Oplæg på seminar om interaktiv formidling på KUA 09/11/12
Nu handler dette her seminar om interaktiv forskningsformidling, og det er et felt, jeg ved absolut intet om. Derfor formoder jeg, at jeg er inviteret for at sige noget om det ene led, nemlig forskningsformidlingen og så overlade det til de mere vidende at sige noget om interaktiv forskningsformidling. Hvad jeg kan gøre her er helt banalt at kridte den bane op, som diskussionen foregår på.
Nu kan jeg se af deltagerlisten, at vi har folk både fra de våde og de tørre fag til stede i lokalet, og derfor er det værd at få aktiveret diskussionen om forholdet imellem forskning og formidling på de forskellige områder. Min erfaring med den store tværfaglige kommunikation på tværs af hovedområderne tilsiger mig, at vi kommer til både forskning og formidling med meget forskellige erfaringer, og det gør, at vi nogle gange har banalt vanskeligt ved at opfatte, hvad hinanden går og laver selv på ret banale niveauer.
Fx:
Jeg fører en samtale med en god ven, der er fysiker. Jeg spørger, hvordan det går med det projekt, han sidder med lige nu, og han siger: ”Jeg er rigtig langt fremme. Jeg mangler bare at skrive artiklerne”. Hvorefter jeg, der er vant til, at skriveprocessen og forskningsprocessen er en og den samme ting, sidder måbende tilbage og ikke fatter, hvad det overhovedet er, han har lavet hidtil.
Eller
Samme fysikerven stiller samme spørgsmål til mig, og jeg siger. Nåmen det går udmærket. Jeg har skrevet det første 250 sider, så nu er der kun 1½ års arbejde tilbage – ca – før jeg kan udgive bogen. Hvorefter han måbende spørger, om jeg går og skriver bøger i min forskningstid? For det er da sådan populærvidenskabelig formidling, man skriver i bøger.
Så er det måske en god idé at få talt sammen …
Går vi til dette her emne med udgangspunkt i den retoriske genreteori, som har spillet en dominerende rolle i de sidste 20-25 års genreforskning, så ville man sige, at definerende for en genre er, at den er blevet til på baggrund af en tilbagevendende retorisk situation, hvori den er svaret på et bestemt behov, en bestemt mangel – for øvrigt af genreteoretikere kaldet ”exigence”. I forbindelse med den videnskabelige verden kan denne exigence siges at være to forskellige ting. For det første har forskere behov for at kommunikere med hinanden, for det andet har offentligheden behov for, at forskerne kommunikerer udad, således at viden kan overføres fra videnskabens mere specialiserede kredse til det omkringliggende samfund.
Forskningskommunikation
Det første punkt har at gøre med forskningskommunikation, det andet med formidlingskommunikation. Eller sagt på en anden måde i forskningskommunikationen formidler forskeren sin forskning til andre forskere. I Formidlingskommunikationen formidler forskeren sin egen – eller andre forskeres – forskning til en bredere kreds. Det interessante spørgsmål her bliver, hvordan den genre, der anvendes til denne type af kommunikation, påvirker kommunikationen.
Særligt interessant i denne sammenhæng er spørgsmålet om den grad af særsprog, der knytter sig til de forskellige genrer. Særsproget i de største af de intraakademiske skriftlige genrer – den altdominerende forskningsartikel og den på de tørre fag fortsat stærke fagvidenskabelige monografi – er betinget af den vellykkede kommunikation forskerne imellem. Hvis alle på mit område rimelig ubesværet kan skelne imellem Gérard Genettes fem forskellige transtekstualiteter og heller ikke blegner, når en af de fem, parateksten, deles op i peritekst og epitekst, så har jeg som artikelforfatter i hvert fald to væsentlige grunde til at benytte mig af den genettske terminologi: Effektiv kommunikation og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet både jeg og læserne kan finde rundt i Genettes terminologi, så kan vi begynde der, og jeg behøver ikke at forklare, hvad de forskellige begreber dækker, før vi går videre. Der kan altså siges mere, og der kan lægges mere vægt på det fagligt set nye, fordi jeg som fagvidenskabelig forfatter benytter mig af den ret til særsprog, som genren ”videnskabelig afhandling” indebærer.
Overbevisende kommunikation: Dette her punkt fremtræder noget mindre ideelt end det foregående. I virkeligheden er der nok tale om en variant af et etosargument. Jeg viser som fagvidenskabelig forfatter, at mine synspunkter kan tages alvorligt af mine peers ved at vise, at jeg mestrer fagets termer og rammerne omkring en forskningsmæssig fremstilling. Der er selvsagt ikke megen faglighed i dette, men når erfaringen viser, at det giver en større faglig vægt at kunne tale som en rigtig forsker, og at ens forskningsresultater vinder en større overbevisningskraft på den måde, skal man jo være en fæpande for ikke at gøre det. Her er særsproget initierende: Ved at være i stand til at tale, sådan som en fagmand forventes at tale, viser man, at man er på niveau med en rigtig fagmand.
Formidlingskommunikation
Over for dette står så de mere formidlende genrer. Her forholder det sig lige omvendt med effektiv og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet modtageren ikke har forudsætningerne for at forstå fagets termer og øvrige faglige normer, kan disse kun bruges, hvis de forklares undervejs, og selve forklaringen af fx terminologi kan hurtigt blive så kompliceret, at det kommer til at stå i vejen for fremstillingen selv. Derfor vil det videnskabelige særsprog ofte erstattes af andre måder at tale på, der ”siger det samme” (eller i det mindste nogenlunde det samme) på en mere alment tilgængelig måde.
Overbevisende kommunikation: Hvis en forsker, der formidler, taler, som hun eller han ville tale til sine peers, er vedkommende på forhånd dømt til at tabe. Modtageren vil opfatte vedkommende enten som en nørd - der ikke kan forklare sig, så vi almindelige dødelige kan forstå, hvad der foregår, eller er uinteresseret i det, fordi vedkommende befinder sig i et elfenbenstårn -eller som en hoven satan, der mest af alt er interesseret i at fortælle, hvor klog han eller hun selv er. I særligt lykkelige tilfælde kan man få hele rollepakken på én gang. Så er man den arrogante nørd i elfenbenstårnet, der kun er interesseret i at vise frem, hvor klog man selv er.
Så vidt så godt. Det er imidlertid, hvis man er fra det tørre område, værd at lægge mærke til, at forholdet imellem forskning og formidling på vores område er påfaldende meget mindre entydigt end inden for naturvidenskaberne. Vi har i modsætning til i hvert fald de fleste af naturvidenskaberne den mulighed at formulere forskningsmæssigt nye synspunkter i formidlende tekster eller at udforme forskningsmæssige tekster på en sådan måde, at de er tilgængelige for en bredere læserskare. Hos os er det meget mindre givet, at forskning og formidling skal holdes i adskilte arbejder.
Det kan måske demonstreres allermest tydeligt i en af de udfordringer, moderne dansk humaniora står over for: Valget af sprog. I de fleste naturvidenskabelige sammenhænge er det slet ikke til debat, at man naturligvis udformer forskningsmæssige arbejder på engelsk, fordi alle ens peers selvfølgelig læser engelsk, og det i øvrigt sjældent er i de rent sproglige formuleringer, de faglige vanskeligheder forekommer. Skal en bredere dansk offentlighed have indsigt i ens arbejde, giver det sig selv, at man skal udforme sin viden på ny og ind i en formidlingsmæssig sammenhæng. For uanset sprogvalget vil udenforstående ikke kunne forstå ens forskningsartikel. Helt banalt: Hvis det engelske, der skal oversættes, er, at man imellem to hundekomplicerede formler i Broken English har skrevet "Hereof sees easily", nytter det ikke så meget for forståeligheden, at man tilbageoversætter til "Heraf ses let". Det er stadig sort tale for den udefrakommende: Det er indholdet af formlerne, der skal formidles, ikke den forbindende sætning.
I humanvidenskaberne er valget noget hårdere, fordi man med overgangen til engelsk nok vinder adgang til en større kreds af fagfolk – i det mindste i de fleste tilfælde - men til gengæld taber store dele af sit arbejdes formidlingsmæssige potentiale. Hvorfor? Fordi ens forskningsarbejde i vidt omfang lader sig forstå af journalister og andre interessenter. De kan i langt de fleste tilfælde reelt gå ind i ens primære forskningsarbejde og få et rimelig retvisende billede af ens forskning. Og her udgør valget af engelsk en barriere, som rigtignok lader sig overkomme med lidt energi, men formidlingen forudsætter netop, at modtageren ikke skal bruge alt for meget energi på at forstå. Så barrierer imellem forskningsarbejdet og omverdenen er netop det, der spærrer for formidlingen.
Pointen er, at muligheden for at få forskning og formidling til at gå op i en højere enhed, hvor det samme arbejde både har forskningsmæssig værdi og formidler viden til en bredere offentlighed, i vidt omfang er til stede i humanistiske og samfundsfaglige sammenhænge. Men det stiller særlige krav til forskeren, der skal placere sig i mellemrummet mellem forskning og formidling. Selvfølgelig kommer der nogle barske valg, hvor man skal vælge imellem den mest effektive kommunikation over for sine peers og den mest effektive kommunikation over for en bredere offentlighed, men oftest kan man med lidt fingerfærdighed godt få det til at gå op.
Vi har altså at gøre med en intrikat relation imellem forskning og formidling og imellem forskeren og hendes eller hans omverden. Det er jer, der skal fortælle mig, hvilken rolle interaktiv kommunikation kan spille i den sammenhæng.
Interaktiv forskning?
Nu jeg har jer: Jeg får lyst til at vende mig til spørgsmålet – ikke om interaktiv formidling som sådan, men om, hvad nye genrer kan i intrafaglige sammenhænge. Jeg kunne godt tænke mig, at i til resten af dagen tog et bestemt spørgsmål med og spurgte jer selv ikke bare, hvad de nye genrer kan i forskningsformidlingen, for det er helt givet, at de kan noget dér, men også hvad de kan i forskningen selv. Åbner interaktiviteten og andre former for nye formidlingsgreb adgang til erkendelser - ikke bare til bedre kommunikation? Har de et forskningspotentiale, der rækker ud over deres formidlingspotentiale. Jeg ved det ikke. You tell me.
fredag den 9. december 2011
lørdag den 26. november 2011
Min mulige medskyld i en dum detalje i salmebogen. Et forsøgsvis mea culpa
Hver gang jeg præsenteres for den ærger jeg mig. Måske ér det min skyld. Kalamiteten er ét ord i den tekst, som i dagens salmebog hedder ”Det hellige kors, vor Herre selv bar” (DDS 201). Hvorfor Jo, da salmebogskommisionen tilbage i 1997 barslede med en statusrapport, skrev jeg en lille opsats om kommisoriet og den praksis i forvaltningen af, det, der viste sig i statusrapporten (”Gummiparagraf på uriaspost”. Om kommissoriet til den nye salmebogskommision. In Omkring gudstjenesten 2. 1997. 10-13). Om kommisionens foreslåede tekstedaktion på ovennævnte salme skrev jeg følgende:
Det afgørende i forbindelse med den nye salmebog, er derfor ikke kommissoriet, men hvordan kommissionen vælger at udmønte det i praksis. Det mest interessante ved den nu udsendte statusrapport er derfor de konkrete eksempler på kommissionens gennemarbejdninger, statusrapporten giver.
Lad os derfor ganske kort undersøge en enkelt ændring. Den allerførste salme, statusrapporten fremlægger er Det hellige kors, vor Herre selv bar. Den er i sin “oprindelige” form netop en omskrivning i luthersk ånd af en gammel Mariavise. Denne omskrivning har Grundtvig derefter bearbejdet, og endelig har den så også været i hænderne på den foregående salmebogsredaktion, således at kommissionen til sit nuværende arbejde har tre tidligere udgaver at forholde sig til. Af dette har kommissionen så sammentømret sit eget forslag, som sådan set ikke tilføjer noget selv, men alligevel, ved at kombinere elementerne fra de tidligere udgaver, ikke er identisk med nogen af dem.
I forhold til den tidligere udgave har man på to punkter tilbageført salmen til Hegelunds udgave. Hegelunds oprindelige indledning lyder (Citeret efter Anders Malling: Dansk Salmehistorie I, 206):
DEt hellige Kaars vor Herre selff bar/
Met blodige vnder oc dødelige saar/
For oss han plict oc bod fuldgiorde/
At wi skulde oss der til forlade/
Wi worde ey salige i andre maade.
Hvor sidste verselinje så er salmens omkvæd.
Blandt andet på grund af den uregelmæssige middelalderlige versbygning er salmens originaludgave usyngelig i dag, og derfor skriver Grundtvig da også (Sang-Værk 1, nr 269):
Det hellige Kors, vor Herre, Han bar
Hans blodige Saar og Pine svar
Hans bittre Død uden Lak og Lyde
Deraf allene vi Godt skal nyde!
Grundtvigs udgave er en indiskutabel forbedring. Han opsuger omkvædet i strofen, hvor det tankemæssigt hører hjemme (det virker lidt påklistret i de følgende strofer), og udfører Hegelunds forsøg på at fortælle hele lidelseshistorien (kors - sår - død) på en stærkere måde, bl.a. fordi beskrivelsen af korset, pinen og døden får bedre plads hos Grundtvig. Hvad han har udeladt - Hegelunds tungt dogmatiske prædiken af de ny lutherske sandheder - kan med sindsro undværes. Luthers lære om frelsen ved tro alene står med al ønskelig tydelighed i denne og den næste strofe.
Og det er så stort set den form, salmen har fået i Den danske salmebog fra 1953. Men den nye salmebogskommission kombinerer frit de to udgaver til:
Det hellige kors, vor Herre selv bar
hans blodige sår og pine svar
hans bitre død uden lak og lyde
deraf alene vi godt skal nyde.
Vi vorder ej salig på anden måde.
Hvad tilbageførslen i første verselinje angår, så kan den diskuteres. Man kunne hævde, at der var et stykke reel teologi i betoningen af, at det var Jesus selv, der bar korset (og altså ikke nogen anden), men dels var det ikke kun vor Herre selv, som bar korset (Simon af Kyrene skal jo også have båret det), dels giver “selv” en dårligere rytme, og det dræber Grundtvigs eminente bogstavrim (hellige - Herre - han). Jeg personligt ville foretrække Grundtvigs version på dette punkt, men vil ikke anse det for en større bommert, hvis salmebogskommisionen i den endelige version foretrak Hegelunds.
Genindførslen af omkvædet er jeg derimod ikke i tvivl om er en fejl. Den tilfører ikke salmen noget godt, for omkvædet virker stadig lidt klodset efter de tre sidste strofer, og den forårsager en direkte forværring netop i første strofe. Grundtvigs sikre indarbejdelse af Hegelunds omkvæd i strofen har ikke bare gjort det overflødigt, den har umuliggjort det. Som den står i statusrapporten kommer strofen - helt unødvendigt og ganske kluntet - til at sige den samme ting to gange. Og Grundtvigs formulering er så langt den bedste af de to.
En helt anden ting er så, at jeg godt kan se, at det melodimæssigt set er den forbedring i forbindelse med genindførslen af omkvædet, at vi får hele den melodi, Thomissøn har tilskrevet den i sin salmebog fra 1569, og ikke bare den amputerede melodi, Grundtvigs udgave nødvendiggør, men jeg synes, det er en for hård pris at betale.
Det ville altså - efter mit bedste skøn - være en god idé, hvis salmebogskomissionen her accepterede Grundtvigs “moderne” version frem for selv at forsøge en syntese, der her ikke er blevet rigtig vellykket.
Jeg forstår godt lysten til at tilbageføre især nogle af Grundtvigs meget selvstændige gendigtninger, for han kan nu og da slå nogle ordentlige herresving i originalmaterialet, men man skal være overmåde sikker på hånden, når man retter baglæns, ellers går det galt.
TIlgiv mig. Thi jeg vidste ikke, hvad jeg (måske) gjorde. Jeg semilegitimerede den første rettelse, men skød den anden ned. I hvert fald ser redaktionen i den ny salmebog sådan her ud:
Det hellige kors, vor Herre selv bar,
hans blodige sår og pine svar,
hans bitre død uden lak og lyde,
deraf alene vi godt skal nyde.
Det betyder, at salmebogskommissionen på siger og skriver ét punkt har ført salmen tilbage fra Grundtvig til Hegelund. Ordet "han" er blevet til "selv". Slutresultatet af redaktionen er derfor, at det, vi har nu, er Grundtvigs salme (nogenlunde skånsomt moderniseret i interpunktion og retskrivning) tilført ét ord fra Hegelund. Dermed er versionen selvsagt ikke mere, men mindre autentisk, end den version, der var i den gamle salmebog - og så savner jeg bogstavrimet mere idag, end jeg gjorde dengang. Jeg indrømmer, at jeg sniger et lille "han" ind, hver gang jeg får salmen stukket ud i kirken. Min barnagtighed, javel.
Så : Mea (måske) culpa. Jeg er muligvis skyld i en dum, lille filologisk inautencitet og irriterende detalje i dagens salmebog. Måtte min syndebyrde blive vasket af i næste udgave. også selvom det ikke gør mig ren i religiøs forstand, thi heller ikke jeg vorder salig på anden måde end via Det hellige kors, vor Herre HAN bar.
mandag den 31. oktober 2011
Den gyldne harpe
Indlæg ved præsentationen af Svend Bjergs og Søren Holsts bog Den gyldne harpe. Vartov den 31. oktober 2011.
Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.
Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.
Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?
Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.
Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.
Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.
Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.
Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.
Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.
Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:
Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!
Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.
Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.
Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?
Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.
Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.
Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.
Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.
Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.
Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.
Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:
- En samlet behandling af alle de salmer, hvor Grundtvig bruger de gammeltestamentlige salmer som fortekster.
- En behandling af forskelle og ligheder imellem salmegenren, som den foreligger i det gamle testamente, og som den bruges som kirkesang i den efterreformatoriske tradition.
- En samlet behandling af det kildemateriale, Grundtvig bruger i sin salmedigtning fra alle de forskellige tidligere menigheder.
- En afdækning af, hvordan Grundtvig rent teknisk indoptager og omformer det materiale, han benytter sig af i sin salmedigtning.
- En afdækning af hele det tekstfelt, der ligger bag Grundtvigs forfatterskab, og hvad han gør ved det.
- En overvejelse af, hvordan Grundtvigs behandling af sine inspirationskilder fremtræder, hvis man anskuer den i lyset af hele den store teoridannelse, der findes inden for studiet af intertertekstualitet, hvad enten man ser dette i et Kristevask, et Genettesk eller et måske mere hermeneutisk perspektiv.
Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!
mandag den 10. oktober 2011
Antologinarrativet?
Der er sådan en særpræget orden i mange moderne videnskabelige antologier på mit område, som tilsiger, at man skal begynde med sådan noget prævidenskabeligt, åndfuldt noget. Derfra bevæge sig over den egentlige videnskabelighed i strukturalismen og videre derfra ind i nedbrydningen af samme videnskabelighed i poststrukturalismen for at ende i en eller anden form for postkolonialisme. Det giver sådan et godt narrativ om den vestlige maskuline linære videnskabeligheds rise and fall. Men det giver også sære problemer.
Her er fx artikelrækkefølgen i Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeffs i øvrigt udemærkede antologi Genre (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2009):
Redaktørene: Introduktion
Alastair Fowler: Genrebegreber
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer
Jacques Derrida: Genren lov
Peter Hitchcock: Postkolonialiteet som genre
Det er sådan ca. den historie én gang mere. Vi har en ”prævidenskabelig” tekst, Fowler, tre forskellige strukturalismevarianter, Todorov, Genette og Schaeffer, en historist af en art, Farrel, og så får vi det spændende nye med Bakhtin for at komme til dekonstruktøren Derrida og endelig over i det postkoloniale. Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis vi tager dem efter tilblivelsesår (idet vi tager trykkeåret for Bakhtin, der eller falder ud som den allerældste - by far - men den kom vist først for alvor til ære og værdighed i vesten fra 1986 og frem). Introduktionens flyttedag fra at være første til at blive sidste tekst giver sig selv og kræver ingen yderligere kommentarer):
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse (1978)
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer (1979)
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten (1979)
Jacques Derrida: Genren lov (1980)
Alastair Fowler: Genrebegreber (1982)
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre (1983)
Peter Hitchcock: Postkolonialitet som genre (2003)
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis (2003)
Redaktørene: Introduktion (2009)
Nuvel: Der er ikke noget galt i tekstudvalget. Det kan som alle andre tekstudvalg diskuteres, men det er et interessant udvalg, og oversættelsen af Schaeffers lille, knivskarpe opsats er lidt et clou: Jeg har ikke kunnet finde den oversat til engelsk, så den er vi vistnok ene med franskmændene om.
Men narrativet altså: Kronologisk opstillet står vi tilbage med en bunke tekster klumpet sammen omkring 1980 med Derrida som en tidlig tekst, og med Schaeffer som slutpunktet (fraregnet Bakhtins opdukken i midtfirserne). Både Derrida og Schaeffer reagerer hver for sig på Genette. Fowler eksisterer lidt for sig selv, men han er ikke mindre ”moderne” end Derrida, Genette eller Schaeffer, og hans værk udgør ikke en slags faglig forform. Efter 1983 har vi et kæmpe hul, som så først fyldes ud, idet vi får to artikler, som begge stammer fra et dobbet temanummer om genre, New Literary History lavede i 2003. Hvad der måtte være sket i mellemtiden, henstår lidt i det uvisse. Helt karakteristisk er, at der simpelthen ikke er noget narrativ i denne rækkefølge. Der er bare en serie artikler, som enhver kan læse og få det ud af dem, som der nu byder sig.
Jeg er taknemmelig for antologien, men hvorfor dog indskrive et narrativ i den, som ikke findes i virkeligheden?
Her er fx artikelrækkefølgen i Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeffs i øvrigt udemærkede antologi Genre (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2009):
Redaktørene: Introduktion
Alastair Fowler: Genrebegreber
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer
Jacques Derrida: Genren lov
Peter Hitchcock: Postkolonialiteet som genre
Det er sådan ca. den historie én gang mere. Vi har en ”prævidenskabelig” tekst, Fowler, tre forskellige strukturalismevarianter, Todorov, Genette og Schaeffer, en historist af en art, Farrel, og så får vi det spændende nye med Bakhtin for at komme til dekonstruktøren Derrida og endelig over i det postkoloniale. Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis vi tager dem efter tilblivelsesår (idet vi tager trykkeåret for Bakhtin, der eller falder ud som den allerældste - by far - men den kom vist først for alvor til ære og værdighed i vesten fra 1986 og frem). Introduktionens flyttedag fra at være første til at blive sidste tekst giver sig selv og kræver ingen yderligere kommentarer):
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse (1978)
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer (1979)
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten (1979)
Jacques Derrida: Genren lov (1980)
Alastair Fowler: Genrebegreber (1982)
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre (1983)
Peter Hitchcock: Postkolonialitet som genre (2003)
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis (2003)
Redaktørene: Introduktion (2009)
Nuvel: Der er ikke noget galt i tekstudvalget. Det kan som alle andre tekstudvalg diskuteres, men det er et interessant udvalg, og oversættelsen af Schaeffers lille, knivskarpe opsats er lidt et clou: Jeg har ikke kunnet finde den oversat til engelsk, så den er vi vistnok ene med franskmændene om.
Men narrativet altså: Kronologisk opstillet står vi tilbage med en bunke tekster klumpet sammen omkring 1980 med Derrida som en tidlig tekst, og med Schaeffer som slutpunktet (fraregnet Bakhtins opdukken i midtfirserne). Både Derrida og Schaeffer reagerer hver for sig på Genette. Fowler eksisterer lidt for sig selv, men han er ikke mindre ”moderne” end Derrida, Genette eller Schaeffer, og hans værk udgør ikke en slags faglig forform. Efter 1983 har vi et kæmpe hul, som så først fyldes ud, idet vi får to artikler, som begge stammer fra et dobbet temanummer om genre, New Literary History lavede i 2003. Hvad der måtte være sket i mellemtiden, henstår lidt i det uvisse. Helt karakteristisk er, at der simpelthen ikke er noget narrativ i denne rækkefølge. Der er bare en serie artikler, som enhver kan læse og få det ud af dem, som der nu byder sig.
Jeg er taknemmelig for antologien, men hvorfor dog indskrive et narrativ i den, som ikke findes i virkeligheden?
fredag den 30. september 2011
onsdag den 28. september 2011
En liden bibliografisk fælde
Undervejs i arbejdet med en artikel om "Genre and interpretation" finder jeg i en af mine egne fodnoter følgende om begrebet "structure of anticipation":
Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.
Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.
... Kids: don´t try this at home ...
Also the concept is present, though subdued, in Hirsch (1967) described as a “system of expectiations” (Hirsch (1967), 78) shared by the speaker and interpreter of an utterance. The word “system” is used in a somewhat unsystematic meaning, and the concept as Hirsch uses is, is closer to Jauß (1982) than to structuralist notions. Obviously Gadamer (1990) might be the common source.Læst isoleret ser det fuldstændig forbløffende ud. Et begreb er tilstede hos E.D. Hirsch i 1967. Han deler det med et værk fra 1982, og deres fælles kilde kunne være et værk fra 1990. Hvad dælen? Er der ikke sket nogetsomhelst i forskningen imellem 1967 og 1982? Og: Hvordan kan et værk fra 1990 inspirere arbejder fra hhv. 1967 og 1982?
Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.
Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.
... Kids: don´t try this at home ...
lørdag den 24. september 2011
Politik som levebrød
Det er lidt svært det der med "levebrødspolitikere". Nu er vi ude i moradset igen. I Politiken er professor Niels Kærgård citeret for, at det er et problem at "et flertal af politikerne [lever] af politik stort set hele livet". Kærgård bemærker:
Synspunktet er ikke på nogen måde så dumt som nogle af de antidemokratiske udsagn, hvor det skulle være rigets bedste mænd, der styrede, vi også har hørt for nylig. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig fra, at der stadig er en værre misforståelse i spil. Allerede det, at synspunktets indlysende konsekvens er, at det havde været bedre, at jeg og ikke min søster skulle være politikeren, gør mig tvivlende. Jeg kender os begge godt nok til at vide, hvem af os der er politisk begavet, og hvem der ikke er.
Hvis nu man ikke var så moden og fremtrædende en borger, som en professor er, så kunne det måske også være, at man gerne så lidt andre typer på tinge - hvem ved. De fleste af os ligner ikke modne, fremtrædende borgere, selvom Niels Kærgård bedre kan genkende sig i dem end i en nybagt kandiat uden 15 års erhvervserfaring. Når vi én gang vælger, at politik skal være en professionel beskæftigelse, så må vi indse, at nogle kommer til at leve af politik. De får politik som levevej, som levebrød, og kun fåtallet af dem kan have en uafhængig indkomst at falde tilbage på. Imidlertid er alternativet lidet attraktivt, thi det betyder, at kun den, som i forvejen har en uafhængig formue, kan bedrive politik professionelt - eller rettere kan bedrive politk, som hermed er blevet en amatørbeskæftigelse for de bemidlede. Det er ikke at foretrække. Som Max Weber bemærker i et af sine klassiske sidehug, så er det en misforståelse
Så: Jeg går stærkt ind for lønnede politikere. De skal helst have det som levebrød. Vi betaler dem faktisk lige præcis for at holde dem nogenlunde fri af andre interesser. Hvis erfaring er til gavn, er det svært at se, hvorfor de ikke må gøre deres erfaringer ved at være politikere.
Og i øvrigt: den politiker, der synker hen i anonymitet og får rygte af at være en kujon på sig, har ikke derfor lettere ved at blive genvalgt.
Hovedproblemet er, at hvis politik er dit levebrød, så bliver det svært – selv når det er nødvendigt – at træffe upopulære beslutninger, der udfordrer vælgerne. En 45-årig politiker med en halvfærdig samfundsvidenskabelig uddannelse, som har været i politik hele sit liv, tør sjældent indtage et standpunkt, som afviger fra det, der afspejler sig i fokusgrupperne. For hvad nu, hvis han ikke bliver genvalgt?Derfor er det et problem, at politikerne vælges unge og uden den store erhvervserfaring. Problemet med dem er så også, at "De ligner ikke os selv". Det var bedre i 1966, hvor vi havde "et Folketing bestående af modne, fremtrædende borgere".
Synspunktet er ikke på nogen måde så dumt som nogle af de antidemokratiske udsagn, hvor det skulle være rigets bedste mænd, der styrede, vi også har hørt for nylig. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig fra, at der stadig er en værre misforståelse i spil. Allerede det, at synspunktets indlysende konsekvens er, at det havde været bedre, at jeg og ikke min søster skulle være politikeren, gør mig tvivlende. Jeg kender os begge godt nok til at vide, hvem af os der er politisk begavet, og hvem der ikke er.
Hvis nu man ikke var så moden og fremtrædende en borger, som en professor er, så kunne det måske også være, at man gerne så lidt andre typer på tinge - hvem ved. De fleste af os ligner ikke modne, fremtrædende borgere, selvom Niels Kærgård bedre kan genkende sig i dem end i en nybagt kandiat uden 15 års erhvervserfaring. Når vi én gang vælger, at politik skal være en professionel beskæftigelse, så må vi indse, at nogle kommer til at leve af politik. De får politik som levevej, som levebrød, og kun fåtallet af dem kan have en uafhængig indkomst at falde tilbage på. Imidlertid er alternativet lidet attraktivt, thi det betyder, at kun den, som i forvejen har en uafhængig formue, kan bedrive politik professionelt - eller rettere kan bedrive politk, som hermed er blevet en amatørbeskæftigelse for de bemidlede. Det er ikke at foretrække. Som Max Weber bemærker i et af sine klassiske sidehug, så er det en misforståelse
at uformuende politikere udelukkende eller blot fortrinsvis skulle have for øje, at de gennem politkken kan blive forsørget privatøkonomisk, eller at de ikke eller i hvert fald ikke fortrinsvis, tænker "på sagen". Intet ville være mere urigtigt. For den formuende mand er bekymringen for, om hans tilværelse er økonomisk "sikret", nemlig erfaringsmæssigt - bevidst eller ubevidst - et kardinalpunkt i hele hans livsorientering. (Max Weber: "Politik som levevej" (1919). In Udvalgte tekster 1. København: Hans Reitzels Forlag. 2003. Side 224)Man kan ikke sige, at historien siden Weber har dementeret standpunktet.
Så: Jeg går stærkt ind for lønnede politikere. De skal helst have det som levebrød. Vi betaler dem faktisk lige præcis for at holde dem nogenlunde fri af andre interesser. Hvis erfaring er til gavn, er det svært at se, hvorfor de ikke må gøre deres erfaringer ved at være politikere.
Og i øvrigt: den politiker, der synker hen i anonymitet og får rygte af at være en kujon på sig, har ikke derfor lettere ved at blive genvalgt.
torsdag den 22. september 2011
De gamle damer og livets mening
Nedenstående lille artikel er første gang tryk i Berlingske Tidende engang i 2005 eller 2006. Den er efterfølgende trykt i Midten under dine fodsåler. En hilsen til Johannes Møllehave. Forlaget Bindslev. 2006. Den hører dog også til her på bloggen, så her er den. Artiklen genpubliceres med kærlig hilsen til Jes Fabricius Møller - med hvem jeg deler erfaringen.
Det må være Danmarks mest oversete publikumssucces: Hver eneste uge fra søndag til torsdag – og nogle gange fredag og lørdag med – møder tusindvis af mennesker over hele landet op i foredragssale, i menighedshuse og på højskoler for at sidde på umagelige stole og høre foredrag. Det foregår helt uden for mediernes søgelys. Det er ikke erhvervsfremmende, ja, det er nærmest erhvervsfremmed. Det giver ingen særlige kompetencer, særligt ikke nogen man kan få papir på. Det forbedrer ikke konkurrenceevnen: Der er ganske vist tanker, men der er ingen fakturaer. Og det har overhovedet ikke nogen indflydelse på krigen mod terror.
Foredragene handler heller ikke om noget relevant. Her er kun sjældent foredrag om satspuljemidlernes rette anvendelse, næsten ingen om nanoteknologi, knapt nok et enkelt om fremtidens arbejdsmarked og overhovedet slet ingen om iværksætteri og innovation. I stedet handler de om emner, hvis samfundsmæssige ubrugelighed er vedtaget og alment accepteret: For længst afdøde og uinteressante forfatteres liv og tanker, ikoner i den ortodokse kirke, klassicistisk arkitektur, rejser i sydhavet, helligåndens gerninger osv. Arrangementerne foregår gerne på ufornuftige tidspunkter, hvor voksne, rimelige mennesker burde befinde sig på deres arbejde. Kaffen, der serveres, er ofte noget tyndt sprøjt, og teen komplet udrikkelig (som regel har de puttet mango eller noget andet forfærdeligt i den). Wienerbrødet til kaffen er en klæg, sukkerholdig masse, som kun kan bidrage til ens almene opfedning med dertil hørende belastning af hospitalsvæsenet og andre samfundsmæssige udgifter. Og hvem skal måske betale for det? Ja, jeg spørger bare!
Jeg har luret dem, har jeg, mig snyder de ikke. De ser så pæne ud, men deres formål er heltigennem undergravende: De vil vide, hvad meningen er. Ikke bare meningen med dette eller hint lille hjørne. Nej, meningen med det hele. Nu! Konjunkturerne på arbejdsmarkedet rager dem en fjer, de skal alligevel ikke på arbejde. Nanoteknologien og gensplejsningen, ja, det er da spændende nok, men dem angår det ikke. Og fremtidens globaliserede økonomi kan jo godt give grund til panderynker eller entusiasme for børnebørnenes vedkommende, men ærlig talt: Om 20 år er de døde, så det er jo en slags science fiction for dem. Og science fiction har aldrig været den genre, der interesserede gamle damer mest.
Der er tale om alt andet end ligegyldighed. Når de gamle damer sidder i foredragssalen, er det netop fordi de snart skal herfra. Manden er som regel død (det bekymrer mig som mand lidt, hvor ofte kvinder blomstrer op, hvis de bliver skilt eller bliver enker), og døden er mere håndgribelig, når man ved, at nu er der ikke så længe igen. Vi andre kan jo stadig lade, som om det nok går. Men netop på den baggrund vil de høre om livet og accepterer intet mindre end det. Det er det, der er hemmeligheden. De vil kende meningen, inden de skal herfra. De ved udmærket, at det kan foredragsholderen selvfølgelig ikke fortælle dem, men måske var der en brik til Det Store Puslespil her, et bud til Livets Store Stentavle dér. I hvert fald gælder det om at holde ørerne på stilke. Derfor forlanger de hver gang alt af en, men derfor er de også yderst venlige og imødekommende, selvom det åbenlyst heller ikke lykkedes at løse livsgåden denne gang. For de har bedre end andre forstået, at det måske netop er i selve jagten på meningen med det hele, der er mest mening at finde. Og de siger på det allerhøfligste pænt tak, når man gider jage med dem.
De er en farlig gruppe; en subversivt undergravende gruppe. De burde formentlig overvåges, måske er det en opgave for Frank Grevil, nu han har bedre tid. For tænk, hvis det spredte sig: at folk forlangte at få lov at tænke over, hvad meningen var med det hele. Hvad kunne der ikke komme ud af det? I værste fald kunne nogen gå hen og opdage, at kunsten, teologien og humanioraen ikke var så irrelevante igen.
For mit vedkommende er sagen klar: hvis det er disse mennesker, det er ældrebyrden, så ser jeg frem til at få noget mere af den.
Det må være Danmarks mest oversete publikumssucces: Hver eneste uge fra søndag til torsdag – og nogle gange fredag og lørdag med – møder tusindvis af mennesker over hele landet op i foredragssale, i menighedshuse og på højskoler for at sidde på umagelige stole og høre foredrag. Det foregår helt uden for mediernes søgelys. Det er ikke erhvervsfremmende, ja, det er nærmest erhvervsfremmed. Det giver ingen særlige kompetencer, særligt ikke nogen man kan få papir på. Det forbedrer ikke konkurrenceevnen: Der er ganske vist tanker, men der er ingen fakturaer. Og det har overhovedet ikke nogen indflydelse på krigen mod terror.
Foredragene handler heller ikke om noget relevant. Her er kun sjældent foredrag om satspuljemidlernes rette anvendelse, næsten ingen om nanoteknologi, knapt nok et enkelt om fremtidens arbejdsmarked og overhovedet slet ingen om iværksætteri og innovation. I stedet handler de om emner, hvis samfundsmæssige ubrugelighed er vedtaget og alment accepteret: For længst afdøde og uinteressante forfatteres liv og tanker, ikoner i den ortodokse kirke, klassicistisk arkitektur, rejser i sydhavet, helligåndens gerninger osv. Arrangementerne foregår gerne på ufornuftige tidspunkter, hvor voksne, rimelige mennesker burde befinde sig på deres arbejde. Kaffen, der serveres, er ofte noget tyndt sprøjt, og teen komplet udrikkelig (som regel har de puttet mango eller noget andet forfærdeligt i den). Wienerbrødet til kaffen er en klæg, sukkerholdig masse, som kun kan bidrage til ens almene opfedning med dertil hørende belastning af hospitalsvæsenet og andre samfundsmæssige udgifter. Og hvem skal måske betale for det? Ja, jeg spørger bare!
Men jo oftere man kommer i det miljø, des grundigere bliver man overbevist om, at det må give mening. Og det, som først overbeviser, er publikum. Det er egentlig ikke særlig blandet. Det består i alt overvejende grad af kvinder, og deres gennemsnitsalder ligger højere – nogle gange meget højere – end pensionsgrænsen. Gamle damer altså; og hvad laver de så der? Kaffen kan de brygge bedre og stærkere selv, teen drikker de alligevel ikke, og så snart foredragsholderen holder mund, knævrer de Fanden indtil flere ører af. De er med andre ord fuldt ud i stand til at underholde sig selv. Til gengæld sidder de musestille under foredraget, og de følger intenst med i spørgerunden. Hvad laver de dog?
Jeg har luret dem, har jeg, mig snyder de ikke. De ser så pæne ud, men deres formål er heltigennem undergravende: De vil vide, hvad meningen er. Ikke bare meningen med dette eller hint lille hjørne. Nej, meningen med det hele. Nu! Konjunkturerne på arbejdsmarkedet rager dem en fjer, de skal alligevel ikke på arbejde. Nanoteknologien og gensplejsningen, ja, det er da spændende nok, men dem angår det ikke. Og fremtidens globaliserede økonomi kan jo godt give grund til panderynker eller entusiasme for børnebørnenes vedkommende, men ærlig talt: Om 20 år er de døde, så det er jo en slags science fiction for dem. Og science fiction har aldrig været den genre, der interesserede gamle damer mest.
Der er tale om alt andet end ligegyldighed. Når de gamle damer sidder i foredragssalen, er det netop fordi de snart skal herfra. Manden er som regel død (det bekymrer mig som mand lidt, hvor ofte kvinder blomstrer op, hvis de bliver skilt eller bliver enker), og døden er mere håndgribelig, når man ved, at nu er der ikke så længe igen. Vi andre kan jo stadig lade, som om det nok går. Men netop på den baggrund vil de høre om livet og accepterer intet mindre end det. Det er det, der er hemmeligheden. De vil kende meningen, inden de skal herfra. De ved udmærket, at det kan foredragsholderen selvfølgelig ikke fortælle dem, men måske var der en brik til Det Store Puslespil her, et bud til Livets Store Stentavle dér. I hvert fald gælder det om at holde ørerne på stilke. Derfor forlanger de hver gang alt af en, men derfor er de også yderst venlige og imødekommende, selvom det åbenlyst heller ikke lykkedes at løse livsgåden denne gang. For de har bedre end andre forstået, at det måske netop er i selve jagten på meningen med det hele, der er mest mening at finde. Og de siger på det allerhøfligste pænt tak, når man gider jage med dem.
De er en farlig gruppe; en subversivt undergravende gruppe. De burde formentlig overvåges, måske er det en opgave for Frank Grevil, nu han har bedre tid. For tænk, hvis det spredte sig: at folk forlangte at få lov at tænke over, hvad meningen var med det hele. Hvad kunne der ikke komme ud af det? I værste fald kunne nogen gå hen og opdage, at kunsten, teologien og humanioraen ikke var så irrelevante igen.
For mit vedkommende er sagen klar: hvis det er disse mennesker, det er ældrebyrden, så ser jeg frem til at få noget mere af den.
tirsdag den 20. september 2011
Forslag om HHME-måling af kommende folketingsformænd
Folketingets formand skal selvsagt være en ærværdig person, der kan holde balancen i svære situationer. Derfor går det ikke, at vi får sådan nogle hidsigmåse ind og sidde i stolen. Tænk, Mogens Lykketoft har sagt noget negativt om en journalist - en journalist! This will not do; det er helt uhørt. Han beskyldte ham tilmed for at være højreorienteret. Havde han så bare kaldt ham en rød lejesvend (eller var det "legesvend" - jeg bliver usikker her). For det er jo objektivt.
Må jeg derfor fremsætte det ydmyge forslag, at vi herefterdags inden udpegningen måler potentielle folketingsformænd på en HHME(Hvor Hidsig Man Er)-skala. Man bruger et såkaldt Flipudometer, der måler upassende temperament i måleenheden ENH. Hvis det viser sig, at man har mere temperament end ca 1,2 ENH, er man ikke brugbar og i stedet bør et besindigere og mere flegmatisk gemyt vælges. Man kunne for eksempel forestille sig en række ældre børnehavepædagoger, som ville være passende til posten, fordi de har mange års erfaring med at håndtere pludselige og ikke altid lige velbegrundede emotionelle udbrud.
Til etablering af måleskalaen: 1 ENH = lige så temperamentsfuld som Erik Ninn-Hansen.
Problemet med målingen er, at selv 0,8 ENH giver middelstærke udslag på Richterskalaen, så selve det at foretage målingen kan vise sig vanskeligt eller farligt.
Må jeg derfor fremsætte det ydmyge forslag, at vi herefterdags inden udpegningen måler potentielle folketingsformænd på en HHME(Hvor Hidsig Man Er)-skala. Man bruger et såkaldt Flipudometer, der måler upassende temperament i måleenheden ENH. Hvis det viser sig, at man har mere temperament end ca 1,2 ENH, er man ikke brugbar og i stedet bør et besindigere og mere flegmatisk gemyt vælges. Man kunne for eksempel forestille sig en række ældre børnehavepædagoger, som ville være passende til posten, fordi de har mange års erfaring med at håndtere pludselige og ikke altid lige velbegrundede emotionelle udbrud.
Til etablering af måleskalaen: 1 ENH = lige så temperamentsfuld som Erik Ninn-Hansen.
Problemet med målingen er, at selv 0,8 ENH giver middelstærke udslag på Richterskalaen, så selve det at foretage målingen kan vise sig vanskeligt eller farligt.
søndag den 3. juli 2011
Fiskersalme
Nedenstående lille bidrag til den danske salmeskat er skrevet for nogen tid siden i anledning af min svigerfader, sognepræst Leif Evalds, tresårsdag. Hans kone havde til lejligheden organiseret en lille båd til ham. Det udløst nedenstående poetiske ulykke.
Fiskersalme
En grundtvigsk Ekstravagance
Mel. Der sad en Fisker saa tankefuld
Fremførelse: karskt og fromt og med en Kærlighed til Lovsang – og Fisk
Jeg fik en Baad af min Hjertens-Kjær
Og stander nu glad i Vaade
Med Gummi-Støvler i Morgen-Skær
Paa vej i min Elskovs-Flaade;
Jeg, Sjæle-Fisker paa Herrens Ord,
Vil fange Middag til Lille-Mor
Og drømme med Vod i hænde.
For Herren sopped fra Peders Baad,
Og Noah var glad i Arken,
Saa tryg jeg sejler med Taaen vaad
Paa Havet ved Danne-Marken.
Med Fruer-Snekken jeg stævner ud,
Jeg sætter Seil paa Vor Herrens Bud,
Og ror med Vor Herres Naade.
Naar Præsten griber om Herrens Ror,
Saa ser han sig ej tilbage,
Før fyldt er Spanden, han har ombord,
Af Fisk til hans Ægte-Mage;
Guds Kirke-Smakke og liden Baad,
Er Tegn paa Fangst ved Vor Herres Raad;
Det lyster mig nu at vise.
Nu, alt er skabt ved Vor Faders Ord,
Og alt vil hans Naade røre,
Saa inden Fisken skal paa mit Bord,
Skal Budskabet stort den høre:
”Antonius præked for Fisk engang,
Saa lyt nu, Torsk, til min Morgen-Sang;
Den bliver dig selv til Naade.
Du sure Sild og du Søde Sej
Jeg kommer med Liv og Glæde,
Og ganske vist vil jeg spise dig,
mens Snapsen skal Ganen væde,
men Herren lover os Liv hos sig,
Saa hop nu op i mit Net til mig,
Da vil jeg til Ham dig bringe.
Din Sjæl skal stige til Paradis,
Saafort du i Rasp paneres;
Og synge skal du paa Englevis,
Imens du som mad fortæres;
Slet intet frygter Vorherres Smaa,
Og selv vil herligt jeg stole paa:
Jeg guffer dig ind i Livet.”
Saa fromt jeg sidder ved Mast og Raa
Og drømmer om Fisk og Naade,
Og høste vil jeg af Bølgen Blaa,
Hvad kjærligt Vor Herre saaede;
Og Hjertet drømmer sin Morgen-Drøm,
Naar Baaden vugger pa Troens Strøm,
Der ruller til mig fra Eden.
Spørgsmål:
Hvor mange grundtvigianere skal der til for at skrue en pære i?
Svar:
To: En til at skrue den i og en til at holde foredrag om det.
Fiskersalme
En grundtvigsk Ekstravagance
Mel. Der sad en Fisker saa tankefuld
Fremførelse: karskt og fromt og med en Kærlighed til Lovsang – og Fisk
Jeg fik en Baad af min Hjertens-Kjær
Og stander nu glad i Vaade
Med Gummi-Støvler i Morgen-Skær
Paa vej i min Elskovs-Flaade;
Jeg, Sjæle-Fisker paa Herrens Ord,
Vil fange Middag til Lille-Mor
Og drømme med Vod i hænde.
For Herren sopped fra Peders Baad,
Og Noah var glad i Arken,
Saa tryg jeg sejler med Taaen vaad
Paa Havet ved Danne-Marken.
Med Fruer-Snekken jeg stævner ud,
Jeg sætter Seil paa Vor Herrens Bud,
Og ror med Vor Herres Naade.
Naar Præsten griber om Herrens Ror,
Saa ser han sig ej tilbage,
Før fyldt er Spanden, han har ombord,
Af Fisk til hans Ægte-Mage;
Guds Kirke-Smakke og liden Baad,
Er Tegn paa Fangst ved Vor Herres Raad;
Det lyster mig nu at vise.
Nu, alt er skabt ved Vor Faders Ord,
Og alt vil hans Naade røre,
Saa inden Fisken skal paa mit Bord,
Skal Budskabet stort den høre:
”Antonius præked for Fisk engang,
Saa lyt nu, Torsk, til min Morgen-Sang;
Den bliver dig selv til Naade.
Du sure Sild og du Søde Sej
Jeg kommer med Liv og Glæde,
Og ganske vist vil jeg spise dig,
mens Snapsen skal Ganen væde,
men Herren lover os Liv hos sig,
Saa hop nu op i mit Net til mig,
Da vil jeg til Ham dig bringe.
Din Sjæl skal stige til Paradis,
Saafort du i Rasp paneres;
Og synge skal du paa Englevis,
Imens du som mad fortæres;
Slet intet frygter Vorherres Smaa,
Og selv vil herligt jeg stole paa:
Jeg guffer dig ind i Livet.”
Saa fromt jeg sidder ved Mast og Raa
Og drømmer om Fisk og Naade,
Og høste vil jeg af Bølgen Blaa,
Hvad kjærligt Vor Herre saaede;
Og Hjertet drømmer sin Morgen-Drøm,
Naar Baaden vugger pa Troens Strøm,
Der ruller til mig fra Eden.
Spørgsmål:
Hvor mange grundtvigianere skal der til for at skrue en pære i?
Svar:
To: En til at skrue den i og en til at holde foredrag om det.
søndag den 26. juni 2011
Bal, balle, baller eller balde ... ???
Man læser i overskriften af Politikens anmeldelse af Isabel Allendes nye roman, at "Flotte balle-beskrivelser kan ikke redde søvndyssende roman". Og man vil da gerne læse nogle flotte ballebeskrivelser. Så man læser selvfølgelig videre og kommer til den passage i anmeldelsen, som har givet anledning til den redaktionelt satte overskrift. Her står der så: "Der er flotte beskrivelser af baller, selskaber og andet godt". Men det hedder jo altså "et bal", og så er det vist også i givet fald "flotte bal-beskrivelser". Måske er der en anden association, som har sneget sig ind. Man bør nok lade være at tænke for meget på balde-beskrivelser, hvis man skal sætte overskrift på en tekst, som handler om, at nogle baller er flot beskrevet ... Eller måske er det en halmballe ... så kunne man da få en "ballebeskrivelse" ud af det. Men er det ikke lidt etnografisk i påkommende fald?
lørdag den 25. juni 2011
49 nye ord lusker om ved sproggrænsen
Snart kan man, hvis der ikke gribes ind, ”krufle”, være ”fantagyrisk eller ”foflet” i Danmark, man kan møde en ”grymfert” på landevejen, gå til en ”sufstraktør” eller lade sig ”forfire” på et regionalt dansk hospital. Mens der har været stort fokus på, at 43 ord i det danske sprog var i fare for at uddø, så ønsker Dansk Sprognævn at henlede opmærksomheden på, at der er en endnu større risiko for, at visse, hidtil fremmede ord nu slipper ind. Sprognævnet har udarbejdet en liste over 49 ord, som vi i nær fremtid risikerer at få på dansk.
Disse ord lusker for tiden skummelt omkring ved ordforrådets yderste udkant, fortæller sprogforsker Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn, og derfra truer de med at snige sig ind i rigssproget. ”Vi kan jo blive nødt til at optage dem i retsskrivningsordbogen, hvis de viser sig at slippe ind, men endnu er det ikke for sent at forhindre dem”. Man skal bare lade være med at bruge dem, så forsvinder de helt af sig selv: ”Det er lidt ligesom med selvironi”, tilføjer Jens Nørby Jensen, ”bare man ignorerer den længe nok nok, forsvinder den. Således også med disse tvivlsomme nye ord”.
Sprogforskerne indrømmer, at de indtil videre i de mange tilfælde ikke har en anelse om, hvad de nye ord betyder. ”Vi har ved rigssprogets grænse fundet udtryk som ”fitol”, ”anafistisk” og ”Partiet Fokus”, som vi faktisk ikke har den ringeste viden om hvad betyder”, siger Jens Nørby Jensen og fortsætter: ”Vi er forholdsvis sikre på, at ”pafultat” er et substantiv, ”asofonal” et adjektiv og ”afitere” et verbum, men ellers er vi stort set på bar bund” indrømmer Jens Nørby Jensen ”dog er der noget, som tyder på, at der er ”f” i alle disse grænseløbende ord, og det bekymrer os meget, for ”f” er sådan et grimt, sydlandsk udseende bogstav”. Han mener dog ikke, at det er foreneligt med Danmarks medlemskab af Schgenen at opstille sprogkommisærer ved rigssprogets grænse for at holde ordene ude.
Konfronteret med Jens Nørby Jensens valne holdning udtaler EU-parlamentariker Morten Messerschmidt: ”Han er sådan en typisk landsforrædderforsker, et bråddent kar, der straks burde fyres, fordi han politiserer helt vildt og truer dansk identitet, selvstændighed og – især – sprog”. Det har ved redaktionens afslutning endnu ikke været muligt at begribe, hvad dælen Messerschmidt mener med det.
Hvad tror du, de nye ord betyder? Skriv herunder.
Disse ord lusker for tiden skummelt omkring ved ordforrådets yderste udkant, fortæller sprogforsker Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn, og derfra truer de med at snige sig ind i rigssproget. ”Vi kan jo blive nødt til at optage dem i retsskrivningsordbogen, hvis de viser sig at slippe ind, men endnu er det ikke for sent at forhindre dem”. Man skal bare lade være med at bruge dem, så forsvinder de helt af sig selv: ”Det er lidt ligesom med selvironi”, tilføjer Jens Nørby Jensen, ”bare man ignorerer den længe nok nok, forsvinder den. Således også med disse tvivlsomme nye ord”.
Sprogforskerne indrømmer, at de indtil videre i de mange tilfælde ikke har en anelse om, hvad de nye ord betyder. ”Vi har ved rigssprogets grænse fundet udtryk som ”fitol”, ”anafistisk” og ”Partiet Fokus”, som vi faktisk ikke har den ringeste viden om hvad betyder”, siger Jens Nørby Jensen og fortsætter: ”Vi er forholdsvis sikre på, at ”pafultat” er et substantiv, ”asofonal” et adjektiv og ”afitere” et verbum, men ellers er vi stort set på bar bund” indrømmer Jens Nørby Jensen ”dog er der noget, som tyder på, at der er ”f” i alle disse grænseløbende ord, og det bekymrer os meget, for ”f” er sådan et grimt, sydlandsk udseende bogstav”. Han mener dog ikke, at det er foreneligt med Danmarks medlemskab af Schgenen at opstille sprogkommisærer ved rigssprogets grænse for at holde ordene ude.
Konfronteret med Jens Nørby Jensens valne holdning udtaler EU-parlamentariker Morten Messerschmidt: ”Han er sådan en typisk landsforrædderforsker, et bråddent kar, der straks burde fyres, fordi han politiserer helt vildt og truer dansk identitet, selvstændighed og – især – sprog”. Det har ved redaktionens afslutning endnu ikke været muligt at begribe, hvad dælen Messerschmidt mener med det.
Hvad tror du, de nye ord betyder? Skriv herunder.
onsdag den 22. juni 2011
Komplekst udsagn
I dag skærpede landsretten dommen over den somalier, som nytårsdag 2010 forsøgte at myrde bladtegneren Kurt Westergaard. Lad mig i den anledning foresøge at fremsætte et komplekst udsagn ud fra den overbevisning, at der er fremsat for mange forsimplede udsagn i anledning af hele Muhammedtegningshistorien. Udsagnet består af følgende tre led:
1) Kurt Westergaards Muhammedtegning var idiotisk.
2) Skærpelsen af straffen over angriberen er fornuftig.
3) Der er ingen modsætning imellem 1) og 2).
Forklaring: Det er fuldt ud muligt at mene, at et udsagn eller et billede er tåbeligt og samtidig fastholde, at det ikke derfor fratager en person hans ret til beskyttelse, hvis han trues, og hans retssikkerhed i bredere forstand. Det er faktisk en af de centrale pointer ved at støtte ytringsfriheden in the first place. I en anden nu verserende sag er det også derfor, man ikke behøver at afgøre, om man synes, Marlene Wind havde ret eller ikke ret, når hun kritiserede den nye grænseaftale, for at fastholde, at det selvsagt ikke skal have konsekvenser for hendes vilkår som ansat på Københavns Universitet - Og det er i øvrigt fuldt tilladeligt at mene, at hun var et fæ, samtidig med at man forsvarer hendes ret til at sige, hvad hun sagde.
Læs mere her (Westergaard) og her (Wind).
1) Kurt Westergaards Muhammedtegning var idiotisk.
2) Skærpelsen af straffen over angriberen er fornuftig.
3) Der er ingen modsætning imellem 1) og 2).
Forklaring: Det er fuldt ud muligt at mene, at et udsagn eller et billede er tåbeligt og samtidig fastholde, at det ikke derfor fratager en person hans ret til beskyttelse, hvis han trues, og hans retssikkerhed i bredere forstand. Det er faktisk en af de centrale pointer ved at støtte ytringsfriheden in the first place. I en anden nu verserende sag er det også derfor, man ikke behøver at afgøre, om man synes, Marlene Wind havde ret eller ikke ret, når hun kritiserede den nye grænseaftale, for at fastholde, at det selvsagt ikke skal have konsekvenser for hendes vilkår som ansat på Københavns Universitet - Og det er i øvrigt fuldt tilladeligt at mene, at hun var et fæ, samtidig med at man forsvarer hendes ret til at sige, hvad hun sagde.
Læs mere her (Westergaard) og her (Wind).
Skyggekreditering
Idag blev jeg færdig med min Ph.d.-introduktionsbog. Det holdt hårdt. Fjel og magler er der sikkert talløse af, men forhåbentlig også enkelte korrekte oplysninger.
Når man offentliggør et "administrativt dokument" som dette, er det vanskeligt med den vanlige kreditering, man er vant til som forsker. Et forord med tak til denne og hin ser tåbeligt ud, og hører sig ikke til i de kredse. Det går mig på.
Derfor: Ud over medarbejdere i fakultetets embedsværk, som formentlig ønsker at deres bidrag ikke noteres som sådan, da de har hjulpet mig qua embedsfolk, har jeg grund til at takke min gode ven og kollega Jes Fabricius Møller og min næstformand i Ph.d.-udvalget Ask Katzeff samt ph.d.-udvalget, en masse ph.d.-studerende og (herunder) fakultetets ph.d.-klub mange gange for hjælpen. Det står ikke i "værket" selv, men her er det noteret. Huller og bommerter er fortsat på min kappe og min kappe alene, men uden disse menneskers behjertede indsats ville der have været mange flere fejl og betydeligt færre korrekte og gavnlige oplysninger.
Når man offentliggør et "administrativt dokument" som dette, er det vanskeligt med den vanlige kreditering, man er vant til som forsker. Et forord med tak til denne og hin ser tåbeligt ud, og hører sig ikke til i de kredse. Det går mig på.
Derfor: Ud over medarbejdere i fakultetets embedsværk, som formentlig ønsker at deres bidrag ikke noteres som sådan, da de har hjulpet mig qua embedsfolk, har jeg grund til at takke min gode ven og kollega Jes Fabricius Møller og min næstformand i Ph.d.-udvalget Ask Katzeff samt ph.d.-udvalget, en masse ph.d.-studerende og (herunder) fakultetets ph.d.-klub mange gange for hjælpen. Det står ikke i "værket" selv, men her er det noteret. Huller og bommerter er fortsat på min kappe og min kappe alene, men uden disse menneskers behjertede indsats ville der have været mange flere fejl og betydeligt færre korrekte og gavnlige oplysninger.
torsdag den 9. juni 2011
Spiritistisk hyldest til min far
Den 20. maj fyldte min far 70 år. Jeg optrådte ved den lejlighed som medium. Resultatet kan ses nedenfor:
Kristeligt-retoriske Himmelbreve
Til professor emeritus, dr. phil. Erik A. Nielsen i anledning af Halvfjerdsaarsdagen
Fra
Thomas Kingo
Hans Adolph Brorson
og
Nic.Fred.Sev. Grundtvig
Ved Sjæls-Thelepathi og i sønlig Ærbødighed ydmygeligst opnoteret af Sune
Første Brev: Om Glæde ved Bog
Til Vellærde og Velbyrdige Doctor Nielsen Kingobarn i Anledning af det syvende Decennium
Af Thomas Kingo, fordum Superintendent over de fattige udi Odense Hospital og omkringliggende Sogne
Mel.: Far verden, farvel.
Godt ikke kun Poe
Og ikke kun Holberg fik af dig en bog.
Jeg nedrige Tjener for Herren min Gud,
Før Brorsons blev færdig, fik min Bog sendt ud.
Jeg løftes med Nielsenstor autoritet.
Du lærde Profet,
Du lærde Profet
Med Billed-Skønt Sprog
Du skriver om mig i den vældige Bog!
Om Hjerte-Dyb Længsel, om snigende Lyst,
Om hver en Madamme, jeg nogentid Kyst
Hvad er der tilbage, som ej du har set?
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.
Ak, Erik af A.
Jeg læser i Bogen hver eneste Dag,
Som Herren mig skænker i Abrahams Skød,
Hvor Hvilen er liflig, og Læsen er sød,
Selv Evigheds-Glæden forhøjes sgu ve´et!
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.
Min Søe-Gang, mit Mod
Mit Brand-Flam´ed Hjerte, min Strenghed, mit Blod,
Min Ivren, min Taare min mødige Sveed
Og alt hvad jeg kæmped, og alt hvad jeg led,
Det har du beskrevet, helt som det er sket,
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.
Du Magtrige Mand
Du Soel-Konge-Hersker i Aandernes Land,
Hvor andre de snubled´ paa faldende Fod
og dybt gled i Afmagt, med Sejr du stod.
Jeg hilser fra Himmerigs Vaaning og Vraa!
Kh Thomas K,
Kh Thomas K.
Andet Brev: Om Bien paa Bog
Til den fromt honningsøde Hjerte- og Emblemtolker Professor Nielsen i Valby
Fra H.A. Brorson, tidligere følsom Troskunstner og Biskop i Omegnen af Tondern med et lidet Strejf af Misundelse
Mel: Den yndigste rose er funden
Mit Hjerte nu lyster at vanke
I Eriks bedaarende Tanke
Den Bog, han har groet af Rode,
Den summer konstant i mit Ho´de.
Se, Kingo fik plads blandt de Store,
Da Bogen kom hertil fra Jorde,
Jeg selv maa paa nedrige Steder
Blot nøjes med Smaaros til Hæder.
Du yndede Honningprofessor
For lange er Skriveprocesser!
Thi jeg har i aarevis biet,
Imens du saa stædigt har tiet.
Jeg lever i Suk og i Trængsel,
Af Iver har Hjertet mon Længsel
Snart, Erik, vil Værket jo være,
Min Rose, mit Smykke, min Ære.
Ak, bring Bogen til Gyldendalen,
Send Anmelderstanden paa Halen!
Da vil Englechoret sig fryde
Med Jubel mangfoldig udbryde.
Da skal med min JEsum jeg tale
Om mig her i Himmerigs Sale!
”Min BRorson” vil mildt han mig kalde
og rose mig foran dem alle.
Tredje Brev: Om Mangel paa Bog. En Avindssyge-Sang!
Til Pofessor Nielsen, som burde have et guddommeligt L.. i R....!
Fra Nic.Fred.Sev. Grundtvig, tidligere samt nuværende kirkeligt Næse-Horn og paa en vis Maade og over over al Maade ogsaa Biskop for Herrens Aasyn
Mel: I al sin Glands
(red. note: spatieringerne kan med fordel ignoreres)
Og hvem maa nøjes med Pamfletter,
Naar Danne-Markens Aande-Gætter,
Hin Mester Erik Danne-Skjald,
Oplyser Chistendommens Hald
Med Visdom dyb om hver en Krog
Af Christendommens Billed-Bog?
Det maa den arme Billed-Mager,
Der Livet gav paa Danne-Ager
At skrive Danne-Mænd og Møer
En Billed-Bog som aldrig før,
Der trak det store Danne-Læs,
Ja, kortelig: Jeg, N. F. S!
Jeg, som med Flid skrev Kirke-Salmer
om Liv og Lys og Fugle-Palmer,
Som Menighedens Fugle-Chor
Istemmer over Herrens Bord.
Hvorfor alene snydes jeg?
Hvad har jeg Arme gjort mod dig?
Vist kan jeg see, at dine Skrifter
er store Aandedræts-Bedrifter;
Den milde Dag er lys og lang,
Og fuld af Soel og Fugle-Sang,
Og alt var saamænd ganske godt,
Naar blot, naar blot, naar blot, naar blot ...
Se, Billed-Drømme i mit Rige,
Gaar op fra Jord pa Himmel-Stige,
Som Sommer-Lærkens er min Sang,
Og hver min Sti en Kirke-Gang
Der er da nok at Tolke paa,
Det kan dog selv din Søn forstaa!
Saa, Mester Erik uden Lige,
En Penne-Fjer fra Himmerige
Jeg sender til dit Skrive-Bord
Samt Hellig-Aand med Livsens Ord,
Og Herren gør sit Blod til Blæk,
Der skribler alle Skrupler væk!
Kristeligt-retoriske Himmelbreve
Til professor emeritus, dr. phil. Erik A. Nielsen i anledning af Halvfjerdsaarsdagen
Fra
Thomas Kingo
Hans Adolph Brorson
og
Nic.Fred.Sev. Grundtvig
Ved Sjæls-Thelepathi og i sønlig Ærbødighed ydmygeligst opnoteret af Sune
Første Brev: Om Glæde ved Bog
Til Vellærde og Velbyrdige Doctor Nielsen Kingobarn i Anledning af det syvende Decennium
Af Thomas Kingo, fordum Superintendent over de fattige udi Odense Hospital og omkringliggende Sogne
Mel.: Far verden, farvel.
Godt ikke kun Poe
Og ikke kun Holberg fik af dig en bog.
Jeg nedrige Tjener for Herren min Gud,
Før Brorsons blev færdig, fik min Bog sendt ud.
Jeg løftes med Nielsenstor autoritet.
Du lærde Profet,
Du lærde Profet
Med Billed-Skønt Sprog
Du skriver om mig i den vældige Bog!
Om Hjerte-Dyb Længsel, om snigende Lyst,
Om hver en Madamme, jeg nogentid Kyst
Hvad er der tilbage, som ej du har set?
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.
Ak, Erik af A.
Jeg læser i Bogen hver eneste Dag,
Som Herren mig skænker i Abrahams Skød,
Hvor Hvilen er liflig, og Læsen er sød,
Selv Evigheds-Glæden forhøjes sgu ve´et!
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.
Min Søe-Gang, mit Mod
Mit Brand-Flam´ed Hjerte, min Strenghed, mit Blod,
Min Ivren, min Taare min mødige Sveed
Og alt hvad jeg kæmped, og alt hvad jeg led,
Det har du beskrevet, helt som det er sket,
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.
Du Magtrige Mand
Du Soel-Konge-Hersker i Aandernes Land,
Hvor andre de snubled´ paa faldende Fod
og dybt gled i Afmagt, med Sejr du stod.
Jeg hilser fra Himmerigs Vaaning og Vraa!
Kh Thomas K,
Kh Thomas K.
Andet Brev: Om Bien paa Bog
Til den fromt honningsøde Hjerte- og Emblemtolker Professor Nielsen i Valby
Fra H.A. Brorson, tidligere følsom Troskunstner og Biskop i Omegnen af Tondern med et lidet Strejf af Misundelse
Mel: Den yndigste rose er funden
Mit Hjerte nu lyster at vanke
I Eriks bedaarende Tanke
Den Bog, han har groet af Rode,
Den summer konstant i mit Ho´de.
Se, Kingo fik plads blandt de Store,
Da Bogen kom hertil fra Jorde,
Jeg selv maa paa nedrige Steder
Blot nøjes med Smaaros til Hæder.
Du yndede Honningprofessor
For lange er Skriveprocesser!
Thi jeg har i aarevis biet,
Imens du saa stædigt har tiet.
Jeg lever i Suk og i Trængsel,
Af Iver har Hjertet mon Længsel
Snart, Erik, vil Værket jo være,
Min Rose, mit Smykke, min Ære.
Ak, bring Bogen til Gyldendalen,
Send Anmelderstanden paa Halen!
Da vil Englechoret sig fryde
Med Jubel mangfoldig udbryde.
Da skal med min JEsum jeg tale
Om mig her i Himmerigs Sale!
”Min BRorson” vil mildt han mig kalde
og rose mig foran dem alle.
Tredje Brev: Om Mangel paa Bog. En Avindssyge-Sang!
Til Pofessor Nielsen, som burde have et guddommeligt L.. i R....!
Fra Nic.Fred.Sev. Grundtvig, tidligere samt nuværende kirkeligt Næse-Horn og paa en vis Maade og over over al Maade ogsaa Biskop for Herrens Aasyn
Mel: I al sin Glands
(red. note: spatieringerne kan med fordel ignoreres)
Og hvem maa nøjes med Pamfletter,
Naar Danne-Markens Aande-Gætter,
Hin Mester Erik Danne-Skjald,
Oplyser Chistendommens Hald
Med Visdom dyb om hver en Krog
Af Christendommens Billed-Bog?
Det maa den arme Billed-Mager,
Der Livet gav paa Danne-Ager
At skrive Danne-Mænd og Møer
En Billed-Bog som aldrig før,
Der trak det store Danne-Læs,
Ja, kortelig: Jeg, N. F. S!
Jeg, som med Flid skrev Kirke-Salmer
om Liv og Lys og Fugle-Palmer,
Som Menighedens Fugle-Chor
Istemmer over Herrens Bord.
Hvorfor alene snydes jeg?
Hvad har jeg Arme gjort mod dig?
Vist kan jeg see, at dine Skrifter
er store Aandedræts-Bedrifter;
Den milde Dag er lys og lang,
Og fuld af Soel og Fugle-Sang,
Og alt var saamænd ganske godt,
Naar blot, naar blot, naar blot, naar blot ...
Se, Billed-Drømme i mit Rige,
Gaar op fra Jord pa Himmel-Stige,
Som Sommer-Lærkens er min Sang,
Og hver min Sti en Kirke-Gang
Der er da nok at Tolke paa,
Det kan dog selv din Søn forstaa!
Saa, Mester Erik uden Lige,
En Penne-Fjer fra Himmerige
Jeg sender til dit Skrive-Bord
Samt Hellig-Aand med Livsens Ord,
Og Herren gør sit Blod til Blæk,
Der skribler alle Skrupler væk!
torsdag den 28. april 2011
University Inc.-tjekliste
Hvis vi i dansk sammenhæng følger det mønster for udviklingen på universitetsområdet, som Jennifer Washburn aftegner i University Inc., er der en række fænomener, der burde forekomme. Skriv ud og kryds selv af til venstre:
___ Undervisningen vil blive nedprioriteret og i stigende grad varetaget af løstansat personale med tvivlsom løn og dårlige arbejdsvilkår.
___ Lederlønningerne vil stige.
___ Mængden af videnskabeligt personale ansat i tidsubegrænsede stillinger vil falde.
___ Erhvervsinteresser vil i stigende grad bestemme også de rent faglige beslutninger.
___ Mængden – og dermed afhængigheden – af ekstern finansiering vil stige.
___ Universiteterne vil i stigende grad ”beskytte” deres nyfrembragte viden bag patenter, der er så eksklusive som muligt. Teknologioverførslen sker altså til en enkelt virksomhed – ikke til samfundet i sin helhed. Dette gælder også viden frembragt for offentlige midler.
___ Der vil være stadig større diskrepans imellem de ressourcer, som er til rådighed for nogle få stjerneprojekter, og de, der er til rådighed for universitetets øvrige aktiviteter – herunder undervisningen og forskning i ikke-kommercielle og ikke-prioriterede områder.
___ Universiteterne vil ikke tjene, men tabe penge på både teknologioverførsel og patentering.
___ Undervisningen vil blive nedprioriteret og i stigende grad varetaget af løstansat personale med tvivlsom løn og dårlige arbejdsvilkår.
___ Lederlønningerne vil stige.
___ Mængden af videnskabeligt personale ansat i tidsubegrænsede stillinger vil falde.
___ Erhvervsinteresser vil i stigende grad bestemme også de rent faglige beslutninger.
___ Mængden – og dermed afhængigheden – af ekstern finansiering vil stige.
___ Universiteterne vil i stigende grad ”beskytte” deres nyfrembragte viden bag patenter, der er så eksklusive som muligt. Teknologioverførslen sker altså til en enkelt virksomhed – ikke til samfundet i sin helhed. Dette gælder også viden frembragt for offentlige midler.
___ Der vil være stadig større diskrepans imellem de ressourcer, som er til rådighed for nogle få stjerneprojekter, og de, der er til rådighed for universitetets øvrige aktiviteter – herunder undervisningen og forskning i ikke-kommercielle og ikke-prioriterede områder.
___ Universiteterne vil ikke tjene, men tabe penge på både teknologioverførsel og patentering.
torsdag den 21. april 2011
Kirkens meget lille genmæle imod en ubetydelig påskekronik
Forestillingen om kirkens forældelse har i sig selv høj alder. Derfor er det en lang, ærværdig tradition, som dagens kronikør i Politiken indskriver sig i, når han gerne vil revitalisere sproget i den danske folkekirke. Den type af moderniseringsprojekter er så gammelkendte, at man næsten en dag burde skrive deres historie. Fra 1700-tallets bibelkritik og forsøg på at rense ud i al den overtro, som havde ledt til 30-årskrigen 100 år før, over 1800-tallets plæderen for ”Jesu rene Lære”, liberalteologiens forskellige modifikationer af lærebygningerne og en række kunstnerisk-æstetiske fortolkninger til nutidige formuleringer, hvis klassiske form netop er påskekronikker i Politiken. Jeg husker sikkert forkert, men det forekommer mig, at jeg år efter år har læst et eller andet ca, i den stil op til påske i netop denne avis - og at det vist aldrig har været intellektuelt, endsige teologisk kvalificeret.
I modsætning til de erklærede ateister, som fastholder, at kristendommen er en vildvej, er denne type reformatorer principielt velvilligt indstillede over for kristendommen. Kirken skal bare lige – og så følger der et eller andet krav, som intet fornuftigt menneske da kan være uenig med, mener reformatoren. Dette "lige" viser sig imidlertid altid at rumme lidt mere end en simpel detalje. Som hovedregel er kristendommen gået op i røg, inden reformatoren mener, at nu er den blevet fornuftig. Dagens reformator mener således, at det er sprogføringen i kirken, den er gal med. Hør bare nadverudlægningen:
Den sproglige modernisering beror her på, at altervinen og oblaterne omtales som ” kagen og saftevandet” - den kommunikative originalitet er lysende: Havde vi dog bare kaldt altervin for "saftevand" noget før. Men det reelle ærinde er ikke bare sprogligt, for ændringen i sproget viser sig at følges af en oversættelse, hvor betydningen af nadverritualet bliver rent psykologisk i processen. Det, som for de fleste nadvergæster er det helt centrale, nemlig at syndsforladelsen tilsiges en fra Gud, er forsvundet op i den blå luft - eller ind i det menneskelige sjæleliv.
Læser man videre viser dette sig at være mønsteret punkt for punkt. Den ”sproglige” revision viser sig at følges af at kristendommen skal ”renses” for alt det, der gør den meningsfuld for de kristne. Helligånden ryger i forbifarten, paradiset bliver til "naturen" etc etc. Det kan ethvert fornuftigt menneske da tilslutte sig.
Så altså: Hvis bare kristendommen vil holde op med at være kristendom, så vil dagens kronikør godt tilslutte sig den. Men det er en særpræget form for tilslutning: ”Hvis bare jeg selv må bestemme, hvad du mener, så vil jeg gerne være enig med dig”.
Nu har kirken ikke sindelagskontrol ved indgangen, så kronikøren kan gå ind, hvor han har lyst. Han kan gå til alters og tilgive sig selv, og han kan sidde og nyde fællesskabet helt uden helligånd. Så for så vidt skulle alt være i orden. Men det er ikke nok. Alle andre skal også acceptere at tro på kronikørens måde, som for de fleste af os ikke er kristendom - dårligt nok tro. Derved opstiller han, hvad Grundtvig i en lignende anledning kaldte et luftkastel: En kristen kirke, som ganske vist aldrig har eksisteret, og som ikke tror på det, dem, der i dag kalder sig kristne, bekender, men som alligevel hævder at være den sande kirke. Hvorfor er det så en kristen kirke? Fordi kronikøren finder, at den prædiker fornuftig kristendom. Man spørger sig selv, hvor de nuværende kristne (som der er betydeligt flere af, end den højtærede taler synes at mene) så skal gå hen, når kronikørens psykoterapeutiske skummetmælksevangelium har overtaget kirken. Måske skulle de tage og grundlægge en kirke. Måske tilmed én, som var evangelisk-luthersk.
Det helt sjove ved det er, at nok har denne type forandringsforslag eller krav høj alder, men de konkrete forslag går stort set altid i glemmebogen efter kort tid, mens det, der protesteres imod, på en underligt livskraftig måde bliver ved med at være til og blive troet. Måske fordi hjemmelavede kirker af denne art netop er luftkasteller.
Så kirkens genmæle i denne sammenhæng må vist bare være: Tough luck buller. Det er altså ikke dét, man tror på her. Kig endelig ind; men hvis du kun vil være med i en kirke, du selv kan bestemme, hvad skal mene, så lav du dig din egen kirke. Vi gider ikke løbe efter slige luftigheder.
Grundtvig hin lille
I modsætning til de erklærede ateister, som fastholder, at kristendommen er en vildvej, er denne type reformatorer principielt velvilligt indstillede over for kristendommen. Kirken skal bare lige – og så følger der et eller andet krav, som intet fornuftigt menneske da kan være uenig med, mener reformatoren. Dette "lige" viser sig imidlertid altid at rumme lidt mere end en simpel detalje. Som hovedregel er kristendommen gået op i røg, inden reformatoren mener, at nu er den blevet fornuftig. Dagens reformator mener således, at det er sprogføringen i kirken, den er gal med. Hør bare nadverudlægningen:
Det klassiske lutherske synspunkt i folkekirken er, at kagen og saftevandet ikke skifter substans. Jesu legeme og blod er på en uforklarlig måde alligevel er til stede i det uskyldige kagebrød og saftevandet! Det afgørende er måske, at den, der går til alters for at søge syndsforladelse, i sit eget stille sind forestiller sig, at hun/han får sin guds syndsforladelse. Hvilket vel vil sige, at man angrer og tilgiver sig selv!
Den sproglige modernisering beror her på, at altervinen og oblaterne omtales som ” kagen og saftevandet” - den kommunikative originalitet er lysende: Havde vi dog bare kaldt altervin for "saftevand" noget før. Men det reelle ærinde er ikke bare sprogligt, for ændringen i sproget viser sig at følges af en oversættelse, hvor betydningen af nadverritualet bliver rent psykologisk i processen. Det, som for de fleste nadvergæster er det helt centrale, nemlig at syndsforladelsen tilsiges en fra Gud, er forsvundet op i den blå luft - eller ind i det menneskelige sjæleliv.
Læser man videre viser dette sig at være mønsteret punkt for punkt. Den ”sproglige” revision viser sig at følges af at kristendommen skal ”renses” for alt det, der gør den meningsfuld for de kristne. Helligånden ryger i forbifarten, paradiset bliver til "naturen" etc etc. Det kan ethvert fornuftigt menneske da tilslutte sig.
Så altså: Hvis bare kristendommen vil holde op med at være kristendom, så vil dagens kronikør godt tilslutte sig den. Men det er en særpræget form for tilslutning: ”Hvis bare jeg selv må bestemme, hvad du mener, så vil jeg gerne være enig med dig”.
Nu har kirken ikke sindelagskontrol ved indgangen, så kronikøren kan gå ind, hvor han har lyst. Han kan gå til alters og tilgive sig selv, og han kan sidde og nyde fællesskabet helt uden helligånd. Så for så vidt skulle alt være i orden. Men det er ikke nok. Alle andre skal også acceptere at tro på kronikørens måde, som for de fleste af os ikke er kristendom - dårligt nok tro. Derved opstiller han, hvad Grundtvig i en lignende anledning kaldte et luftkastel: En kristen kirke, som ganske vist aldrig har eksisteret, og som ikke tror på det, dem, der i dag kalder sig kristne, bekender, men som alligevel hævder at være den sande kirke. Hvorfor er det så en kristen kirke? Fordi kronikøren finder, at den prædiker fornuftig kristendom. Man spørger sig selv, hvor de nuværende kristne (som der er betydeligt flere af, end den højtærede taler synes at mene) så skal gå hen, når kronikørens psykoterapeutiske skummetmælksevangelium har overtaget kirken. Måske skulle de tage og grundlægge en kirke. Måske tilmed én, som var evangelisk-luthersk.
Det helt sjove ved det er, at nok har denne type forandringsforslag eller krav høj alder, men de konkrete forslag går stort set altid i glemmebogen efter kort tid, mens det, der protesteres imod, på en underligt livskraftig måde bliver ved med at være til og blive troet. Måske fordi hjemmelavede kirker af denne art netop er luftkasteller.
Så kirkens genmæle i denne sammenhæng må vist bare være: Tough luck buller. Det er altså ikke dét, man tror på her. Kig endelig ind; men hvis du kun vil være med i en kirke, du selv kan bestemme, hvad skal mene, så lav du dig din egen kirke. Vi gider ikke løbe efter slige luftigheder.
Grundtvig hin lille
fredag den 1. april 2011
Præstekone
Når man både har et rimelig aktivt religiøst liv og en ansættelse på et universitet og ikke på Det teologiske fakultet, kan man nogle gange godt føle sig som en spøjs fugl. Berøringsangsten over for religiøse emner er udpræget, og forestillingen om, at den man diskuterer med, måske kunne tænkes at være troende, kan udløse de mest forbløffende reaktioner.
Et af de mere overraskende øjeblikke af denne art indtraf for nogle år siden. Efter at have undervist medforstående i Gud ved hvilke tekster, Ewald, Christian Winther, Højholt, Johannes V. Jensen, nåede min semesterplan frem til en Grundtvigtekst, som jeg – mine metodiske vaner tro – også underviste medforstående i. Pludselig, midt i det hele, en af mine studerende med vantro og nedladende tonefald: ”Jamen, er du kristen?”, som havde hun spurgt ”blotter du dig for ældre damer i din fritid?”
Så står man der og flabrer med mundvigende. Hvad Satan havde det med noget at gøre. Jeg havde haft dem rundt i seksuelle perversioner, syrede formeksperimenter og alt muligt andet. Første gang der dukker en religiøs tekst op, skal man redegøre for sin tro … suk … Da jeg underviste i ”Elses Bryllup” spurgte de ikke, om jeg var en perverteret sadomasochist med hang til at gennembore unge piger med høtyve. Da jeg underviste i ”Interferens” blev jeg ikke spurgt, om jeg var nihilist. Hvad dælen har mine private overbevisninger med tekstvalget at gøre. Er det, fordi jeg ikke står og er fuld af ironi og nedladenhed over for den kristne tekst.
Nuvel: ”Ja det er jeg” – og videre, som var ingenting hændt.
Men trykket er lettet på det herligste, efter at jeg er begyndt som ”præstekone” – nej, ikke ”præstemand”, det er noget helt andet. Det begyndte allerede, da Sarah første gang fik kjole på, og det er blevet ved. Og nu hun er blevet permapræst, så ser jeg intenst frem til at være permapræstekone. Nu er jeg certificeret vanvittig. Overtroen ligger jo ligesom i jobbeskrivelsen, og dermed bliver mit trosforhold mindre et personligt end et professionelt anliggende. Det er ikke længere en overraskelse, og det er ikke længere pinligt. Alle ved, at jeg er forpligtet på at være kristen, og så er det jo ikke min egen skyld.
Det betyder så mindre, at jeg som person vel hverken er blevet mere eller mindre kristen – jeg tvivler i det hele taget på, at kristendom er en graduerbar størrelse, ”jeg føler mig sådan lidt småkristen her til morgen”, og ganske vist får jeg da i min nye profession en del mere kirkegang op under neglene, men det forandrer ikke mit trosforhold på nogen grundlæggende måde. Højst gør det mit trosliv lidt mere aktivt.
Men nu er det på en måde helt i sin orden. Jeg har konstitutionelt knald i låget, og derfor opstår der ikke nogle pinagtige situationer. Så næste gang en studerende pludselig spørger til min tro midt under en time, svarer jeg bare ”Jeg er præstekone”. Så nikker hele holdet tungt, let medlidende, men også med en vis accept, og så er spørgsmålet ude af verden.
Det er skønt at være præstekone.
Og småkagerne? Ja, dem kan man vel klare sådan her:
Så er det også ligesom lidt maskulint.
Et af de mere overraskende øjeblikke af denne art indtraf for nogle år siden. Efter at have undervist medforstående i Gud ved hvilke tekster, Ewald, Christian Winther, Højholt, Johannes V. Jensen, nåede min semesterplan frem til en Grundtvigtekst, som jeg – mine metodiske vaner tro – også underviste medforstående i. Pludselig, midt i det hele, en af mine studerende med vantro og nedladende tonefald: ”Jamen, er du kristen?”, som havde hun spurgt ”blotter du dig for ældre damer i din fritid?”
Så står man der og flabrer med mundvigende. Hvad Satan havde det med noget at gøre. Jeg havde haft dem rundt i seksuelle perversioner, syrede formeksperimenter og alt muligt andet. Første gang der dukker en religiøs tekst op, skal man redegøre for sin tro … suk … Da jeg underviste i ”Elses Bryllup” spurgte de ikke, om jeg var en perverteret sadomasochist med hang til at gennembore unge piger med høtyve. Da jeg underviste i ”Interferens” blev jeg ikke spurgt, om jeg var nihilist. Hvad dælen har mine private overbevisninger med tekstvalget at gøre. Er det, fordi jeg ikke står og er fuld af ironi og nedladenhed over for den kristne tekst.
Nuvel: ”Ja det er jeg” – og videre, som var ingenting hændt.
Men trykket er lettet på det herligste, efter at jeg er begyndt som ”præstekone” – nej, ikke ”præstemand”, det er noget helt andet. Det begyndte allerede, da Sarah første gang fik kjole på, og det er blevet ved. Og nu hun er blevet permapræst, så ser jeg intenst frem til at være permapræstekone. Nu er jeg certificeret vanvittig. Overtroen ligger jo ligesom i jobbeskrivelsen, og dermed bliver mit trosforhold mindre et personligt end et professionelt anliggende. Det er ikke længere en overraskelse, og det er ikke længere pinligt. Alle ved, at jeg er forpligtet på at være kristen, og så er det jo ikke min egen skyld.
Det betyder så mindre, at jeg som person vel hverken er blevet mere eller mindre kristen – jeg tvivler i det hele taget på, at kristendom er en graduerbar størrelse, ”jeg føler mig sådan lidt småkristen her til morgen”, og ganske vist får jeg da i min nye profession en del mere kirkegang op under neglene, men det forandrer ikke mit trosforhold på nogen grundlæggende måde. Højst gør det mit trosliv lidt mere aktivt.
Men nu er det på en måde helt i sin orden. Jeg har konstitutionelt knald i låget, og derfor opstår der ikke nogle pinagtige situationer. Så næste gang en studerende pludselig spørger til min tro midt under en time, svarer jeg bare ”Jeg er præstekone”. Så nikker hele holdet tungt, let medlidende, men også med en vis accept, og så er spørgsmålet ude af verden.
Det er skønt at være præstekone.
Og småkagerne? Ja, dem kan man vel klare sådan her:
Så er det også ligesom lidt maskulint.
mandag den 28. marts 2011
Nyt fondschok: Penkowa anvendte forskningspenge til forskning
”Vi glædede os for tidligt!” Fondsbestyrer Søren Birk Olesen fra Søndre Pølsinge Almene Sundhedsfond (SPAS), bror til den kendte kvindesagsforkramper Ole Birk Olesen, ryster tungt på hovedet. Efter den seneste tids skandaler omkring elitefuskeren Milena Penkowa håbede fonden på en rigtig stor, fed skandale at profilere sig på. Fonden bevilligede nemlig i 2007 16.500 kr. til ”Indkøb af et meget lille mikroskop” til brug for Penkowas rotteforsøg, og efter de seneste måneders vedblivende afsløringer af kreativ gik bestyrelsen i SPAS ud fra, at der også var fusket med deres midler. Og derfor iværksatte de en kontrol af, hvordan midlerne var blevet brugt. ”Vi regnede da med, at mindst 60-70 procent af pengene var blevet pøset i den lille røde korvette eller brændt af på champagne og rejser” fortæller Søren Birk Olesen ”og vi havde set frem til at komme på forsiden af BT”.
Derfor mødte Søren Birk Olesen og Københavns Universitet krammeadvokat op på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for at kontrollere, om pengene var anvendt efter aftalen, og stor var deres skuffelse, da de på laboratoriet fandt det omtalte meget lille mikroskop. ”Det var tilmed en lille sølvplade på, hvor der stod ”Så du kan få øje på min lille ting. Din anonyme Helge”. Vi stod tilbage i chok: Forskningspengene var blevet anvendt til forskning”, fortæller en tydeligt rystet Søren Birk Olesen og slutter: ”Vi havde virkelig håbet at få noget godt ud af vores investering. Det er for dårligt, at man ikke engang længere kan stole på de uhæderlige.”
Derfor mødte Søren Birk Olesen og Københavns Universitet krammeadvokat op på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for at kontrollere, om pengene var anvendt efter aftalen, og stor var deres skuffelse, da de på laboratoriet fandt det omtalte meget lille mikroskop. ”Det var tilmed en lille sølvplade på, hvor der stod ”Så du kan få øje på min lille ting. Din anonyme Helge”. Vi stod tilbage i chok: Forskningspengene var blevet anvendt til forskning”, fortæller en tydeligt rystet Søren Birk Olesen og slutter: ”Vi havde virkelig håbet at få noget godt ud af vores investering. Det er for dårligt, at man ikke engang længere kan stole på de uhæderlige.”
lørdag den 19. marts 2011
Blogger bliver tydeligvis lidt syret af at få sin bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden
Det er dét de unge vil ha´
men hvad med de der er halvgamle
og sidder på kontorer med matsorte ruder
og lyset flæbende fra en blændet pære i loftet
mens alle de vinde
der kaster sig ud og ind imellem Nordre Frihavsgades
alt for hvide tjørnebuske
ikke stopper eller stander men som et tog
med hånden vinkende langsomt i afsked
pludselig rammes af dit hypnotiske kys?
Dagen i dag er ikke i morgen.
men hvad med de der er halvgamle
og sidder på kontorer med matsorte ruder
og lyset flæbende fra en blændet pære i loftet
mens alle de vinde
der kaster sig ud og ind imellem Nordre Frihavsgades
alt for hvide tjørnebuske
ikke stopper eller stander men som et tog
med hånden vinkende langsomt i afsked
pludselig rammes af dit hypnotiske kys?
Dagen i dag er ikke i morgen.
torsdag den 17. marts 2011
At få en ny bog i hånden
I går fik jeg for første gang Svend Skrivers og min nye bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden. Så skrev jeg en lang og selvfed blogpost, som jeg måtte slette igen, da jeg fattede, hvor selvfed den egentlig var. Men: Det må indrømmes, at jeg blev lidt (for) glad for mig selv, da jeg pludselig stod med en bog i hånden, som jeg og Svend begyndte på i 1997. Andre må jo bedømme, om den så også er vellykket. Jeg ved kun, at vi har gjort os umage, og at den er blevet så god, som vi på nogen måde kunne gøre den. Der er og vil altid være forskellige stilarkæologiske lag i en bog med så lang en tilblivelsestid, og hvis vi begyndte at skrive den i dag, ville den sikkert falde anderledes ud – men den ville også først udkomme om 14 år.
Wie dem auch sei: Det mest befriende ved at stå med sådan en bog i hånden er, at den genvækker ubegribeligt mange døde timer i ens liv. Eller sagt på en anden måde: For overhovedet at skrive en bog som denne her, skal man på et meget tidligt tidspunkt begynde at pøse sine arbejdstimer ned i et projekt, som man ingen sikkerhed har for, bliver færdigt. Jeg ved ikke, hvor mange årsværks arbejde, der ligger i en bog af denne her karakter: aftener, weekender, tidlige morgener – alt muligt. Når man har været i gang i nogle år, står man uden noget, der bare ligner et færdigt resultat, men med uendelige mængder af timer investeret i projektet, og spørgsmålet er så, om man har spildt alle de timer, om man burde have lavet noget andet, og om man nogensinde får kræfterne til at indløse alle de timer, man allerede har lagt i arbejdet.
Men når bogen så alligevel er der, så ved man, at det ville den aldrig have været, hvis ikke man for 14 år siden var begyndt at hælde timer i projektet.
Da jeg skulle finde noget til omslaget, tog jeg ind til Dorte Dahlin, som også havde lagt billede til forsiden af min disputats. Da jeg fandt det rigtige billede i hendes kataloger, fik jeg et chok. Bogen hedder Dét, der forsvinder, tager jeg med. Det billede, som var helt rigtigt til omslaget, hed I Forgot to Remember to Forget - på baggrund af af alle ting i verden titlen på en Elvissang. Hvor Thomsensk kan det lige blive? Men: det var malet i 1988 - 10 år før vi gik i gang med bogen. Altså, hvis man ikke lige var religiøs i forvejen, så blev man det altså dér. Bogen er så smuk. Michael Kamp ude på Forlaget Spring har lavet et vidunderligt omslag ud af Dorte billede, og satsen er smuk og alt er blevet vidunderligt, fordi fondene nærmest stod i kø for at hælde penge i bogen (mirabile dictu!), så gode mennesker kunne lave deres arbejde godt.
Waouw!!!!
En af mine facebookvenner, Claus Askholm, hørte om min mislykkede selvfede blogpost og gav som reaktion følgende version af den:
Wie dem auch sei: Det mest befriende ved at stå med sådan en bog i hånden er, at den genvækker ubegribeligt mange døde timer i ens liv. Eller sagt på en anden måde: For overhovedet at skrive en bog som denne her, skal man på et meget tidligt tidspunkt begynde at pøse sine arbejdstimer ned i et projekt, som man ingen sikkerhed har for, bliver færdigt. Jeg ved ikke, hvor mange årsværks arbejde, der ligger i en bog af denne her karakter: aftener, weekender, tidlige morgener – alt muligt. Når man har været i gang i nogle år, står man uden noget, der bare ligner et færdigt resultat, men med uendelige mængder af timer investeret i projektet, og spørgsmålet er så, om man har spildt alle de timer, om man burde have lavet noget andet, og om man nogensinde får kræfterne til at indløse alle de timer, man allerede har lagt i arbejdet.
Men når bogen så alligevel er der, så ved man, at det ville den aldrig have været, hvis ikke man for 14 år siden var begyndt at hælde timer i projektet.
Da jeg skulle finde noget til omslaget, tog jeg ind til Dorte Dahlin, som også havde lagt billede til forsiden af min disputats. Da jeg fandt det rigtige billede i hendes kataloger, fik jeg et chok. Bogen hedder Dét, der forsvinder, tager jeg med. Det billede, som var helt rigtigt til omslaget, hed I Forgot to Remember to Forget - på baggrund af af alle ting i verden titlen på en Elvissang. Hvor Thomsensk kan det lige blive? Men: det var malet i 1988 - 10 år før vi gik i gang med bogen. Altså, hvis man ikke lige var religiøs i forvejen, så blev man det altså dér. Bogen er så smuk. Michael Kamp ude på Forlaget Spring har lavet et vidunderligt omslag ud af Dorte billede, og satsen er smuk og alt er blevet vidunderligt, fordi fondene nærmest stod i kø for at hælde penge i bogen (mirabile dictu!), så gode mennesker kunne lave deres arbejde godt.
Waouw!!!!
En af mine facebookvenner, Claus Askholm, hørte om min mislykkede selvfede blogpost og gav som reaktion følgende version af den:
"Undskyld mig lige mens jeg svælger mig i selvfedme, men.. Kære blog. Jeg ved godt at jeg normalt er rimelig selvfed, men i dag tog det virkelig overhånd. Jeg stod nemlig med min nye bog i hånden, og jeg blev seriøst våd i trussen. Først kikkede jeg på forfatterbilledet i flere timer, og jeg siger jer: Narcissus var det rene vand i forhold til migselv. Efter at have svælget i selvfedme i et par timer besluttede jeg mig ofr at få professionel hjælp - og ringede til min mor. Hun fandt straks mine babybilleder frem og fortalte mig at hun allerede da jeg sad på potten første gang vidste at jeg ville lave noget stort en dag. Jeg besluttede derefter at overraske min smukke ægtehustru. I ved, hende med den fantastiske gode smag i ægtemænd. Hun kastede et blik på mig og kaldte mig ved min rette titel, da hun sagde "Åh Gud, hvad har du nu lavet...?"Jeg ville ønske, at dette var en overdrivelse. Men det er ca. sådan, det føles. En parodi er det dårligt nok.
torsdag den 3. marts 2011
Ole Birk Olesen får kønsskifteoperation
Efter ganske kort tids overvejelse har den omstridte debattør og folketingskandidat for Liberal Alliance Ole Birk Olesen besluttet at få foretaget en kønsskifteoperation. Det gælder ham begge to både som debattør og som folketingskandidat. Og han har taget beslutningen uafhængigt af hinanden, men i fuldstændig enighed.
”Jeg er bare så træt af ikke at kunne kritisere de protofascistiske kvinder uden at få skudt i skoene, at jeg har kaldt dem protofascister” forklarer Ole Birk Olesen og uddyber ”Anne Sofia Hermansen skriver næsten lige så åndsvage ting som mig om kvinder uden at blive kaldt kvindefjendsk. Det er totalt sexistisk, så nu skifter jeg bare køn. Ja, jeg gør så. På PRIVATHOSPITAL. Og så skal du se noget seriøs og ærlig bitch-slapping bagefter. Kvinde er kvinde værst, men jeg er allerværst. Jeg bliver en mean fatherfucker, kan jeg godt sige dig!”
På privathospitalet Hamln har man ganske vist kun foretaget få kønsskifteoperationer før, men overlæge Peter Mogensen udtaler ”det er et enormt skarpt træk af Ole Birk Olesen, fordi han på den måde forandrer hele det politiske landskab, og vi helt sikkert kommer til at se et fornyet borgerligt flertal efter valget”. Han oplyser, at det endnu ikke er lykkedes Lars Løkke Rasmussen at få omdirigeret tilstrækkeligt med midler til privathospitalet til at dække udgifterne til kønsskifteoperationen, men at Mærsk-koncernen har tilbudt at spæde op, så Ole Birk Olesen hurtigst muligt og helst med god tid til næste valg kan blive til Oda Birk Olesen
Partiformand Anders Samuelsen er begejstret: ”Efter at Malou Aamund og Gitte Seeberg smuttede, har vi ligesom haft lidt svært ved at finde højt profilerede kvinder, vi ikke var i familie med. Oda bliver helt sikkert en flot tøs, når hun er færdig, og vi glæder os til at markedsføre hende. Meget værre end Birthe Rønn Hornbech kan hun umuligt komme til at se ud."
Det har i dag ikke været muligt at slå en kommentar af Ole Birk Olesens kone.
”Jeg er bare så træt af ikke at kunne kritisere de protofascistiske kvinder uden at få skudt i skoene, at jeg har kaldt dem protofascister” forklarer Ole Birk Olesen og uddyber ”Anne Sofia Hermansen skriver næsten lige så åndsvage ting som mig om kvinder uden at blive kaldt kvindefjendsk. Det er totalt sexistisk, så nu skifter jeg bare køn. Ja, jeg gør så. På PRIVATHOSPITAL. Og så skal du se noget seriøs og ærlig bitch-slapping bagefter. Kvinde er kvinde værst, men jeg er allerværst. Jeg bliver en mean fatherfucker, kan jeg godt sige dig!”
På privathospitalet Hamln har man ganske vist kun foretaget få kønsskifteoperationer før, men overlæge Peter Mogensen udtaler ”det er et enormt skarpt træk af Ole Birk Olesen, fordi han på den måde forandrer hele det politiske landskab, og vi helt sikkert kommer til at se et fornyet borgerligt flertal efter valget”. Han oplyser, at det endnu ikke er lykkedes Lars Løkke Rasmussen at få omdirigeret tilstrækkeligt med midler til privathospitalet til at dække udgifterne til kønsskifteoperationen, men at Mærsk-koncernen har tilbudt at spæde op, så Ole Birk Olesen hurtigst muligt og helst med god tid til næste valg kan blive til Oda Birk Olesen
Partiformand Anders Samuelsen er begejstret: ”Efter at Malou Aamund og Gitte Seeberg smuttede, har vi ligesom haft lidt svært ved at finde højt profilerede kvinder, vi ikke var i familie med. Oda bliver helt sikkert en flot tøs, når hun er færdig, og vi glæder os til at markedsføre hende. Meget værre end Birthe Rønn Hornbech kan hun umuligt komme til at se ud."
Det har i dag ikke været muligt at slå en kommentar af Ole Birk Olesens kone.
tirsdag den 1. marts 2011
Telefonsamtaler
”FN: Minister kunne bare have ringet” (overskrift i Information)
1.
Birthe: Ja, hej det er Birthe.
FN: Ja, hejsa.
Birthe: Jeg ringer bare for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne.
FN: Ok, så stiller jeg dig lige over til UNHCR.
Birthe: Nej, DET gør du ikke!
FN: Øh, det er altså dem, som håndterer denne slags sager.
Birthe: Nej, det er mig.
FN: Altså håndterer dem hos os.
Birthe: Hvor mange gange skal jeg sige, at det er mig!
FN: Øh … altså … jeg må vist udtrykke mig uklart, det er UNHCR, som ...
Birthe: Skal du være fræk? Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen!
FN: Nåmen ok.
2.
Birthe: Hej det er Birthe igen. Har du nu lært at opføre dig ordentligt?
FN: Hej Birthe. Godt at høre din stemme.
Birthe: Nej, det er ej. Og det er et uheld, at mikrofonen er tændt.
FN: (pause) … altså men jeg har snakket med UNHCR.
Birthe: Hvem har givet dig lov til det?
FN: Jeg er FN, jeg må faktisk gerne tale med mine egne afdelinger.
Birthe: Det synes jeg er utrolig groft. Der er en sag om magtmisbrug LIGE her.
FN: Men altså UNHCR siger ...
Birthe: Jeg har ikke bedt om deres mening.
FN: Hvorfor ringer du så?
Birthe: for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne. Derfor!
FN: Men UNHCR siger …
Birthe: Nej dette her er for meget! Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
FN: Nåmen ok.
3.
Birthe: Hej det er Birthe. Jeg overholder altså de konventioner.
UNHCR: Hej, det er UNHCR, jeg fik lov til at tage telefonen denne her gang.
Birthe: Hvem gav dig lov til det? For MIG var det ikke!
UNHCR: Det gjorde FN.
Birthe: Nej DET er for groft. Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
UNHCR: Nåmen ok.
FN (i baggrunden): Jeg sagde jo, at det ville gå sådan.
(Det overlades til læserens individuelle billeddannelse at forestille sig ministerens ansigtsudtryk undervejs i samtalerne. Dog kan det oplyses, at hun ved afslutningen ligner Kaj, når det går op for ham, at han ikke kan komme uden om at kysse Andrea)
1.
Birthe: Ja, hej det er Birthe.
FN: Ja, hejsa.
Birthe: Jeg ringer bare for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne.
FN: Ok, så stiller jeg dig lige over til UNHCR.
Birthe: Nej, DET gør du ikke!
FN: Øh, det er altså dem, som håndterer denne slags sager.
Birthe: Nej, det er mig.
FN: Altså håndterer dem hos os.
Birthe: Hvor mange gange skal jeg sige, at det er mig!
FN: Øh … altså … jeg må vist udtrykke mig uklart, det er UNHCR, som ...
Birthe: Skal du være fræk? Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen!
FN: Nåmen ok.
2.
Birthe: Hej det er Birthe igen. Har du nu lært at opføre dig ordentligt?
FN: Hej Birthe. Godt at høre din stemme.
Birthe: Nej, det er ej. Og det er et uheld, at mikrofonen er tændt.
FN: (pause) … altså men jeg har snakket med UNHCR.
Birthe: Hvem har givet dig lov til det?
FN: Jeg er FN, jeg må faktisk gerne tale med mine egne afdelinger.
Birthe: Det synes jeg er utrolig groft. Der er en sag om magtmisbrug LIGE her.
FN: Men altså UNHCR siger ...
Birthe: Jeg har ikke bedt om deres mening.
FN: Hvorfor ringer du så?
Birthe: for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne. Derfor!
FN: Men UNHCR siger …
Birthe: Nej dette her er for meget! Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
FN: Nåmen ok.
3.
Birthe: Hej det er Birthe. Jeg overholder altså de konventioner.
UNHCR: Hej, det er UNHCR, jeg fik lov til at tage telefonen denne her gang.
Birthe: Hvem gav dig lov til det? For MIG var det ikke!
UNHCR: Det gjorde FN.
Birthe: Nej DET er for groft. Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
UNHCR: Nåmen ok.
FN (i baggrunden): Jeg sagde jo, at det ville gå sådan.
(Det overlades til læserens individuelle billeddannelse at forestille sig ministerens ansigtsudtryk undervejs i samtalerne. Dog kan det oplyses, at hun ved afslutningen ligner Kaj, når det går op for ham, at han ikke kan komme uden om at kysse Andrea)
fredag den 25. februar 2011
Krigsministeriets historieforfalskning: Løj Mallebrok død i krigen i 1864
Formodet samtidigt maleri af "Mallebrok" Nu afsløret som et falsum
Den afgørende opdagelse var, at personen på billedet bærer briller af en
model, der først blev udformet i det sene 20. århundrede. Ved en efter-
følgende gennemlysning af billedet blev det afsløret, at der er tale om et
behændigt manipuleret fotografi - ikke et maleri.
I mange år har Krigsministeriets spinenhed arbejdet på at overbevise den danske befolkning om, at Mallebrok døde i krigen i 1864. Det er via skjulte budskaber i børnesange infamt blevet indsneget i alle yngre danske generationer, at Mallebrok er død i krigen i 1864.
Det passer imidlertid ikke. Mallebrok er for nylig blevet afsløret som militært kaldenavn (af samme art som mere kendte navn som ”Pingo”, ”Trident” eller ”Knalde Kalle”) for John Churchill, den første hertug af Marlborough, født 1650 og død 1722. og allerede ved årstallet burde alarmklokkerne have ringet, mener Kgl. Hofhystericus Yes Fabricius Møller, som i sin fritid er lektor i det 19. og 20. århundredes historie ved Glaxo Smith-Kline instituttet (tidligere Saxo Instituttet). ”Enhver kan da regne ud, at en person, som har været død siden syttenhundredeoghvidkål, ikke kan falde i en krig 140 år senere.” Tilføjer han.
Han modsiges dog af Royalsociolog og lyvsstilsekspert Emilia von Havelåge, der gør gældende, at ”dronningen i denne tale viser vejen for alle danske familier”, og af Krigsministeriets spinenhed, som oplyser, at ”fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling”. Konfronteret med disse udsagn replicerer Fabricius Møller skarpt:
Krigsministeriet afviser i stærke vendinger alle anklager under henvisning til samtidige vidnesbyrd fra fire hædersmænd, der hævdes at have Mallebrok til graven båret. ”Vi ligger stadig inde med hans Sabel, som den ene bar, mens hans Gevær, som den anden bar, blev afleveret til Tøjhusmuseet efter anden verdenskrig” hævder Generalmajor Hillemænd på vegne af ministeriet - dog uden at forevise selvsamme. På Tøjhusmuseet kan man ikke bekræfte modtagelsen; en anonym kilde forklarer dog at ”arkiverne for perioden 1944-1964 er oversendt til rigsarkivet og der anvendt til rigspapirlamper”.
Påstanden om Mallebroks død i krigen i 1864 er en poetisk-diskursiv
manifestation af de identitetsskabende mønstre, der knytter letgenkendelige narrative figurer til erindringspolitiske brændpunkter. Med hensyn til fili-ong-gong-gong og ikke mindst tinge-linge-ling ligger det uden for rammerne af min forskningskompetence med nogen troværdig præcision at identificere, hvorvidt der er overensstemmelse mellem disse udsagn og et historisk sagforhold.
lørdag den 12. februar 2011
Erik Skov Petersen indrømmer: Ja, jeg er Milena!
Henriette Kjærs samlever, den tidligere konservative chefstrateg og spindoktor Erik Skov Petersen, indrømmer i dag i Københavns Uret, at han slet ikke findes. Efter at det har vist sig, at han igen og igen har forfalsket sin underskrift, at hans samarbejdspartnere ikke findes, samt at han slet ikke er færdiguddannet økonom, indrømmer han i dag, at han heller ikke selv er til. ”I virkeligheden er jeg Milena Penkowa” sagde han, da han i dag blev fremstillet i krukket grundlovsforhør. ”Jeg har altid fundet det ærgerligt at være en lille lækker medicina med en rød sportsvogn, og derfor besluttede jeg for snart mange år siden i stedet at blive et stort skrummel af en mand uden uddannelse. De dyre vaner har jeg dog hele tiden sørget for at have tilfælles med mig. Man har vel klasse!”
Derimod benægter Petersen-Penkowa at have forfalsket sin mors underskrift. Igennem sin forsvarer oplyser han/hun, at moderen var død – "ganske vist kun midlertidigt død, men død nok til formålet" – i netop den periode, hvor forfalskningerne skulle have fundet sted.
Afsløringen sender bølger af lettelse igennem forskningsverdenen. Hvad man længe har troet var den største forskningsskandale i dansk videnskabshistorie, viser sig nu at være en banal identitetskrise. Dekan Ulla Wæver fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet siger ”vi forstod heller aldrig, hvor alle designermøblerne på Milenas kontor kom, fra, men vi håber, at vi nu kan finde nogle af alle rotterne i fundamentet til den Sjengtoftevilla, Penkowa/Skov Petersen deler med sin samlever/ske."
Denne forklaringen tilfredssstiller dog ikke Skov Petersens forsvar, som forklarer, at rotterne skal findes i Det Konservative Folkeparti, på Weekendavisen og i BTs redaktionslokaler. "Min klient kunne desværre ikke komme til at gennemføre de yderst smertefuldte eksperimenter, han/hun gerne ville, på de ulækre små tingester. Men jeg har dog papir på, at de er nogle rotter. Tilmed et papir, min klient selv har skrevet."
Fra sin familieferie udtaler fhv. Helge Sander igennem en presset medarbejder: ”Begivenhedsrækken bekræfter, at jeg hele tiden har haft ret: Det er virkelig meget nemt og givtigt at gå fra fuskning til faktura. Fx er der på baggrund af et meget omfattende, virksomhedsfinansieret fuskningsprogram flere og flere fakturaer hjemme hos Erik Skov Penkowa.”
Derimod benægter Petersen-Penkowa at have forfalsket sin mors underskrift. Igennem sin forsvarer oplyser han/hun, at moderen var død – "ganske vist kun midlertidigt død, men død nok til formålet" – i netop den periode, hvor forfalskningerne skulle have fundet sted.
Afsløringen sender bølger af lettelse igennem forskningsverdenen. Hvad man længe har troet var den største forskningsskandale i dansk videnskabshistorie, viser sig nu at være en banal identitetskrise. Dekan Ulla Wæver fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet siger ”vi forstod heller aldrig, hvor alle designermøblerne på Milenas kontor kom, fra, men vi håber, at vi nu kan finde nogle af alle rotterne i fundamentet til den Sjengtoftevilla, Penkowa/Skov Petersen deler med sin samlever/ske."
Denne forklaringen tilfredssstiller dog ikke Skov Petersens forsvar, som forklarer, at rotterne skal findes i Det Konservative Folkeparti, på Weekendavisen og i BTs redaktionslokaler. "Min klient kunne desværre ikke komme til at gennemføre de yderst smertefuldte eksperimenter, han/hun gerne ville, på de ulækre små tingester. Men jeg har dog papir på, at de er nogle rotter. Tilmed et papir, min klient selv har skrevet."
Fra sin familieferie udtaler fhv. Helge Sander igennem en presset medarbejder: ”Begivenhedsrækken bekræfter, at jeg hele tiden har haft ret: Det er virkelig meget nemt og givtigt at gå fra fuskning til faktura. Fx er der på baggrund af et meget omfattende, virksomhedsfinansieret fuskningsprogram flere og flere fakturaer hjemme hos Erik Skov Penkowa.”
torsdag den 10. februar 2011
Lækket KU notat!!!
Nedenstående notat lækkede her til eftermiddag fra Københavns Universitets Vicedirektorat for Intern Kritik. Ingen har dog hidtil fundet årsag til at kommentere på det, andre end Jesper Langballe-Skødehund, som siger at det er "ufolkeligt, udansk og noget klynk".
Notat
Fra
Vicedirektør for Intern Kritik Sune Auken
Til
Rektor Ralf Hemmingsen
Rektor Ralf Hemmingsen
Kære Ralf
Jeg skriver til dig for at bede dig tage stilling til en grov kompetenceoverskridelse i såvel som uden for universitetsorganisationen.
Det ligger helt klar i ”Regler Vedrørende Kompetencer for Vicedirektoratet for Intern Kritik” (sagsnr. A-235/568/BZ, side 67), at ”det er direktoratets prærogativ at formulere kritik af rektor, direktører og vicedirektører (alle 37½) såvel som af strategiplaner, udviklingskontrakter, pointeløse reklamer og særprægede økonomiske strukturer”. Formålet med dette er, som det turde være bekendt, ”at sikre, at ledelsens kritiske potentiale frigøres til at kunne rettes imod de ansatte og kun de ansatte, samt at hindre anden kritik i at nyde fremme internt i organisationen”. Du vil huske, at rektoratet selv gentagne gange krævede formuleringen skærpet med henblik på ”at holde situationen i ro” (brev af 1. april 2006).
Imidlertid har jeg på det seneste måttet konstatere, at såvel elektroniske som analoge medier er svømmet over af uautoriseret kritik i anledning af, at en eller anden let skeløjet russisk skrulette og elitefusker – eller også var det hjernefusker eller jernfusker, jeg er ikke helt sikkert; meget synes fortsat at være uklart i den sag - ikke har kunnet finde sine rotter, som hun ellers hævder er på loftet af alle andre - OG muligvis har pakket gaver ud for den forkerte. På det seneste har der også været noget med en person ved navn "Helge" og nogle forskningsråd, samt et eller flere overfladiske dødsfald og tilsvarende opstandelse. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er med de rotter og skruletter, men jeg vil godt understrege situationens særligt skærpede uholdbarhed. Jeg ser med dyb alvor på det og vil have mindst ét fedt ekstra vederlag, en rød sportsvogn, en sjov køreibilhat samt en munkekutte med strategisk placerede åbninger, hvis jeg skal fortsætte på posten.
Jeg imødeser din respons og min lønforhøjelse snarest.
Med venlig hilsen
Sune
Følg pengene
Jeg fandt i dag følgende to artikler. Først overenskomsforhandlingerne:
"Nu begynder forhandlingerne: Hjort ønsker 48 timers arbejdsuge" (her)
Dernæst bankpakken
"Staten får intet igen for sin milliardhjælp" (her)
Det er godt at se en regering med orden i prioriteterne, og den slags kontante prioriteringer er også en god hjælp, hvis man skal vurdere, hvis interesser der vægtes i den førte politik. Handlinger vejer tungere end flovser. Husk det!
"Nu begynder forhandlingerne: Hjort ønsker 48 timers arbejdsuge" (her)
Dernæst bankpakken
"Staten får intet igen for sin milliardhjælp" (her)
Det er godt at se en regering med orden i prioriteterne, og den slags kontante prioriteringer er også en god hjælp, hvis man skal vurdere, hvis interesser der vægtes i den førte politik. Handlinger vejer tungere end flovser. Husk det!
søndag den 6. februar 2011
Viden eller nytteværdi
Det er svært nok at opfinde ting. Du kan ikke også forlange, at jeg skal vide, hvad mine opfindelser skal bruges til!
(Carlo Gentina (tekst) og Allessandro Gottardo (tegninger): "Sten-And. Stridens maling" In Den dæmoniske Hollænder. Jumbobog nr. 369. København: Egmont. 2010. P. 120)
Dette udsagn stammer fra Georg Gearløs´ stenalderforfader, Geo-Granit, som ifølge den ovenfor angivne kilde opfandt "maling".
Mærkeligt at en tegneseriefigur kan være så meget klogere end universitetspolitikerne. Det er to forskellige talenter at være god til at frembringe viden og at være god til at instrumentalisere den. Nogle gange forenes disse to talenter i samme person eller samme gruppe, men bestemt ikke altid.
Nogle gange ligger en viden og dens instrumentalisering mange år eller årtier/århundreder fra hinanden. Ofte - formentlig endda: oftest - vil de personer, som er gode til at frembringe viden, være komplette fagnørder, der ikke kan omsætte endsige kommercialisere nogetsomhelst. Giver man ikke dem gode vilkår, går man glip af al den viden, de kunne have frembragt. Denne indsigt er så banal, at den tilsyneladende er forblevet overset. Fordummelsen følger umiddelbart efter.
torsdag den 3. februar 2011
Kormirakler og korrekturkatastrofer
På denne dag, hvor sagen Milena Penkowa endegyldigt har sikret, at Ralf Hemmingsens dage som rektor på KU er talte, kan man heldigvis også bruge tiden på noget bedre end at grue over sin ærværdige institutions bryderier. Jeg tog ud i – eller rettere: Sarah tog mig med ud i – Husum Kirke, hvor DR VokalEnsemblet gav koncert.
Det er sådan et øjeblik, hvor man elsker både sin topskat og sin kirkeskat. Sådan et ensemble ville være noget af det første, der blev slået ihjel, når topskatten røg, og uden kirkeskatten havde dørene ikke kunnet være åbne, så man bare kunne spadsere ind fra gaden og få en fantastisk oplevelse i et vidunderligt klingende, omend meget rødt rum. Hypertopprofessionel elite fra dengang, man stadig vidste, at eliten faktisk er dem, som er ekstremt dygtige til noget – og gerne til noget andet end at frembringe bilag på hjemmetrykkeriet.
Dette var elite. Vi fik Saint-Saëns, Messiaën, Mahler, (den mig ubekendte) Ulf Långbacka og Ravel, så det lød, som om det var nemt. Totalt kontrolleret klang, et vildt overskud af udtryk, en samstemthed af også individuelt store stemmer. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men ALTSÅ!!! Når noget er SÅ godt, kan selv jeg høre det. Programmet var vidunderligt sammensat, så det æteriske hos Saint-Saëns og Messiaën fik lov at glide over til det her mere kontante udtryk hos Maurice Ravel, uden at den klangmæssige enhed nogensinde gik tabt. Ensemblet ejede rummet, og der kunne klappes og udvises begejstring i kirken, uden at det ét sekund var forkert i forhold til den. Bravoråb hele vejen hjem til sangere og dirigent.
Var musikken elite, så var korrekturen på programmet til gengæld ... eeeehm …
”Gustav Mahler (1860-1922)”. Han havde da også fortjent de ekstra 11 år den store mand, havde han ikke?
Gérard Pesson (jeg håber, at det er det, han hedder, jeg har det fra programmet) havde omarbejdet den langsomme sats fra Mahlers 5. symfoni til værket ”Kein deutsches himmel”. Eller var det ”Kein deutscher Himmel”, som der stod andetsteds i programmet, eller muligvis noget helt tredje?
Programmet var på dette punkt i øvrigt helt uinteresseret i musikken, men snakkede til gengæld løs om Viscontis version af Thomas Manns Døden i Venedig. Dejligt folkeoplysende, formoder jeg, men et par ord om musikken var måske på sin plads, når det nu var den, vi skulle høre.
Og så var der præsentationen af ensemblet: ”DR VokalEnsemblet består af 18 professionelle sangere, som debuterede i 2007.” Gad vide, hvorfor alle sangerne lige skulle være debuteret i 2007? Var der ikke gode sangere de andre år?
Men gode var de - class of 2007 ;-). Tak for sangen, og tak for denne ekstra glæde ved korrekturlæsningens fascinerende mysterier. Må jeg anbefale, at ensemblet kunstnerisk bliver ved med at gøre præcis det, det gør, men at dets programansvarlige måske sender programmet til korrektur hos Christel Sunesen, som kan træffes på christel@mail.dk. jaj kan garenterå få resudladed. Ja ha tid sæl brugd henne.
Det er sådan et øjeblik, hvor man elsker både sin topskat og sin kirkeskat. Sådan et ensemble ville være noget af det første, der blev slået ihjel, når topskatten røg, og uden kirkeskatten havde dørene ikke kunnet være åbne, så man bare kunne spadsere ind fra gaden og få en fantastisk oplevelse i et vidunderligt klingende, omend meget rødt rum. Hypertopprofessionel elite fra dengang, man stadig vidste, at eliten faktisk er dem, som er ekstremt dygtige til noget – og gerne til noget andet end at frembringe bilag på hjemmetrykkeriet.
Dette var elite. Vi fik Saint-Saëns, Messiaën, Mahler, (den mig ubekendte) Ulf Långbacka og Ravel, så det lød, som om det var nemt. Totalt kontrolleret klang, et vildt overskud af udtryk, en samstemthed af også individuelt store stemmer. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men ALTSÅ!!! Når noget er SÅ godt, kan selv jeg høre det. Programmet var vidunderligt sammensat, så det æteriske hos Saint-Saëns og Messiaën fik lov at glide over til det her mere kontante udtryk hos Maurice Ravel, uden at den klangmæssige enhed nogensinde gik tabt. Ensemblet ejede rummet, og der kunne klappes og udvises begejstring i kirken, uden at det ét sekund var forkert i forhold til den. Bravoråb hele vejen hjem til sangere og dirigent.
Var musikken elite, så var korrekturen på programmet til gengæld ... eeeehm …
”Gustav Mahler (1860-1922)”. Han havde da også fortjent de ekstra 11 år den store mand, havde han ikke?
Gérard Pesson (jeg håber, at det er det, han hedder, jeg har det fra programmet) havde omarbejdet den langsomme sats fra Mahlers 5. symfoni til værket ”Kein deutsches himmel”. Eller var det ”Kein deutscher Himmel”, som der stod andetsteds i programmet, eller muligvis noget helt tredje?
Programmet var på dette punkt i øvrigt helt uinteresseret i musikken, men snakkede til gengæld løs om Viscontis version af Thomas Manns Døden i Venedig. Dejligt folkeoplysende, formoder jeg, men et par ord om musikken var måske på sin plads, når det nu var den, vi skulle høre.
Og så var der præsentationen af ensemblet: ”DR VokalEnsemblet består af 18 professionelle sangere, som debuterede i 2007.” Gad vide, hvorfor alle sangerne lige skulle være debuteret i 2007? Var der ikke gode sangere de andre år?
Men gode var de - class of 2007 ;-). Tak for sangen, og tak for denne ekstra glæde ved korrekturlæsningens fascinerende mysterier. Må jeg anbefale, at ensemblet kunstnerisk bliver ved med at gøre præcis det, det gør, men at dets programansvarlige måske sender programmet til korrektur hos Christel Sunesen, som kan træffes på christel@mail.dk. jaj kan garenterå få resudladed. Ja ha tid sæl brugd henne.
søndag den 30. januar 2011
”Helt uhørt modgang” og ”Klarenberg”
Visse subautoriserede begreber fortjener for deres udtrykskrafts skyld at blive bevaret for eftertiden – om ikke andet så i blogosfærens ualmindeligt midlertidige evighed. Blandt disse udtryk er følgende to arvestykker:
”Helt uhørt modgang”
Begrebet betegner en meget lille forhindring eller et meget lille uheld, der udløser en reaktion, som for en udenforstående kan synes urimeligt voldsom, men som for den reagerende er den eneste adækvate reaktion på, at verdensordenen ÅBENLYST er imod en og forfølger en helt ned i detaljen. Kræftsygdomme, fyringer, kærstesorger, skilsmisser, brækkede lemmer, vold og ødelagte venskaber kvalificerer ikke til at være ”helt uhørt modgang”. Det gør til gengæld sur mælk, tomme kaffedåser, bortkomne nøgler, regnvejr og svigtende strøm på mobiltelefoner, når man ikke ved, om der ér spagetti til aftensmaden og vil ringe hjem og høre. Ingen emotionel reaktion er for voldsom i mødet med "helt uhørt modgang", og skulle nogen formaste sig til at gøre opmærksom på, at man ikke er ramt af en egentlig tragedie, men af ”helt uhørt modgang”, er det i sig selv udtryk for ”helt uhørt modgang” og berettiger dermed til yderligere voldsomme emotionelle reaktioner. Tårer og tud samt højlydt råben er blot enkelte muligheder inden for en bred vifte af acceptable udfoldelser. Til gengæld frarådes det at knuse genstande af mere end nogle få kroners værdi og at udsætte sin familie for egentlig vold.
”Klarenberg”
Begrebet betegner en handling eller en genstand, som på uautoriseret og ikke-indlysende måde løser – eller midlertidigt løser – et praktisk, især håndværksmæssigt problem. Der indgår gerne gafftape eller blot gafler i løsningen. Træ, nødtørftigt sammentømret er en anden favorit, ligesom pinde eller papir, som er sat i klem, spiller en fremtrædende rolle i mangen ”Klarenberg”. Da der er tale om en uautoriseret løsningsmodel, findes der ingen autoriseret form af ”Klarenbergen”, snarere er den genkendelig på, at man ved, det er en ”Klarenberg”, når man ser den. Enhver ”Klarenberg” er derfor arketypisk i sig selv, og er den ikke arketypisk, er den ikke en ”Klarenberg”. Et sådant arketypisk eksempel er affotograferet nedenfor.
Nærværende "Klarenberg" blev i dag brugt til at bekæmpe en prop i et afløbsrør under gulvet i mit badeværelse. Til venstre ses en lampe til at montere på en bærbar computer. Til højre ses en fleksibel (og i øvrigt ganske ubrugelig) forlænger til en skruemaskine. Bitholderen er usynlig, men bemærk den aflange, heksagonale ”dims, som skruemaskinen griber fat i”-ting længst til højre. Endvidere noterer man sig det elegante gaffafinish, hvormed de to dele er om ikke uopløselig, så dog nødtørftigt forbundne. Tilsammen kunne de lige nå proppen i røret og presse den ud, så jeg kunne få mere slam på fingrene – og noget, der lignede afløb i afløbsrøret. Stille vand har den dybeste grund. Ja, muligvis, men gælder det også, når vandet i ens afløb står stille og ens fingre er fulde af snask i forsøget på at opnå bevægelse?
”Helt uhørt modgang”
Begrebet betegner en meget lille forhindring eller et meget lille uheld, der udløser en reaktion, som for en udenforstående kan synes urimeligt voldsom, men som for den reagerende er den eneste adækvate reaktion på, at verdensordenen ÅBENLYST er imod en og forfølger en helt ned i detaljen. Kræftsygdomme, fyringer, kærstesorger, skilsmisser, brækkede lemmer, vold og ødelagte venskaber kvalificerer ikke til at være ”helt uhørt modgang”. Det gør til gengæld sur mælk, tomme kaffedåser, bortkomne nøgler, regnvejr og svigtende strøm på mobiltelefoner, når man ikke ved, om der ér spagetti til aftensmaden og vil ringe hjem og høre. Ingen emotionel reaktion er for voldsom i mødet med "helt uhørt modgang", og skulle nogen formaste sig til at gøre opmærksom på, at man ikke er ramt af en egentlig tragedie, men af ”helt uhørt modgang”, er det i sig selv udtryk for ”helt uhørt modgang” og berettiger dermed til yderligere voldsomme emotionelle reaktioner. Tårer og tud samt højlydt råben er blot enkelte muligheder inden for en bred vifte af acceptable udfoldelser. Til gengæld frarådes det at knuse genstande af mere end nogle få kroners værdi og at udsætte sin familie for egentlig vold.
”Klarenberg”
Begrebet betegner en handling eller en genstand, som på uautoriseret og ikke-indlysende måde løser – eller midlertidigt løser – et praktisk, især håndværksmæssigt problem. Der indgår gerne gafftape eller blot gafler i løsningen. Træ, nødtørftigt sammentømret er en anden favorit, ligesom pinde eller papir, som er sat i klem, spiller en fremtrædende rolle i mangen ”Klarenberg”. Da der er tale om en uautoriseret løsningsmodel, findes der ingen autoriseret form af ”Klarenbergen”, snarere er den genkendelig på, at man ved, det er en ”Klarenberg”, når man ser den. Enhver ”Klarenberg” er derfor arketypisk i sig selv, og er den ikke arketypisk, er den ikke en ”Klarenberg”. Et sådant arketypisk eksempel er affotograferet nedenfor.
Nærværende "Klarenberg" blev i dag brugt til at bekæmpe en prop i et afløbsrør under gulvet i mit badeværelse. Til venstre ses en lampe til at montere på en bærbar computer. Til højre ses en fleksibel (og i øvrigt ganske ubrugelig) forlænger til en skruemaskine. Bitholderen er usynlig, men bemærk den aflange, heksagonale ”dims, som skruemaskinen griber fat i”-ting længst til højre. Endvidere noterer man sig det elegante gaffafinish, hvormed de to dele er om ikke uopløselig, så dog nødtørftigt forbundne. Tilsammen kunne de lige nå proppen i røret og presse den ud, så jeg kunne få mere slam på fingrene – og noget, der lignede afløb i afløbsrøret. Stille vand har den dybeste grund. Ja, muligvis, men gælder det også, når vandet i ens afløb står stille og ens fingre er fulde af snask i forsøget på at opnå bevægelse?
Abonner på:
Opslag (Atom)