Man har vel vidst det hele tiden: Som venner af universiteterne betragtet er Dansk Folkeparti ikke meget værd. Deres modstand imod universitetsloven var altid gratis, fordi regeringen havde sit flertal med Socialdemokraterne. Jeg har sagt det højt mange gange, skønt vistnok aldrig skrevet det ned: I det øjeblik DF risikerede at sætte regeringen i mindretal, ville deres universitetspolitik slå om til en fuldtonet støtte til regeringen – evt med lidt flere penge til Dfs hofhistoriker Bent Jensen eller en nedskæring på studiet af arabisk som betaling.
Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:
1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.
Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!
onsdag den 26. maj 2010
søndag den 16. maj 2010
Statusupdate med socialdemokrat
Da Helge Sander gik bort mistede jeg samtidig det hidtil vigtigste emne til mine statusupdates på facebook. Jeg har sunget serenader til ham, prist hans ”ubegribelige skønhed” (som Søren Ulrik Thomsen ville have sagt), glædet mig over de mangfoldige guldkorn, der igen og igen forlod hans læber, jaget ham som fabeldyr (”Helgefanter”) og på anden måde bejlet til hans gunst. Da han endelig kom til at falde inden for den mængde, hvad han burde have været hele tiden, nemlig mængden af ”Ikke-forskningsministre”, var det et alvorligt slag for mig. Jeg skrevet forskelligt, men egentlig har jeg været statusudateløs i nogen tid.
Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.
Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.
Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.
Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.
torsdag den 13. maj 2010
Teacher Blues!
Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
tirsdag den 11. maj 2010
Forskningsfriheden ER død
Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:
Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)
Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.
Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?
Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.
Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)
Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.
Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?
Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.
onsdag den 31. marts 2010
Magt og afmagt i universitetsledelsen
På min fanside på Facebook (thi sådan en har jeg, endskønt fanskaren er relativt begrænset) skrev min medadministrator Sofie følgende lange indlæg:
Sofie har fortjent et ordentligt svar, så det følger herunder:
Kære Sofie
Der ligger en kæmpemæssig strid på humaniora bag deres system til forskningsmåling. Det var faktisk det, som overhovedet satte mig i gang med at diskutere forskningspolitik. Da de gik i gang med bibliometrien var vi mange, som lynhurtigt opfangede, at det ville have skadelig indflydelse på vores publikationsmønstre. Du kan se en meget stor del af debatten gengivet her. Jeg tror grundlæggende, du har ret i, at vores ledere er tæt på at være magtesløse. Det fremgår ret tydeligt af dette lille indlæg, der rammer sagen på et hår. Det er faktisk stort set også, hvad Jørgen Honoré siger i det dobbeltinterview, der lige er blevet publiceret i Universitetsavisen.
Det lyder lidt pænere, men grundlæggende beskriver Honoré ledelsens rolle som dem, der søger at lave damage control på alle politikernes sindssvage ideer. Mettes tanke var og er vistnok (rettelser modtages), at da vi ikke kan slippe for systemet, så kan vi lige så godt se at få indrettet os efter det. Jeg er på dette punkt fundamentalt uenig med både Honoré og Mette, al den stund jeg mener, at lederne skal vise sig som vores ledere ved at forsvare os offentligt og sådan så politikerne hører det, når de handler tåbeligt. Hvorfor det skal være JP, som fortæller politikerne, at taxametersystemet er tåbeligt, er mig en gåde. Det skulle Danske Universiteter stå og råbe ind i hovedet på dem hver mandag, onsdag og fredag.
Så jeg tror, at vore ledere gør sig magtesløse ved ikke konsekvent at sparke opad i systemet. Denne magtesløshed går sørgeligt nok fint i spænd med de alt for udstrakte magtmidler, de har internt i systemet. Vi får ledere, der opadtil i systemet optræder som nulledere: De repræsenterer ikke meningsfuldt og slagkraftigt deres institutioners legitime interesser. Samtidig er de alt for stærke nedadtil, således at forskere, undervisere og studerende hele tiden ikke har andet alternativ end at bøje sig.
Når dertil lægges, at vi har gruopvækkende eksempler på, at magten også misbruges internt i systemet, så har vi det, min gamle kollega Flemming Lundgreen-Nielsen engang kaldte ”et sært belyst psykisk landskab”, der konkretiserer sig i skikkelse af den almægtige, magtesløse leder. Der er et kæmpe ledelsesanalysearbejde et eller andet sted her... Jeg tænker videre.
Kære Sune, jeg har et spørgsmål. Jeg bliver nødt til at dele det op. Du skriver "Som det er nu, har ledelsen alt for meget MAGT." (Auken, 2010, p. 64, mine fremhævelser - store bogstaver) "(...) Der gøres for tiden meget ud af, at lederen skal KUNNE træffe "upopulære beslutninger", og det kan være rigtig nok, men det åbner også en pandoraæske af muligheder for, at ledere træffer dårlige, upopulære beslutninger, egenrådige beslutninger, underinformerede beslutninger, beslutninger styret af egoistiske motiver osv."(Auken, 2010, p. 65, mine fremhævelser - store bogstaver) For et par uger siden var jeg til seminar under NSU, hvor Mette Thunø, prodecan for forsking, det humanistiske fakultet, Københavns Universitet holdt et oplæg. Seminarets tema var "Soft Knowledge in Hard Times" om humaniora i samfundet … Mette Thunø havde valgt at bruge hendes tid på at gennemgå det bibliometriske system til fordeling af midler. Hun fortalte, at det drejer sig om 10 % af forskningsmidlerne, der fordeles efter denne regnskabsmetode, og at humaniora efter metoden for ca. samme procentdel af disse 10 procent, nemlig 14%. Mette Thunø var langt fra begejstret for metoden med argumenterede for, at den bliver brugt i andre lande og at den sikkert kommer til at fylde meget mere herhjemme hvorfor det er vigtigt at gå med på den med det samme. Vi talte om, at metoden først og fremmest har en symbolsk værdi, som ændrer forskningens indhold, da vi indretter os efter den.
Så er det jeg ikke kan lade være med at tænke, om ledelsen overhovedet har noget magt. Hvis den symbolske værdi ved det biblioemtriske fordelingssystem ændrer forskningen på en sådan måde, at ledelsen mener det er skidt, kunne ledelsen så ikke benytte sin magt til at tage en drejning, der undertrykker denne indflydelse? Mit spørgsmål er: Har ledelserne magt til at agere pro-aktivt for den danske forsknings styrker, så vi kan sætte dagsordenen, også i udlandet, med den viden vi får fra udlandets erfaringer i en kombination af det, som de danske universiteter i flere hundrede år har oparbejdet og som er meget attraktivt for udlandet?
Sofie har fortjent et ordentligt svar, så det følger herunder:
Kære Sofie
Der ligger en kæmpemæssig strid på humaniora bag deres system til forskningsmåling. Det var faktisk det, som overhovedet satte mig i gang med at diskutere forskningspolitik. Da de gik i gang med bibliometrien var vi mange, som lynhurtigt opfangede, at det ville have skadelig indflydelse på vores publikationsmønstre. Du kan se en meget stor del af debatten gengivet her. Jeg tror grundlæggende, du har ret i, at vores ledere er tæt på at være magtesløse. Det fremgår ret tydeligt af dette lille indlæg, der rammer sagen på et hår. Det er faktisk stort set også, hvad Jørgen Honoré siger i det dobbeltinterview, der lige er blevet publiceret i Universitetsavisen.
Det lyder lidt pænere, men grundlæggende beskriver Honoré ledelsens rolle som dem, der søger at lave damage control på alle politikernes sindssvage ideer. Mettes tanke var og er vistnok (rettelser modtages), at da vi ikke kan slippe for systemet, så kan vi lige så godt se at få indrettet os efter det. Jeg er på dette punkt fundamentalt uenig med både Honoré og Mette, al den stund jeg mener, at lederne skal vise sig som vores ledere ved at forsvare os offentligt og sådan så politikerne hører det, når de handler tåbeligt. Hvorfor det skal være JP, som fortæller politikerne, at taxametersystemet er tåbeligt, er mig en gåde. Det skulle Danske Universiteter stå og råbe ind i hovedet på dem hver mandag, onsdag og fredag.
Så jeg tror, at vore ledere gør sig magtesløse ved ikke konsekvent at sparke opad i systemet. Denne magtesløshed går sørgeligt nok fint i spænd med de alt for udstrakte magtmidler, de har internt i systemet. Vi får ledere, der opadtil i systemet optræder som nulledere: De repræsenterer ikke meningsfuldt og slagkraftigt deres institutioners legitime interesser. Samtidig er de alt for stærke nedadtil, således at forskere, undervisere og studerende hele tiden ikke har andet alternativ end at bøje sig.
Når dertil lægges, at vi har gruopvækkende eksempler på, at magten også misbruges internt i systemet, så har vi det, min gamle kollega Flemming Lundgreen-Nielsen engang kaldte ”et sært belyst psykisk landskab”, der konkretiserer sig i skikkelse af den almægtige, magtesløse leder. Der er et kæmpe ledelsesanalysearbejde et eller andet sted her... Jeg tænker videre.
onsdag den 24. marts 2010
Konkurrence: Danmarks mest intetsigende pressemeddelse
Nu er den her. Den STOOOORE "Hvem kan finde Danmarks mest intetsigende pressemeddelelse"-konkurrence. Belønningen er et bøjet søm at trutte i (truttet ind af førende fremtidsforskere) samt et ugekursus i mediehåndtering med Helge Sander.
Vi lægger stærkt ud med en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti, der, så vidt jeg kan se, bringer den chokerende nyhed, at den samme mand for tredje gang er blevet valgt til folketingskandidat i den samme kreds han har været i hele tiden. Som et særligt - og svært overtræffeligt touch - har DFs pressesekretariat tilføjet, at bemeldte Skibby spiller harmonika og klaver og leger med veterantog. Verden bliver aldrig den samme igen efter hans genvalg ...
Læs mere om den rystende nyudvikling herunder:
Christiansborg onsdag den 24. marts 2010
PRESSEMEDDELELSE
Alle gode gange tre for Hans Kristian Skibby
Hans Kristian Skibby, MF for Dansk Folkeparti, formand for kommunaludvalget og beredskabsordfører, er opstillet som folketingskandidat i Horsenskredsen af DF Horsens.
Det er tredje gang, Hans Kristian Skibby bliver opstillet i samme kreds. Han blev første gang valgt til Folketinget i 2005 og blev genvalgt i 2007.
Hans Kristian Skibby sidder foruden i Folketinget også i Hedensted byråd som 1. viceborgmester. Det har han gjort siden 1998. Ved kommunalvalget i 2009 var han som spidskandidat med til at trække en flot fremgang på 10,5 procent for DF, der dermed fik tre valgt ind i byrådet.
Hans Kristian Skibby er uddannet shippingmand ved DFDS, men har også virket som lager- og logistikchef ved i en række virksomheder, blandt andre Kelsen International..
Den genvalgte folketingskandidat er 41 år og gift med Linda Olesen, som er socialpædagog. Sammen har de tre sønner, en på fem- og en på tre år samt en fem uger gammel dreng.
I sin sparsomme fritid handler det mest om familien og vennerne, men Hans Kristian Skibby søger også at få tid til interesser som harmonikaspil og sit klaver samt veteranbiler.
Han bor i Tørring i Hedensted kommune, som er naboby til Horsens.
Vi lægger stærkt ud med en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti, der, så vidt jeg kan se, bringer den chokerende nyhed, at den samme mand for tredje gang er blevet valgt til folketingskandidat i den samme kreds han har været i hele tiden. Som et særligt - og svært overtræffeligt touch - har DFs pressesekretariat tilføjet, at bemeldte Skibby spiller harmonika og klaver og leger med veterantog. Verden bliver aldrig den samme igen efter hans genvalg ...
Læs mere om den rystende nyudvikling herunder:
Christiansborg onsdag den 24. marts 2010
PRESSEMEDDELELSE
Alle gode gange tre for Hans Kristian Skibby
Hans Kristian Skibby, MF for Dansk Folkeparti, formand for kommunaludvalget og beredskabsordfører, er opstillet som folketingskandidat i Horsenskredsen af DF Horsens.
Det er tredje gang, Hans Kristian Skibby bliver opstillet i samme kreds. Han blev første gang valgt til Folketinget i 2005 og blev genvalgt i 2007.
Hans Kristian Skibby sidder foruden i Folketinget også i Hedensted byråd som 1. viceborgmester. Det har han gjort siden 1998. Ved kommunalvalget i 2009 var han som spidskandidat med til at trække en flot fremgang på 10,5 procent for DF, der dermed fik tre valgt ind i byrådet.
Hans Kristian Skibby er uddannet shippingmand ved DFDS, men har også virket som lager- og logistikchef ved i en række virksomheder, blandt andre Kelsen International..
Den genvalgte folketingskandidat er 41 år og gift med Linda Olesen, som er socialpædagog. Sammen har de tre sønner, en på fem- og en på tre år samt en fem uger gammel dreng.
I sin sparsomme fritid handler det mest om familien og vennerne, men Hans Kristian Skibby søger også at få tid til interesser som harmonikaspil og sit klaver samt veteranbiler.
Han bor i Tørring i Hedensted kommune, som er naboby til Horsens.
lørdag den 27. februar 2010
Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet
I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" han over for de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...
Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".
Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" han over for de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...
Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".
Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.
Abonner på:
Opslag (Atom)