Juleuglesang

Mel: Vi holder jul i Gammelby

Når det bli´r jul i Ugleby
så tuder uglerne mod sky
og laver stor ballade.
Og ugler flyver vidt omkring
og taler kun om juleting
og taler kun om juleting
og er så stråleglade.

Og sidder der en lille en
alene på en enegren
og er en smule flæbet,
så flyver andre straks derop
på granetræ og enetop
på granetræ og enetop
og aer den på næbbet.

Når uglerne har julesjov
i deres juleugleskov,
hvor sneen dækker dugen,
så bli´r det jul i Ugleby,
der hedder ”Uglejuleby”
der hedder ”Uglejuleby”
i hele juleugen.

Hvem skrev teksten til Dichterliebe?

Hendriksholms Kirke, som jeg bor lige ved siden af, er vel ikke nogen stor arkitektonisk åbenbaring, men den har et forbløffende musikliv takket være en aktiv organist og et velvilligt menighedsråd. Således fik jeg her sidst på eftermiddagen lejlighed til at høre Schumanns sangcyklus Dichterliebe, som jeg vist derudover kun har dyrket på cd. Tak til Rasmus Kure Thomsen (baryton) og Neel Teilmann (piano) for en strålende opførsel. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men jeg kan godt høre, når noget er godt. Og det var det.

Opførelsen og en kort efterfølgende samtale med musikerne mindede mig om et gammelt spørgsmål: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Det skulle man tro var nemt nok, ford der står på alle versioner af sangcyklusen, at den er med tekst af Heinrich Heine. Og det er for så vidt også sandt nok. For Heine har skrevet hvert eneste ord. Men og men og atter men: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Følger man nemlig teksten baglæns fra Schumann til Heines Buch der Lieder, vil man ganske vist finde alle digtene i sangcyklusen, og man finder dem tilmed samlet i ”Lyrisches Intermezzo”, men de optræder der i en helt anderledes orden end i Schumanns værk – det nærmeste, man kommer, er at de første digte er hentet tidligt i intermezzoet, mens de sene digte er hentet sent i det. De allerførste digte kommer således i Heines rækkefølge, og slutdigtet er også sidste digt i ”Lyrisches Intermezzo”. Men intermezzoet har 65 digte – alt for meget til en sangcyklus (selv Winterreise har kun 24) – og de fortæller ikke nogen fortløbende historie, men organiseres for en dels vedkommende lokalt i mindre sammenhænge. Der er kort sagt ikke nogen digtcyklus hos Heine.

Det betyder, at Schumann gør mere end at sætte en digtcyklus i musik, han skaber et værk i en ny genre, en digtcyklus, idet han sætter digtene sammen og sætter dem i musik i Dichterliebe. Der er ikke en narrativ sammenhæng imellem digtene, før Schumann griber ind. Men etableringen af et narrativ er ikke uskyldig. Som mange forskellige narratologer fra Aristoteles og frem har tydeliggjort, så består en handling af en række begivenheder og en årsagsforbindelse imellem dem. Årsagsforbindelsen mangler hos Heine, og dermed bliver det også spørgsmålet, om de enkelte sange kan siges at være begivenheder i narrativ forstand. Denne forskel betyder, at teksterne betyder noget andet, når de står i Dichterliebe, end da de stod hos Heine. De tidlige tekster peger frem mod de sene. De er begyndelsen på et handlingsforløb og som sådan ufuldendte. De sene genkalder og afrunder de tidlige. Det betyder fx, at digte, der hos Heine er ret uskyldige kærlighedsdigte, hos Schumann bliver første trin i et narrativt forløb, som ender i vrede og sorg. Ordene bringes til at pege fremad. Schumann understreger denne helhed (det var Neel Teilmann, som påpegede dette for mig) ved afslutningsvis at lade musikken gribe tilbage til sangcyklusens indledning. Også andre steder i Dichterliebe fortolker musikken teksten i overensstemmelse med det narrative forløb og tilføjer dermed teksterne en helhedskarakter, de ikke har hos Heine.

Så skønt Heine har skrevet hvert ord, er forfatteren og ikke alene komponisten til den helhed, der hedder Dichterliebe, Schumann selv. Han har i en generisk omformning af Heines tekster skabt en ny narrativ helhed, der ganske vist ikke er gnidningsfri, som tekstgrundlag for sit værk. Han har skabt den digtcyklus, som sangcyklusen er lavet over. Men slutresultatet er selvsagt en sangcyklus, og hvis man førte digtcyklusen ud igen og prøvede at læse den isoleret, ville den, skønt teksterne individuelt betragtet er langt bedre, blive betydeligt mere vaklende end digtcykluserne bagved Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise.

Sungne ord

(Åbningsindlæg i Litteraturhaus den 14/11-2010 som indledning til en oplæsningskoncert med Morten Søndergaard, Fribytterne, Spillemændene og Søren Ulrik Thomsen. Som aftenes vært takker jeg hermed de medvirkende for en god aften)

”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.

Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.

Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.

Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.

Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.

Lille genreteori

At arbejde med genrer består i at begynde med en omtrentlighed, udvide den med nogle vagheder, bringe den i spil i forhold til en uklarhed eller to, indsætte den i et tåget landskab, afveje dens forskellige dele på en defekt køkkenvægt og på den baggrund præstere en præcis analyse.

Fra socialstat til ? - En chokerende afsløring

Det viser sig, at næsten alt, hvad Ghandi eller Sitting Bull ikke har sagt, har Roy Zimmerman sagt. Her fra sangen ”Socialist” (Sangen er her):

How many socialists does it take to screw in a light bulb?
Too many
4 to requisition the light bulb
4 more to process the requisition in triplicate
8 to manufacture the light bulb
3 to subsidize the manufacturing
3 to procure the light bulb
2 to supervise the manufacturing and procurement process
7 to warehouse the light bulb for an indeterminate length of time
4 to deliver the light bulb to the wrong address
4 more to redeliver the light bulb
6 to receive the light bulb
and 1 to screw it up
47

Man bemærke sig ordspillet i sidste linje, hvor ”screw in” bliver til ”screw up”.


Lyder det bekendt? Ja, ikke. Konspirationen er hermed afsløret. Siden indførelsen af New Public Management og med særlig fart under det nuværende kommunistregime er vi gået fra Socialstat til Socialiststat. Men de snedige sataner gemmer det bag andre ord. Det hedder således ”strategi” og ikke ”fireårsplan”. Men der er ingen tvivl: If it walks like a duck. Det ér dem, og de har tilmed udviklet konceptet: Nu om dage skal vi til slut bruge 6 socialister til at evaluere pæren og 1 til at holde MU-Samtale med den.

Forskningens ulogiske arbejdsformer

Så skete det en gang til. Jeg havde rigtignok haft den fagartikel, jeg arbejder på lige nu, åben, men jeg havde siddet hele dagen på Facebook og afleveret åndsvage – eller om man vil: åndfulde – bemærkninger til Gud og hvermand. Jeg havde ganske vist besvaret lidt mails osv og skrevet et læserbrev eller noget lignende klar, men det kan jeg efterhånden gøre i søvne, så det tæller nærmest ikke, og forskning var det på ingen måde.

Jeg havde, kort sagt, spildt en hel arbejdsdag med at glo på Facebook.

Men og men og atter men. Jeg gik i seng, nussede PB på maven, ringede godnat til Sarah, som var i Århus - og kunne ikke sove. Slet, slet, slet ikke sove. Rasende stod jeg op, åbnede computeren, tilbragte et kvarter på Facebook en gang mere, klikkede over på min artikel og lavede på tre kvarter og halvt bevidstløs af træthed en fuld dags arbejde. Og det ér en fuld dags arbejde. Jeg behøver ikke engang tjekke det efter her til morgen. Jeg ved det.

Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg i bogstaveligste forstand har prøvet det 1000 gange før – eller mere. Således skrev jeg ikke disputats, jeg spillede skak imod min computer. Den var tilmed indstillet til at spille elendigt, for jeg kunne af bare frustration dårligt koncentrere mig om det i mere end 5 minutter af gangen, og jeg HADER at tabe. Mine omgivelser måtte ikke kommentere på, at jeg hele tiden så på noget andet end min tekstfil, og jeg følte mig permanent utilstrækkelig. Men det virkede. Jeg aner ikke, hvornår den tekst blev til, men det er svært at benægte fakta: Den har en tendens til at eksistere

Nuvel: Konklusionen er, at hvad der virker, det virker. Det interessant er ikke overspringshandlingerne, men om man kommer fremad. Der er nogen mennesker, som arbejder i klare, tydelige blokke. Godt for dem, jeg kan ikke. Hvis jeg bare sad på min kontorstol det reglementerede antal timer med en velgørende følelse af at udfylde min plads i samfundet, ville min forskning blive at ligne ved en beskeden smørrebrødsfrokost, den friske morgenberlinger og et par ovntørrede sokker. Und nichts weiter. Når jeg ikke er MEGET optaget af noget (og det kan jeg kun være i perioder af op til ca 2 uger, også er jeg bevidstløs et tilsvarende antal uger bagefter), arbejder jeg i overspringshandlinger og pludselige, halvt ubeviste ryk.


I øvrigt er denne blogpost skrevet, imens jeg spiller Zombie Slayer på en fiktiv konto på Facebook og helt sikkert ikke forsker (tror jeg). Den er således direkte arbejde på min forskning.

Noget om religiøs krænkelse, sære journalistiske vinkler – og en frø

Kristeligt Dagblads hjemmeside rummer en sær historie om et sært kunstværk, hvor tysk skulptør har hængt en frø op på et kors, og den katolske kirke er (eller medlemmer af den) er blevet krænkede i den anledning.

Særest af det hele er nu vinklingen. Journalisten skriver til indledning:

Mens det fem år efter Jyllands-Postens stormomsuste tegninger af profeten Muhammed er blevet kutyme i Vesten at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, så synes de samme regler ikke at gælde for kristne.

Lad være, at det er mit indtryk, at vi i Vesten gør os særligt umage for at krænke muslimers religiøse følelse. Det er sådan set ikke så interessant. Det interessante er, hvilke præsuppositioner udsagnet hviler på. Man skal nemlig på samme tid kunne forsvare følgende to grundsætninger: 1) Det er godt at krænke muslimers religiøse følelser, 2) Det er forkasteligt at krænke kristnes religiøse følelser.

Vabba?
Altså: Enten må det være gloriøs frihedskamp at krænke religiøse følelser uanset religionen, eller også må det være forkasteligt uanset religionen. Den dobbeltmoral, journalisten beskyder, demonstrerer hun selv til fulde.

Nu finder jeg det svært overhovedet at regne krænkelser for særligt heroiske. Muligheden for at krænke er en nødvendig konsekvens af ytringsfriheden - ikke dens formål. Krænkeren skal selvsagt beskyttes af loven medmindre vedkommende begår noget ulovligt i sin ytring, og selv hvis der er ulovligheder involveret, skal en given retslig sanktion overholde proportionalitetsprincippet – man mister ikke retten til samfundets beskyttelse af liv og sikkerhed ved at begå injurier eller ytre sig racistisk. Jeg vil have lov til på samme tid at kalde Kurt Westergaards bombehat for idioti, og til at mene, at det at sikre hans liv og sikkerhed er en naturlig og meget nødvendig opgave for samfundet. Jeg mener faktisk, at det er den eneste position, som giver mening.

Men jeg må altså også indrømme, at hele det der krænkelsescirkus er mig lidt fjernt. Jeg blev irriteret af Saramagos Jesusevangeliet, fordi den var jammerlig teologi, jeg blev irriteret af Norman Mailers Evangeliet ifølge Sønnen, fordi den var jammerlig litteratur, jeg blev begejstret over Christoffer Zieglers skæve varianter over opstandelsen (den stribe, Jyllandsposten ikke ville trykke, fordi de fandt den krænkende), fordi den er toporiginal, Thorsen forskellige krænkelsesforsøg var for talentløse til at bide nogen steder overhovedet. Jeg tror ligefrem, at jeg synes, at The Last Temptation of Christ er from – men det er efterhånden for længe siden, at jeg har set den. Jeg elsker Margaret Atwoods forskellige religionskritiske varianter i The Blind Assassin, fordi de er teologisk kompetente og kunstnerisk originale. Og der er da ingen af dem, som ikke skal have lov til det. What´s the big fuzz?

Der findes muslimer, som bliver krænkede, og det skal de have lov til, og da man stort set ikke skal gøre sig umage for at fornærme folk, kan det måske være en idé at dæmpe sig en smule. Men når ytringen er fremsat, er den fremsat, og så er der en ny situation. Hvis en muslim (eller en anden for den sags skyld) har lyst til at overfuse Kurt Westergaard eller Flemming Rose i den anledning, så falder også dette inden for rammerne af den borgerlige ytringsfrihed - selvom heller ikke det nødvendigvis er sympatisk, heroisk eller klogt. Hvis man opfordrer til vold imod Westergaard, Rose, JP eller whoever, er det en anden sag, som hører under straffeloven, og når der planlægges vold imod dem (eller den forsøges udøvet), må de naturligvis nyde godt af samfundets fulde beskyttelse. Det har de ret til, og det er samfundets pligt at beskytte dem.

Alt dette er en borgerlig børnelærdom, som for mange har glemt idag. Det er derfor vigtigt at minde om det.

Men en FRØ??? Hvordan Fanden kan nogen blive krænket af en Frø på et kors? Jeg fatter ikke et kvæk.