Det har nemlig længe været, og er fremdeles min faste Overbeviisning, at er Tolerance Taalighed, da er den meget god for os til Hverdagsbrug, og jo bedre vi taale Fornærmelse, Miskjendelse, Haan og Deslige, desbedre for os; men derfor er det lige vist: at Sandhed kan aldrig vise Taalighed, men i det Høieste kun Langmodighed mod Løgnen, og at det kun er Sandheds utroe Tjenere, som see igjennem Fingre med Løgnen og lade den udbrede sig paa Sandheds Bekostning. Er Tolerance Billighed, da er den vist Noget, man altid skal beflitte sig paa, og det er ikke meer end billigt, at lade Enhver staae og falde for sin egen Dommer; men det vilde være høist ubilligt imod Sandheden, enten at billige, hvad den fordømmer, eller ei at misbillige, hvad der anfægter den. Er Tolerance Afskye for at ville overbevise eller knuse Aand med knytte Næver, slaae Tanker med Sværd og kaste Meninger paa Baalet, da er den vist nok noget meget Fornuftigt, eller rettere Frihed for en hæslig Ufornuft, men kan aldrig forbyde, hvad der er aldeles fornuftigt: at bekjæmpe Aand med Aand og Ord med Ord. Er endelig Tolerance, som saa tit i vore og de næstforrige Dage, Intet af alt Dette, men kun Udtryk for en Parisisk Sminke, hvorunder man kan skjule, hvad det skal være, og hvormed man vil blænde Folk, saa hvem der ikke har den, skal synes kulsort, da mener jeg, det var bedst, man forviiste Tolerancen med al anden Sminke til Skuepladsen, hvor den har hjemme. (Udvalgte Skrifter 3, 603f.)
Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.
Jeg har aldrig læst Grundtvig - men dog været på højskole i Ry under, nu afdøde, forstander, Jens Bonderup. Desuden er jeg konfirmeret af en almindelig hjertelig levende præst, der tidligere også var forstander på Ry Højskole.
SvarSletMen bortset fra det, så har det lige siden undret mig, dels irriteret mig, at man henter ånd op nedefra - fører institution/skole i reference til døde mennesker. En sådan indvending gælder måske, måske ikke, så meget højeskole-bevægelsens oplysningsforetagende som den gælder den mærkværdige omstændighed, at man ligefrem opretter forsknings-institutter i døde menneskers navn.
Det lyder måske polemisk, men der menes nu, hvad der ønskes sagt. Og uddybes kan det vel også med et andet eksempel: Goethe, som på lignende vis har dannet forbillede eller referencepunkt for den menneskelige åndsoplysning og dannelsesvej med livet.
Ikke desto mindre, gentager jeg: Hvorfor helvede skal sandhedstro tjenere skoles eller indføres i døde menneskers ånd, når de er lige ved hånden og ånden og på vej til at bære samfundet videre. Ja, det kunne bondedrengen, Jens, ikke forstå - førend han selv blev ligeså dum på livets vej med samfundskulturen, som dem, der brænder for sandheden uden at kende den.
Jeg tror det skyldes skriftens tyranni i, ikke mindst, vor kulturkreds samfundshistorie. Retskrivningens biblio. Facit-kultur...
Mennesket og menneskesamfund behøver en helligdom at henholde sig til, når fanden er løs. Men forvandlingen fra en materialiseret helligdom, der har sit fastliggende sted i samfundet - kirken f.eks. men nu, også skriften, facebook, blogs... - og så til den levende helligånd, ja det er det egentlige oplysnings- og dannelsesmæssige foretagende med Gudlivets samfund på jord.
Fra helligdom til helligånd, det er det skridt, der er fremskridtet - og dertil, til den ende er sandheden helt og aldeles afgørende. Men sandheden er nødt til at være sandselig ud fra vor menneskehjertelige natur, for at kunne gøre os klare nok til at håndtere overlevelses-drifternes vækst og vej med kødet, såvel som levebrødet, næringsgrundlaget.
Den opfattelse hos mig fortæller vel også noget om, hvordan man førend, kanske stadigvæk i for vid udstrækning, arbejdede begrebsligt tænkende ud fra skriften. Ja, altså hvordan man har søgt at koncentrere sandheden på skrift, senere i videnskab, teknologi og så videre til mangfoldiggørelse - men også rationaliserende ensretning. Efterslæbet, det blinde punkt i den boldgade er administrationens ånd. Skriftens brug er ladet med RETskrivningens administrative ånd.
Det er derfor vigtigt for mig, at man fastholder udtryksfriheden i lyset af vort kød, i også almindelig personlig forstand. Altså hørelsen. Ja, man kunne vel sige den referenceløse hørelse eller bedre: Den åbenbarne hørelse i sin nærværende kontekst med alt hvad det indebærer af varmt ladet luft.
Derfor er det kanske fortsat lige vist: "at Sandhed kan aldrig vise Taalighed, men i det Høieste kun Langmodighed mod Løgnen, og at det kun er Sandheds utroe Tjenere, som see igjennem Fingre med Løgnen og lader den udbrede sig paa Sandheds Bekostning".
Desuden er det jo fortsat strafbart ikke at tale sandt i retten - altså for de anklagede!
Nå, men tolerance. Tolerance er næstekærelighed. Og som bekendt gives ingen næstekærlighed uden agtelse for vort hjertelige liv som almindelige mennesker med velkendte, naturlige drifter i Gudlivets vækstforetagende på jord.
Næstekærlig hilsen, Jens Haarup Mortensen i Gudfaderen-Gudsandheden-Gudlivets eget skur af et navn.
Den grausame salbe er det jo lidt halvsvært at kommentere på. Men en enkelt rettelse skal du dog have. Det er netop karakteristisk for den anklagede, at vedkommende afhøres "med en sigtets rettigheder", hvilket vil sige, at vedkommende kan lyve for retten uden at blive straffet for det. Andre afhøres "under vidneansvar" og kan straffes for at lyve.
SvarSlet