Kan nogen forklare mig denne her:
I højlydt mobil-samtale entrer jeg Netto. En dame tysser på mig. Jeg dæmper mig. Alt ok. Da samtalen er ovre to minutter senere, går jeg ganske uironisk hen og siger tak til damen, fordi hun gjorde mig opmærksom på, at jeg talte for højt. Damen tager heraf anledning til at skælde mig huden fuld, fordi jeg talte i telefon. Jeg gør damen opmærksom på, at jeg lige har sagt tak. Hun fortsætter ufortrødent. Jeg meddeler hende i kun marginalt venligere vendinger, at hun kan stikke piben ind og i øvrigt også få et bøjet søm at trutte i.
Gåde:
Når man retter sig efter en henstilling og efterfølgende siger tak for den, hvorfor kan nogen så tage anledning heraf til at skælde en ud?
fredag den 29. januar 2010
torsdag den 28. januar 2010
Mig og min fan
Sofie sagde til mig, at jeg skulle have en fanside på Facebook. Det var en god måde at få et budskab ud på osv ... jeg løb rundt om mig selv som en halshugget høne ... det viste sig, at jeg selv skulle oprette den. FUCK!
Jeg er en stor pralhals af natur, men organiseret autopanegyrik har aldrig ligget for mig. Heldigvis skrev Sofie også teksten. Pyha.
Nu er jeg så en, man kan blive fan af på Facebook. Det er næsten ikke til at holde ud - det er faktisk angstprovokerende, og måske sletter jeg siden, inden dagen er omme. Jeg er for h...... hverken nogen stor kunstner eller en specielt dybsindig ånd. Jeg er bare en universitetspolitisk slagsbror og en lille smule af en forsker.
Indtil videre er Sofie også min eneste fan. Egentlig er hun selv den, man burde være fan af for hendes søde væsen og hendes heroiske kamp med Københavns Kommune for at få lov at udføre meningsfuldt arbejde.
onsdag den 27. januar 2010
Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet - En samfundsthriller
I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.
Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Detb orgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.
Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.
Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.
tirsdag den 26. januar 2010
Administratium: a New Element
Investigators at a major research institution recently discovered the heaviest element known to science and have tentatively named it Administratium.
Administratium has no protons or electrons, thus having an atomic number of 0. It has, however, 1 neutron, 125 assistant neutrons, 75 vice neutrons and 111 assistant vice neutrons, giving it an atomic mass of 312.
These 312 particles are held together by a force that involves the continuous exchange of a meson-like particle called morons. It is also surrounded by vast quantities of lepton-like particles called peons. Since it has no electrons, Administratium is inert. However, it can be detected chemically as it impedes every reaction it comes into contact with.
According to the discoverers, a minute amount of Administratium caused one reaction to take over four days to complete when it would have normally occurred in less than a second.
Administratium has a half-life of approximately three years. It does not decay but instead undergoes a reorganization in which a portion of the assistant neutrons, vice neutrons and assistant vice neutrons exchange places.
In fact, Administratium's mass will actually increase over time, since with each reorganization some of the morons inevitably become neutrons forming new isotopes. This characteristic of moron promotion leads some scientists to speculate that Administratium is spontaneously formed whenever moron concentration reaches a certain level. This hypothetical quantity is referred to as the Critical Morass.
(her er originalen)
mandag den 25. januar 2010
Universitetsdebatten på limpinden
Jeg havde aldrig tiltroet VTU så megen intelligens, men dette her er faktisk smart. Sanders ”positive evaluering” er eksploderet op i hovedet på ham. Københavns Universitet er som direkte følge af det nye universitetssystem i færd med at foretage katastrofale nedskæringer, og universitetet befinder sig i oprør. Hvad gør ministeriet? Lader ministeren spille ud med et hyperkontroversielt forslag, der i dette øjeblik og mange år fremover ingen gang har på jorden. Så bryder der en hidsig debat løs om noget, som ingen reel betydning har, og de virkelige problemer, som var ved at bilve lidt for påtrængende, skubbes mere i baggrunden. Vores ”rektor” Hemmingsen, der vist nu har mistet enhver intern legitimitet og derfor bør have sin titel sat i citationstegn får så lov til at forsvare os lidt, imens han er i færd med at sønderbombe os.
Flot spil. Det er selvfølgelig underlødigt, og det kan kun udskyde de uundgåelige reformer på området lidt, for debatten løser ingen af vores problemer. Men netop i dette øjeblik: Flot spil, hatten af.
Flot spil. Det er selvfølgelig underlødigt, og det kan kun udskyde de uundgåelige reformer på området lidt, for debatten løser ingen af vores problemer. Men netop i dette øjeblik: Flot spil, hatten af.
lørdag den 23. januar 2010
Latterens former og Roy Zimmerman. Satire, farce og parodi - en uautoriseret, venstreorienteret lektion.
Nu må man jo ikke være politisk ex-cathedra, så der er en del af mit favoritmateriale, jeg er tilbageholdende med at bruge, fordi det (eller kunstneren) er for aktuelt politisk. Eksempelmaterialet her er den amerikanske singer songwriter Roy Zimmerman, som jeg for tiden har et irriterende tilbedende forhold til.
Men det kan også godt gøre ens liv sværere. Her er en lille analyserende fremstilling af tre begreber, der ofte volder mine studerende vanskeligheder: Satire, parodi og farce. Rigtig mange af de bedste satirer og parodier selvfølgelig er politiske, og at man derfor skærer sig selv af fra et omfattende materiale, når man bliver pæn og ordentlig i klasserummet. Hermed altså en lille, mere politisk inficeret gennemgang – MED eksempler.
Satire
Satire er, siger Gero von Wilpert i sin Sachwörterbuch der Literatur, som ingen vist kan beskylde for at være venstreorienteret,
Spottung und Strafdichtung, lit. Verspottung von Mißständen, Unsitten, Anschauungen, Eregnissen, Personen (Pasquil) Literaturwerken (Literatursatire), usw. Je nach den Zeitumständen allg. Mißbilligende Darstellung und Entlarvung des Kleinlischen, Schlechten, Ungesunden in Menschenleben und Gesellschaft und dessen Preisgabe an Verachtung, Entrüstung und Lächerlichkeit (…)
Han er tysker, så det bliver ved lidt endnu. Altså satirens retning er udad fra værket: Værket bruges til at udstille og gøre grin med laster i menneskeliv og samfund – gerne agressivt og med henblik på nedbrydning eller forandring af det kritiserede. Fordi satiren sigter så direkte udad har den ofte en kort levetid, fordi den forudsætter, at læser/tilhører/beskuer/whatever kender til det fænomen i omverdenen som angribes. En senere tid får hurtigt brug for fodnoter. Her er så Roy Zimmerman, om hvem man til gengæld med rimelighed kan sige, at han er venstreorienteret, i færd med at udføre satiren Chickenhawk. Sangen sigter på det, der i USA kaldes en ”chickenhawk”. Udtrykket sigter på, at så godt som alle de mest offentligt markante tilhængere af Irakkrigen havde meget svage papirer, når det kom til deres egen krigsindsats. De var stort set krøbet i skjul bag deres families magtpositioner. Udtrykket er selvfølgelig sammensat af ”hawk”, altså en person som går ind for en hård linje i konflikter, og en ”chicken” en kujon. Her bruges udtrykket til det yderste.
Farce
Så har vi farcen. Her er von Wilperts definition mindre skarp (for én enkelt gangs skyld), men farcen er altså et værk, som sigter imod at fremkalde latter med stort set ethvert tænkeligt middel, og som derfor er villig til at fjolle langt ind i det absurde. Her er det Roy Zimmerman, som pjatter sig igennem Christmas on Mars. Bemærk, at der elementer af parodi (der gøres grin med ”Christmas song”), og der er et element af satire midt i sangen, hvor amerikansk militarisme lige får et sidehug, men ellers har vi mest, at sangen svælger i absurde ord og vittige sammestillinger og kontraster. Den er der, for at man skal grine af den, og ikke så meget andet.
Parodi
En parodi er noget helt andet. Her er von Wilperts definition for konservativ, men den konservative definition er ikke dårlig blot ikke helt fyldesgørende. Vi lærer vores studenter, at en parodi er et sammestød af høj stil og lavt indhold, mens en travesti modsat er et sammenstød af lav stil og højt indhold. Skematisk sagt: I parodien taler rejekællinger, som om de var gudinder, i travestien taler gudinder, som om de var rejekællinger.
Men i bredere forstand er både parodien og travestien parodiske former. Man må derfor ud i en mere omfattende, post Bakhtin-forståelse. I modsætning til satiren, som sigter udad, sigter parodien altid indad (den kan sigte udad samtidig, men det er i anden række idet parodien virker ”satirisk”) Parodien består i at en taleform eller diskurs går ind i en anden og ved at anvende dens former imod den selv gør grin med den eller på anden måde nedbryder den. Parodien kan være kærlig og altså sigte imod hyldest ved latter eller den kan være aggressiv og sigte imod at nedbryde eller udstille objektet for parodi. Parodien forudsætter selvfølgelig også, at modtageren kan genkende den diskurs, der vrides rundt, og derfor kan der også her blive brug for fodnoter. Her er Roy Zimmerman i en dobbelt parodi: What if The Beatles Were Irish. Skydeskiver er både The Beatles og den irske folkemusik.
Det er virkelig et stilsammenstød af dimensioner. I en vis forstand travesterende i den konservative forstand, idet det høje indhold, Beatlessangene, mødes med den lave stil, den irske folkemusik, hvorfor man kommer til at grine på alle de forkerte steder. Men helt så simpelt er det alligevel ikke, for der gøres næsten mere grin med den irske folkemusik end med The Beatles, fordi også dennes stilmidler bringes i anvendelse imod deres normale intention. Greb, der normalt bruges til seriøst, gøres til grin, idet de bruges til at vrende The Beatles på vrangen. Det bliver en art dobbelt parodi, hvor TO forskellige diskurser gør grin med hinanden.
Blandinger
Som det allerede fremgår af det ovenstående, er formerne ikke rene. Farcen ”Christmas Song” har elementer af satire, mens der er tydeligt parodiske træk i ”Chickenhawk” - og også klare farcetræk i al Zimmermans gokken. Her er to endnu mere markante blandformer. Først er det en Dylanparodi: Sarah Pale in Comparison. Her er der en del stilistisk vrængen både i sangformen og i den måde, Zimmerman spiller guitaren på. Der er derudover citater fra to Dylansange, ”Sarah” og ”Just Like a Woman” (samt et enkelt fra My Fair Lady), men formen er dæmpet og parodien er som parodi slet ikke så pågående som i What if The Beatles Were Irish. Her er den nærmest blevet en udtryksramme for det, som er det egentlige ærinde: det satiriske angreb på Sarah Palin.
En anden variant finder vi her, hvor det er den konservative kommentator Ann Coulter det går ud over (og nej, det er ikke synd for Coulter, google hende og se selv). Her får hun en olfert i sangen My Conservative Girlfriend. Her er formen en parodisk kærlighedssang. Men næsten hele den musikalske sangform er ikke-parodisk. Zimmerman synger den faktisk stort set, som man ville synge en kærlighedssang, men der kommer til gengæld et gedigent stilsammenstød nede i teksten, hvor kærlighedserklæringer fremsættes på en sådan måde, at de undergraver sig selv. Sigtet med parodien er igen satirisk – rettet imod at flå Ann Coulter fra hinanden.
Anderledes igen former det sig i Creation Science 101. Her er der sådan set meget lidt stilparodi i den musikalske form. Den har et pågående beat, som er godt til at bære sangen frem. Til gengæld er teksten og fremførelsen parodisk, fordi den går ind i en række kreationistiske argumenter (læg mærke til: Det er argumenter, som faktisk anvendes) og vender dem på hovedet. Målet er igen satirisk. Men pludselig midt i det hele begynder han at lave abelyde på den mest afsindige måde og anvender dermed farcen i satirisk hensigt.
Men det kan også godt gøre ens liv sværere. Her er en lille analyserende fremstilling af tre begreber, der ofte volder mine studerende vanskeligheder: Satire, parodi og farce. Rigtig mange af de bedste satirer og parodier selvfølgelig er politiske, og at man derfor skærer sig selv af fra et omfattende materiale, når man bliver pæn og ordentlig i klasserummet. Hermed altså en lille, mere politisk inficeret gennemgang – MED eksempler.
Satire
Satire er, siger Gero von Wilpert i sin Sachwörterbuch der Literatur, som ingen vist kan beskylde for at være venstreorienteret,
Spottung und Strafdichtung, lit. Verspottung von Mißständen, Unsitten, Anschauungen, Eregnissen, Personen (Pasquil) Literaturwerken (Literatursatire), usw. Je nach den Zeitumständen allg. Mißbilligende Darstellung und Entlarvung des Kleinlischen, Schlechten, Ungesunden in Menschenleben und Gesellschaft und dessen Preisgabe an Verachtung, Entrüstung und Lächerlichkeit (…)
Han er tysker, så det bliver ved lidt endnu. Altså satirens retning er udad fra værket: Værket bruges til at udstille og gøre grin med laster i menneskeliv og samfund – gerne agressivt og med henblik på nedbrydning eller forandring af det kritiserede. Fordi satiren sigter så direkte udad har den ofte en kort levetid, fordi den forudsætter, at læser/tilhører/beskuer/whatever kender til det fænomen i omverdenen som angribes. En senere tid får hurtigt brug for fodnoter. Her er så Roy Zimmerman, om hvem man til gengæld med rimelighed kan sige, at han er venstreorienteret, i færd med at udføre satiren Chickenhawk. Sangen sigter på det, der i USA kaldes en ”chickenhawk”. Udtrykket sigter på, at så godt som alle de mest offentligt markante tilhængere af Irakkrigen havde meget svage papirer, når det kom til deres egen krigsindsats. De var stort set krøbet i skjul bag deres families magtpositioner. Udtrykket er selvfølgelig sammensat af ”hawk”, altså en person som går ind for en hård linje i konflikter, og en ”chicken” en kujon. Her bruges udtrykket til det yderste.
Farce
Så har vi farcen. Her er von Wilperts definition mindre skarp (for én enkelt gangs skyld), men farcen er altså et værk, som sigter imod at fremkalde latter med stort set ethvert tænkeligt middel, og som derfor er villig til at fjolle langt ind i det absurde. Her er det Roy Zimmerman, som pjatter sig igennem Christmas on Mars. Bemærk, at der elementer af parodi (der gøres grin med ”Christmas song”), og der er et element af satire midt i sangen, hvor amerikansk militarisme lige får et sidehug, men ellers har vi mest, at sangen svælger i absurde ord og vittige sammestillinger og kontraster. Den er der, for at man skal grine af den, og ikke så meget andet.
Parodi
En parodi er noget helt andet. Her er von Wilperts definition for konservativ, men den konservative definition er ikke dårlig blot ikke helt fyldesgørende. Vi lærer vores studenter, at en parodi er et sammestød af høj stil og lavt indhold, mens en travesti modsat er et sammenstød af lav stil og højt indhold. Skematisk sagt: I parodien taler rejekællinger, som om de var gudinder, i travestien taler gudinder, som om de var rejekællinger.
Men i bredere forstand er både parodien og travestien parodiske former. Man må derfor ud i en mere omfattende, post Bakhtin-forståelse. I modsætning til satiren, som sigter udad, sigter parodien altid indad (den kan sigte udad samtidig, men det er i anden række idet parodien virker ”satirisk”) Parodien består i at en taleform eller diskurs går ind i en anden og ved at anvende dens former imod den selv gør grin med den eller på anden måde nedbryder den. Parodien kan være kærlig og altså sigte imod hyldest ved latter eller den kan være aggressiv og sigte imod at nedbryde eller udstille objektet for parodi. Parodien forudsætter selvfølgelig også, at modtageren kan genkende den diskurs, der vrides rundt, og derfor kan der også her blive brug for fodnoter. Her er Roy Zimmerman i en dobbelt parodi: What if The Beatles Were Irish. Skydeskiver er både The Beatles og den irske folkemusik.
Det er virkelig et stilsammenstød af dimensioner. I en vis forstand travesterende i den konservative forstand, idet det høje indhold, Beatlessangene, mødes med den lave stil, den irske folkemusik, hvorfor man kommer til at grine på alle de forkerte steder. Men helt så simpelt er det alligevel ikke, for der gøres næsten mere grin med den irske folkemusik end med The Beatles, fordi også dennes stilmidler bringes i anvendelse imod deres normale intention. Greb, der normalt bruges til seriøst, gøres til grin, idet de bruges til at vrende The Beatles på vrangen. Det bliver en art dobbelt parodi, hvor TO forskellige diskurser gør grin med hinanden.
Blandinger
Som det allerede fremgår af det ovenstående, er formerne ikke rene. Farcen ”Christmas Song” har elementer af satire, mens der er tydeligt parodiske træk i ”Chickenhawk” - og også klare farcetræk i al Zimmermans gokken. Her er to endnu mere markante blandformer. Først er det en Dylanparodi: Sarah Pale in Comparison. Her er der en del stilistisk vrængen både i sangformen og i den måde, Zimmerman spiller guitaren på. Der er derudover citater fra to Dylansange, ”Sarah” og ”Just Like a Woman” (samt et enkelt fra My Fair Lady), men formen er dæmpet og parodien er som parodi slet ikke så pågående som i What if The Beatles Were Irish. Her er den nærmest blevet en udtryksramme for det, som er det egentlige ærinde: det satiriske angreb på Sarah Palin.
En anden variant finder vi her, hvor det er den konservative kommentator Ann Coulter det går ud over (og nej, det er ikke synd for Coulter, google hende og se selv). Her får hun en olfert i sangen My Conservative Girlfriend. Her er formen en parodisk kærlighedssang. Men næsten hele den musikalske sangform er ikke-parodisk. Zimmerman synger den faktisk stort set, som man ville synge en kærlighedssang, men der kommer til gengæld et gedigent stilsammenstød nede i teksten, hvor kærlighedserklæringer fremsættes på en sådan måde, at de undergraver sig selv. Sigtet med parodien er igen satirisk – rettet imod at flå Ann Coulter fra hinanden.
Anderledes igen former det sig i Creation Science 101. Her er der sådan set meget lidt stilparodi i den musikalske form. Den har et pågående beat, som er godt til at bære sangen frem. Til gengæld er teksten og fremførelsen parodisk, fordi den går ind i en række kreationistiske argumenter (læg mærke til: Det er argumenter, som faktisk anvendes) og vender dem på hovedet. Målet er igen satirisk. Men pludselig midt i det hele begynder han at lave abelyde på den mest afsindige måde og anvender dermed farcen i satirisk hensigt.
fredag den 22. januar 2010
Manden med bombehatten
Efterhånden er hele denne her Kurt Westergaard-ting gået så meget op i en spids, at nogen simpelthen er nødt til at stoppe og tænke en lille smule tvesidet over den. Hvis ikke vi snart får fornuften ind som medspiller i sager som denne her, ender vi med at leve på en krudttønde.
Forestil dig. Du står i en forretning – det må for min skyld gerne være en tosproget grønthandler, men det er egentlig ikke interessant. En eller anden tåbe kommer væltende ind og giver sig til at overfuse indehaveren i sprogets værste gloser. Indehaveren bliver ophidset og slår ham i hovedet med en flaske. Manden bløder, politiet kommer. Hvem slæber de væk? Indehaveren – også selvom det ikke var ham, der startede konflikten. For det var ham, som optrappede den ud over lovens grænser.
Er det en rigtig beslutning fra politiets side? Ja, selvfølgelig. Hvad kunden gjorde var tåbeligt og usympatisk. Det var udtryk for dårlig opdragelse, menneskelig småtskårenhed og alsken andet forfærdeligt. Men at gøre noget usympatisk er ikke det samme som at gøre noget ulovligt, og selv hvis man godt kan forstå forretningsindehaveren, gennemførte han et voldeligt overfald, og han skal selvfølgelig straffes for det.
Gør det, hvad kunden gjorde, bedre? Nej, selvfølgelig ikke. Han har stadig handlet bundusympatisk, men enhver tale om, at det er hans egen skyld, er at legitimere vold.
Jeg synes, at Kurt Westergaards bombetegning var møgusympatisk. Den lå i fin forlængelse af Jyllandspostens utåleligt hadske indstilling til islam. Den var efter min mening en helt unødvendig provokation, hvis mål var en presset og foragtet minoritet i Danmark, som i forvejen er rigeligt lagt for had. Som aktion for ytringsfriheden var den totalt meningsløs. Den demonstrerede ikke andet, end hvad vi godt vidste i forvejen: Nemlig at det er muligt at lukke Gud ved hvad ud om muslimer og islam uden at komme på tværs af retssystemet. Jeg mener stadig, at tegningen var usympatisk, chikanerende og ikke spor heroisk. Bemærk, at dette må jeg godt mene. Det falder inden for ytringsfrihedens vide rammer at sige sådan.
Problemet er bare, at når tegningen nu engang er blevet trykt, så er det i en vis forstand komplet ligegyldigt, om den er usympatiske eller ej. Når stormen en gang er blæst op, og truslerne har ramt Kurt Westergaard og nu også bragt ham i fare for sit liv, så er forsvaret for ham reelt et forsvar for ytringsfriheden – og intet fysisk angreb imod ham kan på nogen måde siges at være retfærdiggjort af, at tegningen var led. Vi har ikke dødsstraf for at sige usympatiske ting i dette samfund. Hvis ikke også dem, som siger ting vi finder modbydelige, har sikkerhed for deres liv, uanset hvad de siger, er vores ytringsfrihed reelt under pres. Ja, der er en rimelighed i at skælde Westergaard huden fuld, og har man lyst til at gøre det, så be my guest, men intet, han har gjort, berettiger, at han skal slås ihjel eller nægtes samfundets beskyttelse.
Men det gør stadig ikke hans tegning mere sympatisk. Jeg foragter ham stadig for den. Men jeg ønsker ham uanset det et fredeligt pensionistliv, og det smerter mig, at han er nødt til at leve under politibeskyttelse. Og jeg ser med tilfredshed mine skattekroner anvendt til forsvar for hans sikkerhed - skønt det er rædselsfuldt, at det er nødvendigt.
Forestil dig. Du står i en forretning – det må for min skyld gerne være en tosproget grønthandler, men det er egentlig ikke interessant. En eller anden tåbe kommer væltende ind og giver sig til at overfuse indehaveren i sprogets værste gloser. Indehaveren bliver ophidset og slår ham i hovedet med en flaske. Manden bløder, politiet kommer. Hvem slæber de væk? Indehaveren – også selvom det ikke var ham, der startede konflikten. For det var ham, som optrappede den ud over lovens grænser.
Er det en rigtig beslutning fra politiets side? Ja, selvfølgelig. Hvad kunden gjorde var tåbeligt og usympatisk. Det var udtryk for dårlig opdragelse, menneskelig småtskårenhed og alsken andet forfærdeligt. Men at gøre noget usympatisk er ikke det samme som at gøre noget ulovligt, og selv hvis man godt kan forstå forretningsindehaveren, gennemførte han et voldeligt overfald, og han skal selvfølgelig straffes for det.
Gør det, hvad kunden gjorde, bedre? Nej, selvfølgelig ikke. Han har stadig handlet bundusympatisk, men enhver tale om, at det er hans egen skyld, er at legitimere vold.
Jeg synes, at Kurt Westergaards bombetegning var møgusympatisk. Den lå i fin forlængelse af Jyllandspostens utåleligt hadske indstilling til islam. Den var efter min mening en helt unødvendig provokation, hvis mål var en presset og foragtet minoritet i Danmark, som i forvejen er rigeligt lagt for had. Som aktion for ytringsfriheden var den totalt meningsløs. Den demonstrerede ikke andet, end hvad vi godt vidste i forvejen: Nemlig at det er muligt at lukke Gud ved hvad ud om muslimer og islam uden at komme på tværs af retssystemet. Jeg mener stadig, at tegningen var usympatisk, chikanerende og ikke spor heroisk. Bemærk, at dette må jeg godt mene. Det falder inden for ytringsfrihedens vide rammer at sige sådan.
Problemet er bare, at når tegningen nu engang er blevet trykt, så er det i en vis forstand komplet ligegyldigt, om den er usympatiske eller ej. Når stormen en gang er blæst op, og truslerne har ramt Kurt Westergaard og nu også bragt ham i fare for sit liv, så er forsvaret for ham reelt et forsvar for ytringsfriheden – og intet fysisk angreb imod ham kan på nogen måde siges at være retfærdiggjort af, at tegningen var led. Vi har ikke dødsstraf for at sige usympatiske ting i dette samfund. Hvis ikke også dem, som siger ting vi finder modbydelige, har sikkerhed for deres liv, uanset hvad de siger, er vores ytringsfrihed reelt under pres. Ja, der er en rimelighed i at skælde Westergaard huden fuld, og har man lyst til at gøre det, så be my guest, men intet, han har gjort, berettiger, at han skal slås ihjel eller nægtes samfundets beskyttelse.
Men det gør stadig ikke hans tegning mere sympatisk. Jeg foragter ham stadig for den. Men jeg ønsker ham uanset det et fredeligt pensionistliv, og det smerter mig, at han er nødt til at leve under politibeskyttelse. Og jeg ser med tilfredshed mine skattekroner anvendt til forsvar for hans sikkerhed - skønt det er rædselsfuldt, at det er nødvendigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)