Opmuntrende værk om trist skæbne

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte. Historien om et dybt fald i enevældens København. 284 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Ulrik Langen, nyudnævnt historieprofessor på Københavns Universitet, har med Det sorteste hjerte skrevet en opmuntrende bog. Det skulle man egentlig ikke tro, når man læser den, for den historie, der fortælles,er gysende, skønt virkelig nok.

Den handler om to mænd, som kom på tværs af embedsværket i det sene syttenhundredetal og endte med uden dom at tilbringe årevis i fængsel under ydmygende og sundhedsskadelige forhold, mens en overdrevent nidkær og hadsk repræsentant for kammeradvokaten, forhørte hundredevis af vidner for at finde noget at bruge mod dem.

Den centrale af de to ofre – i det mindste i bogens fremstilling – er Michael Brabrand, en stridbar, selvhøjtidelig og lettere anløben købmand i den højere middelklasse. Han var ikke uden skyld, men fortjente ikke på nogen måde de ulykker, hans uforsigtighed og systemets modvilje drog ned over ham.

Han var en stræber, som fra en ret simpel baggrund ved talent og hårdt arbejde løftede sig ind i købmandsskabet, En god, solid borgerlig karriere. Retssager, svindel og stridigheder var dagens orden i handelsstandens København, og både retssagerne og stridighederne tog Brabrand hele vejen igennem mere end sin del af – både de personlige og de handelsmæssige.

Undervejs fik Brabrand grundigt provokeret mange – også de forkerte mennesker, herunder førnævnte sagfører hos kammeradvokaten, Peter Daniel Bradt. Han og andre begynder at arbejde systematisk imod Brabrand, som lader sig provokere og larmer mere og mere i København til gene for det enevældige forvaltningsapparat. Så da det først ramler for Brabrand, ramler det virkelig. Han arresteres under stor ballade, isoleres i fængsel på jammerlige vilkår og henslæber nu mere end fem år i fængsel, mens undersøgelsen af hans forhold bliver ved i en pinagtig uendelighed. Imens går hans forretning konkurs, hans hus sælges, og hans familie forfalder; hans allerede svagelige kone går fra forstanden og kommer sig aldrig.

Da Brabrand endelig dømmes, er det med enevældens monstrøse logik. Han frikendes for de anklager, der førte til hans arrestation, men dømmes til landsforvisning for sin opførsel ved arrestationen.

Det eneste opbyggelige ved historien er, at Brabrand kommer på fode igen i Lübeck trods et meget ringe udgangspunkt. Langen sammenfatter det med en vis tør humor: ”Brabrands gamle jeg er vendt tilbage. Han er involveret i en række forretninger – og ikke mindst en række stridigheder, sådan som han havde for vane. Brabrand holdt på sin ret. Også selvom han ikke havde ret.” (249).

På det tidspunkt i forløbet er nærværende læser helt parat til at tilgive Brabrand næsten hvad som helst. Det er direkte livgivende, at en person, der er blevet så ilde behandlet, stadig er intakt nok til at være på tværs.

 

Hvordan kan en bog om et så deprimerende emne være opmuntrende? Fordi Ulrik Langen gør noget meget svært, upåagtet og stærkt nødvendigt: forener forskning og formidling.

Det sorteste hjerte er baseret på et gedigent kildearbejde, forsynet med en klar og præcis bibliografi og med tilstrækkeligt med noter til, at Ulrik Langens arbejde vil kunne eftergås af andre fagfolk. Der står med fuldstændig sikkerhed ting i bogen, som ikke har været fremme i historieforskningen før. Og ved at fremdrage dette relativt ukendte materiale sætter bogen mere kendte retsstridigheder, især P.A. Heibergs og Malthe Conrad Bruuns landsforvisninger, i et nyt perspektiv.

Alligevel kan bogen læses med fornøjelse også af en bredere gruppe. Forløbet er farverigt nok til at gøre en god historie, og Ulrik Langen giver historien, hvad den kan trække. Man underholdes og oplyses på samme tid af sceneriet og miljøet, de mange hver for sig farverige personer og det dramatiske og tragiske forløb. Tilsammen danner de et fascinerende tidsbillede, som gør den megen viden i bogen lettilgængelig og levende.

Det er en uhyggeligt svær øvelse at skrive en bog som denne. På mange måder vanskeligere end at skrive alene for fagfolk, og Det sorteste hjerte har også sine svagheder, skønt de er langt færre end bogens dyder. Fravalget af et indledende overblik har dramatisk virkning, men gør det ofte vanskeligt at holde sammen på de mange detaljer og underforløb. Den folkelige skriveform bliver nogle gange for løs, så man irriteres over vagheder, og bestræbelsen på at få så mange læsere som muligt med fører sine steder til gentagelser, man gerne have været foruden.

Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis. Men dette sidste punkt kunne have kostet bogen meget i offentlig appel, så det er et valg mellem to onder.

Tendensen i dansk universitetspolitik og -administration tilsiger, at rigtig forskning foregår i specialiserede, engelsksprogede fagtidsskrifter, hvor diskussionerne udspiller sig i en lukket kreds af fagfolk. Det er på mange fagområder den rigtige idé, men det har også sine omkostninger.

For det første, at de skatteborgere, der betaler regningen, aldrig ser resultaterne med egne øjne – kun i referat. For det andet at forskere, der faktisk kan arbejde fagvidenskabeligt i åbne og mere forståelige former, også tvinges over i lukkede fagmiljøer og sværttilgængelige publikationsformer. Det sidste punkt er særlig katastrofalt for de humanistiske videnskaber, som ofte vinder deres legitimitet ved at kunne skrive for en langt bredere læserkreds.

Derfor skal man huske at sætte pris på det, når en højt kvalificeret specialist som Ulrik Langen arbejder på en måde, som både bidrager til videnskaben og virker oplysende for andre. At den slags forskere stadig findes, og at de både kan opnå professoransættelser og udgive nye bøger som Det sorteste hjerte, er måske det allermest opmuntrende ved den i øvrigt triste i historie om den hårdt plagede Brabrand.

Oprindelig trykt i Kristeligt Dagblad den 29. september 2012 (her)

Grundtvig, den gamle erotiker

Indledningsdigtet til det mest berømte af Grundtvigs skoleskrifter, Skolen for livet og Academiet i Soer (1838), er bedre kendt som højskolesangen "Moders navn er en himmelsk lyd" Sangen er velfungerende skønt stærkt barberet i forhold til originalen og kan uden vanskeligheder anvendes ved morgensang i lilleskolen.

Redationen er nok godt for Grundtvigs rygte i det pænere borgerskab. For tænk, hvis det slap ud, at han i virkeligheden bare skrev viser for at få gang i pigerne.

Se blot her to strofer, der er udeladt i Højskolesangbogen:

Skjalde krandses om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som Hjarne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne den mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!


(Her citeret fra Grundtvigs skoleverden II. Udg. af K.E. Bugge. København: GAD. 1968. Side 81. Den "Hjarne", som omtales i den første af stroferne, er den skjald, der efter Frode Fredegods død blev kronet som konge, fordi han skrev det bedste dødedigt over kongen)

Stroferne har en for Grundtvig karakteristisk simultant under- og overspillet erotik. På den ene side er den underspillet: Pigerne kranser skjaldene, og derfor inspireres skjaldene, der jo - forholdsvis kysk - lyder ånden, til at digte sange, som de samme piger kan synge. På den anden side er stroferne intenst følelsesfulde og kropslige - især i den anden strofe. Skjaldene digter "af Hjertensgrund", og deres viser er nogle, de kan  "lægge ... i Pigemund", og selvsamme mund er tilmed en, pigerne "mildt tilbyde" for at modtage visen fra skjalden. Kysset - mindst - er ikke bare lige om hjørnet; det er fuldbyrdet i sang. Det skal så ses i lyset af, at det er ønsket om hyldest fra disse piger, der her bestemmes som skjaldens motivation for at digte viser.

Digtet går straks videre til andre materier, men pigerne bliver ved med at dukke op, først viser der sig at være "Tusind Viser om Kys og Klap" (Side 82), som "Døttre", der ganske vist synger "I Dyd og Ære", men også viser sig at være kilden til at få de unge mænd til at interessere sig for viserne. Grundtvig udbryder om viserne: "Kys dem Kiærlig i Piger smaa! / Saa favne dem Ungersvende" (ibid.). Han understreger, at "Skjaldens Vise" skal synges for ham "fra Pigemund". Og endelig genvækkes hele fortiden i følgende udbrud:

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op da stande i Pigesang
Hvad Godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Sproget, som digtet handler om, nævnes én gang, pigerne to.

Grundtvig fik mere og mere dametække som tiden gik. Til sidst var han tilsyneladende en veritabel magnet. Man aner en forklaring ...

Hvem sagde "Folkekirke" først?

Jes Fabricius Møller og jeg kom i denne artikel for skade at hævde, at begrebet "Folkekirke" første gang var brugt af Grundtvig. Det udløste en vis aktivitet for at finde ud af, hvor dælen det så var, han sagde det, og om nogen egentlig kom før ham. Bedste bud stammer i dette øjeblik fra Grundtvigforskningens mest effektive hemmelige våben, Kim Arne Pedersen, der udpeger en passage fra Grundtvigs prædiken 2. Pinsdag 1832, hvori følgende står at læse (ja, jeg har slået efter):

Nei, saameget klogere er jeg i det Mindste baade paa mig selv og paa Tidernes Løb, saameget klogere end de Verdens-Kloge, der indbilde sig at have giennemskuet baade mig og Guds skjulte Raad, saameget klogere, at jeg veed, baade i at det i Sytten Aarhundreder ei har været længere fra nogen Præst, at ville være Pave enten i det Store eller i det Smaa, enten i en Folke-Kirke eller i et Huus-Capel, eller selv i Løn-Kammeret blandt sine egne Børn, og at hvad jeg gaaer frugtsommelig med, det skal ikke komme dødfødt men lyslevende til Verden, ikke døe med mig men leve ved Herren, hvad jeg vil i Kirken, det skal lykkes (Grundtvigs Prædikener v. Chr. Thodberg 5, 1832, s. 230. Fremhævelsen er min. sa.)
 

Så bliver spørgsmålet: Kan nogen komme med et citat, der ligger før dette, eller kan vi hævde, at begrebet stammer fra Grundtvig?