Grundlovstale

Tale holdt ved Søborg Kirkes Grundlovsfejring den 5. juni, 2019

Da menighedsrådet bad mig om at holde dagens grundlovstale, gjorde jeg noget, jeg med skam at melde aldrig har gjort før. Jeg læste grundloven. Skulle der være nogen blandt jer, som er skyldige i den samme udeladelsessynd, så har jeg den glæde at kunne meddele, at grundloven er et fortræffeligt fornuftigt dokument, og at det bestemt er en fejring værd, at netop dette dokument er grundaget for vores samliv. Den er i øvrigt kun en 10-15 sider lang og forholdsvis let at læse sammenlignet med andre love.

Vi har gjort fejringen af vores grundlov til vores nationaldag, og det er vi ikke alene om. En nationaldag er, fortæller en af vores store eksperter i nationale symboler, Inge Adriansen,

”en stats fælles årlige mærke- og festdag, der afholdes til minde om en historisk begivenhed, der tillægges stor betydning. Ofte er det forfatningsdagen, som vælges, men det kan også være datoen for uafhængighed, en revolution eller grundlæggelsen af et nyt dynasti.”

Nu har vi i Danmark meget lidt i retning af uafhængighedsdage; og vi har så godt som ingen revolutioner i nyere tid – og de få vi har haft har ikke haft megen medgang. Det nærmeste vi kommer, er vel Grevens Fejde. Den kostede ganske vist os her i byen et slot og en magtstilling i det Nordsjællandske. Et tab, som jo skammeligt betyder, at vi bor i ”Gribskov Kommune”, når nu enhver med lidt historisk sans ved, at den retteligen burde hedde ”Søborg Kommune”.  Men Grevens Fejde var dårligt nok en revolution, snarere en slags borgerkrig, og den grundlagde ikke noget som helst. Heller ikke det der med grundlæggelsen af et nyt dynasti er vi ret stærke til. Vi har ikke Kinas imponerende mere end 2.000-årige række af dynastier, og det nærmeste vi har på et dynastiskifte er den Glücksborgske slægts plads som dansk kongefamilie fra 1863, men dels var det sådan set bare et skift til en sidegren af den allerede regerende Oldenborgske familie, dels er omslaget ikke noget for alvor at bygge på, og så ligger 1863 i øvrigt lige et hak for tæt på det nationale katastrofeår 1864, og det er jo slet ikke noget at fejre.

Så vi har vores nationaldag på dagen for Kong Frederik den syvendes underskrift på grundlovens den 5. juni 1849. At kongen underskrev den ”med modvilje og tungt hjerte” (det er Inge Adriansen, jeg citerer igen), og at beslutningen om at give grundloven på uheldig måde er sammenviklet med udbruddet af borgerkrigen imellem Kongeriget Danmark og de sønderjyske hertugdømmer, er naturligvis generende bi-omstændigheder. Men vi fejrer dagen alligevel, for vi opfatter den som grundlæggelsen af det Danmark, vi kender. Selvom der gik nogen tid før den oprindelige Junigrundlovs bestemmelse af Danmarks styre som ”indskrænket monarkisk” helt blev forstået på den måde, vi gør det i dag, så er vi i dag og har i mange år været helt tilfredse med at være indskrænket monarkiske, så længe ”indskrænket monarkisk” betyder, at kongen ikke forsøger at agere politiker eller at tromle folketinget; altså så længe ”indskrænket monarkisk” betyder ”helt demokratisk”. Vi vil gerne have en monark som landets symbolske – og måske moralske – overhoved; vi vil slet ikke have en hersker, vi ikke selv har valgt.

Forbindelsen imellem den første og den nuværende grundlov markeres tydeligt ikke bare af grundbestemmelsen af landet som indskrænket monarkisk, men også af at både grundloven af 1915 – det var den, hvor kvinderne fik stemmeret – og grundloven af 1853, som er den nuværende, er underskrevet i 5. juni. Dagen kom til at spille en betydning i forsvaret for grundloven i årtierne efter dens vedtagelse, og grundlovsfesterne spillede også en vis rolle, da nye vælgergrupper skulle ind i det politiske kredsløb. Derfor er den danske grundlovsfejring også blevet gjort ganske partipolitisk. Man fejrer den gerne ved partifejringer bruger den gerne til nye politiske udmeldinger og selvprofileringer.

Når der ikke lige er en vigtig fodboldlandskamp; den 5. juni 1985 var der fodboldlandskamp, og ved grundlovsmødet på Skamlingsbanken mødtes alt i alt tre personer op for at høre en minister holde grundlovstale (det er stadigvæk Inge Adriansen, jeg citerer). At en fodboldkamp kom først kunne alle blive enige om, Og det er der for mig noget meget dansk over. At vi – dvs. de af Sepp Piontek udvalgte landsholdsspillere, men symbolsk naturligvis hele landet – ved samme lejlighed gjorde noget så ubegribelig udansk som at banke Sovjetunionen 4-2, kan man stadig fra tid til anden få lyst til at fejre.

Nu er der den særligt demokratiske finte ved dagens grundlovsdag, at den også er blevet valgdag, så i dag er der endnu mere tale om, at vi opfordres til at dele os efter anskuelser. Jeg elsker symbolikken i, at vi stemmer netop på grundlovsdag, fordi det markerer et fællesskab i vores politiske historie; i dag fortsætter vi det, der blev begyndt med grundloven af 1849. Men netop derfor er det i særlig grad vigtigt, at vi understreger, at det, vi fejrer grundlovsdag netop er et fællesskab. Fejringen kan ikke være apolitisk. Det er en politisk vedtaget og støttet lov, vi fejrer. Men den kan sagtens være – om jeg så må sige fællespolitisk. Grundloven sætter de fælles rammer for hverdagspolitikkens stridigheder.

Men grundloven gør mere end det, og det er sådan set derfor, den er værd at fejre og værd at bygge samfund på. Den etablerer et retssamfund, en orden, som udtrykker vores fælles forståelse af, hvad vi mener er et menneskeværdigt samfund. Man skal selvfølgelig handle i overensstemmelse med loven, men man skal først og fremmest indrette sig sådan, at lovene og varetagelsen af dem danner rammen om et menneskeværdigt – og i grunden lige – samfund; et samfund hvor vores ideal er at individet har umistelige rettigheder, men hvor disse rettigheder ikke berettiger det til at mase andre. Dette skal vi værne om, ikke fordi det overvinder alle uenigheder imellem os, men fordi det giver os en ramme at være uenige inden for. Og jo heldigvis også en ramme, hvor vi tilmed fra tid til anden kan bevæge os hen imod hinanden og finde enighed. Det betyder mindre, hvor vidt denne lovgivning er eksklusivt dansk – bl.a. for det er den helt sikkert ikke; der er masser af i hvert fald europæisk fællesgods i den – det som betyder noget er, at det siger noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.

Derfor kan det godt være, at danske grundlovsfejringer aldrig helt har nået de højder, man ser i mange landes nationaldage, men opbakningen til den danske samfundsmodel, ser ikke ud til at vige. Vi ved, at vores fællesskab – som alle menneskelige fællesskaber, er uperfekt, endda mangelfuldt, men vi er enige om at det er vigtigt, at rammerne og spillereglerne sikrer, at vores samfund, for så vidt vi har magt over det, fortsat udvikler sig roligt og nogenlunde samtalende.

Det synes jeg er dansk, og det synes jeg er værd at fejre. Uanset om man så lige har fået læst Danmarks Riges Grundlov eller ej. Glædelig grundlovsdag.

Anekdotale erindringsglimt fra Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum

I 1998 fyldte Kirkeligt Samfund 100 år, og jeg var med. 

Nu ved du måske ikke, hvad Kirkeligt Samfund er. Men nu om dage hedder de "Grundtvigsk Forum", og de har siden grundlæggelsen været så at sige den kirkelige side af Grundtvigianismen.

Du kan finde deres hjemmeside her, og som du kan se, hvis du trisser lidt rundt på hjemmesiden, så er det kirkelige lidt nedtonet. De udgiver dog stadig det hæderkronede magasin "Dansk Kirketidende", som er en på mange måde udmærket publikation med mangfoldige kirkelige og almenkulturelle emner. Du finder linket til magasinet her. Det redigeres these days af Grundtvigakademiets leder, den fortræffelige Ingrid Ank. Mine anbefalinger. Derudover går Grundtvigsk Forum rundt og gør Grundtvig-agtige ting. Det er i sig selv fortræffeligt. Atter mine anbefalinger. 

Anyway, 1988. Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum. Jeg var 27 år (jeg er født sent på året) og absolut en minor player i dén sammenhæng. Jeg var mest gemt i et hjørne og hørte kun meget delvis til fejringen. Kirkeligt Samfund havde mange kvaliteter, og selvbevidsthed var ikke den mindste. Kirkeligt Samfund var "Den Kirkelige Frihedslinje". Det blev udtalt med glad stolthed og tryk på alle stavelser.

Tilstede ved jubilæumsfejringen var derfor et helt grundtvigiansk landskab af Højskolens og Kirkens ledende skikkelser. De var vant til at synge for, og at Løfte og Bære og at være dem, der fik ting til at ske i Den Grundtviske Friheds-Tankes Frie Ånd I Skole og Kirke. Det hele foregik i Vartov - naturligvis. Det Grundtvigske Helligsted over alle. Jeg elsker Vartov. Her er statuen af Grundtvig i gården.

Der var arrangeret en festforelæsning. Naturligvis. Forelæseren skulle være den samtidige danske kirkehistories store mand Leif Grane. Et indlysende valg. En mand af forbløffende fagligt format og en stor formidler. Du finder hans wikipedia-omtale her. Den er alt for kort og burde udvides. Bare udvid den; du véd, at du har lyst, og Grane har fortjent meget mere. Arrangørerne havde givet ham emnet "De kirkelige bevægelsers rolle i de sidste 100 års danske kirkehistorie". Det var jo ret oplagt, al den stund Kirkeligt Samfund var en kirkelig bevægelse, og bevægelsen fyldte 100. Men det var unægtelig også lidt af en binding at lægge ned over Grane. Måske havde man lidt for meget bestilt en hyldesttale og lidt for lidt en forelæsning. Forelæsningen foregik inde i selve Vartov Kirke. Smukt sted. Fyldt af historie.

Leif Grane gik til opgaven med vanligt overblik. Han inddelte de sidste 100 års kirkehistorie i 4-5 perioder og gik sagligt til opgaven med en gennemgang af Kirkeligt Samfunds og andre især missionske strømningers sam- og modspil. Altsammen strålende og meget interessant gjort. Grane nåede frem til sidste periode, som - indlysende nok - var nutiden.  Den nutid som vi sad med der i Vartovs ÆldTraditionsBelastede Kirke med hele Den Kirkelige Frihedslinje og Alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere til stede.

Den periode indledte han med ordene:

"I dag, hvor de kirkelige retninger er døde ..."

- Grane kikkede op fra sit manuskript og ud over sine briller; med en klar tilkendegivelse af, at han morede sig storartet og i øvrigt havde tænkt sig at æde, hvem der kunne finde på at modsige ham, om han så skulle sluge hele Den Kirkelige Frihedslinje med hud og hår  -

"... eller har mistet enhver betydning ... forholder det sig sådan at ...."

Og så gik han i øvrigt videre med sin klare, overblikskabende og ualmindeligt kompetente fremstilling. Præcis som man kunnne ønske det.

Man kunne formelig have skåret i luften i Vartov Kirke med en kniv, hvis man havde haft en. Der sad Den Kirkelige Frihedslinje og havde fået deres fortræffelige fejring sat skakmat af en sidebemærkning og et blik over et par briller. Jeg kunne næppe bare mig for latter. Men fulde point til Kirkeligt Samfunds formand. Han havde a 10 minutter til at finde sine ben, og det gjorde han. Da Grane var færdig, rejste formanden sig, og for at afslutte forelæsningen. Han sagde: 

"Så vil vi gerne takke professor Grane for denne - afbrydelse," 

og gik roligt videre i programmet. En meget præcis genreangivelse for det, vi netop havde overværet, og en smuk, upolemisk angivelse af, at Kirkeligt Samfund nok havde tænkt sig fortsat at eksistere. At de efterfølgende har skiftet navn og måske lagt lidt af deres kirkelige identitet om, skyldes formentlig ikke Granes afbrydelse, men det skyldes muligvis, at det han sagde ikke var helt uden baggrund i virkeligheden.

Efter foredraget gik Den Kirkelige Frihedslinje over i Vartovs ret store store sal. Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange der var med, men Frihedslinjen var bestemt stor nok til at fylde salen grundigt op. Ligesom den havde været stor nok til at fylde kirken. 

Som sig hør og bør til arrangementer i det Grundtvigske, skulle vi synge fællessang. Og det synes jeg godt man kan sige, at vi gjorde. Se det for dig: Hele Den Kirkelige Frihedslinje, alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere samlet i én stor sal, og du kan næsten selv regne ud, hvad der skete. Flyglet slog sangen an. Og det var det absolut sidste nogen hørte til det flygel. Alle menighedernes og De Frie Skolers Forsangere satte i, og de sang alle sammen for. 

Alle, der har sunget for, véd, at forsang handler lidet om klang og skønhed og meget om Kraft, Selvtillid og Tonestyrke. Man skal bære hele rummet. Det gjorde de. Allesammen.

Der lød et Hjortebrøl, som jeg aldrig har hørt magen til. Og mens jeg rullede rundt af grin i et hjørne, var lydtrykket stort set ved at trykke vinduerne ud af Vartovs den store sal. Presset i baggrunden var nu Granes afbrydelse, og Den Kirkelige Frihedslinje fik endelig luft til at udtrykke sin Velforståede Egenværdi på en til tidens krav og tarv værdig måde. Og på ægte Grundtvigsk manér.

Og jeg for min del kunne nogenlunde ubemærket komme af med det lattersammenbrud, der havde været trykket sammen i mig, siden Granes ubegribelig præcist placerede sidebemærkning.

Nationalromantikeren, der ikke fandtes

Jeg blev for for snart en del år siden bedt om at medvirke i et stort arrangement, som skulle hedde "Nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes". Jørgen Knudsen havde Brandes. Jeg havde, nåja, Grundtvig.

Det forekom mig - med al respekt for Brandes - lidt tungt at sige ja, da stund helte- og skurkerollerne var ret oplagt fordelt, inden jeg overhovedet fik lejlighed til at åbne munden. Jeg havde den kedeligt forstenede nationalist, Knudsen den levende, fremtidsrettede kosmopolit ... suuuuk ....

Jeg gjorde nogen modstand til selve arrangementet og nægtede at klemme den gamle ind i den kasse, de havde sat op til ham. Han passede trods alt alle dage dårligt til kasser. Da jeg så efterfølgende blev bedt om en artikel, kom der et spørgsmålstegn på. Spørgsmålstegnet blev dybere og dybere, efterhånden som jeg arbejdede mig ind i det, og ved slutningen var jeg overbevist om, at Grundtvig ikke KUNNE være nationalromantiker, fordi nationalromantikken ikke fandtes.

Anyway, jeg har lige fået lagt artiklen ind på min forskerprofil, så hvis man gerne vil se et burn på  begrebet om nationalromantik og lære noget skævt om Grundtvig, så er chancen her.

Hjemmearrestation

BT kan i dag fortælle historien om en fynsk familiefar, som er blevet genstand for en hårdhændet og noget unødvendig konfrontation med politiet, idet en betjent tog fejl af to adresser og derfor tog ham for indbrudstyv - i sit eget hjem.

Til sagens oplysning kan jeg fortælle, at han ikke er alene om oplevelsen, da jeg selv har prøvet det den 18. november 2010. Her den evaluering, jeg dengang sendte til Københavns Vestegns Politi: 

Til Københavns Vestegns Politi

Der udspillede sig en episode på min adresse om formiddagen den 18. november 2010. Den havde et mindre end optimalt forløb, og derfor er der grund til at evaluere det med henblik på, om der kan uddrages noget, som kan forbedre håndteringen en anden gang. Jeg havde ondt i arm og nakke nogle timer efter, men jeg mener ikke, at der er rimeligt grundlag for at tale om, at den konkrete situation blev håndteret på en måde, der bør klages over. Alligevel endte situationen med at jeg, der tilbragte en formiddag i mit eget hus, pludselig stod i en absurd konfrontation, hvor jeg blev taget for indbrudstyv og forsøgt fysisk pacificeret. Det ville jo være rart at undgå en anden gang. Derfor følgende evaluering. Således ser forløbet ud set herfra:

Mit hus er meget langt. Jeg sidder i den ene ende og arbejder ved min computer, da jeg hører nogen råbe i den anden end. Jeg kan ikke høre, hvad der råbes. Da jeg kommer ud i min gang ser jeg en fremmed mand stå med en lille sort dims i hånden (det viser sig senere at være en peberspray, som heldigvis ikke kommer i brug). Han er tydeligvis kommet ind af min bagdør. Jeg er overbevist om, at jeg er genstand for et røveri. Han råber, at han er fra politiet. Jeg beder ham identificere sig. Han holder kort et plasticidentitetskort, han har om halsen, lidt frem, men jeg kan ikke se det fra den afstand og beder om at få det udleveret, så jeg kan se det ordentligt. Et stykke plastic viftet på 3 meters afstand af en civilklædt person, som råber af en, at han er politibetjent, er ikke specielt overbevisende. Særligt når han ikke vil give en adgang til at kigge på det. Ca samme effekt kunne laves på ½ time med en lamineringsmaskine.

Han nægter mig imidlertid adgang til at besigtige identitetskortet nærmere. I situationen forstår jeg det som, at en røver forsøger at bluffe mig til at overgive mig uden modstand. Da jeg ikke umiddelbart giver mig, begynder han fysisk at pacificere mig. Men vi kommer dog Gudskelov fra hinanden igen. Så ankommer der et par folk mere – stadig i civil – og det giver efter lidt tid så megen ro, at det efterhånden går op for alle parter, hvori misforståelsen består. Det tager dog urimelig lang tid, før jeg får lov at identificere mig, ligesom det er vanskeligt for mig at gøre gældende, at jeg faktisk bor i huset, og det er stadigvæk vanskeligt for mig at få lov til at se et politiskilt.

Endelig bliver problemet dog opklaret. Der er blevet meldt om, at et indbrud finder sted i Grambyvej 62. Mit hus ligger på Damhus Boulevard 62, men på hjørnet af boulevarden og Grambyvej. Derfor burde situationen aldrig være opstået. Der er ca 333 meter imellem Grambyvej 62 og Damhus Boulevard 62, og mit hus følger i sagens natur nummereringen på boulevarden og ikke på Grambyvej. Der skulle altså være gode muligheder for at tjekke, om huset var det rigtige, inden man gik ind.

To af tre betjente løber videre til Grambyvej 62 – hvad der sker der, ved I bedre end jeg – og jeg taler en smule med den tredje betjent, som bliver tilbage, og beder ham om at få sin kollega til at komme tilbage, så jeg lige kan trykke ham i hånden som en slags lukning. Det bliver imidlertid en skuffelse, al den stund jeg havde håbet på en undskyldning. Han var trods alt gået ind i det forkerte hus og havde været i lag med at pacificere ejeren, men det var tilsyneladende mere, end han kunne magte i situationen. I hvert fald begyndte han at irettesætte mig, og jeg valgte derfor bare at trykke hans hånd og sende ham videre. Jeg er temmelig rystet over invasionen, øm i kroppen og har smerter i armen.

Jeg har stor forståelse for politiets vanskelige arbejdsvilkår, og der skal være rum til fejltagelser under de omstændigheder. Men når fejltagelsen er så graverende, som det her er tilfældet, bør man overveje en undskyldning, og man bør overveje, hvordan man undgår gentagelser. Jeg håber, at ovenstående kan bidrage til dette.

Med venlig hilsen

Sune Auken

Jeg blev sidenhen ringet op af en venlig, reflekteret og imødekommende herre fra København Vestegns Politi og fik en fornuftig snak med ham og en undskyldning. Så jeg har intet udestående med politietaten i den anledning. Men det er trist nu at se en gentagelse, når det netop var, hvad jeg søgte at modvirke med mit brev. Særligt når forløbet i Årslev på Fyn havde betydeligt voldsommere konsekvenser for den skadelidte.

Containerkup for viderekomne

Jeg skal lige huske at nikke til min svoger Lars' gennemresearched og uhyre skræmmende erhvervsgyser Det store containerkup, der udkom i går (se her), der fortæller en virkelig historie om bedrag og modbydeligheder, som man ville tro, dansk erhvervsliv trods alt var for uskyldigt til. Men det ser unægtelig ikke sådan ud. Bogen er i vidt omfang et anklageskrift imod forsikringsselskabet Topdanmark og især imod dets mangeårige direktør Michael Pram Rasmussen, der også spiller en central rolle hos erhvervsikonet over dem alle, Mærsk. Min egen hårdt prøvedesamarbejdspartner Christel Sunesen, der har lavet en del af det redaktionelle arbejde, præsenterer bogen på netudgaven.dk (her). Læs præsentationen, og læs så bogen, og gys over, at den slags også kan foregå i Danmark.

I skrivende stund er skandalehistorien ikke blevet samlet op af de store erhvervsredaktioner på Berlingske og Børsen. Man skulle ellers tro, at kombinationen af Lars' vilde historie med Waterfront og DSB samt det skandaløse stof, der fremlægges, skulle borge for nogle gode historier fra erhvervslivets mere artige ende. Så gad vide, hvornår de får bagdelen i gear. For ganske vist flyver sagsanlæggene lavt i historien, men det kan sådan et par store, stærke aviser da ikke for alvor være bange for. Vel?

Misforstået kritik af Grundtvig Centeret

Der har på det seneste været nogen polemik omkring Grundtvig Centerets udgivelse af Grundtvigs Værker – en enorm filologisk opgave, der nu kritiseres for, at den ikke fører til nok formidling. Allerede selvmodsigelsen i foregående sætning burde advare kritikerne om, at skoene nok er blevet taget omvendt på i dén tilgang. Men lad os alligevel tage spørgsmålet alvorligt og sige lidt om, hvad der er meningen med det arbejde, som udføres med Grundtvigs Værker, og hvornår formidlingen reelt bør komme ind i billedet.

 

Bevillingen til udgivelsen af Grundtvigs Værker er en stor, strategisk forskningsbevilling. En sådan bevilling har ét og kun ét hovedformål: Den skal afgørende forandre forskningen på det berørte område. Der skal på fundamental måde være et videnskabeligt ”før” og ”efter” det finansierede projekt. Det skal danne et vandskel – måske tilmed et paradigmeskifte. Hvis projektet formår dette, viser bevillingen sin berettigelse, hvis ikke, er bevillingen en fiasko.

Kan Grundtvigs Værker leve op til den fordring? Også i den grad! Hvor ved jeg det fra: erfaring. Jeg har levet mange år med fingrene dybt nede i det selvsamme materiale, som centreret nu organiserer. Grundtvigs skrifter (hans værker, papirer, breve etc) danner en fuldstændig uoverskuelig mængde af tekst. Der er en vis sød ironi i, at det menneske i landet, der har sagt mest negativt om det skrevne ord, også er det menneske, som har skrevet mest. Det betyder, at de tekstmængder, man står over for som forsker, er så omfattende, at alene det at etablere et vist begrænset overblik over dem er en livsopgave. Måske har Fleming Lundgreen-Nielsen læst mere end 50% af det grundtvigske korpus. Jeg har i den grad ikke – and not for lack of trying. Grundtvigs Værker sigter kun på de arbejder, Grundtvig selv udgav i sin levetid (se her), men er stadig et tigerspring fremad i forhold til mulighederne for at etablere overblik over forfatterskabet.

Og udgaven løfter også den præcision, hvormed forskningen kan arbejde: Hvis man vil undersøge forhold til et synspunkt, et motiv, en talefigur, en konkret person, et skrift eller lignende, kræver det for nærværende et herkulisk arbejde overhovedet at identificere det relevante materiale, og man vil altid være i fare for at der ligger lige så relevante tekster andre steder i korpusset, som man bare ikke lige har fået hænderne på. Dette er et konstant handicap og en konstant forsinkende faktor for forskningen.

Derfor er det arbejde, der udføres i forbindelse med Grundtvigs Værker, er ikke bare forskning på den måde, jeg og mine kolleger i den ”almindelige” Grundtvigforskning leverer den. Det er forskningsparadigmatisk: Det er et helt klart før og efter. Det overblik, der tilbyder sig med udgaven, har aldrig før kunnet etableres, og den forskning, der kommer til at udfolde sig efter udgaven, arbejder på væsentligt anderledes – og bedre! – vilkår, end vi andre har gjort. Den vil have muligheder, som vi kun kunne drømme om. Vi kan se konturerne af det nu på grundtvigsværker.dk, og det er forskningsmæssigt stærkt opløftende. Efterhånden som siden bliver udvidet, bruger jeg den mere og mere – og får mere og mere ud af det – Lidet overraskende egentlig.

Ja, mere endnu: Digital Humanites er af indlysende grunde et eksploderende forskningsfelt. Ingen, selv ikke eksperterne på området, kender endnu dets rækkevidde. Vi kan simpelthen ikke vide, hvad fremtidige forskere kan frembringe med de nye muligheder. Men for at mulighederne overhovedet skal være der, skal der være udført et kolossalt editionsfilologisk grundarbejde. Det er det, arbejde, der udføres på Grundtvig Centeret.

Derfor er jeg også ved at tabe både næse og mund, når jeg hører Grundtvig Centeret kritiseret for manglende formidling. Man har ansat knivskarpe editionsfilologiske specialister (nogle af landets bedste hoveder på dette område! – de er fx langt bedre end mig). Det har man gjort med henblik på at udvirke et egentligt fagvidenskabeligt paradigmeskifte. Nu mødes de så af en forventning om, at de skal bruge deres tid på noget helt andet end den editionsfilologi, som kan lave gennembruddet. You have got to be pulling my leg!!

Der er en rækkefølge i dette her, som er så banal, at den burde være indlysende. Grundtvig Centeret laver med deres gravende og organiserende arbejde et nyt grundlag for Grundtvigforskningen. Det bliver allerede udnyttet og vil i stigende grad blive udnyttet af forskerne, og på baggrund af forskningen vil det også ændre sig, hvad der formidles. Ingen ville forvente at en database over nyere landvindinger i kræftforskningen skulle læses af faglige lægfolk. At det overhovedet sker med grundtvigsværker.dk er vidunderligt, men det bliver aldrig hovedformålet.

 

Kritikken har én skarp kniv i skuffen af sløve bordknive: Brugergrænsefladen på sitet er sub-standard. Det begrænser brugbarheden. Men brugergrænsefladen er vel heller ikke færdig, og de indlysende begrænsninger (hvoraf den værste er, at man ikke kan klikke sig fra en søgning efter ord ind på det relevante sted i den berørte tekst) vil forbedre sig efterhånden.

Havde man brugt kræfterne på brugergrænsefladen og ikke på teksterne, ville de strenge kritikere straks have sat et gravkammeransigt op og talt om, hvordan det hele var overflade uden indhold. Der kan uddeles prygl, hvis Grundtvig Centeret gør det ene, og prygl, hvis centeret gør det andet. Det er tilvisse nogle gange let at være journalist. Man skal bare finde ud af, hvad folk har gjort, og kræve det modsatte.

Inden jeg slutter to bemærkninger:

Først habilitet: Jeg er ikke knyttet til Grundtvig Centeret med noget formelt bånd. Centeret kan blive lukket i morgen, og mit liv går videre som altid. Jeg har ansøgt og fået penge til en bogudgivelse fra centeret (se her), og jeg regner stærkt med at gøre det igen. Men det er ikke penge, jeg ikke kan finde andre steder, hvis der er behov for det. Jeg har finansieret bøger, før centeret kom, og jeg kan finansiere bøger uden centeret også herefterdags. Jeg er, oversat til almindelig dansk, ikke personligt afhængig af centerets fortsættelse. Min interesse er forskningsmæssig.

 

Derefter kompetence: Det er betimeligheden af en større forskningsbevilling på området der diskuteres. Det implicerer altså (som minimum) forskningstrategi, Grundtvigforskning, forskningspolitik, forskningsimpact og formidling. Jeg er vidende på alle disse områder. Jeg har holdt flere hundrede folkelige foredrag om Grundtvig. Det har jeg gjort på den baggrund, at jeg med rimelighed kan hævde at være blandt landets højest meriterede Grundtvigforskere (hvor ved jeg det fra? Jeg har en fuld doktorgrad i mandens forfatterskab – det er der ikke 10 nulevende mennesker, som har). Jeg har arbejdet omfattende med forskningspolitik, forskningsimpact og forskninstrategi både som debattør, som forsker og som forskningsadministrator. Det er der, så vidt vides, ingen andre i landskabet omkring Grundtvig, der har.

Henvendte Kristeligt Dagblad sig for at få en ekspertudtalelse? Næh. De risikerede jo også at få en. Kritikken er pustet op af avisens journalist, hvis evne til at (op)finde konflikter i det kirkelige landskab synes at overgå hans evne til at belyse dem fornuftigt.

Hvad ved Jes Stein Pedersen om Christian Winther?

Man må jo som Christian Winther-forsker græmmes ved læsning af litteraturredaktør Jes Stein Pedersens klumme ”Hvad ved Christian Winther om vandlåse?”.

Lad gå, at han ikke har styr på, hvor mange humanister, der ansættes i det private. Han skriver, at ”8 ud af 10” ansættes i det offentlige (det rigtige tal er, at ca 40% af vores kandidater går til det private erhvervsliv – og tallet er stigende!).

Lad gå, at det i sig selv er både arrogant og forkert at antage, at der skulle være noget i vejen med at uddanne velkvalificeret arbejdskraft til det offentlige.

Lad gå, at han tydeligvis ikke aner, hvordan arbejdsløshedstallene ser ud, når han tror, at humanisterne udgør et særligt problem. På trods af konstant stigende optag (som vi ikke har bedt om!), er vores arbejdsløshed faldende og har været det længe. Af samme grund er vores beskæftigelsestal ikke bekymrende. DJØF'erne og ingeniørerne har noget nær nøjagtig samme beskæftigelsesmønster, som vi har, og deres arbejdsløshedtal ligger jævnligt højere end vores, men de får aldrig deres ubrugelighed udskreget.

 

Lad gå, at hans billede af, hvordan vi uddanner folk på humaniora, at der er tale om uddannelser, ”hvis indhold er varm luft”, er grotesk sammenlignet med, hvordan vi faktisk uddanner. Føler du dig ikke udfordret? Her: snup lidt tysk grammatik, studer Israel-Palæstinakonflikten eller forsøg at forstå de historisk-politiske forhold i Rusland. Jeg lover dig, at der løber blod ud af ørerne på dig, længe inden du er færdig.

Lad tilmed gå, at der intet forhold er imellem det reelle problem, han påpeger, og den løsning, han foreslår. At mange unge ”ville trives meget bedre i det tekniske gymnasium htx eller på en erhvervsuddannelse” i stedet for på det ”almindelige” gymnasium, står i et non-forhold til, hvor mange humanister der uddannes. De humanistiske fakulteter uddanner maksimalt 5-6% af en ungdomsårgang, og det er meget få af vores studerende, der reelt "hører til" på en håndværksmæsssig uddannelse og derfor burde have valgt anderledes på det gymnasiale niveau. Det store flertal trives, vokser og får job på baggrund af deres uddannelsesvalg. Problemet med manglende søgning til erhvervsuddannelserne må løses for sig ved at give de uddannelser status og gøre dem bedre endnu (jeg tror egentlig, de er ret gode allerede nu).

Alt det må man tilgive et i øvrigt sympatisk og begavet menneske.

Men at han bagtaler Christian Winther!!! Det tilgiver jeg ham f..... ikke.

 

At han af alle forfattere i den danske litteratur skal udhænges for ”selvfedmen i Chr. Winthers elitære kvad” på baggrund af en studentersang, det er altså for dumt. Vi taler om Christian Winther. Indbegrebet af en folkelig digter på sin tid. Det er Winther, hvis debutsamling, Digte (1828) ud over studentersangen også rummer træsnittene, hvis eksplicitte pointe er, at kærlighedsdramaerne, som romantikkens digtere har forskudt til overklassen, lige så vel kan udspille sig blandt landmænd – og håndværkere:

Nei, han (Eros) som vækker stor Allarm

Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen (almindelig) Mondering.
Han rammer hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist
Hvor Skjoldet er en Stjerne; -
Og ligegodt den fulde Barm
Fordulgt i uldne Trøier,
som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketrøier.

Det er ikke realisme i moderne forstand, og slet ikke socialrealisme. men det er minsjæl ikke hovent og elitært taget i sin samtids kontekst. Hvad der foregår uden for de "ophøjede" cirker er brændende, relevant og værd at skrive om.

Dette træk er ikke enkeltstående hos Christian Winther. Det er konstituerende. Winthers persongalleri er et mylder af forskellige mennesker fra forskellige klasser og med forskellige interesser, og han tager sine ”lavere” figurer fuldt så alvorligt som sine ”højere”. Det er i den sammenhæng ikke spor tilfældigt, at det er hans sene hovedværk Hjortens Flugt, som igennem mange år var landets standardkonfirmationsgave. For rigtignok er bogen ikke så opbyggelig, som giverne oftest har troet, men den bevæger sig  rundt i folkelige miljøer, som den behandler med fuld alvor. Også ikke-akademiske læsere har kunnet genkende sig i den og følt sig taget alvorligt.

 

Ja, hvis nu Pedersen bare havde kigget sin studentersang ordentligt efter, så ville han have fundet en strofe, der lyder sådan her:

 

Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,

Roret og Plougen, de staae uforfærdet,

Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;

Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,

Dristig vi Bogen og Pennen vil tage,

Det er de Mærker, vi føre i Skjold.

 

Her er idealet ligeværd mellem stænderne. Sangen hævder, at studenterne er lige så gode som (ikke bedre end!) de andre stænder. Det er kun overraskende, hvis man på forhånd har besluttet, hvad man vil se, og ikke kender Christian Winther. Sangen gælder i øvrigt alle fag. Og i det omfang, den synges, er det ikke kun humanister, som synger den; den bruges som studentersang omfattende alle vores fag - inklusive farmaceuter og dyrlæger.

 

Så hvis nu Jes Stein Pedersen var begyndt med at læse Christian Winthers tekst ordentligt, så ville han have fået et langt bedre udgangspunkt for sin drøftelse.

 

Anerkendelse er ikke et nulsumsspil. Jeg sætter stor pris på de håndværkere, der ordner mit hjem, de bygningsarbejdere, der bygger vores fantastiske nye campus, de rengøringsfolk, som holder det pænt, de pædagoger, som passer mine og andres børn. Og jeg sætter stor pris på alle mulige andre praktikere, som jeg ikke har så meget kontakt med: de socialrådgivere, som får hjulpet mennesker med vanskeligheder ind på arbejdsmarkedet, renovationsarbejdere og flyttefolk, de portører, der fragter folk omkring på hospitalerne, ... de ... de ... you name it. Og jeg er overbevist om, at vi skal have fundet en fornuftig balance, så tekniske skoler og erhvervsskoler kan blive en attraktiv uddannelsesvej for flere.

 

Men skal jeg ligefrem kravle langs panelerne og sige undskyld for, at jeg kan se, at mit fakultet uddanner dygtige kandidater (der får job!) og udfører vigtig forskning (don´t even get me started ...!!!), for at få lov at sætte pris på andre fags indsats? (se fx her vedr. vores ph.d.-er)

 

Det er faktisk lige præcis den gensidige anerkendelse, som må være udgangspunktet, når vi får de såkaldte mønsterbrydere ind på universiteterne. Dem, der ikke kommer fra en akademisk baggrund. Hvis vi fortæller dem, at alt, hvad de kommer fra, er værdiløst, så sætter vi dem i en umulig situation, men det gør vi så heller ikke. Men vi belærer dem altså heller ikke om, hvor ubrugelige de er.

 

Men det er der andre, der gør: Når man taler med dem fortæller de næsten med én mund, at de mange gange i selskaber siddet ved siden af en eller anden galsindet onkel Otto, der i anledning af deres studievalg har følt sig kaldet til at belære dem om deres uddannelses ubrugelighed uden at vide det ringeste om det faktiske studie - eller dets beskæftigelsesprofil. Det gør ikke vores studerende mindre ivrige eller besluttede i deres studievalg, men det gør dem kede af det og sætter skel imellem dem og deres familie og bekendte. Det er skel, der, hvis man ikke håndterer dem fornuftigt, siden kan udvikles til traumer og til hovenhed - på begge sider.

 

Men altså: Hvis nu litteraturredaktøren begynder med faktisk at læse Christian Winther, så kunne det jo være, at vi med udgangspunkt i ligeværdet mellem mennesker i forskellige fag kunne få en diskussion om, hvordan vi får en fornuftig balance i ungdomsuddannelsessystemet.