, når journalister konsekvent vinkler deres historier til skade for en.

Først trykt i Ribe domkirkes kirkeblad september-november 2012.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Om vielser af homoseksuelle og udmeldelser af folkekirken

I anledning af, at Per Stig Møller har lagt skylden for en stribe udmeldelser af folkekirken på folketingets tilladelse til, at kirken viede homoseksuelle, følgende:

Hvis noget har fået folk til at melde sig ud af kirken i forbindelse med homovielserne, så er det det indtryk, det lykkedes for et højtråbende mindretal på den kirkelige højrefløj at skabe, af, at kirkens flertal var modstandere af homovielser. Det var smældrende forkert, men larmen fra Per Stig Møllers ligesindede samt pressedækningens sædvanligt fordomsfulde vinkling af kirkestoffet gjorde, at der skulle rigtig meget til, før nogen opdagede, at kirkefolket om noget var mere positive over for homoseksuelle vielser end flertallet i befolkningen.

Helt banalt: Folk melder sig ud, fordi de tror, kirken er imod homovielser, ikke omvendt. Spøjst nok på trods af, at det kirkelige flertal er tydeligt for vielserne. Det er banalt nok – hvad Møllers egen replik tydeligt demonstrerer – lovgiverne, der har været fodslæbende, ikke kirken: Vielsesritualet var klar, så snart loven blev vedtaget. Og et halvt vielsesritual, som det Møller foreslår, er jo bare at cementere adskillelsen og helt ubrugeligt for kirken såvel som for de homoseksuelle.

Det gælder her som i andre kirkelige spørgsmål: Den kirkelige højrefløj kan sagtens bruge tid på at råbe og larme om kirkesplittelse, men melder de sig ud, bliver de bare en perifer lille gruppe religiøse fanatikere, der ikke taler på vegne af nogen. Uden folkekirken har de ikke en platform. Så de larmer, men de bliver.