I anledning af denne kommentar.
Det helt afgørende ved uddannelse i Danmark er, at det er gratis, og at der tilmed er afsat et relativt stort beløb på finansloven til at give de studerende et underhold. Det betyder, at det er muligt - skønt ikke specielt luksuriøst - at gennemføre sine studier uden meget arbejde ved siden af. Det betyder også, at det er muligt at gennemføre sine studier uafhængigt af ens forældres økonomiske situation. Folk, der ikke støttes hjemmefra kan fortsat få en uddannelse. Det er en rigtig god idé af mange grunde, men at skrue op for SU´en i noget videre omfang er en absurd økonomisk disposition i en krisetid.
At studere på SU er ikke fattigdom men noget så forkætret som behovsudsættelse. En uddannelse giver et menneske et mere begrænset livsgrundlag i en periode, men en langt højere livstidsindkomst. Det er altså også for individet en meget god forretning. Studerende er ikke fattige: De er på vej imod favorable odds på arbejdsmarkedet.
Kampen i Danmark de næste 10-15 år kommer ikke til at handle om, hvorvidt vi kan få forbedret de studerendes SU. Det ville være rart, hvis vi kunne. Den kommer til at stå om, hvorvidt vi kan holde adgangen til uddannelse fri og lige: Hvor vidt vi kan holde det danske uddannelsessystem gratis og helst også sikre, at der er SU til kommende generationer. Jeg er ret sikker på, at denne type klagesange kun er til skade i den sammenhæng.
søndag den 8. januar 2012
fredag den 9. december 2011
De akademiske genrer mellem forskning og formidling
Oplæg på seminar om interaktiv formidling på KUA 09/11/12
Nu handler dette her seminar om interaktiv forskningsformidling, og det er et felt, jeg ved absolut intet om. Derfor formoder jeg, at jeg er inviteret for at sige noget om det ene led, nemlig forskningsformidlingen og så overlade det til de mere vidende at sige noget om interaktiv forskningsformidling. Hvad jeg kan gøre her er helt banalt at kridte den bane op, som diskussionen foregår på.
Nu kan jeg se af deltagerlisten, at vi har folk både fra de våde og de tørre fag til stede i lokalet, og derfor er det værd at få aktiveret diskussionen om forholdet imellem forskning og formidling på de forskellige områder. Min erfaring med den store tværfaglige kommunikation på tværs af hovedområderne tilsiger mig, at vi kommer til både forskning og formidling med meget forskellige erfaringer, og det gør, at vi nogle gange har banalt vanskeligt ved at opfatte, hvad hinanden går og laver selv på ret banale niveauer.
Fx:
Jeg fører en samtale med en god ven, der er fysiker. Jeg spørger, hvordan det går med det projekt, han sidder med lige nu, og han siger: ”Jeg er rigtig langt fremme. Jeg mangler bare at skrive artiklerne”. Hvorefter jeg, der er vant til, at skriveprocessen og forskningsprocessen er en og den samme ting, sidder måbende tilbage og ikke fatter, hvad det overhovedet er, han har lavet hidtil.
Eller
Samme fysikerven stiller samme spørgsmål til mig, og jeg siger. Nåmen det går udmærket. Jeg har skrevet det første 250 sider, så nu er der kun 1½ års arbejde tilbage – ca – før jeg kan udgive bogen. Hvorefter han måbende spørger, om jeg går og skriver bøger i min forskningstid? For det er da sådan populærvidenskabelig formidling, man skriver i bøger.
Så er det måske en god idé at få talt sammen …
Går vi til dette her emne med udgangspunkt i den retoriske genreteori, som har spillet en dominerende rolle i de sidste 20-25 års genreforskning, så ville man sige, at definerende for en genre er, at den er blevet til på baggrund af en tilbagevendende retorisk situation, hvori den er svaret på et bestemt behov, en bestemt mangel – for øvrigt af genreteoretikere kaldet ”exigence”. I forbindelse med den videnskabelige verden kan denne exigence siges at være to forskellige ting. For det første har forskere behov for at kommunikere med hinanden, for det andet har offentligheden behov for, at forskerne kommunikerer udad, således at viden kan overføres fra videnskabens mere specialiserede kredse til det omkringliggende samfund.
Forskningskommunikation
Det første punkt har at gøre med forskningskommunikation, det andet med formidlingskommunikation. Eller sagt på en anden måde i forskningskommunikationen formidler forskeren sin forskning til andre forskere. I Formidlingskommunikationen formidler forskeren sin egen – eller andre forskeres – forskning til en bredere kreds. Det interessante spørgsmål her bliver, hvordan den genre, der anvendes til denne type af kommunikation, påvirker kommunikationen.
Særligt interessant i denne sammenhæng er spørgsmålet om den grad af særsprog, der knytter sig til de forskellige genrer. Særsproget i de største af de intraakademiske skriftlige genrer – den altdominerende forskningsartikel og den på de tørre fag fortsat stærke fagvidenskabelige monografi – er betinget af den vellykkede kommunikation forskerne imellem. Hvis alle på mit område rimelig ubesværet kan skelne imellem Gérard Genettes fem forskellige transtekstualiteter og heller ikke blegner, når en af de fem, parateksten, deles op i peritekst og epitekst, så har jeg som artikelforfatter i hvert fald to væsentlige grunde til at benytte mig af den genettske terminologi: Effektiv kommunikation og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet både jeg og læserne kan finde rundt i Genettes terminologi, så kan vi begynde der, og jeg behøver ikke at forklare, hvad de forskellige begreber dækker, før vi går videre. Der kan altså siges mere, og der kan lægges mere vægt på det fagligt set nye, fordi jeg som fagvidenskabelig forfatter benytter mig af den ret til særsprog, som genren ”videnskabelig afhandling” indebærer.
Overbevisende kommunikation: Dette her punkt fremtræder noget mindre ideelt end det foregående. I virkeligheden er der nok tale om en variant af et etosargument. Jeg viser som fagvidenskabelig forfatter, at mine synspunkter kan tages alvorligt af mine peers ved at vise, at jeg mestrer fagets termer og rammerne omkring en forskningsmæssig fremstilling. Der er selvsagt ikke megen faglighed i dette, men når erfaringen viser, at det giver en større faglig vægt at kunne tale som en rigtig forsker, og at ens forskningsresultater vinder en større overbevisningskraft på den måde, skal man jo være en fæpande for ikke at gøre det. Her er særsproget initierende: Ved at være i stand til at tale, sådan som en fagmand forventes at tale, viser man, at man er på niveau med en rigtig fagmand.
Formidlingskommunikation
Over for dette står så de mere formidlende genrer. Her forholder det sig lige omvendt med effektiv og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet modtageren ikke har forudsætningerne for at forstå fagets termer og øvrige faglige normer, kan disse kun bruges, hvis de forklares undervejs, og selve forklaringen af fx terminologi kan hurtigt blive så kompliceret, at det kommer til at stå i vejen for fremstillingen selv. Derfor vil det videnskabelige særsprog ofte erstattes af andre måder at tale på, der ”siger det samme” (eller i det mindste nogenlunde det samme) på en mere alment tilgængelig måde.
Overbevisende kommunikation: Hvis en forsker, der formidler, taler, som hun eller han ville tale til sine peers, er vedkommende på forhånd dømt til at tabe. Modtageren vil opfatte vedkommende enten som en nørd - der ikke kan forklare sig, så vi almindelige dødelige kan forstå, hvad der foregår, eller er uinteresseret i det, fordi vedkommende befinder sig i et elfenbenstårn -eller som en hoven satan, der mest af alt er interesseret i at fortælle, hvor klog han eller hun selv er. I særligt lykkelige tilfælde kan man få hele rollepakken på én gang. Så er man den arrogante nørd i elfenbenstårnet, der kun er interesseret i at vise frem, hvor klog man selv er.
Så vidt så godt. Det er imidlertid, hvis man er fra det tørre område, værd at lægge mærke til, at forholdet imellem forskning og formidling på vores område er påfaldende meget mindre entydigt end inden for naturvidenskaberne. Vi har i modsætning til i hvert fald de fleste af naturvidenskaberne den mulighed at formulere forskningsmæssigt nye synspunkter i formidlende tekster eller at udforme forskningsmæssige tekster på en sådan måde, at de er tilgængelige for en bredere læserskare. Hos os er det meget mindre givet, at forskning og formidling skal holdes i adskilte arbejder.
Det kan måske demonstreres allermest tydeligt i en af de udfordringer, moderne dansk humaniora står over for: Valget af sprog. I de fleste naturvidenskabelige sammenhænge er det slet ikke til debat, at man naturligvis udformer forskningsmæssige arbejder på engelsk, fordi alle ens peers selvfølgelig læser engelsk, og det i øvrigt sjældent er i de rent sproglige formuleringer, de faglige vanskeligheder forekommer. Skal en bredere dansk offentlighed have indsigt i ens arbejde, giver det sig selv, at man skal udforme sin viden på ny og ind i en formidlingsmæssig sammenhæng. For uanset sprogvalget vil udenforstående ikke kunne forstå ens forskningsartikel. Helt banalt: Hvis det engelske, der skal oversættes, er, at man imellem to hundekomplicerede formler i Broken English har skrevet "Hereof sees easily", nytter det ikke så meget for forståeligheden, at man tilbageoversætter til "Heraf ses let". Det er stadig sort tale for den udefrakommende: Det er indholdet af formlerne, der skal formidles, ikke den forbindende sætning.
I humanvidenskaberne er valget noget hårdere, fordi man med overgangen til engelsk nok vinder adgang til en større kreds af fagfolk – i det mindste i de fleste tilfælde - men til gengæld taber store dele af sit arbejdes formidlingsmæssige potentiale. Hvorfor? Fordi ens forskningsarbejde i vidt omfang lader sig forstå af journalister og andre interessenter. De kan i langt de fleste tilfælde reelt gå ind i ens primære forskningsarbejde og få et rimelig retvisende billede af ens forskning. Og her udgør valget af engelsk en barriere, som rigtignok lader sig overkomme med lidt energi, men formidlingen forudsætter netop, at modtageren ikke skal bruge alt for meget energi på at forstå. Så barrierer imellem forskningsarbejdet og omverdenen er netop det, der spærrer for formidlingen.
Pointen er, at muligheden for at få forskning og formidling til at gå op i en højere enhed, hvor det samme arbejde både har forskningsmæssig værdi og formidler viden til en bredere offentlighed, i vidt omfang er til stede i humanistiske og samfundsfaglige sammenhænge. Men det stiller særlige krav til forskeren, der skal placere sig i mellemrummet mellem forskning og formidling. Selvfølgelig kommer der nogle barske valg, hvor man skal vælge imellem den mest effektive kommunikation over for sine peers og den mest effektive kommunikation over for en bredere offentlighed, men oftest kan man med lidt fingerfærdighed godt få det til at gå op.
Vi har altså at gøre med en intrikat relation imellem forskning og formidling og imellem forskeren og hendes eller hans omverden. Det er jer, der skal fortælle mig, hvilken rolle interaktiv kommunikation kan spille i den sammenhæng.
Interaktiv forskning?
Nu jeg har jer: Jeg får lyst til at vende mig til spørgsmålet – ikke om interaktiv formidling som sådan, men om, hvad nye genrer kan i intrafaglige sammenhænge. Jeg kunne godt tænke mig, at i til resten af dagen tog et bestemt spørgsmål med og spurgte jer selv ikke bare, hvad de nye genrer kan i forskningsformidlingen, for det er helt givet, at de kan noget dér, men også hvad de kan i forskningen selv. Åbner interaktiviteten og andre former for nye formidlingsgreb adgang til erkendelser - ikke bare til bedre kommunikation? Har de et forskningspotentiale, der rækker ud over deres formidlingspotentiale. Jeg ved det ikke. You tell me.
Nu handler dette her seminar om interaktiv forskningsformidling, og det er et felt, jeg ved absolut intet om. Derfor formoder jeg, at jeg er inviteret for at sige noget om det ene led, nemlig forskningsformidlingen og så overlade det til de mere vidende at sige noget om interaktiv forskningsformidling. Hvad jeg kan gøre her er helt banalt at kridte den bane op, som diskussionen foregår på.
Nu kan jeg se af deltagerlisten, at vi har folk både fra de våde og de tørre fag til stede i lokalet, og derfor er det værd at få aktiveret diskussionen om forholdet imellem forskning og formidling på de forskellige områder. Min erfaring med den store tværfaglige kommunikation på tværs af hovedområderne tilsiger mig, at vi kommer til både forskning og formidling med meget forskellige erfaringer, og det gør, at vi nogle gange har banalt vanskeligt ved at opfatte, hvad hinanden går og laver selv på ret banale niveauer.
Fx:
Jeg fører en samtale med en god ven, der er fysiker. Jeg spørger, hvordan det går med det projekt, han sidder med lige nu, og han siger: ”Jeg er rigtig langt fremme. Jeg mangler bare at skrive artiklerne”. Hvorefter jeg, der er vant til, at skriveprocessen og forskningsprocessen er en og den samme ting, sidder måbende tilbage og ikke fatter, hvad det overhovedet er, han har lavet hidtil.
Eller
Samme fysikerven stiller samme spørgsmål til mig, og jeg siger. Nåmen det går udmærket. Jeg har skrevet det første 250 sider, så nu er der kun 1½ års arbejde tilbage – ca – før jeg kan udgive bogen. Hvorefter han måbende spørger, om jeg går og skriver bøger i min forskningstid? For det er da sådan populærvidenskabelig formidling, man skriver i bøger.
Så er det måske en god idé at få talt sammen …
Går vi til dette her emne med udgangspunkt i den retoriske genreteori, som har spillet en dominerende rolle i de sidste 20-25 års genreforskning, så ville man sige, at definerende for en genre er, at den er blevet til på baggrund af en tilbagevendende retorisk situation, hvori den er svaret på et bestemt behov, en bestemt mangel – for øvrigt af genreteoretikere kaldet ”exigence”. I forbindelse med den videnskabelige verden kan denne exigence siges at være to forskellige ting. For det første har forskere behov for at kommunikere med hinanden, for det andet har offentligheden behov for, at forskerne kommunikerer udad, således at viden kan overføres fra videnskabens mere specialiserede kredse til det omkringliggende samfund.
Forskningskommunikation
Det første punkt har at gøre med forskningskommunikation, det andet med formidlingskommunikation. Eller sagt på en anden måde i forskningskommunikationen formidler forskeren sin forskning til andre forskere. I Formidlingskommunikationen formidler forskeren sin egen – eller andre forskeres – forskning til en bredere kreds. Det interessante spørgsmål her bliver, hvordan den genre, der anvendes til denne type af kommunikation, påvirker kommunikationen.
Særligt interessant i denne sammenhæng er spørgsmålet om den grad af særsprog, der knytter sig til de forskellige genrer. Særsproget i de største af de intraakademiske skriftlige genrer – den altdominerende forskningsartikel og den på de tørre fag fortsat stærke fagvidenskabelige monografi – er betinget af den vellykkede kommunikation forskerne imellem. Hvis alle på mit område rimelig ubesværet kan skelne imellem Gérard Genettes fem forskellige transtekstualiteter og heller ikke blegner, når en af de fem, parateksten, deles op i peritekst og epitekst, så har jeg som artikelforfatter i hvert fald to væsentlige grunde til at benytte mig af den genettske terminologi: Effektiv kommunikation og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet både jeg og læserne kan finde rundt i Genettes terminologi, så kan vi begynde der, og jeg behøver ikke at forklare, hvad de forskellige begreber dækker, før vi går videre. Der kan altså siges mere, og der kan lægges mere vægt på det fagligt set nye, fordi jeg som fagvidenskabelig forfatter benytter mig af den ret til særsprog, som genren ”videnskabelig afhandling” indebærer.
Overbevisende kommunikation: Dette her punkt fremtræder noget mindre ideelt end det foregående. I virkeligheden er der nok tale om en variant af et etosargument. Jeg viser som fagvidenskabelig forfatter, at mine synspunkter kan tages alvorligt af mine peers ved at vise, at jeg mestrer fagets termer og rammerne omkring en forskningsmæssig fremstilling. Der er selvsagt ikke megen faglighed i dette, men når erfaringen viser, at det giver en større faglig vægt at kunne tale som en rigtig forsker, og at ens forskningsresultater vinder en større overbevisningskraft på den måde, skal man jo være en fæpande for ikke at gøre det. Her er særsproget initierende: Ved at være i stand til at tale, sådan som en fagmand forventes at tale, viser man, at man er på niveau med en rigtig fagmand.
Formidlingskommunikation
Over for dette står så de mere formidlende genrer. Her forholder det sig lige omvendt med effektiv og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet modtageren ikke har forudsætningerne for at forstå fagets termer og øvrige faglige normer, kan disse kun bruges, hvis de forklares undervejs, og selve forklaringen af fx terminologi kan hurtigt blive så kompliceret, at det kommer til at stå i vejen for fremstillingen selv. Derfor vil det videnskabelige særsprog ofte erstattes af andre måder at tale på, der ”siger det samme” (eller i det mindste nogenlunde det samme) på en mere alment tilgængelig måde.
Overbevisende kommunikation: Hvis en forsker, der formidler, taler, som hun eller han ville tale til sine peers, er vedkommende på forhånd dømt til at tabe. Modtageren vil opfatte vedkommende enten som en nørd - der ikke kan forklare sig, så vi almindelige dødelige kan forstå, hvad der foregår, eller er uinteresseret i det, fordi vedkommende befinder sig i et elfenbenstårn -eller som en hoven satan, der mest af alt er interesseret i at fortælle, hvor klog han eller hun selv er. I særligt lykkelige tilfælde kan man få hele rollepakken på én gang. Så er man den arrogante nørd i elfenbenstårnet, der kun er interesseret i at vise frem, hvor klog man selv er.
Så vidt så godt. Det er imidlertid, hvis man er fra det tørre område, værd at lægge mærke til, at forholdet imellem forskning og formidling på vores område er påfaldende meget mindre entydigt end inden for naturvidenskaberne. Vi har i modsætning til i hvert fald de fleste af naturvidenskaberne den mulighed at formulere forskningsmæssigt nye synspunkter i formidlende tekster eller at udforme forskningsmæssige tekster på en sådan måde, at de er tilgængelige for en bredere læserskare. Hos os er det meget mindre givet, at forskning og formidling skal holdes i adskilte arbejder.
Det kan måske demonstreres allermest tydeligt i en af de udfordringer, moderne dansk humaniora står over for: Valget af sprog. I de fleste naturvidenskabelige sammenhænge er det slet ikke til debat, at man naturligvis udformer forskningsmæssige arbejder på engelsk, fordi alle ens peers selvfølgelig læser engelsk, og det i øvrigt sjældent er i de rent sproglige formuleringer, de faglige vanskeligheder forekommer. Skal en bredere dansk offentlighed have indsigt i ens arbejde, giver det sig selv, at man skal udforme sin viden på ny og ind i en formidlingsmæssig sammenhæng. For uanset sprogvalget vil udenforstående ikke kunne forstå ens forskningsartikel. Helt banalt: Hvis det engelske, der skal oversættes, er, at man imellem to hundekomplicerede formler i Broken English har skrevet "Hereof sees easily", nytter det ikke så meget for forståeligheden, at man tilbageoversætter til "Heraf ses let". Det er stadig sort tale for den udefrakommende: Det er indholdet af formlerne, der skal formidles, ikke den forbindende sætning.
I humanvidenskaberne er valget noget hårdere, fordi man med overgangen til engelsk nok vinder adgang til en større kreds af fagfolk – i det mindste i de fleste tilfælde - men til gengæld taber store dele af sit arbejdes formidlingsmæssige potentiale. Hvorfor? Fordi ens forskningsarbejde i vidt omfang lader sig forstå af journalister og andre interessenter. De kan i langt de fleste tilfælde reelt gå ind i ens primære forskningsarbejde og få et rimelig retvisende billede af ens forskning. Og her udgør valget af engelsk en barriere, som rigtignok lader sig overkomme med lidt energi, men formidlingen forudsætter netop, at modtageren ikke skal bruge alt for meget energi på at forstå. Så barrierer imellem forskningsarbejdet og omverdenen er netop det, der spærrer for formidlingen.
Pointen er, at muligheden for at få forskning og formidling til at gå op i en højere enhed, hvor det samme arbejde både har forskningsmæssig værdi og formidler viden til en bredere offentlighed, i vidt omfang er til stede i humanistiske og samfundsfaglige sammenhænge. Men det stiller særlige krav til forskeren, der skal placere sig i mellemrummet mellem forskning og formidling. Selvfølgelig kommer der nogle barske valg, hvor man skal vælge imellem den mest effektive kommunikation over for sine peers og den mest effektive kommunikation over for en bredere offentlighed, men oftest kan man med lidt fingerfærdighed godt få det til at gå op.
Vi har altså at gøre med en intrikat relation imellem forskning og formidling og imellem forskeren og hendes eller hans omverden. Det er jer, der skal fortælle mig, hvilken rolle interaktiv kommunikation kan spille i den sammenhæng.
Interaktiv forskning?
Nu jeg har jer: Jeg får lyst til at vende mig til spørgsmålet – ikke om interaktiv formidling som sådan, men om, hvad nye genrer kan i intrafaglige sammenhænge. Jeg kunne godt tænke mig, at i til resten af dagen tog et bestemt spørgsmål med og spurgte jer selv ikke bare, hvad de nye genrer kan i forskningsformidlingen, for det er helt givet, at de kan noget dér, men også hvad de kan i forskningen selv. Åbner interaktiviteten og andre former for nye formidlingsgreb adgang til erkendelser - ikke bare til bedre kommunikation? Har de et forskningspotentiale, der rækker ud over deres formidlingspotentiale. Jeg ved det ikke. You tell me.
lørdag den 26. november 2011
Min mulige medskyld i en dum detalje i salmebogen. Et forsøgsvis mea culpa
Hver gang jeg præsenteres for den ærger jeg mig. Måske ér det min skyld. Kalamiteten er ét ord i den tekst, som i dagens salmebog hedder ”Det hellige kors, vor Herre selv bar” (DDS 201). Hvorfor Jo, da salmebogskommisionen tilbage i 1997 barslede med en statusrapport, skrev jeg en lille opsats om kommisoriet og den praksis i forvaltningen af, det, der viste sig i statusrapporten (”Gummiparagraf på uriaspost”. Om kommissoriet til den nye salmebogskommision. In Omkring gudstjenesten 2. 1997. 10-13). Om kommisionens foreslåede tekstedaktion på ovennævnte salme skrev jeg følgende:
Det afgørende i forbindelse med den nye salmebog, er derfor ikke kommissoriet, men hvordan kommissionen vælger at udmønte det i praksis. Det mest interessante ved den nu udsendte statusrapport er derfor de konkrete eksempler på kommissionens gennemarbejdninger, statusrapporten giver.
Lad os derfor ganske kort undersøge en enkelt ændring. Den allerførste salme, statusrapporten fremlægger er Det hellige kors, vor Herre selv bar. Den er i sin “oprindelige” form netop en omskrivning i luthersk ånd af en gammel Mariavise. Denne omskrivning har Grundtvig derefter bearbejdet, og endelig har den så også været i hænderne på den foregående salmebogsredaktion, således at kommissionen til sit nuværende arbejde har tre tidligere udgaver at forholde sig til. Af dette har kommissionen så sammentømret sit eget forslag, som sådan set ikke tilføjer noget selv, men alligevel, ved at kombinere elementerne fra de tidligere udgaver, ikke er identisk med nogen af dem.
I forhold til den tidligere udgave har man på to punkter tilbageført salmen til Hegelunds udgave. Hegelunds oprindelige indledning lyder (Citeret efter Anders Malling: Dansk Salmehistorie I, 206):
DEt hellige Kaars vor Herre selff bar/
Met blodige vnder oc dødelige saar/
For oss han plict oc bod fuldgiorde/
At wi skulde oss der til forlade/
Wi worde ey salige i andre maade.
Hvor sidste verselinje så er salmens omkvæd.
Blandt andet på grund af den uregelmæssige middelalderlige versbygning er salmens originaludgave usyngelig i dag, og derfor skriver Grundtvig da også (Sang-Værk 1, nr 269):
Det hellige Kors, vor Herre, Han bar
Hans blodige Saar og Pine svar
Hans bittre Død uden Lak og Lyde
Deraf allene vi Godt skal nyde!
Grundtvigs udgave er en indiskutabel forbedring. Han opsuger omkvædet i strofen, hvor det tankemæssigt hører hjemme (det virker lidt påklistret i de følgende strofer), og udfører Hegelunds forsøg på at fortælle hele lidelseshistorien (kors - sår - død) på en stærkere måde, bl.a. fordi beskrivelsen af korset, pinen og døden får bedre plads hos Grundtvig. Hvad han har udeladt - Hegelunds tungt dogmatiske prædiken af de ny lutherske sandheder - kan med sindsro undværes. Luthers lære om frelsen ved tro alene står med al ønskelig tydelighed i denne og den næste strofe.
Og det er så stort set den form, salmen har fået i Den danske salmebog fra 1953. Men den nye salmebogskommission kombinerer frit de to udgaver til:
Det hellige kors, vor Herre selv bar
hans blodige sår og pine svar
hans bitre død uden lak og lyde
deraf alene vi godt skal nyde.
Vi vorder ej salig på anden måde.
Hvad tilbageførslen i første verselinje angår, så kan den diskuteres. Man kunne hævde, at der var et stykke reel teologi i betoningen af, at det var Jesus selv, der bar korset (og altså ikke nogen anden), men dels var det ikke kun vor Herre selv, som bar korset (Simon af Kyrene skal jo også have båret det), dels giver “selv” en dårligere rytme, og det dræber Grundtvigs eminente bogstavrim (hellige - Herre - han). Jeg personligt ville foretrække Grundtvigs version på dette punkt, men vil ikke anse det for en større bommert, hvis salmebogskommisionen i den endelige version foretrak Hegelunds.
Genindførslen af omkvædet er jeg derimod ikke i tvivl om er en fejl. Den tilfører ikke salmen noget godt, for omkvædet virker stadig lidt klodset efter de tre sidste strofer, og den forårsager en direkte forværring netop i første strofe. Grundtvigs sikre indarbejdelse af Hegelunds omkvæd i strofen har ikke bare gjort det overflødigt, den har umuliggjort det. Som den står i statusrapporten kommer strofen - helt unødvendigt og ganske kluntet - til at sige den samme ting to gange. Og Grundtvigs formulering er så langt den bedste af de to.
En helt anden ting er så, at jeg godt kan se, at det melodimæssigt set er den forbedring i forbindelse med genindførslen af omkvædet, at vi får hele den melodi, Thomissøn har tilskrevet den i sin salmebog fra 1569, og ikke bare den amputerede melodi, Grundtvigs udgave nødvendiggør, men jeg synes, det er en for hård pris at betale.
Det ville altså - efter mit bedste skøn - være en god idé, hvis salmebogskomissionen her accepterede Grundtvigs “moderne” version frem for selv at forsøge en syntese, der her ikke er blevet rigtig vellykket.
Jeg forstår godt lysten til at tilbageføre især nogle af Grundtvigs meget selvstændige gendigtninger, for han kan nu og da slå nogle ordentlige herresving i originalmaterialet, men man skal være overmåde sikker på hånden, når man retter baglæns, ellers går det galt.
TIlgiv mig. Thi jeg vidste ikke, hvad jeg (måske) gjorde. Jeg semilegitimerede den første rettelse, men skød den anden ned. I hvert fald ser redaktionen i den ny salmebog sådan her ud:
Det hellige kors, vor Herre selv bar,
hans blodige sår og pine svar,
hans bitre død uden lak og lyde,
deraf alene vi godt skal nyde.
Det betyder, at salmebogskommissionen på siger og skriver ét punkt har ført salmen tilbage fra Grundtvig til Hegelund. Ordet "han" er blevet til "selv". Slutresultatet af redaktionen er derfor, at det, vi har nu, er Grundtvigs salme (nogenlunde skånsomt moderniseret i interpunktion og retskrivning) tilført ét ord fra Hegelund. Dermed er versionen selvsagt ikke mere, men mindre autentisk, end den version, der var i den gamle salmebog - og så savner jeg bogstavrimet mere idag, end jeg gjorde dengang. Jeg indrømmer, at jeg sniger et lille "han" ind, hver gang jeg får salmen stukket ud i kirken. Min barnagtighed, javel.
Så : Mea (måske) culpa. Jeg er muligvis skyld i en dum, lille filologisk inautencitet og irriterende detalje i dagens salmebog. Måtte min syndebyrde blive vasket af i næste udgave. også selvom det ikke gør mig ren i religiøs forstand, thi heller ikke jeg vorder salig på anden måde end via Det hellige kors, vor Herre HAN bar.
mandag den 31. oktober 2011
Den gyldne harpe
Indlæg ved præsentationen af Svend Bjergs og Søren Holsts bog Den gyldne harpe. Vartov den 31. oktober 2011.
Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.
Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.
Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?
Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.
Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.
Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.
Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.
Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.
Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.
Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:
Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!
Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.
Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.
Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?
Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.
Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.
Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.
Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.
Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.
Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.
Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:
- En samlet behandling af alle de salmer, hvor Grundtvig bruger de gammeltestamentlige salmer som fortekster.
- En behandling af forskelle og ligheder imellem salmegenren, som den foreligger i det gamle testamente, og som den bruges som kirkesang i den efterreformatoriske tradition.
- En samlet behandling af det kildemateriale, Grundtvig bruger i sin salmedigtning fra alle de forskellige tidligere menigheder.
- En afdækning af, hvordan Grundtvig rent teknisk indoptager og omformer det materiale, han benytter sig af i sin salmedigtning.
- En afdækning af hele det tekstfelt, der ligger bag Grundtvigs forfatterskab, og hvad han gør ved det.
- En overvejelse af, hvordan Grundtvigs behandling af sine inspirationskilder fremtræder, hvis man anskuer den i lyset af hele den store teoridannelse, der findes inden for studiet af intertertekstualitet, hvad enten man ser dette i et Kristevask, et Genettesk eller et måske mere hermeneutisk perspektiv.
Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!
mandag den 10. oktober 2011
Antologinarrativet?
Der er sådan en særpræget orden i mange moderne videnskabelige antologier på mit område, som tilsiger, at man skal begynde med sådan noget prævidenskabeligt, åndfuldt noget. Derfra bevæge sig over den egentlige videnskabelighed i strukturalismen og videre derfra ind i nedbrydningen af samme videnskabelighed i poststrukturalismen for at ende i en eller anden form for postkolonialisme. Det giver sådan et godt narrativ om den vestlige maskuline linære videnskabeligheds rise and fall. Men det giver også sære problemer.
Her er fx artikelrækkefølgen i Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeffs i øvrigt udemærkede antologi Genre (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2009):
Redaktørene: Introduktion
Alastair Fowler: Genrebegreber
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer
Jacques Derrida: Genren lov
Peter Hitchcock: Postkolonialiteet som genre
Det er sådan ca. den historie én gang mere. Vi har en ”prævidenskabelig” tekst, Fowler, tre forskellige strukturalismevarianter, Todorov, Genette og Schaeffer, en historist af en art, Farrel, og så får vi det spændende nye med Bakhtin for at komme til dekonstruktøren Derrida og endelig over i det postkoloniale. Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis vi tager dem efter tilblivelsesår (idet vi tager trykkeåret for Bakhtin, der eller falder ud som den allerældste - by far - men den kom vist først for alvor til ære og værdighed i vesten fra 1986 og frem). Introduktionens flyttedag fra at være første til at blive sidste tekst giver sig selv og kræver ingen yderligere kommentarer):
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse (1978)
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer (1979)
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten (1979)
Jacques Derrida: Genren lov (1980)
Alastair Fowler: Genrebegreber (1982)
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre (1983)
Peter Hitchcock: Postkolonialitet som genre (2003)
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis (2003)
Redaktørene: Introduktion (2009)
Nuvel: Der er ikke noget galt i tekstudvalget. Det kan som alle andre tekstudvalg diskuteres, men det er et interessant udvalg, og oversættelsen af Schaeffers lille, knivskarpe opsats er lidt et clou: Jeg har ikke kunnet finde den oversat til engelsk, så den er vi vistnok ene med franskmændene om.
Men narrativet altså: Kronologisk opstillet står vi tilbage med en bunke tekster klumpet sammen omkring 1980 med Derrida som en tidlig tekst, og med Schaeffer som slutpunktet (fraregnet Bakhtins opdukken i midtfirserne). Både Derrida og Schaeffer reagerer hver for sig på Genette. Fowler eksisterer lidt for sig selv, men han er ikke mindre ”moderne” end Derrida, Genette eller Schaeffer, og hans værk udgør ikke en slags faglig forform. Efter 1983 har vi et kæmpe hul, som så først fyldes ud, idet vi får to artikler, som begge stammer fra et dobbet temanummer om genre, New Literary History lavede i 2003. Hvad der måtte være sket i mellemtiden, henstår lidt i det uvisse. Helt karakteristisk er, at der simpelthen ikke er noget narrativ i denne rækkefølge. Der er bare en serie artikler, som enhver kan læse og få det ud af dem, som der nu byder sig.
Jeg er taknemmelig for antologien, men hvorfor dog indskrive et narrativ i den, som ikke findes i virkeligheden?
Her er fx artikelrækkefølgen i Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeffs i øvrigt udemærkede antologi Genre (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2009):
Redaktørene: Introduktion
Alastair Fowler: Genrebegreber
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer
Jacques Derrida: Genren lov
Peter Hitchcock: Postkolonialiteet som genre
Det er sådan ca. den historie én gang mere. Vi har en ”prævidenskabelig” tekst, Fowler, tre forskellige strukturalismevarianter, Todorov, Genette og Schaeffer, en historist af en art, Farrel, og så får vi det spændende nye med Bakhtin for at komme til dekonstruktøren Derrida og endelig over i det postkoloniale. Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis vi tager dem efter tilblivelsesår (idet vi tager trykkeåret for Bakhtin, der eller falder ud som den allerældste - by far - men den kom vist først for alvor til ære og værdighed i vesten fra 1986 og frem). Introduktionens flyttedag fra at være første til at blive sidste tekst giver sig selv og kræver ingen yderligere kommentarer):
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse (1978)
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer (1979)
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten (1979)
Jacques Derrida: Genren lov (1980)
Alastair Fowler: Genrebegreber (1982)
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre (1983)
Peter Hitchcock: Postkolonialitet som genre (2003)
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis (2003)
Redaktørene: Introduktion (2009)
Nuvel: Der er ikke noget galt i tekstudvalget. Det kan som alle andre tekstudvalg diskuteres, men det er et interessant udvalg, og oversættelsen af Schaeffers lille, knivskarpe opsats er lidt et clou: Jeg har ikke kunnet finde den oversat til engelsk, så den er vi vistnok ene med franskmændene om.
Men narrativet altså: Kronologisk opstillet står vi tilbage med en bunke tekster klumpet sammen omkring 1980 med Derrida som en tidlig tekst, og med Schaeffer som slutpunktet (fraregnet Bakhtins opdukken i midtfirserne). Både Derrida og Schaeffer reagerer hver for sig på Genette. Fowler eksisterer lidt for sig selv, men han er ikke mindre ”moderne” end Derrida, Genette eller Schaeffer, og hans værk udgør ikke en slags faglig forform. Efter 1983 har vi et kæmpe hul, som så først fyldes ud, idet vi får to artikler, som begge stammer fra et dobbet temanummer om genre, New Literary History lavede i 2003. Hvad der måtte være sket i mellemtiden, henstår lidt i det uvisse. Helt karakteristisk er, at der simpelthen ikke er noget narrativ i denne rækkefølge. Der er bare en serie artikler, som enhver kan læse og få det ud af dem, som der nu byder sig.
Jeg er taknemmelig for antologien, men hvorfor dog indskrive et narrativ i den, som ikke findes i virkeligheden?
fredag den 30. september 2011
onsdag den 28. september 2011
En liden bibliografisk fælde
Undervejs i arbejdet med en artikel om "Genre and interpretation" finder jeg i en af mine egne fodnoter følgende om begrebet "structure of anticipation":
Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.
Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.
... Kids: don´t try this at home ...
Also the concept is present, though subdued, in Hirsch (1967) described as a “system of expectiations” (Hirsch (1967), 78) shared by the speaker and interpreter of an utterance. The word “system” is used in a somewhat unsystematic meaning, and the concept as Hirsch uses is, is closer to Jauß (1982) than to structuralist notions. Obviously Gadamer (1990) might be the common source.Læst isoleret ser det fuldstændig forbløffende ud. Et begreb er tilstede hos E.D. Hirsch i 1967. Han deler det med et værk fra 1982, og deres fælles kilde kunne være et værk fra 1990. Hvad dælen? Er der ikke sket nogetsomhelst i forskningen imellem 1967 og 1982? Og: Hvordan kan et værk fra 1990 inspirere arbejder fra hhv. 1967 og 1982?
Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.
Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.
... Kids: don´t try this at home ...
Abonner på:
Opslag (Atom)