To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
onsdag den 28. juli 2010
torsdag den 15. juli 2010
Grundtvig om tolerance
Vedholdende rygter hævder, at Grundtvig er en tung prosastilist. Men læs nu følgende diskussion af begrebet "tolerance". Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set det skarpere defineret og afgrænset med større intellektuel præcision. Det stammer i øvrigt spøjst nok fra en litteraturkritisk afhandling "Om Digterne Baggsen og Oehlenschlæger" --- det skønne ved at læse ham er, at det altid kan betale sig at have øjnene med sig. Selv når det er gak, er det gak på et ubegribelig højt niveau, og sådan noget som dette her er i den grad ikke gak.
Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.
Det har nemlig længe været, og er fremdeles min faste Overbeviisning, at er Tolerance Taalighed, da er den meget god for os til Hverdagsbrug, og jo bedre vi taale Fornærmelse, Miskjendelse, Haan og Deslige, desbedre for os; men derfor er det lige vist: at Sandhed kan aldrig vise Taalighed, men i det Høieste kun Langmodighed mod Løgnen, og at det kun er Sandheds utroe Tjenere, som see igjennem Fingre med Løgnen og lade den udbrede sig paa Sandheds Bekostning. Er Tolerance Billighed, da er den vist Noget, man altid skal beflitte sig paa, og det er ikke meer end billigt, at lade Enhver staae og falde for sin egen Dommer; men det vilde være høist ubilligt imod Sandheden, enten at billige, hvad den fordømmer, eller ei at misbillige, hvad der anfægter den. Er Tolerance Afskye for at ville overbevise eller knuse Aand med knytte Næver, slaae Tanker med Sværd og kaste Meninger paa Baalet, da er den vist nok noget meget Fornuftigt, eller rettere Frihed for en hæslig Ufornuft, men kan aldrig forbyde, hvad der er aldeles fornuftigt: at bekjæmpe Aand med Aand og Ord med Ord. Er endelig Tolerance, som saa tit i vore og de næstforrige Dage, Intet af alt Dette, men kun Udtryk for en Parisisk Sminke, hvorunder man kan skjule, hvad det skal være, og hvormed man vil blænde Folk, saa hvem der ikke har den, skal synes kulsort, da mener jeg, det var bedst, man forviiste Tolerancen med al anden Sminke til Skuepladsen, hvor den har hjemme. (Udvalgte Skrifter 3, 603f.)
Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.
onsdag den 23. juni 2010
Om hekse og trolde
Båltale ved Grøndalslund Kirkes Sankt Hans-fejring 23/6-2010.
Lad os tale lidt om hekse og trolde.
Vi skal jo hos Drachmann høre, at hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Så må der jo også være hekse her i Rødovre by, og der må være trolde her i Grøndalslund sogn. Det lyder da LIDT mærkeligt, ikke? Vi er også godt klar over, at fortidens hekseafbrændinger var noget snavs noget, og at vi skal være godt tilfredse med, at det bare er en paphekst, vi futter af i aften. Og der var absolut rimelighed i det, da Danmarks uofficielle nationalheks, Dannie Druehyld, skvattede om af grin, da Kristeligt Dagblad for et par år siden pludselig hidsede sig op, at hun var ”heks”. For hvordan kunne de dog være dumme nok til at tro, at hun selv mente sig i besiddelse af sortekunster og anden djævelskab og ikke bare var en fredsommelig naturelsker, der bare godt kunne lide at tale om sig selv som heks og byggede noget image på det.
Så man skal vel være lidt enfoldig for at tro på hekse og trolde.
Og så alligevel. Ved I hvad, jeg er ikke altid helt sikker. Vi har inden for det sidste århundrede set de største grusomheder, verdenshistorien nogensinde har oplevet. Når man tænker på, at Stalin, Pol Pot og Hitler faktisk fandtes, så begynder hekse og trolde pludselig at tage sig helt realistiske ud. Ja, jeg vil næsten hellere tro på onde ånder, dæmoner og uhyrer end på, at det bare sådan er noget med arv og miljø, der kan få os til at handle sådan. Nogen gange er virkeligheden simpelthen for urealistisk til en realistisk forklaring. På en smuk aften i de lyse nætter, er det ufatteligt, at den type grusomhed faktisk har fundet sted. Og jeg synes ikke, de forklaringer, jeg kender, er ret meget dårligere end den, at hekse havde forhekset hele kulturer.
Og når jeg ser på den selvfølgelighed, hvormed vi selv begår dumheder, tager også troldene, store dumme og tunge, sig helt realistiske ud. Hvordan pokker kan man ellers få den tanke, at det er vigtigere, at en hjemmehjælper udfylder papirer til kommunens adminstration end at hun hjælper gamle mennesker, eller at vi nok bliver et bedre og rigere folk, hvis vi afkorter vores børns barndom med et par år, så vi hurtigere kan få dem ud på arbejdsmarkedet, hvorfor diskuterer vi seriøst, om vi har råd til at redde den natur, vores børn skal leve af og med? Jeg foretrækker på en måde at forklare det med, at vi har trolde i hovedet, for de andre forklaringer er simpelthen for urealistiske. Så dumme er mennesker altså ikke.
Trolde i hovedet altså, og hekse i hjertet. Måske er de der kun billedligt, men billeder er ikke det bare løgn. Og hvis det er den slags trolde, vi taler om, og ikke bare sådan noget med onde damer med vorter på næsen, så kan der være al mulig grund til at holde sig dem fra livet med et glædesblus. Derfor er det altså meget rart at få lov at brænde en heks af fra tid til anden. Og der må gerne gå en trold eller to med i købet. Nogen gange er det nødvendigt at få lov at sige: ”Dette her er faktisk ikke mig, og selvom jeg godt ved, at det måske er mig alligevel, så har jeg ikke lyst til, at det skal være mig. Hvis jeg kunne brænde det af, så gjorde jeg det.”
Ja, jeg tør vædde på, at der er både trolde og hekse iblandt os i aften. En af os er gået hjemmefra uden at forsone sig med sin mand, en anden ved godt, at han skylder en af sine nærmeste en undskyldning for en uberettiget irettesættelse. En tredje er sit indre ivrigt optaget af at forklare sig selv, at han da har lov til at hyre eller udføre sort arbejde, for det gør alle de andre … osv osv Og hvis I spørger mig, om jeg har bringer nogen hekse og trolde med til bålet i aften, så er svaret: ”Ja”, men det er ikke en af dem, jeg lige har nævnt, og jeg fortæller jer ikke, hvilken trold jeg har med. Det er ikke engang sikkert, at jeg selv ved det.”
Så når bålet bliver tændt, skal jeg lige hen og have vippet et par trolde derind. Og de af jer, der ved, at I har fået slæbt en heks eller en trold med til bålfest i aften, kan jo liste jer hen og smide den på. De af jer, der ikke har, har såmænd nok alligevel et eller andet i trænger til at komme af med. Så smid det på bålet med. Der er såmænd plads nok og lad det futte ad Bloksbjerg til. De skal nok være hos jer igen i morgen, for sådan er hekse og trolde nu engang beskafne, men hver dag har nok i sin plage, og i aften er en af de aftner, hvor man har lov til at insistere lidt på sin fred.
For vi står i aften med et glædesblus. Glæde er ikke nødvendigvis det samme som velbefindende. Når man kan sige ”glædelig jul”, men ikke ”god jul” til en person, som er ramt af sorg eller sygdom, så er det, fordi enhver ved, at personen ikke får en god jul. Men man kan til gengæld godt kan ønske, at den fred og den trøst, som er i julens budskab og i fællesskabet omkring julen også vil omfatte den sorgramte.
Derfor skal vi ikke tro, at bare fordi vores hekse og trolde er med her i aften og dukker op igen i morgen, så er der ingen grund til at tænde glædesblusset. Der er netop grund til det. For hekse og trolde er heldigvis ikke det eneste, der findes. Glæde findes, tilgivelse findes, tro håb og kærlighed findes, og de er lige så umulige at slå ned – mindst. Og derfor tænder vi i aften glædesblusset, for at huske os selv på, at heksene og troldene, også dem vi bærer inde i os, ikke er enerådende, fortælle os selv, at de aldrig helt får overhånd, og at vi altid har muligheden for at holde os dem fra livet. Måske kun på et enkelt skridts afstand, men så Gudskelov for det ene skridt. Glædelig Sankt Hans.
Lad os tale lidt om hekse og trolde.
Vi skal jo hos Drachmann høre, at hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Så må der jo også være hekse her i Rødovre by, og der må være trolde her i Grøndalslund sogn. Det lyder da LIDT mærkeligt, ikke? Vi er også godt klar over, at fortidens hekseafbrændinger var noget snavs noget, og at vi skal være godt tilfredse med, at det bare er en paphekst, vi futter af i aften. Og der var absolut rimelighed i det, da Danmarks uofficielle nationalheks, Dannie Druehyld, skvattede om af grin, da Kristeligt Dagblad for et par år siden pludselig hidsede sig op, at hun var ”heks”. For hvordan kunne de dog være dumme nok til at tro, at hun selv mente sig i besiddelse af sortekunster og anden djævelskab og ikke bare var en fredsommelig naturelsker, der bare godt kunne lide at tale om sig selv som heks og byggede noget image på det.
Så man skal vel være lidt enfoldig for at tro på hekse og trolde.
Og så alligevel. Ved I hvad, jeg er ikke altid helt sikker. Vi har inden for det sidste århundrede set de største grusomheder, verdenshistorien nogensinde har oplevet. Når man tænker på, at Stalin, Pol Pot og Hitler faktisk fandtes, så begynder hekse og trolde pludselig at tage sig helt realistiske ud. Ja, jeg vil næsten hellere tro på onde ånder, dæmoner og uhyrer end på, at det bare sådan er noget med arv og miljø, der kan få os til at handle sådan. Nogen gange er virkeligheden simpelthen for urealistisk til en realistisk forklaring. På en smuk aften i de lyse nætter, er det ufatteligt, at den type grusomhed faktisk har fundet sted. Og jeg synes ikke, de forklaringer, jeg kender, er ret meget dårligere end den, at hekse havde forhekset hele kulturer.
Og når jeg ser på den selvfølgelighed, hvormed vi selv begår dumheder, tager også troldene, store dumme og tunge, sig helt realistiske ud. Hvordan pokker kan man ellers få den tanke, at det er vigtigere, at en hjemmehjælper udfylder papirer til kommunens adminstration end at hun hjælper gamle mennesker, eller at vi nok bliver et bedre og rigere folk, hvis vi afkorter vores børns barndom med et par år, så vi hurtigere kan få dem ud på arbejdsmarkedet, hvorfor diskuterer vi seriøst, om vi har råd til at redde den natur, vores børn skal leve af og med? Jeg foretrækker på en måde at forklare det med, at vi har trolde i hovedet, for de andre forklaringer er simpelthen for urealistiske. Så dumme er mennesker altså ikke.
Trolde i hovedet altså, og hekse i hjertet. Måske er de der kun billedligt, men billeder er ikke det bare løgn. Og hvis det er den slags trolde, vi taler om, og ikke bare sådan noget med onde damer med vorter på næsen, så kan der være al mulig grund til at holde sig dem fra livet med et glædesblus. Derfor er det altså meget rart at få lov at brænde en heks af fra tid til anden. Og der må gerne gå en trold eller to med i købet. Nogen gange er det nødvendigt at få lov at sige: ”Dette her er faktisk ikke mig, og selvom jeg godt ved, at det måske er mig alligevel, så har jeg ikke lyst til, at det skal være mig. Hvis jeg kunne brænde det af, så gjorde jeg det.”
Ja, jeg tør vædde på, at der er både trolde og hekse iblandt os i aften. En af os er gået hjemmefra uden at forsone sig med sin mand, en anden ved godt, at han skylder en af sine nærmeste en undskyldning for en uberettiget irettesættelse. En tredje er sit indre ivrigt optaget af at forklare sig selv, at han da har lov til at hyre eller udføre sort arbejde, for det gør alle de andre … osv osv Og hvis I spørger mig, om jeg har bringer nogen hekse og trolde med til bålet i aften, så er svaret: ”Ja”, men det er ikke en af dem, jeg lige har nævnt, og jeg fortæller jer ikke, hvilken trold jeg har med. Det er ikke engang sikkert, at jeg selv ved det.”
Så når bålet bliver tændt, skal jeg lige hen og have vippet et par trolde derind. Og de af jer, der ved, at I har fået slæbt en heks eller en trold med til bålfest i aften, kan jo liste jer hen og smide den på. De af jer, der ikke har, har såmænd nok alligevel et eller andet i trænger til at komme af med. Så smid det på bålet med. Der er såmænd plads nok og lad det futte ad Bloksbjerg til. De skal nok være hos jer igen i morgen, for sådan er hekse og trolde nu engang beskafne, men hver dag har nok i sin plage, og i aften er en af de aftner, hvor man har lov til at insistere lidt på sin fred.
For vi står i aften med et glædesblus. Glæde er ikke nødvendigvis det samme som velbefindende. Når man kan sige ”glædelig jul”, men ikke ”god jul” til en person, som er ramt af sorg eller sygdom, så er det, fordi enhver ved, at personen ikke får en god jul. Men man kan til gengæld godt kan ønske, at den fred og den trøst, som er i julens budskab og i fællesskabet omkring julen også vil omfatte den sorgramte.
Derfor skal vi ikke tro, at bare fordi vores hekse og trolde er med her i aften og dukker op igen i morgen, så er der ingen grund til at tænde glædesblusset. Der er netop grund til det. For hekse og trolde er heldigvis ikke det eneste, der findes. Glæde findes, tilgivelse findes, tro håb og kærlighed findes, og de er lige så umulige at slå ned – mindst. Og derfor tænder vi i aften glædesblusset, for at huske os selv på, at heksene og troldene, også dem vi bærer inde i os, ikke er enerådende, fortælle os selv, at de aldrig helt får overhånd, og at vi altid har muligheden for at holde os dem fra livet. Måske kun på et enkelt skridts afstand, men så Gudskelov for det ene skridt. Glædelig Sankt Hans.
torsdag den 3. juni 2010
Øhm .. og hvad så ... ?
Rygtet om statsministerens utroskab har været i omløb i nogen tid. Nu dukkede den først op i Politiken, der dog klogeligt slettede som lyn og torden, og spadserede derover i sladderbladene.
Newsflash: Hvis man placerer mennesker i nærheden af hinanden, ender det ganske ofte med sex. Hvorfor? Fordi vi er udstyret med en seksualitet. Duh!!! Jeg gider ikke engang udregne sansynlighederne. Men der er givetvis følgende blandt oppositionspolitikerne:
1) Kvinder, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
2) Mænd, der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
3) Mænd, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
4) Kvinder der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
5) Dårlige forældre.
6) Alkoholikere.
7) Selvoptagne, dumme svin.
8) Personer, der har begået en eller anden form for småkriminalitet.
9) Alkoholikerbørn (ACOA), der har deres helt egen type problemer.
10) Deprimerede, næsten uarbejdsdygtige personer.
11) Personer, der har mere end én seksualpartner - muligvis samtidig.
12) Personer, der har et lettere foruroligende forhold til deres gummilegetøj.
13) Personer, som har en svaghed, jeg ikke lige har fået med i ovenstående liste.
Jeg stemmer på dem alligevel, so what do I care, hvis statsministeren har et eller andet kørende med en sognepræst og "prominent/markant borgerlig debattør".
(hvorfor er borgerlige debattører altid prominente/markante? Jeg vil også være borgerlig debattør!)
Jeg stemmer ikke ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi han muligvis ikke kan holde bukserne på. Selv ikke, hvis de kommer med billeddokumentation - faktisk især ikke, hvis de kommer med billeddokumentation: Jeg vil have for travlt med at flygte til at stoppe op og ikke stemme på statsministeren. Jeg stemmer ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi jeg mener, at hans politik er dum og skadelig. Hvad han laver i sin fritid – med eller uden bukser på – er inderligt ligegyldigt.
Vil jeg have min nyfigenhed pirret, skal jeg bare køre en tur i bussen og høre teenagetøsernes ”og så lavede vi en trekant, og så slikkede han mig, og så gik vi ud og hentede champagne, og så sagde Larry også, at … og bla bla bla ...”. Landets statsminister? Medmindre kvinden/manden/hunden/swingerklubben/gummilegetøjsapparatet er agent for en fremmed og hemmelig magt, så spar mig venligst.
Newsflash: Hvis man placerer mennesker i nærheden af hinanden, ender det ganske ofte med sex. Hvorfor? Fordi vi er udstyret med en seksualitet. Duh!!! Jeg gider ikke engang udregne sansynlighederne. Men der er givetvis følgende blandt oppositionspolitikerne:
1) Kvinder, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
2) Mænd, der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
3) Mænd, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
4) Kvinder der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
5) Dårlige forældre.
6) Alkoholikere.
7) Selvoptagne, dumme svin.
8) Personer, der har begået en eller anden form for småkriminalitet.
9) Alkoholikerbørn (ACOA), der har deres helt egen type problemer.
10) Deprimerede, næsten uarbejdsdygtige personer.
11) Personer, der har mere end én seksualpartner - muligvis samtidig.
12) Personer, der har et lettere foruroligende forhold til deres gummilegetøj.
13) Personer, som har en svaghed, jeg ikke lige har fået med i ovenstående liste.
Jeg stemmer på dem alligevel, so what do I care, hvis statsministeren har et eller andet kørende med en sognepræst og "prominent/markant borgerlig debattør".
(hvorfor er borgerlige debattører altid prominente/markante? Jeg vil også være borgerlig debattør!)
Jeg stemmer ikke ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi han muligvis ikke kan holde bukserne på. Selv ikke, hvis de kommer med billeddokumentation - faktisk især ikke, hvis de kommer med billeddokumentation: Jeg vil have for travlt med at flygte til at stoppe op og ikke stemme på statsministeren. Jeg stemmer ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi jeg mener, at hans politik er dum og skadelig. Hvad han laver i sin fritid – med eller uden bukser på – er inderligt ligegyldigt.
Vil jeg have min nyfigenhed pirret, skal jeg bare køre en tur i bussen og høre teenagetøsernes ”og så lavede vi en trekant, og så slikkede han mig, og så gik vi ud og hentede champagne, og så sagde Larry også, at … og bla bla bla ...”. Landets statsminister? Medmindre kvinden/manden/hunden/swingerklubben/gummilegetøjsapparatet er agent for en fremmed og hemmelig magt, så spar mig venligst.
onsdag den 26. maj 2010
Falske venner
Man har vel vidst det hele tiden: Som venner af universiteterne betragtet er Dansk Folkeparti ikke meget værd. Deres modstand imod universitetsloven var altid gratis, fordi regeringen havde sit flertal med Socialdemokraterne. Jeg har sagt det højt mange gange, skønt vistnok aldrig skrevet det ned: I det øjeblik DF risikerede at sætte regeringen i mindretal, ville deres universitetspolitik slå om til en fuldtonet støtte til regeringen – evt med lidt flere penge til Dfs hofhistoriker Bent Jensen eller en nedskæring på studiet af arabisk som betaling.
Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:
1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!
Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:
1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!
søndag den 16. maj 2010
Statusupdate med socialdemokrat
Da Helge Sander gik bort mistede jeg samtidig det hidtil vigtigste emne til mine statusupdates på facebook. Jeg har sunget serenader til ham, prist hans ”ubegribelige skønhed” (som Søren Ulrik Thomsen ville have sagt), glædet mig over de mangfoldige guldkorn, der igen og igen forlod hans læber, jaget ham som fabeldyr (”Helgefanter”) og på anden måde bejlet til hans gunst. Da han endelig kom til at falde inden for den mængde, hvad han burde have været hele tiden, nemlig mængden af ”Ikke-forskningsministre”, var det et alvorligt slag for mig. Jeg skrevet forskelligt, men egentlig har jeg været statusudateløs i nogen tid.
Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.
Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.
Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.
Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.
torsdag den 13. maj 2010
Teacher Blues!
Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
Abonner på:
Opslag (Atom)