Klassiker under jorden

Ludvig Holberg: Niels Klims underjordiske rejse. Oversat af Peter Zeeberg. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 451 sider. 249,95 kr.

 

Der er ikke mange danske romaner fra syttenhundredetallet, som har overlevet til i dag. Og den mest berømte af dem er ikke på dansk. Holbergs Niels Klims underjordiske rejse udkom første gang på latin i 1741 (dengang hed den så Nicolai Klimii Iter subterraneum), og først længe efter, i 1789, kom den første oversættelse – lavet af ingen ringere end Jens Baggesen. Værket vandt en ret betydelig international berømmelse, og vi kan stadig se tegn på, at det er kendt i Europa i midten af 1800-tallet. Holberg var Nordens Molière, og skønt det jo ikke er så fint som at være Frankrigs, er det dog stadig ikke så lidt.
                      Romanen er fortalt af Niels Klim selv og beretter om hans oplevelser i en underjordisk verden. Efter at være styrtet igennem et hul i et bjerg i nærheden af Bergen, opdager han, at jordens indre rummer en hel verden. I dens centrum er lille planet, hvis vigtigste folk er en race af intelligente træer, der minder mere om sindige oplysningsfolk end om Tolkien-enter. På den underjordiske verdens firmament findes en række andre, mindre civiliserede folkeslag.
                      Klim lander først i træernes samfund. Potu, som landet hedder (læs ordet baglæns og tilføj et ”i”), er konservativt, fornuftsstyret og tolerant. Religionsformen er rummelig, og statsformen strengt monarkisk, kønsmæssigt ligestillet og meritokratisk: Man får embede efter evner, ikke efter køn eller slægt – altså bortset fra monarken. Dog er der dødstrusler for  projektmagere. Holbergs inkarnerede had til disse geskæftige personer fornægter sig ikke: Hvis man foreslår en ny lov, skal man være sikker nok på dens gavnlige virkning til at lægge hovedet i løkken: Thi man bliver hængt, hvis forslaget ikke bliver vedtaget.
                      Klim selv får ikke noget værdigt embede – han vurderes til sin egen forargelse som for dum og for forhastet. Og for at stige op i det potuanske samfund forfatter han et forslag om, at kvinderne skal fratages retten til offentlige embeder. Det afvises naturligvis, men Klims uhyre dumhed regnes ham til gode, og han straffes kun med forvisning til firmamentet. Her opsvinger han sig ved hjælp af europæisk krigsteknologi, rytteri og skydevåben, til kejser, men viser sig selvfølgelig uduelig til posten. Han udvikler sig til tyran og fordrives ved et oprør, hvorefter han igen falder igennem jorden, denne gang den modsatte vej. Tilbage i Bergen får han et ydmygt embede som klokker og lever i stilhed til sine dages ende – uden egentlig at have lært noget videre af sine oplevelser.
                      Undervejs sender bogen Niels Klim ud på rejse såvel på potuanernes planet som på firmamentet, og det giver – i traditionen fra Gullivers rejse – Holberg lejlighed til at fremstille en række nationer med lattervækkende træk, der kan bruges til at udfolde en satirisk kritik af forskellige træk i hans samtids kultur- og samfundsliv.
                      Niels Klim selv er ikke en sammenhængende figur i moderne forstand. Overordnet set er han en klassisk holbergsk nar, der ikke lærer noget af de mangfoldige lejligheder, han har til at forbedre sig, og udvikler sig til undertrykker snarere end til vismand af sit møde med de fremmede kulturer. Men Holberg er for meget af en oplysningsmand til at kunne klare sig uden at have adgang til at give sin mening klart til kende, så Klim kommer igen og igen til at optræde ikke som nar, men som fornuftens stemme, der med rette både dadler og roser de hhv dårlige og gode ting, han møder i underverdenen.
                      I dag har Niels Klim underjordiske rejse genvundet en del af sin internationale berømmelse, men på en skæv måde, som jeg tror, ville have passet Holberg selv godt: Bogen er blevet kendt som en art tidlig Science Fiction, skønt det er svært at finde en genremærkat, der passer bare nogenlunde (internationalt bruges nogle gange ”speculative fiction” som betegnelse, og det er måske mere præcist). Men den er formentlig det første eksempel, vi har på en roman, der arbejder ud fra teorien om, at jorden er hul og rummer en hel verden på sin inderside. Det skulle sidenhen blive et tema, der blev taget op igen og igen af andre spekulativt orienterede forfattere – med eller uden kendskab til Holbergs fremstilling.

Man kan altid genkende en klassiker på, at det er pinligt at indrømme, at man ikke bryder sig meget om den. Det er lidt som at se ned på folk nedefra: Det er sådan en vanskelig øvelse, og man kommer let til selv at tage sig klejn ud i processen. Sådan har jeg det med Niels Klims underjordiske rejse. Jeg kvier mig ved at afsløre det, men selv gengivet i Peter Zeebergs letfremskridende prosa falder bogen mig svær at komme igennem. Dens moraler er mig rigeligt tungbenede, og dens fantasier lidt trætte. Holbergs støtte til kvinderettigheder fx er rigtignok imponerende, historisk betragtet, men meget sprængfarlige er de jo ikke i dag. Hans forestillinger om en anden verden er måske for bundne til deres tid og kan virke lidt blege sammenlignet med de imposante verdensbyggerier i nutidens spekulative fiktion. Men sandsynligvis siger disse gnavne bemærkninger mere om anmelderen end om Holberg.

                      Uanset nærværende anmelders forbehold skal oversættelsen virkelig have ros. Oversætteren, Peter Zeeberg, har tidligere bl.a. lavet en strålende oversættelse af Saxos Danmarkshistorie: den første egentligt læselige oversættelse siden Grundtvigs fordanskning. Oversættelsen her er ikke et retorisk pragtstykke som Saxooversættelsen, men det skyldes nok mere Holberg end hans oversætter. Der er formentlig færre sproglige raffinementer at fange og formidle i originalen, end der var hos Saxo. I Zeebergs pen glider historien let fremad, og man kan få det indtryk, som gode oversættelser gerne giver, at sådan her ville Holberg nok have skrevet det, hvis han havde levet i dag og valgt at skrive sin bog på dansk. Det er jo svært at klage over.


Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. december 2012.

Kirken og medierne i dag

Der findes tilsyneladende journalistiske ”fakta”, som er uafhængige af kendsgerninger.

                      Uanset hvor mange mennesker, der kommer i kirke søndag efter søndag og i ugedagene med, er kirkerne altid tomme. At man i virkelighedens verden skal vide nøjagtig, hvor man skal gå hen (og helst befinde sig på Lolland-Falster), hvis man gerne vil opleve en øde kirke, har ingen indflydelse på dette. Kirker er og forbliver tomme – når medierne taler om dem.
                      Og var det så bare blevet ved det. Præster er per definition modstandere af Darwins udviklingslære, de er seksualforskrækkede og modstandere af homoseksuelle vielser, og kirken er notorisk i tilbagegang, så lukningen af et relativt lille antal kirker i København aldrig bliver sat i perspektiv af den voldsomme stigning af antallet af kirker i Danmark igennem hele det 20. århundrede. Det er den samme historie, der fortælles hver gang: Kirken er en forstenet og forskrækket institution på vej ned.
.                     Kirken er ikke ene om at have denne type problem. Som underviser på et humanistisk fakultet, erfarer jeg det hele tiden: Uanset hvor mange humanistiske kandidater, der kommer i arbejde, og uanset hvor lav arbejdsløshedsprocenten reelt er, fremstilles humanistiske studier altid som brødløse. Det har de været, mindst siden jeg selv begyndte at studere for over 20 år siden. Det journalistiske ”fakta” forbliver uanfægtet af, at hvis humanister skulle have været uden evne til at få job på deres uddannelse, skulle ikke bare alle Nettoer, men samtlige danske supermarkedskæder og motorvejscafeer være bemandet fuldt op med vores kandidater.
                      Det er dog en ringe trøst: Et problem bliver jo ikke mindre generende af, at andre også har det.

Men når kirken er bedre end sit rygte, hvordan opstår rygtet så? Der findes flere forklaringer på miseren, men lad mig fokusere på et bestemt punkt, som i hvert fald har betydning: pressens håndtering af kirkestoffet, og kirkefolkets (manglende) håndtering af pressen.

                      Journalister er under et konstant pres for at levere nye historier, og derfor er de tilbøjelige til at være papegøjer for sig selv og for hinanden. At grave sig frem til en ny vinkel på sin historie er for arbejdskrævende, når deadline er klokken 15 i dag – og igen i morgen. Når en vinkel derfor én gang er lagt fast, er det uhyre svært for kilderne og for dem, historien handler om, at få den ændret igen. Det gælder for den enkelte historie, og det gælder for langvarige vinklinger af stoffet, hvor det igen og igen er den samme historie, der fortælles, blot med en let forskydning i, hvilket stof der bruges til at fortælle den.

Vi bør  ikke stille os tilfredse med denne karikatur af vores tro og vores kirke, og vi bør gøre noget ved det, for tingenes miserable tilstand skader alle uanset kirkelig overbevisning og besværliggør evangeliets udbredelse.

                      Vi har selv et stort ansvar for miseren, for problemet forstærkes af, at mange kirkefolk enten er helt uforberedte på, hvad det vil sige at få et budskab igennem i medierne, eller føler, at den type diskussion er nedværdigende og banaliserende, og derfor undviger den. Men man behøver ikke nødvendigvis poppede logoer og dyre kommunikationsstrategier for at spille en positiv rolle – ofte er den slags bare i vejen. Men man behøver en vis beslutsomhed og en vis evne til at orientere sig i, hvordan man bedst kommunikerer med medier. Tre simple råd: 1) Man skal Elske og Ære sine lokalmedier. De kender området, kender de relevante kirker som andet end et begreb og holder af det stof, man kommer med. Chancen for at få en rimelig dækning stiger stejlt, når det er lokale medier, man kommunikerer med. 2) KISS (Keep It Simple Sister). Medier lever af hurtige, klare historier; hvis man forsøger at give dem en for kompliceret historie, vil de selv skære den til. Det er bedre, at man selv fører kniven på forhånd. Ser det forsimplet ud? Trøst dig: Det er givetvis en rigtigere forsimpling end den, de selv ville have lavet. 3) Reager hver gang. Man kan føle sig fjollet ved at gentage sig selv, men da forvåsede fortolkninger bliver ved med at dukke op, må svarene også være der hver gang. Fortæl historierne om de fyldte kirke, om det flertal af kirkegængere og præster, der glæder sig over menneskelig mangfoldighed og om alle de mennesker, der har brug for og glæde af kirken.
                      Men vigtigst af alt: Kom ind i kampen. Man kan godt være for fin til at håndtere pressen, men så har man også selv bestilt musikken, når journalister konsekvent vinkler deres historier til skade for en.

Først trykt i Ribe domkirkes kirkeblad september-november 2012.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Om vielser af homoseksuelle og udmeldelser af folkekirken

I anledning af, at Per Stig Møller har lagt skylden for en stribe udmeldelser af folkekirken på folketingets tilladelse til, at kirken viede homoseksuelle, følgende:

Hvis noget har fået folk til at melde sig ud af kirken i forbindelse med homovielserne, så er det det indtryk, det lykkedes for et højtråbende mindretal på den kirkelige højrefløj at skabe, af, at kirkens flertal var modstandere af homovielser. Det var smældrende forkert, men larmen fra Per Stig Møllers ligesindede samt pressedækningens sædvanligt fordomsfulde vinkling af kirkestoffet gjorde, at der skulle rigtig meget til, før nogen opdagede, at kirkefolket om noget var mere positive over for homoseksuelle vielser end flertallet i befolkningen.

Helt banalt: Folk melder sig ud, fordi de tror, kirken er imod homovielser, ikke omvendt. Spøjst nok på trods af, at det kirkelige flertal er tydeligt for vielserne. Det er banalt nok – hvad Møllers egen replik tydeligt demonstrerer – lovgiverne, der har været fodslæbende, ikke kirken: Vielsesritualet var klar, så snart loven blev vedtaget. Og et halvt vielsesritual, som det Møller foreslår, er jo bare at cementere adskillelsen og helt ubrugeligt for kirken såvel som for de homoseksuelle.

Det gælder her som i andre kirkelige spørgsmål: Den kirkelige højrefløj kan sagtens bruge tid på at råbe og larme om kirkesplittelse, men melder de sig ud, bliver de bare en perifer lille gruppe religiøse fanatikere, der ikke taler på vegne af nogen. Uden folkekirken har de ikke en platform. Så de larmer, men de bliver.

Ph.d.-skolelederfornøjelser

Visse glæder får man kun som ph.d.-skoleleder.

Jeg er netop blevet ringet op af en stærkt engageret vejleder, fordi et foreslået bedømmelsesudvalg til en ph.d.-afhandling var blevet afvist af ph.d.-skolens administration. Vi trak lidt frem og tilbage og kunne ikke rigtig blive enige. Til sidst bad jeg om at få at vide, hvor den ph.d.-studerende egentlig studerede henne. Det viste sig at være på et dansk hospital. Jeg foreslog den engagerede vejleder, at det måske var en god idé at tage kontakt til ph.d.-skolen på SUND, hvor den ph.d.-studerende formentlig var indskrevet, idet jeg mente, at det nok lå uden for mine beføjelser at godkende eller afvise sundhedsfaglige bedømmelsesudvalg. Det var vi til gengæld helt enige om var en rigtig god idé, og vi skiltes i god fordragelighed.

Aukens lov

Den, der mener, at alle andre er idioter, straffes med livsvarig omgang med idioter.

Anmelder afslører: ”Jeg har læst bogen!"

Zenia Larsen (m.fl.): Rokokoposten. De første 280 år., 400 sider. 199 kr. Forlaget Rosinante & Co.

 

”Fake News” hedder genren. Det er en form for fiktiv journalistik, hvis nyhedshistorier ikke har fundet sted, men heller ikke er løgn, fordi det er meningen, at modtageren skal genkende, at historien er opfundet: fiktion.

                      Men en særlig form for fiktion. For det skal også være nyheder. Så Fake News skal følge, hvad der bevæger sig i det politiske, kulturelle og – især – journalistiske landskab, der omgiver dem, og opfinde historier om samme landskab. Derfor bliver Fake News til satirer over begivenheder og synspunkter i samfundet og parodier på udtryksformer i journalistikken.

                      Internationalt er det mest berømte Fake News-medie overhovedet Jon Stewarts The Daily Show, som kun delvis overholder genrens koder, men til gengæld har vundet enorm popularitet og en forbløffende indflydelse. Mindre udbredt, men stadig betydningsfuld og mere genreren er The Onion, der på nettet dækker nyhedslandskabet med studieindslag, politiske og sociale kommentarer og tekstjounalistiske historier. Præcis som andre store netaviser – blot mere gakket.

                      Så langt er Fake News ikke kommet i Danmark. Men vi har Rokokoposten, der på få år har udviklet sig til at blive en reel, omend fjollet, faktor i det danske medielandskab. Avisen har kun  én historie ud om dagen, men den daglige historie er til gengæld præcist skåret. Det er sjældent rigtig ondt, men til gengæld ofte morsomt. Jeg tror, jeg har læst hver eneste historie de sidste halvandet år.

                      Rokokoposten, der prætenderer at være udgivet første gang i 1732, fejrer nu sin ”280”-årsfødselsdag ved at udgive en bog med 200 historier fra avisens bagkatalog. Dertil er føjet et forord, hvori avisens forhistorie og historie fortælles fra den første forfader, ”Proto-indoeuropæisk Immigranttidende” frem til Rokokoposten selv og videre igennem de 280 år, hvor avisen hævdes at have eksisteret. Det er ægte vås og meget morsomt.

                      Man møder en stor idérigdom i Rokokopostens spalter. Højdepunkter er fx historien om, hvordan en byfest endte i blodigt kaos, fordi Hjemmeværnet ikke var der til at holde orden, eller den skandaløse afsløring af, at visse chefer fortsat diskriminerer og giver højere løn og bedre stillinger til ansatte, der har kvalifikationer.

                      Politisk slår Rokokoposten både til højre og til venstre – gerne ved at forlænge synspunkter ad absurdum. Således får Liberal Alliance under udfoldelse af betydelig frihedspatos lov at kræve frit valg mellem højre- og venstrekørsel i trafikken, mens SF får lov at foreslå forbud imod farlig kemi – i narkotika.

                      Når Rokokopostens fire skribenter er bedst, er de fremragende. I Kristeligt Dagblads sammenhæng har vi lov at notere os, at de rammer nogle af deres toppunkter i kristendomsstoffet. Da Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden døde, blev han nærmest genstand for en helgenkåring i pressen. Rokokoposten tog konsekvensen og lod ham posthumt overtage Sankt Peders ansvar for himmerigets eksterne kommunikation. Også den frustration, mange kender vedrørende den kollektive trafik, fik kristelig tydning, da Rokokoposten lod Job bryde sammen på Nørreport station. Hans lidelser i  trafiksystemet var mere uforståelige, end hvad Gud havde udsat ham for: ”skinnernes veje er uransagelige”. Jeg ved oftest ikke, om det er religionskritik eller teologi, Rokokoposten  præsterer, men jeg vil gerne have mere.

                      Rokokopostens tekstformat holder vel ikke til det stive bind og de mange sider i denne bog, og læser man længere stræk, som det er anmelderens lod, bliver skriveformen lidt monoton. Så det kan diskuteres, om bogen som bog betragtet er vellykket. Døgnets flabetheder gør sig bedst netop i døgnet. Allerede på et par års afstand kan morsomhederne tage sig bedagede ud – lidt som gamle revynumre. Så man skal nok huske kun at tage bogen frem i ny og næ og kun at læse et par sider af gangen.

                      Men så kan man til gengæld også være heldig at ramme samlivsartiklen ”Mand får ret i noget”, der beskriver, hvordan det efter 34 års ægteskab skete, at skovarbejder Keld Olsen fik ret i en diskussion med sin kone, og stadig et døgn efter er ”tydeligt mærket” af begivenheden, men ikke vil gøre noget ved sagen, ”da han ikke forventer, at forteelsen gentager sig”. Og så er hele dagen reddet. Lige som den ofte bliver det, når man om morgenen kan klikke ind på Rokokopostens hjemmeside og få døgnets nye Fake News historie, hvor den hører hjemme: i døgnet.

 

Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. november 2012.

Da Svend fik en ny søn

Forleden faldt ovenstående lille udklip, jeg for længst havde glemt, ud af en af mine bøger. Det er fra – af alle tryksager i verden – Se og hør. Datoen er den 16.-22. juni 2005 (eller det er i hvert fald, hvad jeg har skrevet på det dengang), altså kort efter mit disputatsforsvar. Billedet forestiller min tante Anne og min onkel Svend i festskrud, og teksten lyder:

Svend Aukens søn, Sune, har netop skrevet doktordisputats om Grundtvig, og Auken senior skulle til bryllup i den pompøse, 49 meter høje kirke opkaldt efter salmedigteren. –Ja, der er meget Grundtvig i mit liv for øjeblikket smilede Auken, som havde kæresten Anne Wivel med til bryllup.

 

Så i dette ene, korte øjeblik var det altså mig, der fik lov at kaste glans over den berømte onkel og ikke (helt) omvendt. Jeg blev tilmed udnævnt til at være hans søn. Nu havde Svend storartede sønner i forvejen, så jeg tror ikke, der var noget forsøg på at erobre mig involveret.

 

Til gengæld er jeg ret sikker på, at han, som blandt sine mange storartede egenskaber ikke havde den at være specielt god til at holde masken, netop i denne sammenhæng havde en lille ræv bag øret. Jeg gætter på, at jeg blev hans ”søn”. ved at sladderbladsjournalisten, hvis stand Svend ikke havde den helt store respekt for, fik spurgt til hans søn, doktoranden, og Svend så bare lod ham forblive i vildfarelsen og svarede let undvigende, så misforståelsen kunne slippe ind i bladet. I hvert fald blev jeg pludselig en fader rigere – også selvom jeg sådan set var forskriftsmæssigt forsynet på det punkt.

 

Jeg har dog ikke efterfølgende mærket noget til den derved vundne berømmelse, og Se og hør kommer stadig ikke, hvis jeg drager til bryllup. Men jeg fik dog fornøjelsen ved at se det gamle udklip kigge frem igen og minde mig om flere forskellige ting.

Opmuntrende værk om trist skæbne

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte. Historien om et dybt fald i enevældens København. 284 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Ulrik Langen, nyudnævnt historieprofessor på Københavns Universitet, har med Det sorteste hjerte skrevet en opmuntrende bog. Det skulle man egentlig ikke tro, når man læser den, for den historie, der fortælles,er gysende, skønt virkelig nok.

Den handler om to mænd, som kom på tværs af embedsværket i det sene syttenhundredetal og endte med uden dom at tilbringe årevis i fængsel under ydmygende og sundhedsskadelige forhold, mens en overdrevent nidkær og hadsk repræsentant for kammeradvokaten, forhørte hundredevis af vidner for at finde noget at bruge mod dem.

Den centrale af de to ofre – i det mindste i bogens fremstilling – er Michael Brabrand, en stridbar, selvhøjtidelig og lettere anløben købmand i den højere middelklasse. Han var ikke uden skyld, men fortjente ikke på nogen måde de ulykker, hans uforsigtighed og systemets modvilje drog ned over ham.

Han var en stræber, som fra en ret simpel baggrund ved talent og hårdt arbejde løftede sig ind i købmandsskabet, En god, solid borgerlig karriere. Retssager, svindel og stridigheder var dagens orden i handelsstandens København, og både retssagerne og stridighederne tog Brabrand hele vejen igennem mere end sin del af – både de personlige og de handelsmæssige.

Undervejs fik Brabrand grundigt provokeret mange – også de forkerte mennesker, herunder førnævnte sagfører hos kammeradvokaten, Peter Daniel Bradt. Han og andre begynder at arbejde systematisk imod Brabrand, som lader sig provokere og larmer mere og mere i København til gene for det enevældige forvaltningsapparat. Så da det først ramler for Brabrand, ramler det virkelig. Han arresteres under stor ballade, isoleres i fængsel på jammerlige vilkår og henslæber nu mere end fem år i fængsel, mens undersøgelsen af hans forhold bliver ved i en pinagtig uendelighed. Imens går hans forretning konkurs, hans hus sælges, og hans familie forfalder; hans allerede svagelige kone går fra forstanden og kommer sig aldrig.

Da Brabrand endelig dømmes, er det med enevældens monstrøse logik. Han frikendes for de anklager, der førte til hans arrestation, men dømmes til landsforvisning for sin opførsel ved arrestationen.

Det eneste opbyggelige ved historien er, at Brabrand kommer på fode igen i Lübeck trods et meget ringe udgangspunkt. Langen sammenfatter det med en vis tør humor: ”Brabrands gamle jeg er vendt tilbage. Han er involveret i en række forretninger – og ikke mindst en række stridigheder, sådan som han havde for vane. Brabrand holdt på sin ret. Også selvom han ikke havde ret.” (249).

På det tidspunkt i forløbet er nærværende læser helt parat til at tilgive Brabrand næsten hvad som helst. Det er direkte livgivende, at en person, der er blevet så ilde behandlet, stadig er intakt nok til at være på tværs.

 

Hvordan kan en bog om et så deprimerende emne være opmuntrende? Fordi Ulrik Langen gør noget meget svært, upåagtet og stærkt nødvendigt: forener forskning og formidling.

Det sorteste hjerte er baseret på et gedigent kildearbejde, forsynet med en klar og præcis bibliografi og med tilstrækkeligt med noter til, at Ulrik Langens arbejde vil kunne eftergås af andre fagfolk. Der står med fuldstændig sikkerhed ting i bogen, som ikke har været fremme i historieforskningen før. Og ved at fremdrage dette relativt ukendte materiale sætter bogen mere kendte retsstridigheder, især P.A. Heibergs og Malthe Conrad Bruuns landsforvisninger, i et nyt perspektiv.

Alligevel kan bogen læses med fornøjelse også af en bredere gruppe. Forløbet er farverigt nok til at gøre en god historie, og Ulrik Langen giver historien, hvad den kan trække. Man underholdes og oplyses på samme tid af sceneriet og miljøet, de mange hver for sig farverige personer og det dramatiske og tragiske forløb. Tilsammen danner de et fascinerende tidsbillede, som gør den megen viden i bogen lettilgængelig og levende.

Det er en uhyggeligt svær øvelse at skrive en bog som denne. På mange måder vanskeligere end at skrive alene for fagfolk, og Det sorteste hjerte har også sine svagheder, skønt de er langt færre end bogens dyder. Fravalget af et indledende overblik har dramatisk virkning, men gør det ofte vanskeligt at holde sammen på de mange detaljer og underforløb. Den folkelige skriveform bliver nogle gange for løs, så man irriteres over vagheder, og bestræbelsen på at få så mange læsere som muligt med fører sine steder til gentagelser, man gerne have været foruden.

Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis. Men dette sidste punkt kunne have kostet bogen meget i offentlig appel, så det er et valg mellem to onder.

Tendensen i dansk universitetspolitik og -administration tilsiger, at rigtig forskning foregår i specialiserede, engelsksprogede fagtidsskrifter, hvor diskussionerne udspiller sig i en lukket kreds af fagfolk. Det er på mange fagområder den rigtige idé, men det har også sine omkostninger.

For det første, at de skatteborgere, der betaler regningen, aldrig ser resultaterne med egne øjne – kun i referat. For det andet at forskere, der faktisk kan arbejde fagvidenskabeligt i åbne og mere forståelige former, også tvinges over i lukkede fagmiljøer og sværttilgængelige publikationsformer. Det sidste punkt er særlig katastrofalt for de humanistiske videnskaber, som ofte vinder deres legitimitet ved at kunne skrive for en langt bredere læserkreds.

Derfor skal man huske at sætte pris på det, når en højt kvalificeret specialist som Ulrik Langen arbejder på en måde, som både bidrager til videnskaben og virker oplysende for andre. At den slags forskere stadig findes, og at de både kan opnå professoransættelser og udgive nye bøger som Det sorteste hjerte, er måske det allermest opmuntrende ved den i øvrigt triste i historie om den hårdt plagede Brabrand.

Oprindelig trykt i Kristeligt Dagblad den 29. september 2012 (her)

Grundtvig, den gamle erotiker

Indledningsdigtet til det mest berømte af Grundtvigs skoleskrifter, Skolen for livet og Academiet i Soer (1838), er bedre kendt som højskolesangen "Moders navn er en himmelsk lyd" Sangen er velfungerende skønt stærkt barberet i forhold til originalen og kan uden vanskeligheder anvendes ved morgensang i lilleskolen.

Redationen er nok godt for Grundtvigs rygte i det pænere borgerskab. For tænk, hvis det slap ud, at han i virkeligheden bare skrev viser for at få gang i pigerne.

Se blot her to strofer, der er udeladt i Højskolesangbogen:

Skjalde krandses om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som Hjarne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne den mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!


(Her citeret fra Grundtvigs skoleverden II. Udg. af K.E. Bugge. København: GAD. 1968. Side 81. Den "Hjarne", som omtales i den første af stroferne, er den skjald, der efter Frode Fredegods død blev kronet som konge, fordi han skrev det bedste dødedigt over kongen)

Stroferne har en for Grundtvig karakteristisk simultant under- og overspillet erotik. På den ene side er den underspillet: Pigerne kranser skjaldene, og derfor inspireres skjaldene, der jo - forholdsvis kysk - lyder ånden, til at digte sange, som de samme piger kan synge. På den anden side er stroferne intenst følelsesfulde og kropslige - især i den anden strofe. Skjaldene digter "af Hjertensgrund", og deres viser er nogle, de kan  "lægge ... i Pigemund", og selvsamme mund er tilmed en, pigerne "mildt tilbyde" for at modtage visen fra skjalden. Kysset - mindst - er ikke bare lige om hjørnet; det er fuldbyrdet i sang. Det skal så ses i lyset af, at det er ønsket om hyldest fra disse piger, der her bestemmes som skjaldens motivation for at digte viser.

Digtet går straks videre til andre materier, men pigerne bliver ved med at dukke op, først viser der sig at være "Tusind Viser om Kys og Klap" (Side 82), som "Døttre", der ganske vist synger "I Dyd og Ære", men også viser sig at være kilden til at få de unge mænd til at interessere sig for viserne. Grundtvig udbryder om viserne: "Kys dem Kiærlig i Piger smaa! / Saa favne dem Ungersvende" (ibid.). Han understreger, at "Skjaldens Vise" skal synges for ham "fra Pigemund". Og endelig genvækkes hele fortiden i følgende udbrud:

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op da stande i Pigesang
Hvad Godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Sproget, som digtet handler om, nævnes én gang, pigerne to.

Grundtvig fik mere og mere dametække som tiden gik. Til sidst var han tilsyneladende en veritabel magnet. Man aner en forklaring ...

Hvem sagde "Folkekirke" først?

Jes Fabricius Møller og jeg kom i denne artikel for skade at hævde, at begrebet "Folkekirke" første gang var brugt af Grundtvig. Det udløste en vis aktivitet for at finde ud af, hvor dælen det så var, han sagde det, og om nogen egentlig kom før ham. Bedste bud stammer i dette øjeblik fra Grundtvigforskningens mest effektive hemmelige våben, Kim Arne Pedersen, der udpeger en passage fra Grundtvigs prædiken 2. Pinsdag 1832, hvori følgende står at læse (ja, jeg har slået efter):

Nei, saameget klogere er jeg i det Mindste baade paa mig selv og paa Tidernes Løb, saameget klogere end de Verdens-Kloge, der indbilde sig at have giennemskuet baade mig og Guds skjulte Raad, saameget klogere, at jeg veed, baade i at det i Sytten Aarhundreder ei har været længere fra nogen Præst, at ville være Pave enten i det Store eller i det Smaa, enten i en Folke-Kirke eller i et Huus-Capel, eller selv i Løn-Kammeret blandt sine egne Børn, og at hvad jeg gaaer frugtsommelig med, det skal ikke komme dødfødt men lyslevende til Verden, ikke døe med mig men leve ved Herren, hvad jeg vil i Kirken, det skal lykkes (Grundtvigs Prædikener v. Chr. Thodberg 5, 1832, s. 230. Fremhævelsen er min. sa.)
 

Så bliver spørgsmålet: Kan nogen komme med et citat, der ligger før dette, eller kan vi hævde, at begrebet stammer fra Grundtvig?

At tænke sit

Jeg tænker nogle gange, at det at tænke sit ikke er helt nemt, hvis man samtidig gerne vil tænke noget nogenlunde forstandigt. De mest forstandige ting, jeg har tænkt, har - tænker jeg - kun meget delvis været noget, jeg selv har tænkt. Som hovedregel er det nogle andres tanker, det nogenlunde er lykkedes mig at fatte. På toppen bidrager jeg med en lille mursten eller så i et imponerende tankeslot, som stod der i forvejen - og måske (i rigtig gode år) en enkelt planke i en spinkel hængebro, som med tiden vil forbinde to sådanne slotte.

Ting, jeg sådan selv har tænkt, aaarh ved I nu hvad ...

Om det er noget med kæmper og dværge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men hvis det er, så kan jeg ikke med rimelighed hævde faktisk at være nået op på skuldrene af nogen kæmpe - overhovedet whatsoever - men fra tid til anden får jeg lov at sidde lidt oppe hos dem og se vidunderligt meget længere, end jeg ellers ville have kunnet, inden de sætter mig ned i min almindelige, forvirrede hverdag igen.

Det er derfor, det er så umådelig interessant at hive kæmper i kjolesømme eller frakkeskøder og råbe og tigge for, at de skal tage en op. Sikke en lufttur, vi gulvdværge indimellem kan få. Litteraturvidenskabsmanden i mig er ikke, som den kulturelle kliché tilsiger, en mislykket forfatter, der fornæret tager større ånder i skole, men en læser og lytter, som er uopløseligt betaget af, at der findes kæmper, man kan omgås et helt liv og stadig ikke nå op på skuldrene af.

Meget hellere forstå noget fantastisk klogt eller interessant, andre har tænkt, end komme løbende med en eller anden middelmådighed, der er helt ens egen. Og er den nu overhovedet det? Ligegyldigheder er stort set lettere at tænke end genialiteter, og de er derfor formentlig tænkt oftere. Genreteoretikeren i mig har en fæl mistanke om, at selv mine banaliteter har andre tænkt før mig. De er bare sunket ned i glemslen, fordi de var banale, og så har jeg arvet dem som kulturelle kategorier, der sidder fast i knoppen på mig.

Så jeg tænker mig, at jeg meget hellere vil tænke noget andet end mit - så at sige - og det er vel også en slags personlig stillingtagen.

Brevbud fra himlen

Fredag og lørdag i sidste uge forsvarede min emeriterede og højt meriterede fader en teologisk doktorafhandling ved Oslos Universitet. Ved den efterfølgende fest genopførtes et gammelt shownummer, idet mine sange fra hans halvfjerdsårsfødselsdag blev afsunget én gang mere (se dem her). De var - af indlysende grunde - ret relevante i sammenhængen, da det var bøgerne Kristendommens retorik og Thomas Kingo, der var grundlag for forsvaret. 

Imidlertid skulle han ikke slippe helt uden fornyet påtale, så til de tre sange var påhæftet et lidet forskrift, som kan aflæses herunder. Strofeformen har den for lejlighedpoeter fabelagtige egenskab, at alle versene i strofen er metrisk identiske, så de vers, man skriver, kan frit flyttes rundt internt i strofen og stroferne imellem. Det gør den krævede behændighed betydeligt mindre. Melodien er knap så kendt i dag, men den kan dog findes her.

For-skrift: Om det himmelske post-væsen

Mel.: Stakkels Hanne

Hvem befordrer himmelbrevet,
Hvis en afdød, nu har skrevet?
Hvem mon sørger for, vi får dem,
Breve sendt med post post mortem?
Koster englebuddet penge?
Og kan brevet ligge længe
Hos en vranten, vinget postmand,
Før det sendes til vort frostland?


Herren har vel gode bude
Der er engle nok derude,
Mika- Rafa- Gabrieller
(samt lidt småkravl, hvis det tæller)
Men forstandig bibellæsen
Kender endnu nok et væsen,
Det er selve himmelduen
Yndigt smuk som himmelbuen.

Just det sendebud fra Eden
Landede hos mig forleden,
Vingen var med postsæk ladet,
Næbbet bar på oliebladet.
Og jeg udbrød "Ih du milde
Er der kommet brev til lille
Mig i jordens dybe dale
fra de høje herresale?"

Brev, oh nej, du lille: breve
Fra Vorherres himmelhave,
Sendt dig post-apokalyptisk
(ja, jeg ved, det lyder kryptisk)
De er ikke fra Sankt Peter
Men fra trende små poeter
- Thi for Herren i det høje
Må selv de som små sig bøje.

Dog til dig, det er de ikke,
Så slå ned de stolte blikke,
De er skrevet til din fader,
Som det danske land forlader
For på norsk at doktoreres,
Så han dér kan promoveres
Og blandt Norges Dovrefjelde
Genbekræftes i sin vælde.

Kingo skrev med sejrskrone
Stråled' som en himmeltrone;
Brorson, noget mere loren,
Sendte også post til jorden;
Grundtvig, rygende af vrede,
Skrev på sorte palmeblade;
Jeg som Talsmand i det lave
Bringer deres himmelbreve.

Og hvis jeg kan klare mosten,
Og tålmodigt bære posten,
Kan du også gå med breve
Fra den himmelske enklave.
Gå til doktor-doktormanden,
Der er lærd som ingen anden!
Med epistlerne til festen,
- Og lad Ånden klare resten."

Anmeldelse af Sagas spejl fra Norsk Teologisk Tidsskrift

Jeg er blevet gjort opmærksom på nedenstående anmeldelse fra Norsk Teologisk Tidsskrift 107, 2. 2006. Side 141f. Da den ikke er almindeligt tilgængelig i Danmark, aftrykkes den her med forfatterens tilladelse.

Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig, 736s, Gyldendal, København 2005.

Våre danske venner har iallfall to 1800-talls-ikoner som stadig hentes fram, studeres, nyfortolkes og diskuteres, nemlig Kierkegaard og Grundtvig. Det er skrevet bindsterke og utallige verk om dem begge, og alt ettersom de teologiske og politiske konjunkturer veksler, skifter fokus fra den ene til den andre. De siste årene har imidlertid ikke Grundtvig stått så høyt i kurs fordi han har blitt sett på som eksponent for dansk, religiøs nasjonalisme, av det sterkt høyreorienterte og fremmedfiendlige slag. Representanter for Dansk Folkeparti med presten Søren Krarup i spissen, har nemlig prøvd å bruke Grundtvig og hans tenkning og diktning i partiets usmakelige anti-islamisme og fremmedfrykt. Når man derfor får en avhandling i hånden som både er voluminøs og spekket med norrøn mytologi, frykter man derfor lett frykte det verste. Men det er det ingen grunn til, for Sune Auken har skrevet en avhandling som vil bli stående som en milestein i Grundtvig-forskningen, og som fokuserer en side ved Grundtvigs forfatterskap som ingen leser kan overse, nemlig hvordan han knytter mytologi, historie og kristendom sammen slik at de gjensidig belyser hverandre, for det er først og fremst forholdet mellom disse tre størrelser som interesserer Auken.

                      Auken er ikke teolog selv om avhandlingen avslører at han kan sin teologi meget godt. Men det er ’den litterære Grundtvigforskningen’ han plasserer seg selv innenfor. Han anklager derfor teologene for i altfor stor grad å ha lagt beslag på Grundtvig og dermed innsnevret hans mangfoldige dikterunivers.

I Grundtvigforskningen har årstall ofte tjent som markører av posisjoner: Hvilket år var det viktigste i Grundtvigs liv med tanke på hans teologiske utvikling? 1825, 1832 eller 1835? Auken streifer innom denne posisjonering ved å hevde at med utgangen av 1815 er sammenhengene i Grundtvigs dikteriske bildebruk og implisitte formforståelse gjenkjennelig fram til hans død (s. 48). Denne anmelder er ikke særlig bevandret i litterære analyser og har derfor ingen grunn til å stille spørsmålstegn ved Aukens tese. Men ’den teologiske Grundtvig’ hadde i 1815 ennå et langt stykke igjen å gå før han nådde en avklaring, og kanskje var den dikteriske Grundtvig ennå langt fra å finne sin form så tidlig som i 1815? For Grundtvig sørget på den tiden fortsatt over tapet av Norge; ja, i "Nyaars-Morgen" (1824) bruker han naturbilder som om Norge stadig var forent med Danmark.

Ved siden av "Nyaars-Morgen" er det de sentrale og kjente Grundtvig-verkene "Nordens Mytologi" (1808), "Et Blad av Jyllands Rimkrønike" (1815), "Nordens Mythologi (1832) og "Christenhedens Syvstjerne" (1854-55), som utgjør kjernen i Aukens litterære analyser. Men selv om han proklamerer at han vil rehabilitere den litterære Grundtvig, er han seg fullt ut bevisst at det ikke er en tilfeldig egenskap ved teologen Grundtvig at han også var dikter (s. 630). Aukens egne analyser viser at Grundtvigs poetiske verker rommer høyt nyanserte teologiske fortolkninger som er avhengige av og ikke lar seg atskille fra deres dikteriske karakter fordi de går i ett med verkenes bildespråk og kunstneriske komposisjon. Derfor forutsetter, ifølge Auken, også den teologiske forståelse av dem at man forholder seg til dem som kunstverker (s. 631).

Grundtvigs sprudlende mangfold og stadig skiftende bildebruk, gjør det umulig å fange ham inn i et system eller utforme han tenkning som en stringent teologi. Grundtvig vrir seg unna både fienders og venners forsøk på å skape orden og klarhet i hans tankeunivers. Det er nettopp det som gjør at det fortsatt kommer nye og spennende avhandlinger om ham, slik som Aukens imponerende og omfangsrike arbeid er et godt eksempel på. Men ikke minst er det fortjenstfullt at Auken (indirekte, men klart) rister Grundtvig ut av Krarups og Dansk Folkepartis klamme omfavnelse. Denne frigjøring er likevel ikke avhandlingens viktigste bidrag til Grundtvig­forskningen. Dette bidrag ligger i framstillingen av den norrøne mytologi som den sentrale premissleverandør til Grundtvigs bildeverden og profetiske prosjekt.

Dag Thorkildsen

Grundtvigleksikon

I lørdags udkom det lille leksikon, som Jes Fabricius Møller og jeg har skrevet i anledning af 140 året for Grundtvigs død. Leksikonnet var så lille, at det kunne stå i Kristeligt Dagblad, og da KD heldigvis ikke lagde det bag password. Så kan jeg linke til det her.

På Facebook bemærkede Jes følgende om det:

I anledning af, at Grundtvig nu har været død i endnu længere tid end hidtil, har min fortræffelige ven, kollega, og ikke mindst facebookven, Sune Auken, og jeg selv begået en alfabetisk ordnet indføring i mandens liv, værk og virkningshistorie.
 

Jeg takker for rosen, men Jes har nu fortjent den mere end mig. Jeg laver gerne noget med ham en anden gang. Så ved du dét, Jes.

 

Paul Walkers transfiguration

Et af de mest fascinerende træk ved den menneskelige kommunikation er alt det, vi kan fortælle hinanden uden at sige det. Det er også et af de værste problemer, man har, når man underviser eller forsker inden for de æstetiske fag: Hvordan viser og begrunder man det, man mener at kunne opfatte hinsides  enhver tvivl, når det ikke er ekspliciteret i de værker, man arbejder med.

Denne type problemer gennemarbejder man selvsagt i store, lærde værker. Store dele af fx Genettes transtekstualitetsteori retter sig imod den viden, som muliggør og nødvendiggør, at man skal læse litteratur ikke bare som et tekstinternt fænomen, men som litteratur af anden grad, hvor forståelsen af hypotekster, arketekster, paratekster og andet godt oplyser og kontekstualiserer teksten selv. 

Men det skal også kommunikeres i undervisningen til studerende. Her er en - hjemmelavet - scene,  jeg dels genfortæller, dels opfører for mine egne studerende, når jeg skal forklare problemstillingen:

Vi befinder os i en amerikansk krigsfilm om anden verdenskrig. En gruppe soldater er kommet under beskydning fra en maskingeværrede. De ligger trykket bag en lav mur, og situationen er desperat. Da samler sergeant major Paul Walker gruppens sprængstof på sig, trækker splitten, kaster sig over den lave mur og løber frem imod maskingeværreden. Kuglerne flyver ham om ørerne. En kugle strejfer ham i siden, han løber videre. Kugler rammer hans hænder og fødder. Han fortsætter. Med sine sidste kræfter kaster han sprængstoffet ind i maskingeværreden, og mens den eksploderer, falder han selv bagover på ryggen, hans arme falder ud til siden i et kors, og hans venstre knæ kommer til at ligge hen over det højre. Hans hoved falder og lander i en tornebusk.

(Her falder læreren - fortsat talede - for effektens skyld selv om på gulvet og lander i den beskrevne positur)

Hans kammerater løber frem imod ham, frelste. De når frem til ham. Han kigger på dem med døende blik, siger "det er fuldbragt" - og dør.

På dette punkt spørger læreren så sine elever, hvem det er, Paul Walker, forvandles - transfigureres - til i processen. Selv meget tunge elever identificerer ham selvfølgelig umiddelbart som Jesus.

Det interessante er, at skønt alle kan se det, er det ikke på noget tidspunkt blevet sagt, at Paul Walker er en Jesusfigur. Og hvis man forestiller sig en kultur, der havde tabt alle andre referencer til Jesus end netop denne film, ville det være uigenkendeligt, at der finder en sådan transfiguration sted. Det står ikke på linjerne, men det står heller ikke mellem dem. Derimod forudsættes det, at den, der ser filmen, af sig selv vil kunne forbinde - ja, næsten ikke vil være i stand til at undgå at forbinde - Walker og Jesus. Det bliver ikke sagt, men kommunikationen fungerer ubesværet.

Af en fantasiløs konformists bekendelser

Anekdoten er nogle år gammel. Her i dramatisk præsens for at forhøje aktualitet og spænding.


Jeg er på vej over for at undervise i litteraturanalyse. På vejen fra kantinen på Københavns Universitet Amager til de pavilloner, hvor jeg underviser, har nogen hængt en række sedler op. Her gentages - med næsten afgrundsdyb indsigt - budskabet "Analyse er den fantasiløses måde at forstå kunst".

Jeg står som lammet.
Min verden styrter sammen.
Afsløret er tomheden i al min stræben!
Hvad nu?

Jeg reviderer straks mit kunstsyn, mit livssyn og min mission i tilværelsen. Mine arme studerende. Det skal de da ikke udsættes for. Tænk sig: uddannet til fantasiløshed. Jeg gribes af Pink Floyd-dybsindighed: Min undervisning er just another brick in the wall. Noget må gøres. Nu!

Så jeg går med faste skridt tværs over KUA-campus. Med resolut mine skrider jeg ind i undervisningslokalet, citerer plakaterne med min nyvundne visdom og iværksætter straks min fremtidige og mere og fantasifulde tilgang, idet jeg udbyder: "Lad os sætte os med digtet på gulvet, dyppe vore tæer i honning og popkorn, og når en af jer med ét føler en farve, så syng den!"
.....
Dyb tavshed.
.....
Tilsyneladende er mine studerende stadig lige så fantasiløse, som jeg selv var lige før. Den akademiske verdens svøbe har for længst pisket deres selvstændighed ud af dem. Min nyvundne indsigt siver sørgeligt fra mig og tager min kampberedte indstilling med sig.
Jeg gennemfører min undervisning som normalt.
På vej tilbage passerer jeg sedlerne igen. Et eller andet andet fantasiløst gemyt har på en af dem lavet påtegningen "påstande er den uintelligentes måde at argumentere". Det bæst!

Jeg forbliver konform og gentager aldrig eksperimentet. Atter er fantasien sørgeligt blevet undertrykt i det danske uddannelsessystem.

Fuld mand afbryder helt normalt rollespil

Jeg har i en tidligere blogpost skrevet et par bemærkninger om normaliseringen af rollespillet. Til bekræftelse af påstanden kan Folketidende på Lolland-Falster berette følgende:

Flere patruljevogne og en ambulance blev kort før klokken 21 i aftes kaldt til Kvicklys parkeringsplads i Højbrogade, da en forbipasserende mand havde set flere unge være i slagsmål.

Det viste sig dog blot at være en gruppe unge, som var i gang med et rollespil, men en forbipasserende mand misforstod situationen og forsøgte derfor at stoppe slagsmålet. Det lykkedes dog ikke, for uheldigvis faldt manden, der ifølge politiet ikke var helt ædru, under forsøget og slog hovedet.

Han skulle dog ikke være kommet noget alvorligt til, og efter få minutters arbejde, kunne politi- og redningsfolk køre videre og de unge kunne fortsætte deres rollespil. (se historien her)

Det mest bemærkelsesværdige i historien forbliver usynligt i selve teksten. Eller rettere: Teksten er selv det exceptionelle. Mange nyhedshistorier er baseret på  en forestilling om mødet mellem en normalitet og noget afvigende. Derfor bliver det af historisk og sociologisk interesse, hvad der står på "det normales" plads, og hvad der betragtes som afvigende. En lokalavis for nogle og tyve år siden kunne have gjort en historie ud af, at nogle sindsforvirrede ungersvende (og muligvis en enkelt ungmø) løb rundt på Kvicklys parkeringsplads og slog hinanden i hovedet med gummisværd. De ville da indtage "det unormales" plads i historien.

I historien her er rollerne imidlertid byttet om. Alle véd, hvordan en gruppe liverollespillere ser ud, så derfor er dét ikke en historie. Måske mødes de der tilmed en gang om måneden, og der kan sagtens hænge en annonce for dem inde i Kvickly. Ingen vil blive overraskede, hvis et forældrepar kommer gående ad Højbrogade med deres lille goblin, som "går til rollespil" og skal ned til parkeringspladsen bag Kvickly. Derimod er det grinagtigt, at en fuld mand bryder ind og prøver at standse slaget - tilmed henter politiet. "Det unormale" er altså, hvis man ikke kan genkende, at kampen er leg og helt normal. Så er man "fiktionsblind" på samme måde som folk, der sender penge til nødstedte heltinder i sæbeoperaer.

Sandelig sandelig siger jeg jer: Dette avisudklip var vi mange, der godt kunne have brugt i senfirserne, når vi skulle forklare, at vi ikke var hverken satanister eller på vej mod sindssyge.

Grundtvig vs. Kierkegaard i Rungsted Sognehus

Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30

Sarah Auken
Sognepræst i Kokkedal Kirke og tidligere scholarstipendiat omhandlende Kierkegaards retorik og
Sune Auken
Dr. phil. og lektor på Københavns Universitet. Hans forskningsområder er bla. Grundtvig, nordisk litteratur og genre.


Da Kierkegaard blev født, var Grundtvig omkring tredive, og da Kierkegaard døde, havde Grundtvig stadig næsten tyve år tilbage at leve i. Siden da har vi danskere hele tiden skulle vælge imellem dem. De var kun sjældent sammen og betragtede hinanden med dyb skepsis.
Deres temperamenter var vidt forskellige og deres penne løb i hver sin retning. De var heller ikke alt for gode til at tale pænt om hinanden. Men det skal være løgn, skal det. Snakke sammen, det skal de. Så nu spærrer vi dem endelig inde med hinanden på nogle få kvadratmeter. Det går helt sikkert ikke stille af.

Tilmelding vil hjælpe arrangøren
Rungsted Kirke Kirkekontoret,
telefon 45867879,
rungsted.sogn@km.dk


Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30

Alt er forandret, alt er det samme

Nu vil drengene "gå til rollespil" sammen med venner og bekendte. Tænk, så omskiftelig verden er. Da jeg var barn, var rollespil betragtet som en slag satanisme, og folk så på en, som var man i store problemer. Ikke engang min status som præstesøn hjalp helt. Nu er det good, clean entertainment - og sundt tilmed. Bring the wife and family - bring the whole kids ... som min gamle ven Merlin Mann vist engang bemærkede: "It´s hip to be sær!".

Heldigvis lader de ægte typer sig stadig genkende på lange læderjakker, sært trimmede skæg og fedtet hår. Ellers stod verden da heller ikke mere. Det var ellers lige før, jeg kom i tvivl forleden i metroen. Jeg sad og læste, da to ægte rollespilstyper entrede og slog sig ned, ivrigt snakkende, men jeg blev lettere forbløffet, da det pludselig væltede ud af deres uskyldigt udseende munde med buzzwords fra en helt anden verden: "Businessplanlægning", "virksomhedsstrategi", "forrretningsmodel", "handelspartnere" osv ... Jeg troede, at der var sket en mindre revolution på CBS, og at den lange frakke var Det Nye Sort blandt forretningsfolk. Dvs indtil en af dem om en rivaliserende "enterprise" sagde: "Men deres forretningsmodel er ikke god nok, og uanset hvor heldige de er med den, får de aldrig råd til at hyre en High Wizard" ... og - KLIK: Verden var tilbage i sin gamle gænge.

Tilsyneladende har businesskommunikationen bredt sig helt ind i rollespilsverdenen, men den er uovervindelig i sin grundstruktur: Ivrige ungersvende med fedtet hår energisk og engageret optaget af at diskutere på måder, som andre ikke fatter en klap af - lige så søde og nørdede og lige så kedelige for alle andre som altid. Muren er faldet, og tårnene styrtede, siden jeg begyndte at spille for snart en menneskealder siden. Og ungersvendene i toget var ikke engang født endnu. Men skønt alt er forandret: Rollespillere er og forbliver sig selv.  Man blir såmænd helt taknemmelig.

Grundtvigs Værker

Den 1. februar dukkede et nyt website op: http://www.grundtvigsvaerker.dk/. Formålet med det er at danne ramme om en tekstkritisk udgave af – ja, netop – Grundtvigs værker. Det var en ret sparsom mængde tekst, der blev lagt på nettet i første omgang, så i skrivende stund er Arkiv for Dansk Litteraturs Grundtvigsamling stadig et væsentligere arbejdsredskab, men det skal nok ændre sig. Medmindre et eller andet dramatisk sker, kommer tekstmængden til at vokse støt herfra.

Og i modsætning til ADL, er der her tale om nye tekstudgaver, ikke om elektroniske optryk af eksisterende tekster, så der bidrages med nyt materiale – det er ikke blot eksisterende tekster, som gøres elektronisk tilgængelige og - i et vist omfang – søgbare. Som enhver Grundtvigkender ved, er søgbarhed i forfatterskabet et af de øverste punkter på ønskelisten. Er man ikke overmenneskeligt klæbehjernet eller svineheldig, står man med ekspertmulen hængende, når man udsættes for forespørglser af typen, ”Hvor er det nu Grundtvig siger det der med, at man er Herrens medarbejder? Det er vist noget med at han rimer det på "spejder"?" … Og sådanne forespørgsler hører til blandt de lettere. … Oh, salige søgbarhed ….

Min Internet Explorer er ikke blevet helt gode venner med sitet. Der går i skrivende stund et bredt grønt banner hen over midten af brugergrænsefladen, men Google Chrome taler fint med det, og min sjæl lovsynger udgiverteamet.

Det er allerede en mindre revolution i mit begrænsede verdensbillede, at der nu er kommet en ny udgave af Grundtvigs ”Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode” - et topmøde i den danske romantik, der ikke har været tilgængeligt på andet end specialbiblioteker, siden det udkom i 1807. Og jeg har lavet min første rent forskningsfaglige søgning i teksterne og fået i hvert fald en enkelt lille oplysning ud, som jeg kan gå videre med i en fagartikel, jeg er ved at skrive.

Grundtvigs Værker
Man kan i en nys udkommet og meget lærd monografi med den for lægmand intimiderende titel Editionsfilologi læse, at en udgave af en forfatters ”skrifter” vil omfatte alt, hvad vedkommende skrev, enten dette blev trykt eller ikke, mens en udgave af forfatterens ”værker” omfatter de arbejder, forfatteren selv gav i trykken. (side 45)

Da forfatteren til den nævnte monografi er identisk med forskningslederen på tekstudgaven, nemlig min særdeles gode kollega Johnny Kondrup, er det lidet overraskende de arbejder, Grundtvig selv gav i trykken, der nu udgives. Det betyder, at det bliver en mindre komplet udgave, vi får af Grundtvig, end den, man finder i Søren Kierkegaards Skrifter. Men en udgave af Grundtvigs ”skrifter” ville også blive et monstrøst forehavende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dælen man skulle håndtere Grundtvigarkivet. Udgaven ville være strandet, endnu inden den kom i gang – om ikke af anden grund, så fordi den ville være blevet grusomt bekostelig. Den planlagte værkudgave bliver garanteret dyr nok i forvejen.

Sådan en afskæring kan man selvfølgelig diskutere. Mest markant er det nok, at Grundtvigs prædikener ikke kommer med (eller rettere: Kun den begrænsede mængde af – stærkt redigerede – prædikener, Grundtvig selv udgav, kommer med). Disse prædikener er en af forfatterskabets vigtigste tekstgrupper og selvfølgelig langt betydeligere end en række af de småskrifter, som nu kommer med i udgaven.

Skal man så være gnaven over det? Nej, selvfølgelig ikke. Dels mister det udgivne jo ikke sin værdi, bare fordi der var andet, man også kunne udgive, dels er det for billigt at brokke sig over, at man ikke får mere, når man får så meget, og dels er en vis grad af konsekvens i det lange løb en kæmpe fordel: Man kender mængden af det udgivne og véd, at hvad der falder inden for denne mængdes grænser, det kommer til at være der. Det er ikke en udgivers subjektive skøn, som skal afgøre om dette eller hint er med. Jeg personligt vil hellere have én samlet udgave af et bestemt, afgrænset korpus, end et ikke-distinkt udvalg af et bredere korpus. Så kan man jo altid fedte for mere på et senere tidspunkt.

Jeg kommer til at bruge det her værk igen og igen. Hver gang vil jeg tænke på Grundtvig-Centeret og på udgiverholdet med stor taknemmelighed. Tak er ikke et fattigere ord, end at man skal huske at sige det på relevante tidspunkter. Så:

TAK

PS: Jeg ved godt, hvor det med Herrens medarbejder står. Men pointen er god nok, og jeg har stadig ikke fundet det sted, hvor Grundtvig angiveligt taler om, at danskeren i det hele taget har sky for svært hovedbrud – eller noget i den dur. Oh, salige søgbarhed … du forskerens elektronisk lystbetonede, men dog sært ærbare fryd ...
PPS: Johnny Kondrups Editionsfilologi (København: Museum Tusculanums Forlag. 2011) er faktisk helt almindeligt læselig. Man skal ikke lade sig skræmme af bindets meget seriøse og let murstensagtige fremtræden. Værket rummer detaljeret viden på et højt niveau, det er godt formidlet, og det er stærkt oplysende. Kondrup mestrer den svære kunst ikke at gøre et svært emne sværere, end det er i forvejen.´Det er rent fag, ingen bullshit.

Nej, studerende er ikke fattige

I anledning af denne kommentar.

Det helt afgørende ved uddannelse i Danmark er, at det er gratis, og at der tilmed er afsat et relativt stort beløb på finansloven til at give de studerende et underhold. Det betyder, at det er muligt - skønt ikke specielt luksuriøst - at gennemføre sine studier uden meget arbejde ved siden af. Det betyder også, at det er muligt at gennemføre sine studier uafhængigt af ens forældres økonomiske situation. Folk, der ikke støttes hjemmefra kan fortsat få en uddannelse. Det er en rigtig god idé af mange grunde, men at skrue op for SU´en i noget videre omfang er en absurd økonomisk disposition i en krisetid.


At studere på SU er ikke fattigdom men noget så forkætret som behovsudsættelse. En uddannelse giver et menneske et mere begrænset livsgrundlag i en periode, men en langt højere livstidsindkomst. Det er altså også for individet en meget god forretning. Studerende er ikke fattige: De er på vej imod favorable odds på arbejdsmarkedet.

Kampen i Danmark de næste 10-15 år kommer ikke til at handle om, hvorvidt vi kan få forbedret de studerendes SU. Det ville være rart, hvis vi kunne. Den kommer til at stå om, hvorvidt vi kan holde adgangen til uddannelse fri og lige: Hvor vidt vi kan holde det danske uddannelsessystem gratis og helst også sikre, at der er SU til kommende generationer. Jeg er ret sikker på, at denne type klagesange kun er til skade i den sammenhæng.