Til fejring af den vidunderlige forening af Hannah Svinth-Værge og Jonathan Carlsen havde jeg begået et par sange. En af dem var baseret på, at bruden var ivrig amatørbager og præst i Kildevældskirken. Den postes her som en ekstra hyldest til brudeparret og for at drille enkelte moderne psalmedigtere.
Til bagepsalmen var knyttet følgende bibliografiske note:
En fortsættelse af den foregående undersøgelse, der nu retter sig imod hverdagen, imod tilblivelsen af det daglige brød til Vorherres eget Mund-Vand. Som det gør sig gældende for andre af nutidens psalmer er denne gennemført uden videre interesse for sammenhæng i billeddannelse, sprogføring og tankegang. Nødrim og ordvendt omstilling kan forekomme.
§3: Livets Hjerte-Brød
En Moderne bagePsalme over 1. Kor 5, 6-8.
Mel. Livet er en morgenbolle
Gud, du sjælens nye surdej,
rens min gamle surdej ud,
thi min egen surdej dur ej
som et revnet brudeskrud,
dejen rørt af Herrens finger,
giver brødet form og krop,
der hvor englevinger klinger,
og talentet hører op.
Du er mel fra Skærtoft Mølle,
du er livets spelt og salt,
og din kraft er ikke sølle,
du og dej betyder alt.
Du er sindets store møller
maler livets mel til mig,
mens de andre drikker øller,
får jeg hævekraft af dig.
Uden dig forbliver brødet
tørt og trægt og uden kraft,
uden dig er dejen grødet,
og min krumme mangler saft.
Uden disse livs-ftalater
fra Vorherres egen ovn,
bliver brødet til oblater
selv i Kildevældets sogn.
Når jeg bider til din bolle,
og du koldhæver min tro,
kan jeg fromt og lydigt folde
mine bagerhænder to.
Skab af mig udsyret bagværk,
gør min brødes kerne blød,
giv mig et patetisk dagværk
og en hvilen i dit skød.
Du er livets huskekage,
du er kernen i mit korn,
du er Åndens mannaflage,
du er pølsen i mit horn.
Når jeg stikker bageplader,
så min skorpe brænder på,
vær min ovnrens, milde fader,
så jeg kan frimodig gå.
Da er Herrens ord i kroppen
som en surdej i mit sind,
og med en Gustavask hoppen
og en Holger Lissnersk vind
vil jeg ælte frit og håbe,
du gi´r dig til mig som dej,
rund og fyldig som en dråbe,
jeg kan bage som leg.
Overalt, hvor man kan bage,
tænder du min hjerteglød,
her kan jegets flamme smage
på din glædes sukkerbrød.
Herren er min gode hyrde
bager snobrød på mit bål,
Poesien er min byrde,
jeg har mel til overmål.
(ophavsmanden til ovenstående bagværk/makværk blev siden arresteret og sat i åndelig forvaring for forbrødelser imod såvel helligånden som det danske sprog)
søndag den 3. oktober 2010
fredag den 1. oktober 2010
Hvad kalder man Peter Christensens omgang med vurderingsnormer
Nogen gange kan man bare ikke få tingene til at gå op. Man læser i dag på Jyllandspostens hjemmeside, at Venstres ordfører mener, at der ikke er noget at komme efter i den mere og mere nedsmeltede sag om Lene Espersens særprægede omgang med sin forpligtelse til at tale sandt over for folketinget. Peter Christensen er den samme mand, som mente, at man stadig måtte tage afstand fra Helle Thorning-Schmidt selvom, der ikke var fugls føde på skattesagen. Altså: Helle Thorning lyver ikke for skattevæsnet, og for det skal hun kritiseres skarpt, Lene Espersen lyver for folketinget, og for det skal hun ... nå ja ingenting og nu er det på tide, at vi holder kæft ... Må jeg lige få den én gang til langsomt?
Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?
Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.
Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.
Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.
Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?
Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.
Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.
Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.
torsdag den 30. september 2010
Genredefinition: Prædiken
Nedenstående uskarphed er pt. det bedste jeg har til en Grundtvigartikel, hvor jeg skal sige noget om hans prædikener. Må gerne kritiseres.
Prædikenen lader sig lidt husmandsagtigt definere som ”et led i den gudstjenestelige liturgi, hvor præsten gennem dagens evangelium forkynder evangeliet ind i nutiden”1 . På grund af den institutionelle binding bliver det i det hele taget en relativt stabil genre. Den er meget tydeligt defineret af sin exigence, nemlig behovet (dvs. kirkens og de kristnes behov) for at få evangeliet forkyndt ind i nutiden. At vi har at gøre med et ”liturgisk led” betyder, at det er en rituelt bundet ytring, hvor det er præsupponeret, hvem det påhviler at fremføre prædikenen, og hvilken rolle den skal spille i den gudstjenestelige sammenhæng. Det betyder også, at der er klare grænser for længden af den enkelte prædiken: Den skal kunne fungere i den gudstjenestelige sammenhæng, og skønt også prædikenlængde er et historisk og kulturelt variabelt fænomen, er der stadigvæk ret skarpe grænser for, hvor lang en prædiken kan være.
Definitionen indebærer også, at en prædiken er bunden tale. Præsten taler ikke, fordi han lige har fået lyst til at fremsætte en ytring, men fordi han med præstegerningen har påtaget sig forpligtelsen til at prædike. Det betyder også, at den talende taler qua præst, ikke qua person. Dermed opstår der institutionelt en distinktion i præsten imellem præsten som person og præsten som præst. Præsten qua præst taler i prædikenen, mens præsten qua menneske er mål og tilhører for prædikenen på lige fod med alle andre i kirken, nl.a. deraf kommer det hyppigt anvendte ”vi” i prædikengenren.
Omtalen af både ”evangeliet” og ”dagens evangelium” hviler på en distinktion imellem, hvad der skal forkyndes, og hvad der er udtrykt i ”dagens evangelium”. Ordet ”distinktion” er vigtigt, al den stund der nødig skulle være kontrast. Men det er vigtigt at fastholde distinktionen. ”Evangeliet” er at forstå som ”summen af det glædelige budskab, kristendommen har at give nutidsmennesket” mens ”dagens evangelium” er det tekstsykke, som de kirkelige forordninger tildeler den gudstjeneste, hvori prædikenen holdes. Det er dermed præstens opgave at få ”evangeliet” i bekendt form til at træde frem i dagens evangelietekst.
Endelig er der en central hermeneutisk grundproblematik præsent i udtrykket, at prædikenen skal forkynde evangeliet ind i nutiden, nemlig aktualiseringen af det historiske stof i en nutid sammenhæng eller. Det betyder, at det, som i den firfoldige tekstforståelse hedder det moralske led eller ”applikationen” har en helt central og definerende rolle at spille. Udlægningen af teksten skal sigte imod at besvare et bestemt spørgsmål: ”Hvad betyder dette for os idag?”. Der er dermed en aktualiserende bevægelse i enhver prædiken, som kan være mere eller mindre dominant, men som er et af de mest stabile træk i genren.
Prædikenen lader sig lidt husmandsagtigt definere som ”et led i den gudstjenestelige liturgi, hvor præsten gennem dagens evangelium forkynder evangeliet ind i nutiden”1 . På grund af den institutionelle binding bliver det i det hele taget en relativt stabil genre. Den er meget tydeligt defineret af sin exigence, nemlig behovet (dvs. kirkens og de kristnes behov) for at få evangeliet forkyndt ind i nutiden. At vi har at gøre med et ”liturgisk led” betyder, at det er en rituelt bundet ytring, hvor det er præsupponeret, hvem det påhviler at fremføre prædikenen, og hvilken rolle den skal spille i den gudstjenestelige sammenhæng. Det betyder også, at der er klare grænser for længden af den enkelte prædiken: Den skal kunne fungere i den gudstjenestelige sammenhæng, og skønt også prædikenlængde er et historisk og kulturelt variabelt fænomen, er der stadigvæk ret skarpe grænser for, hvor lang en prædiken kan være.
Definitionen indebærer også, at en prædiken er bunden tale. Præsten taler ikke, fordi han lige har fået lyst til at fremsætte en ytring, men fordi han med præstegerningen har påtaget sig forpligtelsen til at prædike. Det betyder også, at den talende taler qua præst, ikke qua person. Dermed opstår der institutionelt en distinktion i præsten imellem præsten som person og præsten som præst. Præsten qua præst taler i prædikenen, mens præsten qua menneske er mål og tilhører for prædikenen på lige fod med alle andre i kirken, nl.a. deraf kommer det hyppigt anvendte ”vi” i prædikengenren.
Omtalen af både ”evangeliet” og ”dagens evangelium” hviler på en distinktion imellem, hvad der skal forkyndes, og hvad der er udtrykt i ”dagens evangelium”. Ordet ”distinktion” er vigtigt, al den stund der nødig skulle være kontrast. Men det er vigtigt at fastholde distinktionen. ”Evangeliet” er at forstå som ”summen af det glædelige budskab, kristendommen har at give nutidsmennesket” mens ”dagens evangelium” er det tekstsykke, som de kirkelige forordninger tildeler den gudstjeneste, hvori prædikenen holdes. Det er dermed præstens opgave at få ”evangeliet” i bekendt form til at træde frem i dagens evangelietekst.
Endelig er der en central hermeneutisk grundproblematik præsent i udtrykket, at prædikenen skal forkynde evangeliet ind i nutiden, nemlig aktualiseringen af det historiske stof i en nutid sammenhæng eller. Det betyder, at det, som i den firfoldige tekstforståelse hedder det moralske led eller ”applikationen” har en helt central og definerende rolle at spille. Udlægningen af teksten skal sigte imod at besvare et bestemt spørgsmål: ”Hvad betyder dette for os idag?”. Der er dermed en aktualiserende bevægelse i enhver prædiken, som kan være mere eller mindre dominant, men som er et af de mest stabile træk i genren.
lørdag den 11. september 2010
Svigt eller gratis arbejde
Så opstod situationen for Gud ved hvilken gang. En studerende passer mig op på instituttets kaffebar og spørger, om jeg har tid til at komme med en efterkritik på hendes eksamensopgave. Der er intet urimeligt eller påtrængende ved den forespørgsel, alligevel bliver jeg dybt ubehageligt berørt. Hvorfor? Fordi der er to indlysende hensyn i min tilværelse som universitetsansat, der støder sammen. På den ene side det, at det hører med til en rimelig behandling af studerende at de kan få feedback på deres opgaver. På den anden side det, at institutionen ikke kunne drømme om at lønne mig for den aktivitet. Uanset hvor mange timer jeg måtte bruge på at give feedback på opgaver eller løse lignende opgaver, vil mit institut tælle det for 0 timer og fortsat kræve det fulde timetal til undervisning og adminstration af mig.
Så står man der.
Skal man være det dumme svin over for en helt uskyldig studerende og meddele, at man da aldrig kunne drømme om at give feedback, eller skal man arbejde gratis?
En væsentlig og helt central funktion i universiteternes virke, det at give studerende feedback på deres opgaver, så de ikke blot skriver ind i et tomrum, er blevet henlagt til det private initiativ. Hvis ikke læreren vil svigte sin funktion i forhold til den studerende, må han eller hun vælge at bruge sin fritid på sit arbejde.
Tilsvarende situationer opstår, hvis man lader sig passe op, fordi en studerende gerne vil have et fagligt spørgsmål besvaret, vil have ens holdning til et bestemt opgaveprojekt, sidder lidt fast i en specialeproces eller er ved at dø af nervøsitet over en eksamen. Hvis man bevæger sig på de samme gangarealer som sine studerende, kan man komme til at bruge rigtig mange timer på at yde gratis hjælp til studerende, der ikke kan få denne hjælp andre steder.
Måske skulle man oprette en feedback-tjeneste, hvor man mod betaling fra studerende gennemlæste deres opgaver og mente noget om dem. 500 kr for en tisiders opgave eller sådan noget. Så ville man ganske vist være på vej imod privatuniversiteter, men de offentlige universiteter løser deres opgave så dårligt efterhånden, at det næsten kan være lige meget.
Så står man der.
Skal man være det dumme svin over for en helt uskyldig studerende og meddele, at man da aldrig kunne drømme om at give feedback, eller skal man arbejde gratis?
En væsentlig og helt central funktion i universiteternes virke, det at give studerende feedback på deres opgaver, så de ikke blot skriver ind i et tomrum, er blevet henlagt til det private initiativ. Hvis ikke læreren vil svigte sin funktion i forhold til den studerende, må han eller hun vælge at bruge sin fritid på sit arbejde.
Tilsvarende situationer opstår, hvis man lader sig passe op, fordi en studerende gerne vil have et fagligt spørgsmål besvaret, vil have ens holdning til et bestemt opgaveprojekt, sidder lidt fast i en specialeproces eller er ved at dø af nervøsitet over en eksamen. Hvis man bevæger sig på de samme gangarealer som sine studerende, kan man komme til at bruge rigtig mange timer på at yde gratis hjælp til studerende, der ikke kan få denne hjælp andre steder.
Måske skulle man oprette en feedback-tjeneste, hvor man mod betaling fra studerende gennemlæste deres opgaver og mente noget om dem. 500 kr for en tisiders opgave eller sådan noget. Så ville man ganske vist være på vej imod privatuniversiteter, men de offentlige universiteter løser deres opgave så dårligt efterhånden, at det næsten kan være lige meget.
onsdag den 25. august 2010
Kirsten Refsing og omstruktureringen på DetHumanistiske Fakultet
Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.
Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.
Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.
Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.
Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare genvinde sin tabte interne legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt. Det er her, der skal skydes.
Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.
Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.
Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.
Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare genvinde sin tabte interne legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt. Det er her, der skal skydes.
onsdag den 28. juli 2010
Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.
To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
torsdag den 15. juli 2010
Grundtvig om tolerance
Vedholdende rygter hævder, at Grundtvig er en tung prosastilist. Men læs nu følgende diskussion af begrebet "tolerance". Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set det skarpere defineret og afgrænset med større intellektuel præcision. Det stammer i øvrigt spøjst nok fra en litteraturkritisk afhandling "Om Digterne Baggsen og Oehlenschlæger" --- det skønne ved at læse ham er, at det altid kan betale sig at have øjnene med sig. Selv når det er gak, er det gak på et ubegribelig højt niveau, og sådan noget som dette her er i den grad ikke gak.
Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.
Det har nemlig længe været, og er fremdeles min faste Overbeviisning, at er Tolerance Taalighed, da er den meget god for os til Hverdagsbrug, og jo bedre vi taale Fornærmelse, Miskjendelse, Haan og Deslige, desbedre for os; men derfor er det lige vist: at Sandhed kan aldrig vise Taalighed, men i det Høieste kun Langmodighed mod Løgnen, og at det kun er Sandheds utroe Tjenere, som see igjennem Fingre med Løgnen og lade den udbrede sig paa Sandheds Bekostning. Er Tolerance Billighed, da er den vist Noget, man altid skal beflitte sig paa, og det er ikke meer end billigt, at lade Enhver staae og falde for sin egen Dommer; men det vilde være høist ubilligt imod Sandheden, enten at billige, hvad den fordømmer, eller ei at misbillige, hvad der anfægter den. Er Tolerance Afskye for at ville overbevise eller knuse Aand med knytte Næver, slaae Tanker med Sværd og kaste Meninger paa Baalet, da er den vist nok noget meget Fornuftigt, eller rettere Frihed for en hæslig Ufornuft, men kan aldrig forbyde, hvad der er aldeles fornuftigt: at bekjæmpe Aand med Aand og Ord med Ord. Er endelig Tolerance, som saa tit i vore og de næstforrige Dage, Intet af alt Dette, men kun Udtryk for en Parisisk Sminke, hvorunder man kan skjule, hvad det skal være, og hvormed man vil blænde Folk, saa hvem der ikke har den, skal synes kulsort, da mener jeg, det var bedst, man forviiste Tolerancen med al anden Sminke til Skuepladsen, hvor den har hjemme. (Udvalgte Skrifter 3, 603f.)
Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.
Abonner på:
Opslag (Atom)