I 1998 fyldte Kirkeligt Samfund 100
år, og jeg var med.
Nu ved du
måske ikke, hvad Kirkeligt Samfund er. Men nu om dage hedder de
"Grundtvigsk Forum", og de har siden grundlæggelsen været så at sige
den kirkelige side af Grundtvigianismen.
Du kan finde
deres hjemmeside her, og som du kan se, hvis du trisser lidt rundt på
hjemmesiden, så er det kirkelige lidt nedtonet. De udgiver dog
stadig det hæderkronede magasin "Dansk Kirketidende", som er en på
mange måde udmærket publikation med mangfoldige kirkelige og almenkulturelle
emner. Du finder
linket til magasinet her. Det redigeres these days af Grundtvigakademiets
leder, den fortræffelige Ingrid Ank. Mine anbefalinger. Derudover går
Grundtvigsk Forum rundt og gør Grundtvig-agtige ting.
Det er i sig selv fortræffeligt. Atter mine anbefalinger.
Anyway, 1988.
Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum. Jeg var 27 år (jeg er født sent på året)
og absolut en minor player i dén sammenhæng. Jeg var mest gemt i et hjørne og
hørte kun meget delvis til fejringen. Kirkeligt
Samfund havde mange kvaliteter, og selvbevidsthed var ikke den mindste.
Kirkeligt Samfund var "Den Kirkelige Frihedslinje". Det blev
udtalt med glad stolthed og tryk på alle stavelser.
Tilstede ved
jubilæumsfejringen var derfor et helt grundtvigiansk landskab af Højskolens og
Kirkens ledende skikkelser. De var vant til at synge for, og at Løfte og Bære
og at være dem, der fik ting til at ske i Den Grundtviske Friheds-Tankes Frie
Ånd I Skole og Kirke. Det hele
foregik i Vartov - naturligvis.
Det Grundtvigske Helligsted over alle. Jeg elsker Vartov. Her er statuen af Grundtvig i gården.
Der var
arrangeret en festforelæsning. Naturligvis. Forelæseren skulle være den
samtidige danske kirkehistories store mand Leif Grane. Et indlysende valg. En
mand af forbløffende fagligt format og en stor formidler. Du finder hans
wikipedia-omtale her. Den er alt for kort og burde udvides. Bare udvid den; du
véd, at du har lyst, og Grane har fortjent meget mere. Arrangørerne havde givet
ham emnet "De kirkelige bevægelsers rolle i de sidste 100 års danske
kirkehistorie". Det var jo ret oplagt, al den stund Kirkeligt Samfund var
en kirkelig bevægelse, og bevægelsen fyldte 100. Men det var unægtelig også
lidt af en binding at lægge ned over Grane. Måske havde
man lidt for meget bestilt en hyldesttale og lidt for lidt en forelæsning. Forelæsningen foregik
inde i selve Vartov Kirke. Smukt sted. Fyldt
af historie.
Leif Grane gik
til opgaven med vanligt overblik. Han inddelte de sidste 100 års kirkehistorie
i 4-5 perioder og gik sagligt til opgaven med en gennemgang af Kirkeligt
Samfunds og andre især missionske strømningers sam- og modspil. Altsammen
strålende og meget interessant gjort. Grane nåede
frem til sidste periode, som - indlysende nok - var nutiden. Den nutid som
vi sad med der i Vartovs ÆldTraditionsBelastede Kirke med hele Den Kirkelige
Frihedslinje og Alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere til
stede.
Den periode
indledte han med ordene:
"I dag,
hvor de kirkelige retninger er døde ..."
- Grane
kikkede op fra sit manuskript og ud over sine briller; med en klar tilkendegivelse af, at han morede sig storartet og i øvrigt havde tænkt sig at æde, hvem der kunne finde på at modsige ham, om han så skulle sluge hele Den Kirkelige Frihedslinje med hud og hår -
"...
eller har mistet enhver betydning ... forholder det sig sådan at ...."
Og så gik han
i øvrigt videre med sin klare, overblikskabende og ualmindeligt kompetente
fremstilling. Præcis som man kunnne ønske det.
Man kunne
formelig have skåret i luften i Vartov Kirke med en kniv, hvis man havde haft
en. Der sad Den Kirkelige Frihedslinje og havde fået deres
fortræffelige fejring sat skakmat af en sidebemærkning og et blik over et par
briller. Jeg kunne næppe bare mig for latter. Men fulde point
til Kirkeligt Samfunds formand. Han havde a 10 minutter til at finde sine ben,
og det gjorde han. Da Grane var færdig, rejste formanden sig, og for at
afslutte forelæsningen. Han
sagde:
"Så vil
vi gerne takke professor Grane for denne - afbrydelse,"
og gik roligt
videre i programmet. En meget præcis genreangivelse for det, vi netop havde
overværet, og en smuk, upolemisk angivelse af, at Kirkeligt Samfund nok havde
tænkt sig fortsat at eksistere. At de efterfølgende har skiftet navn og måske lagt lidt af deres kirkelige identitet om, skyldes formentlig ikke Granes afbrydelse, men det skyldes muligvis, at det han sagde ikke var helt uden baggrund i virkeligheden.
Efter
foredraget gik Den Kirkelige Frihedslinje over i Vartovs ret store store sal.
Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange der var med, men Frihedslinjen var bestemt stor
nok til at fylde salen grundigt op. Ligesom den havde været stor nok til at
fylde kirken.
Som sig hør og
bør til arrangementer i det Grundtvigske, skulle vi synge fællessang. Og det
synes jeg godt man kan sige, at vi gjorde. Se det for
dig: Hele Den Kirkelige Frihedslinje, alle Menighedens og De Frie Skolers
Bærere og Forsangere samlet i én stor sal, og du kan næsten selv regne ud, hvad
der skete. Flyglet slog
sangen an. Og det var det absolut sidste nogen hørte til det flygel. Alle menighedernes og De Frie Skolers Forsangere satte i, og de sang alle sammen
for.
Alle, der har
sunget for, véd, at forsang handler lidet om klang og skønhed og meget om Kraft,
Selvtillid og Tonestyrke. Man skal bære hele rummet. Det gjorde de. Allesammen.
Der lød et
Hjortebrøl, som jeg aldrig har hørt magen til. Og mens jeg rullede rundt af
grin i et hjørne, var lydtrykket stort set ved at trykke vinduerne ud af
Vartovs den store sal. Presset i
baggrunden var nu Granes afbrydelse, og Den Kirkelige Frihedslinje fik endelig
luft til at udtrykke sin Velforståede Egenværdi på en til tidens krav og tarv
værdig måde. Og på ægte Grundtvigsk manér.
Og jeg for min del kunne nogenlunde ubemærket komme af med det lattersammenbrud, der havde været trykket sammen i
mig, siden Granes ubegribelig præcist placerede sidebemærkning.
