Grundtvig, den gamle erotiker

Indledningsdigtet til det mest berømte af Grundtvigs skoleskrifter, Skolen for livet og Academiet i Soer (1838), er bedre kendt som højskolesangen "Moders navn er en himmelsk lyd" Sangen er velfungerende skønt stærkt barberet i forhold til originalen og kan uden vanskeligheder anvendes ved morgensang i lilleskolen.

Redationen er nok godt for Grundtvigs rygte i det pænere borgerskab. For tænk, hvis det slap ud, at han i virkeligheden bare skrev viser for at få gang i pigerne.

Se blot her to strofer, der er udeladt i Højskolesangbogen:

Skjalde krandses om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som Hjarne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne den mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!


(Her citeret fra Grundtvigs skoleverden II. Udg. af K.E. Bugge. København: GAD. 1968. Side 81. Den "Hjarne", som omtales i den første af stroferne, er den skjald, der efter Frode Fredegods død blev kronet som konge, fordi han skrev det bedste dødedigt over kongen)

Stroferne har en for Grundtvig karakteristisk simultant under- og overspillet erotik. På den ene side er den underspillet: Pigerne kranser skjaldene, og derfor inspireres skjaldene, der jo - forholdsvis kysk - lyder ånden, til at digte sange, som de samme piger kan synge. På den anden side er stroferne intenst følelsesfulde og kropslige - især i den anden strofe. Skjaldene digter "af Hjertensgrund", og deres viser er nogle, de kan  "lægge ... i Pigemund", og selvsamme mund er tilmed en, pigerne "mildt tilbyde" for at modtage visen fra skjalden. Kysset - mindst - er ikke bare lige om hjørnet; det er fuldbyrdet i sang. Det skal så ses i lyset af, at det er ønsket om hyldest fra disse piger, der her bestemmes som skjaldens motivation for at digte viser.

Digtet går straks videre til andre materier, men pigerne bliver ved med at dukke op, først viser der sig at være "Tusind Viser om Kys og Klap" (Side 82), som "Døttre", der ganske vist synger "I Dyd og Ære", men også viser sig at være kilden til at få de unge mænd til at interessere sig for viserne. Grundtvig udbryder om viserne: "Kys dem Kiærlig i Piger smaa! / Saa favne dem Ungersvende" (ibid.). Han understreger, at "Skjaldens Vise" skal synges for ham "fra Pigemund". Og endelig genvækkes hele fortiden i følgende udbrud:

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op da stande i Pigesang
Hvad Godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Sproget, som digtet handler om, nævnes én gang, pigerne to.

Grundtvig fik mere og mere dametække som tiden gik. Til sidst var han tilsyneladende en veritabel magnet. Man aner en forklaring ...

Hvem sagde "Folkekirke" først?

Jes Fabricius Møller og jeg kom i denne artikel for skade at hævde, at begrebet "Folkekirke" første gang var brugt af Grundtvig. Det udløste en vis aktivitet for at finde ud af, hvor dælen det så var, han sagde det, og om nogen egentlig kom før ham. Bedste bud stammer i dette øjeblik fra Grundtvigforskningens mest effektive hemmelige våben, Kim Arne Pedersen, der udpeger en passage fra Grundtvigs prædiken 2. Pinsdag 1832, hvori følgende står at læse (ja, jeg har slået efter):

Nei, saameget klogere er jeg i det Mindste baade paa mig selv og paa Tidernes Løb, saameget klogere end de Verdens-Kloge, der indbilde sig at have giennemskuet baade mig og Guds skjulte Raad, saameget klogere, at jeg veed, baade i at det i Sytten Aarhundreder ei har været længere fra nogen Præst, at ville være Pave enten i det Store eller i det Smaa, enten i en Folke-Kirke eller i et Huus-Capel, eller selv i Løn-Kammeret blandt sine egne Børn, og at hvad jeg gaaer frugtsommelig med, det skal ikke komme dødfødt men lyslevende til Verden, ikke døe med mig men leve ved Herren, hvad jeg vil i Kirken, det skal lykkes (Grundtvigs Prædikener v. Chr. Thodberg 5, 1832, s. 230. Fremhævelsen er min. sa.)
 

Så bliver spørgsmålet: Kan nogen komme med et citat, der ligger før dette, eller kan vi hævde, at begrebet stammer fra Grundtvig?

At tænke sit

Jeg tænker nogle gange, at det at tænke sit ikke er helt nemt, hvis man samtidig gerne vil tænke noget nogenlunde forstandigt. De mest forstandige ting, jeg har tænkt, har - tænker jeg - kun meget delvis været noget, jeg selv har tænkt. Som hovedregel er det nogle andres tanker, det nogenlunde er lykkedes mig at fatte. På toppen bidrager jeg med en lille mursten eller så i et imponerende tankeslot, som stod der i forvejen - og måske (i rigtig gode år) en enkelt planke i en spinkel hængebro, som med tiden vil forbinde to sådanne slotte.

Ting, jeg sådan selv har tænkt, aaarh ved I nu hvad ...

Om det er noget med kæmper og dværge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men hvis det er, så kan jeg ikke med rimelighed hævde faktisk at være nået op på skuldrene af nogen kæmpe - overhovedet whatsoever - men fra tid til anden får jeg lov at sidde lidt oppe hos dem og se vidunderligt meget længere, end jeg ellers ville have kunnet, inden de sætter mig ned i min almindelige, forvirrede hverdag igen.

Det er derfor, det er så umådelig interessant at hive kæmper i kjolesømme eller frakkeskøder og råbe og tigge for, at de skal tage en op. Sikke en lufttur, vi gulvdværge indimellem kan få. Litteraturvidenskabsmanden i mig er ikke, som den kulturelle kliché tilsiger, en mislykket forfatter, der fornæret tager større ånder i skole, men en læser og lytter, som er uopløseligt betaget af, at der findes kæmper, man kan omgås et helt liv og stadig ikke nå op på skuldrene af.

Meget hellere forstå noget fantastisk klogt eller interessant, andre har tænkt, end komme løbende med en eller anden middelmådighed, der er helt ens egen. Og er den nu overhovedet det? Ligegyldigheder er stort set lettere at tænke end genialiteter, og de er derfor formentlig tænkt oftere. Genreteoretikeren i mig har en fæl mistanke om, at selv mine banaliteter har andre tænkt før mig. De er bare sunket ned i glemslen, fordi de var banale, og så har jeg arvet dem som kulturelle kategorier, der sidder fast i knoppen på mig.

Så jeg tænker mig, at jeg meget hellere vil tænke noget andet end mit - så at sige - og det er vel også en slags personlig stillingtagen.

Brevbud fra himlen

Fredag og lørdag i sidste uge forsvarede min emeriterede og højt meriterede fader en teologisk doktorafhandling ved Oslos Universitet. Ved den efterfølgende fest genopførtes et gammelt shownummer, idet mine sange fra hans halvfjerdsårsfødselsdag blev afsunget én gang mere (se dem her). De var - af indlysende grunde - ret relevante i sammenhængen, da det var bøgerne Kristendommens retorik og Thomas Kingo, der var grundlag for forsvaret. 

Imidlertid skulle han ikke slippe helt uden fornyet påtale, så til de tre sange var påhæftet et lidet forskrift, som kan aflæses herunder. Strofeformen har den for lejlighedpoeter fabelagtige egenskab, at alle versene i strofen er metrisk identiske, så de vers, man skriver, kan frit flyttes rundt internt i strofen og stroferne imellem. Det gør den krævede behændighed betydeligt mindre. Melodien er knap så kendt i dag, men den kan dog findes her.

For-skrift: Om det himmelske post-væsen

Mel.: Stakkels Hanne

Hvem befordrer himmelbrevet,
Hvis en afdød, nu har skrevet?
Hvem mon sørger for, vi får dem,
Breve sendt med post post mortem?
Koster englebuddet penge?
Og kan brevet ligge længe
Hos en vranten, vinget postmand,
Før det sendes til vort frostland?


Herren har vel gode bude
Der er engle nok derude,
Mika- Rafa- Gabrieller
(samt lidt småkravl, hvis det tæller)
Men forstandig bibellæsen
Kender endnu nok et væsen,
Det er selve himmelduen
Yndigt smuk som himmelbuen.

Just det sendebud fra Eden
Landede hos mig forleden,
Vingen var med postsæk ladet,
Næbbet bar på oliebladet.
Og jeg udbrød "Ih du milde
Er der kommet brev til lille
Mig i jordens dybe dale
fra de høje herresale?"

Brev, oh nej, du lille: breve
Fra Vorherres himmelhave,
Sendt dig post-apokalyptisk
(ja, jeg ved, det lyder kryptisk)
De er ikke fra Sankt Peter
Men fra trende små poeter
- Thi for Herren i det høje
Må selv de som små sig bøje.

Dog til dig, det er de ikke,
Så slå ned de stolte blikke,
De er skrevet til din fader,
Som det danske land forlader
For på norsk at doktoreres,
Så han dér kan promoveres
Og blandt Norges Dovrefjelde
Genbekræftes i sin vælde.

Kingo skrev med sejrskrone
Stråled' som en himmeltrone;
Brorson, noget mere loren,
Sendte også post til jorden;
Grundtvig, rygende af vrede,
Skrev på sorte palmeblade;
Jeg som Talsmand i det lave
Bringer deres himmelbreve.

Og hvis jeg kan klare mosten,
Og tålmodigt bære posten,
Kan du også gå med breve
Fra den himmelske enklave.
Gå til doktor-doktormanden,
Der er lærd som ingen anden!
Med epistlerne til festen,
- Og lad Ånden klare resten."

Anmeldelse af Sagas spejl fra Norsk Teologisk Tidsskrift

Jeg er blevet gjort opmærksom på nedenstående anmeldelse fra Norsk Teologisk Tidsskrift 107, 2. 2006. Side 141f. Da den ikke er almindeligt tilgængelig i Danmark, aftrykkes den her med forfatterens tilladelse.

Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig, 736s, Gyldendal, København 2005.

Våre danske venner har iallfall to 1800-talls-ikoner som stadig hentes fram, studeres, nyfortolkes og diskuteres, nemlig Kierkegaard og Grundtvig. Det er skrevet bindsterke og utallige verk om dem begge, og alt ettersom de teologiske og politiske konjunkturer veksler, skifter fokus fra den ene til den andre. De siste årene har imidlertid ikke Grundtvig stått så høyt i kurs fordi han har blitt sett på som eksponent for dansk, religiøs nasjonalisme, av det sterkt høyreorienterte og fremmedfiendlige slag. Representanter for Dansk Folkeparti med presten Søren Krarup i spissen, har nemlig prøvd å bruke Grundtvig og hans tenkning og diktning i partiets usmakelige anti-islamisme og fremmedfrykt. Når man derfor får en avhandling i hånden som både er voluminøs og spekket med norrøn mytologi, frykter man derfor lett frykte det verste. Men det er det ingen grunn til, for Sune Auken har skrevet en avhandling som vil bli stående som en milestein i Grundtvig-forskningen, og som fokuserer en side ved Grundtvigs forfatterskap som ingen leser kan overse, nemlig hvordan han knytter mytologi, historie og kristendom sammen slik at de gjensidig belyser hverandre, for det er først og fremst forholdet mellom disse tre størrelser som interesserer Auken.

                      Auken er ikke teolog selv om avhandlingen avslører at han kan sin teologi meget godt. Men det er ’den litterære Grundtvigforskningen’ han plasserer seg selv innenfor. Han anklager derfor teologene for i altfor stor grad å ha lagt beslag på Grundtvig og dermed innsnevret hans mangfoldige dikterunivers.

I Grundtvigforskningen har årstall ofte tjent som markører av posisjoner: Hvilket år var det viktigste i Grundtvigs liv med tanke på hans teologiske utvikling? 1825, 1832 eller 1835? Auken streifer innom denne posisjonering ved å hevde at med utgangen av 1815 er sammenhengene i Grundtvigs dikteriske bildebruk og implisitte formforståelse gjenkjennelig fram til hans død (s. 48). Denne anmelder er ikke særlig bevandret i litterære analyser og har derfor ingen grunn til å stille spørsmålstegn ved Aukens tese. Men ’den teologiske Grundtvig’ hadde i 1815 ennå et langt stykke igjen å gå før han nådde en avklaring, og kanskje var den dikteriske Grundtvig ennå langt fra å finne sin form så tidlig som i 1815? For Grundtvig sørget på den tiden fortsatt over tapet av Norge; ja, i "Nyaars-Morgen" (1824) bruker han naturbilder som om Norge stadig var forent med Danmark.

Ved siden av "Nyaars-Morgen" er det de sentrale og kjente Grundtvig-verkene "Nordens Mytologi" (1808), "Et Blad av Jyllands Rimkrønike" (1815), "Nordens Mythologi (1832) og "Christenhedens Syvstjerne" (1854-55), som utgjør kjernen i Aukens litterære analyser. Men selv om han proklamerer at han vil rehabilitere den litterære Grundtvig, er han seg fullt ut bevisst at det ikke er en tilfeldig egenskap ved teologen Grundtvig at han også var dikter (s. 630). Aukens egne analyser viser at Grundtvigs poetiske verker rommer høyt nyanserte teologiske fortolkninger som er avhengige av og ikke lar seg atskille fra deres dikteriske karakter fordi de går i ett med verkenes bildespråk og kunstneriske komposisjon. Derfor forutsetter, ifølge Auken, også den teologiske forståelse av dem at man forholder seg til dem som kunstverker (s. 631).

Grundtvigs sprudlende mangfold og stadig skiftende bildebruk, gjør det umulig å fange ham inn i et system eller utforme han tenkning som en stringent teologi. Grundtvig vrir seg unna både fienders og venners forsøk på å skape orden og klarhet i hans tankeunivers. Det er nettopp det som gjør at det fortsatt kommer nye og spennende avhandlinger om ham, slik som Aukens imponerende og omfangsrike arbeid er et godt eksempel på. Men ikke minst er det fortjenstfullt at Auken (indirekte, men klart) rister Grundtvig ut av Krarups og Dansk Folkepartis klamme omfavnelse. Denne frigjøring er likevel ikke avhandlingens viktigste bidrag til Grundtvig­forskningen. Dette bidrag ligger i framstillingen av den norrøne mytologi som den sentrale premissleverandør til Grundtvigs bildeverden og profetiske prosjekt.

Dag Thorkildsen

Grundtvigleksikon

I lørdags udkom det lille leksikon, som Jes Fabricius Møller og jeg har skrevet i anledning af 140 året for Grundtvigs død. Leksikonnet var så lille, at det kunne stå i Kristeligt Dagblad, og da KD heldigvis ikke lagde det bag password. Så kan jeg linke til det her.

På Facebook bemærkede Jes følgende om det:

I anledning af, at Grundtvig nu har været død i endnu længere tid end hidtil, har min fortræffelige ven, kollega, og ikke mindst facebookven, Sune Auken, og jeg selv begået en alfabetisk ordnet indføring i mandens liv, værk og virkningshistorie.
 

Jeg takker for rosen, men Jes har nu fortjent den mere end mig. Jeg laver gerne noget med ham en anden gang. Så ved du dét, Jes.

 

Paul Walkers transfiguration

Et af de mest fascinerende træk ved den menneskelige kommunikation er alt det, vi kan fortælle hinanden uden at sige det. Det er også et af de værste problemer, man har, når man underviser eller forsker inden for de æstetiske fag: Hvordan viser og begrunder man det, man mener at kunne opfatte hinsides  enhver tvivl, når det ikke er ekspliciteret i de værker, man arbejder med.

Denne type problemer gennemarbejder man selvsagt i store, lærde værker. Store dele af fx Genettes transtekstualitetsteori retter sig imod den viden, som muliggør og nødvendiggør, at man skal læse litteratur ikke bare som et tekstinternt fænomen, men som litteratur af anden grad, hvor forståelsen af hypotekster, arketekster, paratekster og andet godt oplyser og kontekstualiserer teksten selv. 

Men det skal også kommunikeres i undervisningen til studerende. Her er en - hjemmelavet - scene,  jeg dels genfortæller, dels opfører for mine egne studerende, når jeg skal forklare problemstillingen:

Vi befinder os i en amerikansk krigsfilm om anden verdenskrig. En gruppe soldater er kommet under beskydning fra en maskingeværrede. De ligger trykket bag en lav mur, og situationen er desperat. Da samler sergeant major Paul Walker gruppens sprængstof på sig, trækker splitten, kaster sig over den lave mur og løber frem imod maskingeværreden. Kuglerne flyver ham om ørerne. En kugle strejfer ham i siden, han løber videre. Kugler rammer hans hænder og fødder. Han fortsætter. Med sine sidste kræfter kaster han sprængstoffet ind i maskingeværreden, og mens den eksploderer, falder han selv bagover på ryggen, hans arme falder ud til siden i et kors, og hans venstre knæ kommer til at ligge hen over det højre. Hans hoved falder og lander i en tornebusk.

(Her falder læreren - fortsat talede - for effektens skyld selv om på gulvet og lander i den beskrevne positur)

Hans kammerater løber frem imod ham, frelste. De når frem til ham. Han kigger på dem med døende blik, siger "det er fuldbragt" - og dør.

På dette punkt spørger læreren så sine elever, hvem det er, Paul Walker, forvandles - transfigureres - til i processen. Selv meget tunge elever identificerer ham selvfølgelig umiddelbart som Jesus.

Det interessante er, at skønt alle kan se det, er det ikke på noget tidspunkt blevet sagt, at Paul Walker er en Jesusfigur. Og hvis man forestiller sig en kultur, der havde tabt alle andre referencer til Jesus end netop denne film, ville det være uigenkendeligt, at der finder en sådan transfiguration sted. Det står ikke på linjerne, men det står heller ikke mellem dem. Derimod forudsættes det, at den, der ser filmen, af sig selv vil kunne forbinde - ja, næsten ikke vil være i stand til at undgå at forbinde - Walker og Jesus. Det bliver ikke sagt, men kommunikationen fungerer ubesværet.