fredag den 30. september 2011

Af en hundefobikers bekendelser


Jeg har det, terapeuterne kalder en "enkeltfobi" for hunde. Den er i rimeligt omfang under kontrol: Jeg kan godt vænne mig - tilmed komme til at holde af - individuelle hunde, og så længe en hund opfører sig rimelig roligt, hænger jeg nowadays ikke oppe i træerne. Men det giver en særligt skærpet opmærksomhed over for bestemte træk i ens omverden. Her to små eksempler:

Jeg boede igennem længere tid i nærheden af en have, hvor der på havelågen var et skilt med et billede af en monsterkøter og teksten "Jeg når hegnet på 8 sekunder. Hvor hurtig er du?" (når dyret var løs i haven, troede man på det). Jeg overvejede at anskaffe mig et tomt patronhylster og vippe det ind i haven med en seddel med påskriften "Jeg når hunden på 0,0008 sekunder. Hvor hurtig er den?" Jeg gjorde det ikke, for det ville have været en voldstrussel - formentlig strafbart og helt sikkert usympatisk, men lysten var der.

Til gengæld gav jeg gentagne gange efter for en anden lyst ...

Der findes en særlig race af små, gamle damer (og nej det er ikke dem, jeg taler om her), som går ture med deres små modebydelige øgler af nogle hunde og gladeligt ser til, imens kræet farer i hovedet på alt, hvad de møder. Inklusive hundefobikere. Da det var sket for mig, Gud ved hvor mange gange, og jeg var blevet lige skræmt hver gang, besluttede jeg mig for, at det var pay back time. Så igennem en længere periode: Hver gang en modbydelig lille øgle følte sig kaldet til at fare efter mig for at true mig med bål, brand og bid, tog jeg mig sammen, bøjede mig ned i hovedet på kræet og brølede BOOOOOOOH med min bedste monsterstemme. Dyret røg selvsagt 1½ meter bagud og gik derefter i vild flugt (jeg vejede trods alt ca 15 gange så meget som den og var ikke så lidt højere). Mærkværdigvis: De små gamle damer, som havde fundet det helt i sin orden, at pelsdyret gøede af mig, blev stærkt forargede over, at jeg gøede af pelsdyret. Sådan er vurderingsnormen så kontekstafhængig.

Ikke nogen meget autoriseret terapiform, men den hjalp nu lidt ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar