fredag den 14. december 2012

Kirken og medierne i dag


Der findes tilsyneladende journalistiske ”fakta”, som er uafhængige af kendsgerninger.
                      Uanset hvor mange mennesker, der kommer i kirke søndag efter søndag og i ugedagene med, er kirkerne altid tomme. At man i virkelighedens verden skal vide nøjagtig, hvor man skal gå hen (og helst befinde sig på Lolland-Falster), hvis man gerne vil opleve en øde kirke, har ingen indflydelse på dette. Kirker er og forbliver tomme – når medierne taler om dem.
                      Og var det så bare blevet ved det. Præster er per definition modstandere af Darwins udviklingslære, de er seksualforskrækkede og modstandere af homoseksuelle vielser, og kirken er notorisk i tilbagegang, så lukningen af et relativt lille antal kirker i København aldrig bliver sat i perspektiv af den voldsomme stigning af antallet af kirker i Danmark igennem hele det 20. århundrede. Det er den samme historie, der fortælles hver gang: Kirken er en forstenet og forskrækket institution på vej ned.
.                     Kirken er ikke ene om at have denne type problem. Som underviser på et humanistisk fakultet, erfarer jeg det hele tiden: Uanset hvor mange humanistiske kandidater, der kommer i arbejde, og uanset hvor lav arbejdsløshedsprocenten reelt er, fremstilles humanistiske studier altid som brødløse. Det har de været, mindst siden jeg selv begyndte at studere for over 20 år siden. Det journalistiske ”fakta” forbliver uanfægtet af, at hvis humanister skulle have været uden evne til at få job på deres uddannelse, skulle ikke bare alle Nettoer, men samtlige danske supermarkedskæder og motorvejscafeer være bemandet fuldt op med vores kandidater.
                      Det er dog en ringe trøst: Et problem bliver jo ikke mindre generende af, at andre også har det.

Men når kirken er bedre end sit rygte, hvordan opstår rygtet så? Der findes flere forklaringer på miseren, men lad mig fokusere på et bestemt punkt, som i hvert fald har betydning: pressens håndtering af kirkestoffet, og kirkefolkets (manglende) håndtering af pressen.
                      Journalister er under et konstant pres for at levere nye historier, og derfor er de tilbøjelige til at være papegøjer for sig selv og for hinanden. At grave sig frem til en ny vinkel på sin historie er for arbejdskrævende, når deadline er klokken 15 i dag – og igen i morgen. Når en vinkel derfor én gang er lagt fast, er det uhyre svært for kilderne og for dem, historien handler om, at få den ændret igen. Det gælder for den enkelte historie, og det gælder for langvarige vinklinger af stoffet, hvor det igen og igen er den samme historie, der fortælles, blot med en let forskydning i, hvilket stof der bruges til at fortælle den.

Vi bør  ikke stille os tilfredse med denne karikatur af vores tro og vores kirke, og vi bør gøre noget ved det, for tingenes miserable tilstand skader alle uanset kirkelig overbevisning og besværliggør evangeliets udbredelse.
                      Vi har selv et stort ansvar for miseren, for problemet forstærkes af, at mange kirkefolk enten er helt uforberedte på, hvad det vil sige at få et budskab igennem i medierne, eller føler, at den type diskussion er nedværdigende og banaliserende, og derfor undviger den. Men man behøver ikke nødvendigvis poppede logoer og dyre kommunikationsstrategier for at spille en positiv rolle – ofte er den slags bare i vejen. Men man behøver en vis beslutsomhed og en vis evne til at orientere sig i, hvordan man bedst kommunikerer med medier. Tre simple råd: 1) Man skal Elske og Ære sine lokalmedier. De kender området, kender de relevante kirker som andet end et begreb og holder af det stof, man kommer med. Chancen for at få en rimelig dækning stiger stejlt, når det er lokale medier, man kommunikerer med. 2) KISS (Keep It Simple Sister). Medier lever af hurtige, klare historier; hvis man forsøger at give dem en for kompliceret historie, vil de selv skære den til. Det er bedre, at man selv fører kniven på forhånd. Ser det forsimplet ud? Trøst dig: Det er givetvis en rigtigere forsimpling end den, de selv ville have lavet. 3) Reager hver gang. Man kan føle sig fjollet ved at gentage sig selv, men da forvåsede fortolkninger bliver ved med at dukke op, må svarene også være der hver gang. Fortæl historierne om de fyldte kirke, om det flertal af kirkegængere og præster, der glæder sig over menneskelig mangfoldighed og om alle de mennesker, der har brug for og glæde af kirken.
                      Men vigtigst af alt: Kom ind i kampen. Man kan godt være for fin til at håndtere pressen, men så har man også selv bestilt musikken, når journalister konsekvent vinkler deres historier til skade for en.

Først trykt i Ribe domkirkes kirkeblad september-november 2012.

3 kommentarer:

  1. Ved gennemlæsning følgende tilføjelse: Artiklen er skrevet FØR offentliggørelsen af Folkekirkens logo og udsagnet om "poppede logoer" skal derfor ikke forstås som en kritik af samme. Efter at have kigget ildt på det, synes jeg faktisk, at det er en fin og god repræsentation af kirken, som jeg gerne tilslutter mig.

    SvarSlet
  2. Det er altsammen godt og rigtigt, Sune, altsammen. Det løser bare ikke problemet for os herude på landet, hvor der simpelthen er for mange kirker til de affolkede landområder, og hvor dygtige unge præster, af simple demografiske årsager, søndag efter søndag skal overbevise sig selv om, at det er dejligt, når der kommer 10 mennesker i kirke, for derefter at gå hjem til deres 350 kvm store, øde og upraktiske præstegård, 50 km fra den nærmeste café, og måske lige så langt fra den nærmeste studiekammerat.
    Det løser ikke det problem, at når 2 af de 7 konfirmander (for der er ikke flere i den lokale skoles 7. klasse) kommer i kirke, sidder der 3 voksne på kirkebænken - et tydeligt signal om, at gå i kirke er ikke noget, man gør, hvis man er et normalt menneske.
    Jeg har ikke nogen løsning på problemerne - vi kan dårligt vælte middelalderkirkerne, og hvem skulle forresten også tage beslutningen? Det lokale menighedsråd gør det i hvert fald af gode grunde ikke. Men jeg har ondt af de mennesker, der kæmper op ad bakke hver almindelig trinitatissøndag, uden den umiddelbare anerkendelse det er, at der sidder folk på kirkebænkene, der gerne vil høre præstens prædiken og dele hendes glæde ved gudstjenesten. I begejstringen for at tale kirken "op", må I i de store sogne ikke glemme os/dem i de små, hvis virkelighed nok er forklarlig, men derfor alligevel rent ud sagt træls ind imellem.
    Det er ikke altid nok at gøre sit bedste og være engageret, som mange unge præster virkelig er. Hvis demografien - og menighedsrådet, der måske udgør 1% af sognets indbyggere, og som derfor ikke nødvendigvis er højt kvalificeret - betyder, at der ikke er særlig kvalificeret eller udtalt opbakning til præstens arbejde i sognet, så er det simpelthen for hårdt. Jeg beder således bare om solidaritet og om, at vi også må have lov at tale om denne side af vores fælles åndelige moder, Folkekirken.

    SvarSlet
  3. Jeg tror ikke, der skal så meget til, for at vi bliver enige her. Jeg for min del er helt enig i dine betragtninger.
    Jeg ønsker blot at tilføje følgende: Problemet er - i nærværende kontekst - at en tematisering af de ensomme landsogne oftest bliver iscenesat som en krise i folkekirken, og ikke som det demografisk problem, der er tale om. Hvor alle i øvrigt er klar over, at der er tunge problemer i det, der med et uskønt udtryk kaldes ”Udkantsdanmark” (eller værre), så dufter problembevidstheden hen, hvor peberet gror, når det handler om kirken, og forståelsen af situationen forskubber sig til, at det er kirken, som er på vej ned, ikke hele området som er i en demografisk krise .
    Så: Jo, du må meget gerne tale om det. Og der er al mulig grund til at kigge efter løsninger – både for at finde løsninger og for at slippe ud af den absurde karikatur af folkekirken, jeg skitserer i blogindlægget. Jeg er med hele vejen.

    SvarSlet