Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet

I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" han over for de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...

Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".

Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.

Charlotte Sahl-Madsen. Et sekunds håb.

Ingen ved, hvad der sker, men jeg vil godt have følgende registreret:

Jeg har netop været i studiet med den nye forskningsminister, og jeg kunne helt banalt godt lide hende. Jeg synes, hun virkede dialogsøgende, lyttende og åben for nye ideer. Jeg har kort sagt håb om, at noget kan blive bedre. Jeg tror, at hun har fanget, at jeg ikke her taler som venstrefløjsmand, men som bekymret og frustreret forsker. Jeg tror hun er klar til at tænke området igennem, og jeg tror hon forstår, at jeg ikke bare er en højtråbende problemskaber, men faktisk taler på vegne af mange, mange mennesker i universitetsverdenen.

Det kan være, jeg bliver frygtelig skuffet, men for første gang i lang, lang tid har jeg et håb om, at noget vil gå fremad. Man er SÅ vant til at forvente det værste, men bare dette ene, lillebitte øjeblik: Måske kan det endnu gå godt.

I seng med fjenden?

Det er faktisk helt opmuntrende, at borgerlige debattører faktisk opdager, at jeg har en borgerlig dagsorden i Hjernedød. Jeg er skrigende uenig med dem om mange ting. Flere af dem vil jeg ikke ses i selskab med, men universitetspolitikken forvrænges, hvis ikke vi forstår, at den ikke er et højre-venstre spørgsmål. Jeg vender sikkert tilbage senere, men her er nogle af de borgerlige kommentatorer

Henrik Gade Jensen (jp). Jensen kan kun tænke ideologi, og bøger bliver gode eller dårlige, alt efter om man er enig med ham. Jeg glæder mig over at være så borgerlig, at jeg FÅR tre stjerner, men ikke så bims, at jeg får flere.

Kasper Støvring (jp også). Jeg har temmelig meget imod hans holdninger på andre punkter, men jeg indrømmer, at han har læst mig udmærket.

Mikael Jalving (berlingske). Jalving beskriver, hvor "selvopblæst" en "nar", jeg var som ung, men det skal være ham tilgivet. Han skal hade nogen, ellers kan han vist ikke skrive, og også han har stort set læst rigtigt.

Michael Jannerup (berlingske). Jannerup, der er Berlingskes nyhedsredaktør, kan vist heller ikke beskyldes for overdreven kommunisme. Han benytter lejligheden til at gennemprygle de konservative for ikke at kunne formulere en konservativ vision for universiteterne, men bare lægge sig i slipstrømmen af Venstres sære, men nogenlunde konsekvente form for liberalisme.

Yes, Master Yoda .... eeeh Stewart

Jeg har tidligere diskuteret forholdet mellem satire og parodi. Som vist mere eller mindre alle andre venstreintellektuelle har jeg et forelsket forhold til The Daily Show. Der er meget få, som kan lade de to ting mødes så overlegent. Dette klip kommer til at blive en af Jon Stewarts absolutte klassikere. Stewarts grundlæggende genre "fake news" (se fx her) er på en gang parodisk og satirisk (bemærk, at genrebestemmelserne "parodi" og "satire" her har forskudt sig over i modalitet). Jeg har sjældent set nogen udfolde foreningen så rent. Tilmed får vi elementer af ren farce i de ubegribelige reaktioner fra de udsendte korrespondenter. Samantha Bees fremskrivninger af temperaturstigningen i Australien er en direkte og meget håndgribelig demonstration af den kritik, Finn Collin i denne antologi retter imod Bjørn Lomborgs videnskabsteoretisk særprægede tendensfremskrivninger.

Parodi anvendt i satirisk hensigt af en sand mester. Applaus hele vejen rundt.

Guflefantevaluering

Der er så mange andre evalueringsformer i omløb, og evaluering spiller en central rolle i alle større projekter (faktisk ofte en større rolle end projektet selv). Derfor må vi alle bidrage til at udvikle effektive og handleorienterde evalueringsformer til gavn for administrationen, så den kan få endnu mere grund til at evaluere. Dette er mit forslag:

Man tager Guflefanten med til evaluering (Guflefanten ses ovenfor th i et billede fra hans bryllup med Fløjsefanten). Guflefanten har blandt andet været på lederkursus og tilbragt en måned i Rødovre Centrums Informationsafdeling, så han er højt kvalificeret til opgaven.

Man stiller Guflefanten midt i lokalet. Så afgiver man følgende to - korrekte - oplysninger om Gufle:

1) Han er meget rar.
2) Han er meget dum.

Princippet i Guflefantevalueringen er nu, at man ikke må sige noget, Gufle ikke kan forstå (HUSK han er dum), og man må ikke sige noget, Gufle bliver ked af (HUSK han er rar). Så længe vi befinder os inden for grænsen af disse to principper, vil den guflefantiske metode hjælpe en til en klar, tydelig og konstruktiv evaluering.

Dog er det vigtigt, at man ikke overlader referatet af evalueringen til Gufle, da det så erfaringsmæssigt alene kommer til at handle om chokoladeknapper.

Jeg er villig til at sætte en femmer imod en udbrændt tændstik på, at dette evalueringsprincip lige så godt eller bedre end så mange andre, der er i omløb.

Yderligere oplysninger om fanter kan findes her.

Helge for en dag. Helgedusseda!

Vi har nu allesammen fået tilbud om at blive videnskabsminister for en dag. Her er mit bud på, hvad dagen skulle rumme. Det fornøjelige ved at være Helge for en dag måtte være, at man kunne gøre noget af alt det, Helge ikke plejer at gøre. Her får du en lille liste over muligheder:

1) Sige "undskyld, det var ikke det, jeg mente."
2) Skrive et brev til Jens Oddershede og forklare ham, at organisationen "Danske Universiteter" bør tilbagedøbes til "Rektorkollegiet", da den ikke med rimelighed kan siges at repræsentere de danske universiteter.
3) Læse en bog.
4) (3 i præciseret form) læse Mogens Ove Madsens "Universitetets død" og Claus Emmeche og Jan Fayes "Hvad er forskning. Normer, videnskab og samfund" for dog at få LIDT forstand på mit område.
5) Stå foran spejlet og øve mig i IKKE at sige "Fra forskning til faktura".
6) Græmme mig i al bred almindelighed.
7) Tale med en forsker.
8) Tale med en studerende.
9) Udstede et burkaforbud for yngre lektorer i mikroøkonomi.
10) Skrive et brev til Ralf Hemmingsen og forklare ham, at forskere og undervisere er DET SIDSTE ikke det første, der skal skæres ned på.
11) Omdøbe "Den bibliometriske forskningsindikator" til "Det tilfældige ressourceomfordelingssytem".
12) Studere genren "svar" med henblik på at forstå dets intime relation til genren "spørgsmål". Herunder ville jeg særligt fokusere på, at et "svar" bør forholde sig til det, spørgsmålet handler om.
13) Tage min afsked (klokken 18.03).


Se også Universitetsavisen

Hjernedød. Errata

Tja vi kan jo lige så godt komme i gang, selvom bogen ikke er udkommet endnu. Videnskabens konstante kritik og selvkritik bør ikke stoppes af genregrænsen mellem den fagvidenskabelig afhandling og en debatbog. En fejl i en debatbog er fortsat en fejl. Det primitive faktum, at bogen ikke er udkommet endnu, er også ganske irrelevant. So: Here goes. Listen opdateres, efterhånden som jeg finder flere fejl. ALT noteres.

35, 13-14: systemet præsterede alligevel > systemet alligevel præsterede

43Ø: Andet afsnit er en del af det foregående citat, hvorfor note 9, angivet ved dets slutning, da også er henvisningen til citatet i dets helhed.

44, 1FN: degenererede > degenererende

54M: Her er en fejl i gengivelsen af den bibliometriske forskningsindikator. Den giver faktisk 1 point for et niveau 1 tidsskrift og 3 (ikke 2) point for et niveau 3 tidsskrift. Det gør spøjst nok situationen endnu mere fjollet.

Formidl (i) din forskning(stid)

Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.

Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.

Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.

Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.

Praktisk, anvendelsesoritenteret genredefinition

Uddrag fra Klaus Kjøller: Tekst for viderekomne. Tekstproduktion og sproglig rådgivning. København: Samfundslitteratur. 2004. Side 314-317.

Genre
Det samme som sprogspil eller teksttype. ’Tekstype’ bruges specielt om skriftlig genre.
'Genre' er et veletableret begreb inden for skønlitteraturen: roman, novelle, drama og digt (med diverse undergenrer). Men også uden for skønlitteraturen har man naturligvis forskellige genrer.
En genre kan karakteriseres dels ved den KOMMUNIKATIONSPROCES hvori den forekommer (eksterne faktorer), dels ved bestemte sprogligt-stilistiske træk (interne faktorer). Her vil jeg indskrænke mig til at karakterisere nogle almindelige genrer meget nødtørftigt.
Ser vi på en avis, så vil den bl.a. kunne indeholde følgende genrer (NB: stipulative, præciserende definitioner):

• Telegram: (evt. forkortet) telegram fra et nyhedsbureau.
• Artikel: fællesbetegnelse for alt redaktionelt produceret stof; kan underinddeles i:
1. Rapport: beskrivelse af et fortrinsvis ikke-sprogligt begivenhedsforløb eller en situation.
2. Referat: beskrivelse – som regel med mange ordrette citater – af en fortrinsvis verbal begivenhed, fx et møde.
3. Reportage: a) i de elektroniske medier (radio, TV): Reporteren er ude hvor begivenheden sker, og fortæller om den mens den sker, med begivenheden som lydkulisser af og til fx afbrudt af interviews med aktører. b) i en avis: flere artikler som omhandler det samme aktuelle emne, sat op som en helhed. Fx en valgreportage om et folketingsvalg.
4. Kommentar: en signeret, vurderende tekst evt. skrevet af en redaktionel medarbejder.
5. Leder: en kommentar signeret af avisen: avisens egen kommentar.
6. Baggrundsorientering: en dyberegående, beskrivende artikel som sætter en nyhed i historisk perspektiv.
7. Presseinterview: en redigeret nedskrivning af et interview (se nedenfor). Flere korte presseinterviews med forskellige personer som får stillet samme spørgsmål (evt. bare et enkelt), kaldes en enquete.
8. Pressedebat: a) en længere række af indlæg over en periode, med forskellige vurderinger af et bestemt problem. De senere indlæg gendriver vurderinger i tidligere. b) En artikel som gengiver en debat (se nedenfor) mellem nogle personer som avisen har inviteret sammen. Avisens medarbejder fungerer som ordstyrer, dvs. han giver ordet til den der skal tale, og han stiller spørgsmål til deltagerne under ét (men ikke spørgsmål rettet til en bestemt person, som i interviewet).
9. Anmeldelse: en signeret vurdering af en nyudgiven bog, nyopført teaterstykke, ny film. Avisen har en fast stab af anmeldere som de faste læsere kender. Dette forøger muligheden for at forholde sig kritisk til anmeldelsen.
10. Læserbrev: i forhold til den læserindsendte kommentar er læserbrevet kortere. En kommentar er normalt sat op som en selvstændig helhed. Læserbreve er placeret flere sammen, ofte med ret nøjagtig afsenderangivelse. Kommentaren er måske skrevet af ”overlærer Niels Nielsen”. Læserbrevet af ”overlærer Niels Nielsen, Overdrevet 27, 4711 Vidløse”.
11. Annonce: annoncøren har betalt for at få sin tekst i avisen. Tekstannoncer står fremme i avisen mellem artiklerne m.m. Rubrikannoncerne står omme på annoncesiderne.
12. De forskellige genrer blandes ofte i en artikel, så der fremkommer såkaldte hybride genrer.

Listen ovenfor er ikke udtømmende. Den er antydende. Der mangler fx genrer som nekrolog, portræt, tegneserie.

Af genrer som er almindelige i vort lands centraladministration, kan man nævne:

• Lov: vedtages af Folketinget og henvender sig til landets borgere.
• Bekendtgørelse: ofte indeholder love bemyndigelser til fx ministeren om at udstikke de nærmere detaljer. Også bekendtgørelser er retsligt bindende for landets borgere.
• Cirkulære: er i princippet en ordre fra en overordnet myndighed til en underordnet. Dvs. det er en intern-administrativ genre som ikke umiddelbart er retsligt bindende for landets borgere. Dvs. at en borger ved en domstol kan få efterprøver – i hvert fald i teorien – en given administrativ afgørelse truffet på basis af et cirkulære.
• Vejledning: en vejledning om undervisningen i gymnasiet som Uddannelsesstyrelsen udsender, er ikke et cirkulere. Der gøres normalt udtrykkeligt opmærksom på at fx afsnittet om danskundervisningen ”ikke er normativt, men alene vejledende”. Dvs. en lærer som ikke følger den, begår ikke tjenesteforseelse.
• Brev (”skrivelse”) til borger med sagsafgørelse.

Som eksempler på meget almindelige ikke-skriftlige genrer kan nævnes:

• Uformel samtale (ansigt-til-ansigt eller pr. telefon).
• Debat: to eller flere som over for hinanden forsvarer på forhånd indtagne standpunkter og angriber modpartens.
• Diskussion: to eller flere som ikke på forhånd har fastlåste standpunkter, men som er indstillet på at lade sig overbevise af de sagligt bedste argumenter.
• Interview: to eller flere, hvoraf mindst én udelukkende stiller spørgsmål, mindst én udelukkende svarer.
• Forhandling: To eller flere som skal finde frem til en fælles, bindende beslutning.
• En tale
• Jobsamtale
• Et møde.

Fra organisationslivet kan nævnes følgende skriftlige genrer:

• Folder, dvs. et foldet ark
• Pjece: konkret informerende pjece, visionspjece
• Pressemeddelelse
• Brev: salgsbrev, rykkerbrev, afslagsbrev, tilbudsbrev, takkebrev, informerende brev
• Årsberetning
• Lederforord til pjece, årsberetning.

(Gengivet med tilladelse fra forfatteren.)

Docx i Open Office

Det er vel en verdenshistorisk detalje, men jeg opdagede idag, at Open Office nu faktisk kan åbne docx-filer. Det gjorde mig usandstyrligt glad.

Måske er det min venstrefløjsbaggrund, men jeg har altid følt mig klaustrofobisk ved på centrale punkter i mit liv (og ja: Min computer er et ualmindelig centralt punkt i mit liv) at være overladt til ét og kun ét firma uden egentlige alternativer. Jeg har forsøgt mig i Linux for et par år siden, og det gik hæderligt, men alligevel ikke rigtig godt. Det var ikke brugervenligt nok endnu. Måske er det blevet bedre. Jeg prøver sikkert igen næste år. Men jeg er ikke nogen computer whiz, og jeg bliver det heller aldrig.

Men det bragte mig i kontakt med Open Office, og det var til gengæld kærlighed ved første blik. Jeg kunne gå lige til det, jeg vidste altid, hvad der foregik, det var nemt at bruge, jeg kunne give det til hvem som helst, og jeg kunne lave overblik over mine store, indviklede manuskripter med ganske lidt arbejde. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde var sluppet igennem mit bidrag til Dansk litteraturs historie, hvis ikke det havde været for Open Office og f5.

Der var også et vist ikke uvæsentligt element af håneret involveret. Open Office åbnede doc dokumenter uden problemer, mens word gik i sort, hvis det skulle åbne Open Office. En trist måde at beskytte en dominerende markedsandel at gøre sit eget program bovlamt, men det virker.

Set fra et Open Office synspunkt, var docx blot endnu et forsøg på at spærre adgangen til markedet, og det var SÅ irriterende i mit daglige arbejde, fordi man jo kun har et skriveprogram i fingrene af gangen, så når jeg hele tiden måtte over og rode i word følte jeg mig som en bovlam tastaturkrikke. Det var krigsdans hele vejen rundt, da jeg her til morgen opdagede, at Open Office nu åbnede docx uden problemer. Principielt, fordi jeg hader monopolstillinger, der altid misbruges, og personligt, fordi jeg kunne komme helt tilbage til mit yndlingsprogram igen.

What´s a Liberal to Do?

Jeg hader gode mennesker!!!

Jeg har denne her gode bank. Andelskassen Merkur. Et bio/øko/steiner/god/altruistisk-forehavende med ordentlige holdninger og et godt, konservativt syn på privatøkonomi ("nej, vi går ikke ind for at give dig sub-prime lån, bare fordi det er en pæn bil"). De har stået hos mig igennem økonomisk svære år, har altid talt fornuft med mig, de var alt for solide til at komme i kvaler under finanskrisen, og de låner deres penge til det ene gode forehavende efter det andet.

Men, altså ...

Den ene af panthaverne i mit hus, Alm Brand Bank har kigget deres engagement hos mig (eller er det omvendt igennem) og konkluderet, at de gerne vil låne mig pengene til halv rente samt æde et af Sarahs overberentede lån i processen. Vilkåret: At alle bankforretninger flytter over til dem.

Grrrrrr

Jeg skriver ind til Merkur og får en samtale med min storartede rådgiver derinde. Han er imidlertid slet ikke interesseret i at matche tilbuddet, kun i at sikre, at jeg ikke siger ja til noget, som er en limpind. Han er imødekommende, synes det ser godt ud og vil gerne hjælpe mig med at vurdere det, men matche det hverken kan eller vil han.

Jeg hader gode banker. Min økonomi bliver SÅ meget bedre med Alm Brands tilbud, men jeg skal sælge mig til dem. Merkur opfører sig ikke bare ordentligt, men rigtig meget ordentligt, og derfor skal jeg gå fra dem, hvis jeg vil have bedre økonomi.

ALTSÅ!!!!

Tovholder

Jeg elsker titlen "tovholder". Det er en ledelsesfunktion, som ikke rigtig er en ledelsesfunktion. Her er de priviliegier, som følger med den, jeg har:

1) Intet løntillæg.
2) Ingen meningsfuld timetalskompensation.
3) Ingen merit.
4) Ekstra pres og stress.
5) Ekstra tidsforbrug på udfyldelse af sjove A4-ark.
6) Mindre forskningstid.
7) Absolut ingen beføjelser.
8) Ingen ressourcer at tilbyde de folk, man skal få til at arbejde for sig.
9) Ekstra dårlig samvittighed, som der hyppigt køres på.

Som der stod i det gamle regelsæt for "Ny Mand" på mit kollegium: "Ny Mand har ingen Rettigheder, kuns Pligter".