Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Om vielser af homoseksuelle og udmeldelser af folkekirken

I anledning af, at Per Stig Møller har lagt skylden for en stribe udmeldelser af folkekirken på folketingets tilladelse til, at kirken viede homoseksuelle, følgende:

Hvis noget har fået folk til at melde sig ud af kirken i forbindelse med homovielserne, så er det det indtryk, det lykkedes for et højtråbende mindretal på den kirkelige højrefløj at skabe, af, at kirkens flertal var modstandere af homovielser. Det var smældrende forkert, men larmen fra Per Stig Møllers ligesindede samt pressedækningens sædvanligt fordomsfulde vinkling af kirkestoffet gjorde, at der skulle rigtig meget til, før nogen opdagede, at kirkefolket om noget var mere positive over for homoseksuelle vielser end flertallet i befolkningen.

Helt banalt: Folk melder sig ud, fordi de tror, kirken er imod homovielser, ikke omvendt. Spøjst nok på trods af, at det kirkelige flertal er tydeligt for vielserne. Det er banalt nok – hvad Møllers egen replik tydeligt demonstrerer – lovgiverne, der har været fodslæbende, ikke kirken: Vielsesritualet var klar, så snart loven blev vedtaget. Og et halvt vielsesritual, som det Møller foreslår, er jo bare at cementere adskillelsen og helt ubrugeligt for kirken såvel som for de homoseksuelle.

Det gælder her som i andre kirkelige spørgsmål: Den kirkelige højrefløj kan sagtens bruge tid på at råbe og larme om kirkesplittelse, men melder de sig ud, bliver de bare en perifer lille gruppe religiøse fanatikere, der ikke taler på vegne af nogen. Uden folkekirken har de ikke en platform. Så de larmer, men de bliver.

Ph.d.-skolelederfornøjelser

Visse glæder får man kun som ph.d.-skoleleder.

Jeg er netop blevet ringet op af en stærkt engageret vejleder, fordi et foreslået bedømmelsesudvalg til en ph.d.-afhandling var blevet afvist af ph.d.-skolens administration. Vi trak lidt frem og tilbage og kunne ikke rigtig blive enige. Til sidst bad jeg om at få at vide, hvor den ph.d.-studerende egentlig studerede henne. Det viste sig at være på et dansk hospital. Jeg foreslog den engagerede vejleder, at det måske var en god idé at tage kontakt til ph.d.-skolen på SUND, hvor den ph.d.-studerende formentlig var indskrevet, idet jeg mente, at det nok lå uden for mine beføjelser at godkende eller afvise sundhedsfaglige bedømmelsesudvalg. Det var vi til gengæld helt enige om var en rigtig god idé, og vi skiltes i god fordragelighed.

Aukens lov

Den, der mener, at alle andre er idioter, straffes med livsvarig omgang med idioter.

Anmelder afslører: ”Jeg har læst bogen!"

Zenia Larsen (m.fl.): Rokokoposten. De første 280 år., 400 sider. 199 kr. Forlaget Rosinante & Co.

 

”Fake News” hedder genren. Det er en form for fiktiv journalistik, hvis nyhedshistorier ikke har fundet sted, men heller ikke er løgn, fordi det er meningen, at modtageren skal genkende, at historien er opfundet: fiktion.

                      Men en særlig form for fiktion. For det skal også være nyheder. Så Fake News skal følge, hvad der bevæger sig i det politiske, kulturelle og – især – journalistiske landskab, der omgiver dem, og opfinde historier om samme landskab. Derfor bliver Fake News til satirer over begivenheder og synspunkter i samfundet og parodier på udtryksformer i journalistikken.

                      Internationalt er det mest berømte Fake News-medie overhovedet Jon Stewarts The Daily Show, som kun delvis overholder genrens koder, men til gengæld har vundet enorm popularitet og en forbløffende indflydelse. Mindre udbredt, men stadig betydningsfuld og mere genreren er The Onion, der på nettet dækker nyhedslandskabet med studieindslag, politiske og sociale kommentarer og tekstjounalistiske historier. Præcis som andre store netaviser – blot mere gakket.

                      Så langt er Fake News ikke kommet i Danmark. Men vi har Rokokoposten, der på få år har udviklet sig til at blive en reel, omend fjollet, faktor i det danske medielandskab. Avisen har kun  én historie ud om dagen, men den daglige historie er til gengæld præcist skåret. Det er sjældent rigtig ondt, men til gengæld ofte morsomt. Jeg tror, jeg har læst hver eneste historie de sidste halvandet år.

                      Rokokoposten, der prætenderer at være udgivet første gang i 1732, fejrer nu sin ”280”-årsfødselsdag ved at udgive en bog med 200 historier fra avisens bagkatalog. Dertil er føjet et forord, hvori avisens forhistorie og historie fortælles fra den første forfader, ”Proto-indoeuropæisk Immigranttidende” frem til Rokokoposten selv og videre igennem de 280 år, hvor avisen hævdes at have eksisteret. Det er ægte vås og meget morsomt.

                      Man møder en stor idérigdom i Rokokopostens spalter. Højdepunkter er fx historien om, hvordan en byfest endte i blodigt kaos, fordi Hjemmeværnet ikke var der til at holde orden, eller den skandaløse afsløring af, at visse chefer fortsat diskriminerer og giver højere løn og bedre stillinger til ansatte, der har kvalifikationer.

                      Politisk slår Rokokoposten både til højre og til venstre – gerne ved at forlænge synspunkter ad absurdum. Således får Liberal Alliance under udfoldelse af betydelig frihedspatos lov at kræve frit valg mellem højre- og venstrekørsel i trafikken, mens SF får lov at foreslå forbud imod farlig kemi – i narkotika.

                      Når Rokokopostens fire skribenter er bedst, er de fremragende. I Kristeligt Dagblads sammenhæng har vi lov at notere os, at de rammer nogle af deres toppunkter i kristendomsstoffet. Da Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden døde, blev han nærmest genstand for en helgenkåring i pressen. Rokokoposten tog konsekvensen og lod ham posthumt overtage Sankt Peders ansvar for himmerigets eksterne kommunikation. Også den frustration, mange kender vedrørende den kollektive trafik, fik kristelig tydning, da Rokokoposten lod Job bryde sammen på Nørreport station. Hans lidelser i  trafiksystemet var mere uforståelige, end hvad Gud havde udsat ham for: ”skinnernes veje er uransagelige”. Jeg ved oftest ikke, om det er religionskritik eller teologi, Rokokoposten  præsterer, men jeg vil gerne have mere.

                      Rokokopostens tekstformat holder vel ikke til det stive bind og de mange sider i denne bog, og læser man længere stræk, som det er anmelderens lod, bliver skriveformen lidt monoton. Så det kan diskuteres, om bogen som bog betragtet er vellykket. Døgnets flabetheder gør sig bedst netop i døgnet. Allerede på et par års afstand kan morsomhederne tage sig bedagede ud – lidt som gamle revynumre. Så man skal nok huske kun at tage bogen frem i ny og næ og kun at læse et par sider af gangen.

                      Men så kan man til gengæld også være heldig at ramme samlivsartiklen ”Mand får ret i noget”, der beskriver, hvordan det efter 34 års ægteskab skete, at skovarbejder Keld Olsen fik ret i en diskussion med sin kone, og stadig et døgn efter er ”tydeligt mærket” af begivenheden, men ikke vil gøre noget ved sagen, ”da han ikke forventer, at forteelsen gentager sig”. Og så er hele dagen reddet. Lige som den ofte bliver det, når man om morgenen kan klikke ind på Rokokopostens hjemmeside og få døgnets nye Fake News historie, hvor den hører hjemme: i døgnet.

 

Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. november 2012.

Da Svend fik en ny søn

Forleden faldt ovenstående lille udklip, jeg for længst havde glemt, ud af en af mine bøger. Det er fra – af alle tryksager i verden – Se og hør. Datoen er den 16.-22. juni 2005 (eller det er i hvert fald, hvad jeg har skrevet på det dengang), altså kort efter mit disputatsforsvar. Billedet forestiller min tante Anne og min onkel Svend i festskrud, og teksten lyder:

Svend Aukens søn, Sune, har netop skrevet doktordisputats om Grundtvig, og Auken senior skulle til bryllup i den pompøse, 49 meter høje kirke opkaldt efter salmedigteren. –Ja, der er meget Grundtvig i mit liv for øjeblikket smilede Auken, som havde kæresten Anne Wivel med til bryllup.

 

Så i dette ene, korte øjeblik var det altså mig, der fik lov at kaste glans over den berømte onkel og ikke (helt) omvendt. Jeg blev tilmed udnævnt til at være hans søn. Nu havde Svend storartede sønner i forvejen, så jeg tror ikke, der var noget forsøg på at erobre mig involveret.

 

Til gengæld er jeg ret sikker på, at han, som blandt sine mange storartede egenskaber ikke havde den at være specielt god til at holde masken, netop i denne sammenhæng havde en lille ræv bag øret. Jeg gætter på, at jeg blev hans ”søn”. ved at sladderbladsjournalisten, hvis stand Svend ikke havde den helt store respekt for, fik spurgt til hans søn, doktoranden, og Svend så bare lod ham forblive i vildfarelsen og svarede let undvigende, så misforståelsen kunne slippe ind i bladet. I hvert fald blev jeg pludselig en fader rigere – også selvom jeg sådan set var forskriftsmæssigt forsynet på det punkt.

 

Jeg har dog ikke efterfølgende mærket noget til den derved vundne berømmelse, og Se og hør kommer stadig ikke, hvis jeg drager til bryllup. Men jeg fik dog fornøjelsen ved at se det gamle udklip kigge frem igen og minde mig om flere forskellige ting.

Opmuntrende værk om trist skæbne

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte. Historien om et dybt fald i enevældens København. 284 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Ulrik Langen, nyudnævnt historieprofessor på Københavns Universitet, har med Det sorteste hjerte skrevet en opmuntrende bog. Det skulle man egentlig ikke tro, når man læser den, for den historie, der fortælles,er gysende, skønt virkelig nok.

Den handler om to mænd, som kom på tværs af embedsværket i det sene syttenhundredetal og endte med uden dom at tilbringe årevis i fængsel under ydmygende og sundhedsskadelige forhold, mens en overdrevent nidkær og hadsk repræsentant for kammeradvokaten, forhørte hundredevis af vidner for at finde noget at bruge mod dem.

Den centrale af de to ofre – i det mindste i bogens fremstilling – er Michael Brabrand, en stridbar, selvhøjtidelig og lettere anløben købmand i den højere middelklasse. Han var ikke uden skyld, men fortjente ikke på nogen måde de ulykker, hans uforsigtighed og systemets modvilje drog ned over ham.

Han var en stræber, som fra en ret simpel baggrund ved talent og hårdt arbejde løftede sig ind i købmandsskabet, En god, solid borgerlig karriere. Retssager, svindel og stridigheder var dagens orden i handelsstandens København, og både retssagerne og stridighederne tog Brabrand hele vejen igennem mere end sin del af – både de personlige og de handelsmæssige.

Undervejs fik Brabrand grundigt provokeret mange – også de forkerte mennesker, herunder førnævnte sagfører hos kammeradvokaten, Peter Daniel Bradt. Han og andre begynder at arbejde systematisk imod Brabrand, som lader sig provokere og larmer mere og mere i København til gene for det enevældige forvaltningsapparat. Så da det først ramler for Brabrand, ramler det virkelig. Han arresteres under stor ballade, isoleres i fængsel på jammerlige vilkår og henslæber nu mere end fem år i fængsel, mens undersøgelsen af hans forhold bliver ved i en pinagtig uendelighed. Imens går hans forretning konkurs, hans hus sælges, og hans familie forfalder; hans allerede svagelige kone går fra forstanden og kommer sig aldrig.

Da Brabrand endelig dømmes, er det med enevældens monstrøse logik. Han frikendes for de anklager, der førte til hans arrestation, men dømmes til landsforvisning for sin opførsel ved arrestationen.

Det eneste opbyggelige ved historien er, at Brabrand kommer på fode igen i Lübeck trods et meget ringe udgangspunkt. Langen sammenfatter det med en vis tør humor: ”Brabrands gamle jeg er vendt tilbage. Han er involveret i en række forretninger – og ikke mindst en række stridigheder, sådan som han havde for vane. Brabrand holdt på sin ret. Også selvom han ikke havde ret.” (249).

På det tidspunkt i forløbet er nærværende læser helt parat til at tilgive Brabrand næsten hvad som helst. Det er direkte livgivende, at en person, der er blevet så ilde behandlet, stadig er intakt nok til at være på tværs.

 

Hvordan kan en bog om et så deprimerende emne være opmuntrende? Fordi Ulrik Langen gør noget meget svært, upåagtet og stærkt nødvendigt: forener forskning og formidling.

Det sorteste hjerte er baseret på et gedigent kildearbejde, forsynet med en klar og præcis bibliografi og med tilstrækkeligt med noter til, at Ulrik Langens arbejde vil kunne eftergås af andre fagfolk. Der står med fuldstændig sikkerhed ting i bogen, som ikke har været fremme i historieforskningen før. Og ved at fremdrage dette relativt ukendte materiale sætter bogen mere kendte retsstridigheder, især P.A. Heibergs og Malthe Conrad Bruuns landsforvisninger, i et nyt perspektiv.

Alligevel kan bogen læses med fornøjelse også af en bredere gruppe. Forløbet er farverigt nok til at gøre en god historie, og Ulrik Langen giver historien, hvad den kan trække. Man underholdes og oplyses på samme tid af sceneriet og miljøet, de mange hver for sig farverige personer og det dramatiske og tragiske forløb. Tilsammen danner de et fascinerende tidsbillede, som gør den megen viden i bogen lettilgængelig og levende.

Det er en uhyggeligt svær øvelse at skrive en bog som denne. På mange måder vanskeligere end at skrive alene for fagfolk, og Det sorteste hjerte har også sine svagheder, skønt de er langt færre end bogens dyder. Fravalget af et indledende overblik har dramatisk virkning, men gør det ofte vanskeligt at holde sammen på de mange detaljer og underforløb. Den folkelige skriveform bliver nogle gange for løs, så man irriteres over vagheder, og bestræbelsen på at få så mange læsere som muligt med fører sine steder til gentagelser, man gerne have været foruden.

Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis. Men dette sidste punkt kunne have kostet bogen meget i offentlig appel, så det er et valg mellem to onder.

Tendensen i dansk universitetspolitik og -administration tilsiger, at rigtig forskning foregår i specialiserede, engelsksprogede fagtidsskrifter, hvor diskussionerne udspiller sig i en lukket kreds af fagfolk. Det er på mange fagområder den rigtige idé, men det har også sine omkostninger.

For det første, at de skatteborgere, der betaler regningen, aldrig ser resultaterne med egne øjne – kun i referat. For det andet at forskere, der faktisk kan arbejde fagvidenskabeligt i åbne og mere forståelige former, også tvinges over i lukkede fagmiljøer og sværttilgængelige publikationsformer. Det sidste punkt er særlig katastrofalt for de humanistiske videnskaber, som ofte vinder deres legitimitet ved at kunne skrive for en langt bredere læserkreds.

Derfor skal man huske at sætte pris på det, når en højt kvalificeret specialist som Ulrik Langen arbejder på en måde, som både bidrager til videnskaben og virker oplysende for andre. At den slags forskere stadig findes, og at de både kan opnå professoransættelser og udgive nye bøger som Det sorteste hjerte, er måske det allermest opmuntrende ved den i øvrigt triste i historie om den hårdt plagede Brabrand.

Oprindelig trykt i Kristeligt Dagblad den 29. september 2012 (her)