Bal, balle, baller eller balde ... ???

Man læser i overskriften af Politikens anmeldelse af Isabel Allendes nye roman, at "Flotte balle-beskrivelser kan ikke redde søvndyssende roman". Og man vil da gerne læse nogle flotte ballebeskrivelser. Så man læser selvfølgelig videre og kommer til den passage i anmeldelsen, som har givet anledning til den redaktionelt satte overskrift. Her står der så: "Der er flotte beskrivelser af baller, selskaber og andet godt". Men det hedder jo altså "et bal", og så er det vist også i givet fald "flotte bal-beskrivelser". Måske er der en anden association, som har sneget sig ind. Man bør nok lade være at tænke for meget på balde-beskrivelser, hvis man skal sætte overskrift på en tekst, som handler om, at nogle baller er flot beskrevet ... Eller måske er det en halmballe ... så kunne man da få en "ballebeskrivelse" ud af det. Men er det ikke lidt etnografisk i påkommende fald?

49 nye ord lusker om ved sproggrænsen

Snart kan man, hvis der ikke gribes ind, ”krufle”, være ”fantagyrisk eller ”foflet” i Danmark, man kan møde en ”grymfert” på landevejen, gå til en ”sufstraktør” eller lade sig ”forfire” på et regionalt dansk hospital. Mens der har været stort fokus på, at 43 ord i det danske sprog var i fare for at uddø, så ønsker Dansk Sprognævn at henlede opmærksomheden på, at der er en endnu større risiko for, at visse, hidtil fremmede ord nu slipper ind. Sprognævnet har udarbejdet en liste over 49 ord, som vi i nær fremtid risikerer at få på dansk.

Disse ord lusker for tiden skummelt omkring ved ordforrådets yderste udkant, fortæller sprogforsker Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn, og derfra truer de med at snige sig ind i rigssproget. ”Vi kan jo blive nødt til at optage dem i retsskrivningsordbogen, hvis de viser sig at slippe ind, men endnu er det ikke for sent at forhindre dem”. Man skal bare lade være med at bruge dem, så forsvinder de helt af sig selv: ”Det er lidt ligesom med selvironi”, tilføjer Jens Nørby Jensen, ”bare man ignorerer den længe nok nok, forsvinder den. Således også med disse tvivlsomme nye ord”.

Sprogforskerne indrømmer, at de indtil videre i de mange tilfælde ikke har en anelse om, hvad de nye ord betyder. ”Vi har ved rigssprogets grænse fundet udtryk som ”fitol”, ”anafistisk” og ”Partiet Fokus”, som vi faktisk ikke har den ringeste viden om hvad betyder”, siger Jens Nørby Jensen og fortsætter: ”Vi er forholdsvis sikre på, at ”pafultat” er et substantiv, ”asofonal” et adjektiv og ”afitere” et verbum, men ellers er vi stort set på bar bund” indrømmer Jens Nørby Jensen ”dog er der noget, som tyder på, at der er ”f” i alle disse grænseløbende ord, og det bekymrer os meget, for ”f” er sådan et grimt, sydlandsk udseende bogstav”. Han mener dog ikke, at det er foreneligt med Danmarks medlemskab af Schgenen at opstille sprogkommisærer ved rigssprogets grænse for at holde ordene ude.

Konfronteret med Jens Nørby Jensens valne holdning udtaler EU-parlamentariker Morten Messerschmidt: ”Han er sådan en typisk landsforrædderforsker, et bråddent kar, der straks burde fyres, fordi han politiserer helt vildt og truer dansk identitet, selvstændighed og – især – sprog”. Det har ved redaktionens afslutning endnu ikke været muligt at begribe, hvad dælen Messerschmidt mener med det.

Hvad tror du, de nye ord betyder? Skriv herunder.

Komplekst udsagn

I dag skærpede landsretten dommen over den somalier, som nytårsdag 2010 forsøgte at myrde bladtegneren Kurt Westergaard. Lad mig i den anledning foresøge at fremsætte et komplekst udsagn ud fra den overbevisning, at der er fremsat for mange forsimplede udsagn i anledning af hele Muhammedtegningshistorien. Udsagnet består af følgende tre led:

1) Kurt Westergaards Muhammedtegning var idiotisk.
2) Skærpelsen af straffen over angriberen er fornuftig.
3) Der er ingen modsætning imellem 1) og 2).

Forklaring: Det er fuldt ud muligt at mene, at et udsagn eller et billede er tåbeligt og samtidig fastholde, at det ikke derfor fratager en person hans ret til beskyttelse, hvis han trues, og hans retssikkerhed i bredere forstand. Det er faktisk en af de centrale pointer ved at støtte ytringsfriheden in the first place. I en anden nu verserende sag er det også derfor, man ikke behøver at afgøre, om man synes, Marlene Wind havde ret eller ikke ret, når hun kritiserede den nye grænseaftale, for at fastholde, at det selvsagt ikke skal have konsekvenser for hendes vilkår som ansat på Københavns Universitet - Og det er i øvrigt fuldt tilladeligt at mene, at hun var et fæ, samtidig med at man forsvarer hendes ret til at sige, hvad hun sagde.

Læs mere her (Westergaard) og her (Wind).

Skyggekreditering

Idag blev jeg færdig med min Ph.d.-introduktionsbog. Det holdt hårdt. Fjel og magler er der sikkert talløse af, men forhåbentlig også enkelte korrekte oplysninger.

Når man offentliggør et "administrativt dokument" som dette, er det vanskeligt med den vanlige kreditering, man er vant til som forsker. Et forord med tak til denne og hin ser tåbeligt ud, og hører sig ikke til i de kredse. Det går mig på.

Derfor: Ud over medarbejdere i fakultetets embedsværk, som formentlig ønsker at deres bidrag ikke noteres som sådan, da de har hjulpet mig qua embedsfolk, har jeg grund til at takke min gode ven og kollega Jes Fabricius Møller og min næstformand i Ph.d.-udvalget Ask Katzeff samt ph.d.-udvalget, en masse ph.d.-studerende og (herunder) fakultetets ph.d.-klub mange gange for hjælpen. Det står ikke i "værket" selv, men her er det noteret. Huller og bommerter er fortsat på min kappe og min kappe alene, men uden disse menneskers behjertede indsats ville der have været mange flere fejl og betydeligt færre korrekte og gavnlige oplysninger.

Spiritistisk hyldest til min far

Den 20. maj fyldte min far 70 år. Jeg optrådte ved den lejlighed som medium. Resultatet kan ses nedenfor:



Kristeligt-retoriske Himmelbreve




Til professor emeritus, dr. phil. Erik A. Nielsen i anledning af Halvfjerdsaarsdagen



Fra

Thomas Kingo
Hans Adolph Brorson
og
Nic.Fred.Sev. Grundtvig



Ved Sjæls-Thelepathi og i sønlig Ærbødighed ydmygeligst opnoteret af Sune



Første Brev: Om Glæde ved Bog

Til Vellærde og Velbyrdige Doctor Nielsen Kingobarn i Anledning af det syvende Decennium
Af Thomas Kingo, fordum Superintendent over de fattige udi Odense Hospital og omkringliggende Sogne
Mel.: Far verden, farvel.


Godt ikke kun Poe
Og ikke kun Holberg fik af dig en bog.
Jeg nedrige Tjener for Herren min Gud,
Før Brorsons blev færdig, fik min Bog sendt ud.
Jeg løftes med Nielsenstor autoritet.
Du lærde Profet,
Du lærde Profet

Med Billed-Skønt Sprog
Du skriver om mig i den vældige Bog!
Om Hjerte-Dyb Længsel, om snigende Lyst,
Om hver en Madamme, jeg nogentid Kyst
Hvad er der tilbage, som ej du har set?
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Ak, Erik af A.
Jeg læser i Bogen hver eneste Dag,
Som Herren mig skænker i Abrahams Skød,
Hvor Hvilen er liflig, og Læsen er sød,
Selv Evigheds-Glæden forhøjes sgu ve´et!
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Min Søe-Gang, mit Mod
Mit Brand-Flam´ed Hjerte, min Strenghed, mit Blod,
Min Ivren, min Taare min mødige Sveed
Og alt hvad jeg kæmped, og alt hvad jeg led,
Det har du beskrevet, helt som det er sket,
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Du Magtrige Mand
Du Soel-Konge-Hersker i Aandernes Land,
Hvor andre de snubled´ paa faldende Fod
og dybt gled i Afmagt, med Sejr du stod.
Jeg hilser fra Himmerigs Vaaning og Vraa!
Kh Thomas K,
Kh Thomas K.




Andet Brev: Om Bien paa Bog

Til den fromt honningsøde Hjerte- og Emblemtolker Professor Nielsen i Valby
Fra H.A. Brorson, tidligere følsom Troskunstner og Biskop i Omegnen af Tondern med et lidet Strejf af Misundelse
Mel: Den yndigste rose er funden


Mit Hjerte nu lyster at vanke
I Eriks bedaarende Tanke
Den Bog, han har groet af Rode,
Den summer konstant i mit Ho´de.

Se, Kingo fik plads blandt de Store,
Da Bogen kom hertil fra Jorde,
Jeg selv maa paa nedrige Steder
Blot nøjes med Smaaros til Hæder.

Du yndede Honningprofessor
For lange er Skriveprocesser!
Thi jeg har i aarevis biet,
Imens du saa stædigt har tiet.

Jeg lever i Suk og i Trængsel,
Af Iver har Hjertet mon Længsel
Snart, Erik, vil Værket jo være,
Min Rose, mit Smykke, min Ære.

Ak, bring Bogen til Gyldendalen,
Send Anmelderstanden paa Halen!
Da vil Englechoret sig fryde
Med Jubel mangfoldig udbryde.

Da skal med min JEsum jeg tale
Om mig her i Himmerigs Sale!
”Min BRorson” vil mildt han mig kalde
og rose mig foran dem alle.





Tredje Brev: Om Mangel paa Bog. En Avindssyge-Sang!

Til Pofessor Nielsen, som burde have et guddommeligt L.. i R....!
Fra Nic.Fred.Sev. Grundtvig, tidligere samt nuværende kirkeligt Næse-Horn og paa en vis Maade og over over al Maade ogsaa Biskop for Herrens Aasyn
Mel: I al sin Glands

(red. note: spatieringerne kan med fordel ignoreres)

Og hvem maa nøjes med Pamfletter,
Naar Danne-Markens Aande-Gætter,
Hin Mester Erik Danne-Skjald,
Oplyser Chistendommens Hald
Med Visdom dyb om hver en Krog
Af Christendommens Billed-Bog?

Det maa den arme Billed-Mager,
Der Livet gav paa Danne-Ager
At skrive Danne-Mænd og Møer
En Billed-Bog som aldrig før,
Der trak det store Danne-Læs,
Ja, kortelig: Jeg, N. F. S!

Jeg, som med Flid skrev Kirke-Salmer
om Liv og Lys og Fugle-Palmer,
Som Menighedens Fugle-Chor
Istemmer over Herrens Bord.
Hvorfor alene snydes jeg?
Hvad har jeg Arme gjort mod dig?

Vist kan jeg see, at dine Skrifter
er store Aandedræts-Bedrifter;
Den milde Dag er lys og lang,
Og fuld af Soel og Fugle-Sang,
Og alt var saamænd ganske godt,
Naar blot, naar blot, naar blot, naar blot ...

Se, Billed-Drømme i mit Rige,
Gaar op fra Jord pa Himmel-Stige,
Som Sommer-Lærkens er min Sang,
Og hver min Sti en Kirke-Gang
Der er da nok at Tolke paa,
Det kan dog selv din Søn forstaa!

Saa, Mester Erik uden Lige,
En Penne-Fjer fra Himmerige
Jeg sender til dit Skrive-Bord
Samt Hellig-Aand med Livsens Ord,
Og Herren gør sit Blod til Blæk,
Der skribler alle Skrupler væk!

University Inc.-tjekliste

Hvis vi i dansk sammenhæng følger det mønster for udviklingen på universitetsområdet, som Jennifer Washburn aftegner i University Inc., er der en række fænomener, der burde forekomme. Skriv ud og kryds selv af til venstre:

___ Undervisningen vil blive nedprioriteret og i stigende grad varetaget af løstansat personale med tvivlsom løn og dårlige arbejdsvilkår.

___ Lederlønningerne vil stige.

___ Mængden af videnskabeligt personale ansat i tidsubegrænsede stillinger vil falde.

___ Erhvervsinteresser vil i stigende grad bestemme også de rent faglige beslutninger.

___ Mængden – og dermed afhængigheden – af ekstern finansiering vil stige.

___ Universiteterne vil i stigende grad ”beskytte” deres nyfrembragte viden bag patenter, der er så eksklusive som muligt. Teknologioverførslen sker altså til en enkelt virksomhed – ikke til samfundet i sin helhed. Dette gælder også viden frembragt for offentlige midler.

___ Der vil være stadig større diskrepans imellem de ressourcer, som er til rådighed for nogle få stjerneprojekter, og de, der er til rådighed for universitetets øvrige aktiviteter – herunder undervisningen og forskning i ikke-kommercielle og ikke-prioriterede områder.

___ Universiteterne vil ikke tjene, men tabe penge på både teknologioverførsel og patentering.

Kirkens meget lille genmæle imod en ubetydelig påskekronik

Forestillingen om kirkens forældelse har i sig selv høj alder. Derfor er det en lang, ærværdig tradition, som dagens kronikør i Politiken indskriver sig i, når han gerne vil revitalisere sproget i den danske folkekirke. Den type af moderniseringsprojekter er så gammelkendte, at man næsten en dag burde skrive deres historie. Fra 1700-tallets bibelkritik og forsøg på at rense ud i al den overtro, som havde ledt til 30-årskrigen 100 år før, over 1800-tallets plæderen for ”Jesu rene Lære”, liberalteologiens forskellige modifikationer af lærebygningerne og en række kunstnerisk-æstetiske fortolkninger til nutidige formuleringer, hvis klassiske form netop er påskekronikker i Politiken. Jeg husker sikkert forkert, men det forekommer mig, at jeg år efter år har læst et eller andet ca, i den stil op til påske i netop denne avis - og at det vist aldrig har været intellektuelt, endsige teologisk kvalificeret.

I modsætning til de erklærede ateister, som fastholder, at kristendommen er en vildvej, er denne type reformatorer principielt velvilligt indstillede over for kristendommen. Kirken skal bare lige – og så følger der et eller andet krav, som intet fornuftigt menneske da kan være uenig med, mener reformatoren. Dette "lige" viser sig imidlertid altid at rumme lidt mere end en simpel detalje. Som hovedregel er kristendommen gået op i røg, inden reformatoren mener, at nu er den blevet fornuftig. Dagens reformator mener således, at det er sprogføringen i kirken, den er gal med. Hør bare nadverudlægningen:

Det klassiske lutherske synspunkt i folkekirken er, at kagen og saftevandet ikke skifter substans. Jesu legeme og blod er på en uforklarlig måde alligevel er til stede i det uskyldige kagebrød og saftevandet! Det afgørende er måske, at den, der går til alters for at søge syndsforladelse, i sit eget stille sind forestiller sig, at hun/han får sin guds syndsforladelse. Hvilket vel vil sige, at man angrer og tilgiver sig selv!

Den sproglige modernisering beror her på, at altervinen og oblaterne omtales som ” kagen og saftevandet” - den kommunikative originalitet er lysende: Havde vi dog bare kaldt altervin for "saftevand" noget før. Men det reelle ærinde er ikke bare sprogligt, for ændringen i sproget viser sig at følges af en oversættelse, hvor betydningen af nadverritualet bliver rent psykologisk i processen. Det, som for de fleste nadvergæster er det helt centrale, nemlig at syndsforladelsen tilsiges en fra Gud, er forsvundet op i den blå luft - eller ind i det menneskelige sjæleliv.

Læser man videre viser dette sig at være mønsteret punkt for punkt. Den ”sproglige” revision viser sig at følges af at kristendommen skal ”renses” for alt det, der gør den meningsfuld for de kristne. Helligånden ryger i forbifarten, paradiset bliver til "naturen" etc etc. Det kan ethvert fornuftigt menneske da tilslutte sig.

Så altså: Hvis bare kristendommen vil holde op med at være kristendom, så vil dagens kronikør godt tilslutte sig den. Men det er en særpræget form for tilslutning: ”Hvis bare jeg selv må bestemme, hvad du mener, så vil jeg gerne være enig med dig”.

Nu har kirken ikke sindelagskontrol ved indgangen, så kronikøren kan gå ind, hvor han har lyst. Han kan gå til alters og tilgive sig selv, og han kan sidde og nyde fællesskabet helt uden helligånd. Så for så vidt skulle alt være i orden. Men det er ikke nok. Alle andre skal også acceptere at tro på kronikørens måde, som for de fleste af os ikke er kristendom - dårligt nok tro. Derved opstiller han, hvad Grundtvig i en lignende anledning kaldte et luftkastel: En kristen kirke, som ganske vist aldrig har eksisteret, og som ikke tror på det, dem, der i dag kalder sig kristne, bekender, men som alligevel hævder at være den sande kirke. Hvorfor er det så en kristen kirke? Fordi kronikøren finder, at den prædiker fornuftig kristendom. Man spørger sig selv, hvor de nuværende kristne (som der er betydeligt flere af, end den højtærede taler synes at mene) så skal gå hen, når kronikørens psykoterapeutiske skummetmælksevangelium har overtaget kirken. Måske skulle de tage og grundlægge en kirke. Måske tilmed én, som var evangelisk-luthersk.

Det helt sjove ved det er, at nok har denne type forandringsforslag eller krav høj alder, men de konkrete forslag går stort set altid i glemmebogen efter kort tid, mens det, der protesteres imod, på en underligt livskraftig måde bliver ved med at være til og blive troet. Måske fordi hjemmelavede kirker af denne art netop er luftkasteller.

Så kirkens genmæle i denne sammenhæng må vist bare være: Tough luck buller. Det er altså ikke dét, man tror på her. Kig endelig ind; men hvis du kun vil være med i en kirke, du selv kan bestemme, hvad skal mene, så lav du dig din egen kirke. Vi gider ikke løbe efter slige luftigheder.

Grundtvig hin lille