At tænke sit

Jeg tænker nogle gange, at det at tænke sit ikke er helt nemt, hvis man samtidig gerne vil tænke noget nogenlunde forstandigt. De mest forstandige ting, jeg har tænkt, har - tænker jeg - kun meget delvis været noget, jeg selv har tænkt. Som hovedregel er det nogle andres tanker, det nogenlunde er lykkedes mig at fatte. På toppen bidrager jeg med en lille mursten eller så i et imponerende tankeslot, som stod der i forvejen - og måske (i rigtig gode år) en enkelt planke i en spinkel hængebro, som med tiden vil forbinde to sådanne slotte.

Ting, jeg sådan selv har tænkt, aaarh ved I nu hvad ...

Om det er noget med kæmper og dværge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men hvis det er, så kan jeg ikke med rimelighed hævde faktisk at være nået op på skuldrene af nogen kæmpe - overhovedet whatsoever - men fra tid til anden får jeg lov at sidde lidt oppe hos dem og se vidunderligt meget længere, end jeg ellers ville have kunnet, inden de sætter mig ned i min almindelige, forvirrede hverdag igen.

Det er derfor, det er så umådelig interessant at hive kæmper i kjolesømme eller frakkeskøder og råbe og tigge for, at de skal tage en op. Sikke en lufttur, vi gulvdværge indimellem kan få. Litteraturvidenskabsmanden i mig er ikke, som den kulturelle kliché tilsiger, en mislykket forfatter, der fornæret tager større ånder i skole, men en læser og lytter, som er uopløseligt betaget af, at der findes kæmper, man kan omgås et helt liv og stadig ikke nå op på skuldrene af.

Meget hellere forstå noget fantastisk klogt eller interessant, andre har tænkt, end komme løbende med en eller anden middelmådighed, der er helt ens egen. Og er den nu overhovedet det? Ligegyldigheder er stort set lettere at tænke end genialiteter, og de er derfor formentlig tænkt oftere. Genreteoretikeren i mig har en fæl mistanke om, at selv mine banaliteter har andre tænkt før mig. De er bare sunket ned i glemslen, fordi de var banale, og så har jeg arvet dem som kulturelle kategorier, der sidder fast i knoppen på mig.

Så jeg tænker mig, at jeg meget hellere vil tænke noget andet end mit - så at sige - og det er vel også en slags personlig stillingtagen.

Brevbud fra himlen

Fredag og lørdag i sidste uge forsvarede min emeriterede og højt meriterede fader en teologisk doktorafhandling ved Oslos Universitet. Ved den efterfølgende fest genopførtes et gammelt shownummer, idet mine sange fra hans halvfjerdsårsfødselsdag blev afsunget én gang mere (se dem her). De var - af indlysende grunde - ret relevante i sammenhængen, da det var bøgerne Kristendommens retorik og Thomas Kingo, der var grundlag for forsvaret. 

Imidlertid skulle han ikke slippe helt uden fornyet påtale, så til de tre sange var påhæftet et lidet forskrift, som kan aflæses herunder. Strofeformen har den for lejlighedpoeter fabelagtige egenskab, at alle versene i strofen er metrisk identiske, så de vers, man skriver, kan frit flyttes rundt internt i strofen og stroferne imellem. Det gør den krævede behændighed betydeligt mindre. Melodien er knap så kendt i dag, men den kan dog findes her.

For-skrift: Om det himmelske post-væsen

Mel.: Stakkels Hanne

Hvem befordrer himmelbrevet,
Hvis en afdød, nu har skrevet?
Hvem mon sørger for, vi får dem,
Breve sendt med post post mortem?
Koster englebuddet penge?
Og kan brevet ligge længe
Hos en vranten, vinget postmand,
Før det sendes til vort frostland?


Herren har vel gode bude
Der er engle nok derude,
Mika- Rafa- Gabrieller
(samt lidt småkravl, hvis det tæller)
Men forstandig bibellæsen
Kender endnu nok et væsen,
Det er selve himmelduen
Yndigt smuk som himmelbuen.

Just det sendebud fra Eden
Landede hos mig forleden,
Vingen var med postsæk ladet,
Næbbet bar på oliebladet.
Og jeg udbrød "Ih du milde
Er der kommet brev til lille
Mig i jordens dybe dale
fra de høje herresale?"

Brev, oh nej, du lille: breve
Fra Vorherres himmelhave,
Sendt dig post-apokalyptisk
(ja, jeg ved, det lyder kryptisk)
De er ikke fra Sankt Peter
Men fra trende små poeter
- Thi for Herren i det høje
Må selv de som små sig bøje.

Dog til dig, det er de ikke,
Så slå ned de stolte blikke,
De er skrevet til din fader,
Som det danske land forlader
For på norsk at doktoreres,
Så han dér kan promoveres
Og blandt Norges Dovrefjelde
Genbekræftes i sin vælde.

Kingo skrev med sejrskrone
Stråled' som en himmeltrone;
Brorson, noget mere loren,
Sendte også post til jorden;
Grundtvig, rygende af vrede,
Skrev på sorte palmeblade;
Jeg som Talsmand i det lave
Bringer deres himmelbreve.

Og hvis jeg kan klare mosten,
Og tålmodigt bære posten,
Kan du også gå med breve
Fra den himmelske enklave.
Gå til doktor-doktormanden,
Der er lærd som ingen anden!
Med epistlerne til festen,
- Og lad Ånden klare resten."

Anmeldelse af Sagas spejl fra Norsk Teologisk Tidsskrift

Jeg er blevet gjort opmærksom på nedenstående anmeldelse fra Norsk Teologisk Tidsskrift 107, 2. 2006. Side 141f. Da den ikke er almindeligt tilgængelig i Danmark, aftrykkes den her med forfatterens tilladelse.

Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig, 736s, Gyldendal, København 2005.

Våre danske venner har iallfall to 1800-talls-ikoner som stadig hentes fram, studeres, nyfortolkes og diskuteres, nemlig Kierkegaard og Grundtvig. Det er skrevet bindsterke og utallige verk om dem begge, og alt ettersom de teologiske og politiske konjunkturer veksler, skifter fokus fra den ene til den andre. De siste årene har imidlertid ikke Grundtvig stått så høyt i kurs fordi han har blitt sett på som eksponent for dansk, religiøs nasjonalisme, av det sterkt høyreorienterte og fremmedfiendlige slag. Representanter for Dansk Folkeparti med presten Søren Krarup i spissen, har nemlig prøvd å bruke Grundtvig og hans tenkning og diktning i partiets usmakelige anti-islamisme og fremmedfrykt. Når man derfor får en avhandling i hånden som både er voluminøs og spekket med norrøn mytologi, frykter man derfor lett frykte det verste. Men det er det ingen grunn til, for Sune Auken har skrevet en avhandling som vil bli stående som en milestein i Grundtvig-forskningen, og som fokuserer en side ved Grundtvigs forfatterskap som ingen leser kan overse, nemlig hvordan han knytter mytologi, historie og kristendom sammen slik at de gjensidig belyser hverandre, for det er først og fremst forholdet mellom disse tre størrelser som interesserer Auken.

                      Auken er ikke teolog selv om avhandlingen avslører at han kan sin teologi meget godt. Men det er ’den litterære Grundtvigforskningen’ han plasserer seg selv innenfor. Han anklager derfor teologene for i altfor stor grad å ha lagt beslag på Grundtvig og dermed innsnevret hans mangfoldige dikterunivers.

I Grundtvigforskningen har årstall ofte tjent som markører av posisjoner: Hvilket år var det viktigste i Grundtvigs liv med tanke på hans teologiske utvikling? 1825, 1832 eller 1835? Auken streifer innom denne posisjonering ved å hevde at med utgangen av 1815 er sammenhengene i Grundtvigs dikteriske bildebruk og implisitte formforståelse gjenkjennelig fram til hans død (s. 48). Denne anmelder er ikke særlig bevandret i litterære analyser og har derfor ingen grunn til å stille spørsmålstegn ved Aukens tese. Men ’den teologiske Grundtvig’ hadde i 1815 ennå et langt stykke igjen å gå før han nådde en avklaring, og kanskje var den dikteriske Grundtvig ennå langt fra å finne sin form så tidlig som i 1815? For Grundtvig sørget på den tiden fortsatt over tapet av Norge; ja, i "Nyaars-Morgen" (1824) bruker han naturbilder som om Norge stadig var forent med Danmark.

Ved siden av "Nyaars-Morgen" er det de sentrale og kjente Grundtvig-verkene "Nordens Mytologi" (1808), "Et Blad av Jyllands Rimkrønike" (1815), "Nordens Mythologi (1832) og "Christenhedens Syvstjerne" (1854-55), som utgjør kjernen i Aukens litterære analyser. Men selv om han proklamerer at han vil rehabilitere den litterære Grundtvig, er han seg fullt ut bevisst at det ikke er en tilfeldig egenskap ved teologen Grundtvig at han også var dikter (s. 630). Aukens egne analyser viser at Grundtvigs poetiske verker rommer høyt nyanserte teologiske fortolkninger som er avhengige av og ikke lar seg atskille fra deres dikteriske karakter fordi de går i ett med verkenes bildespråk og kunstneriske komposisjon. Derfor forutsetter, ifølge Auken, også den teologiske forståelse av dem at man forholder seg til dem som kunstverker (s. 631).

Grundtvigs sprudlende mangfold og stadig skiftende bildebruk, gjør det umulig å fange ham inn i et system eller utforme han tenkning som en stringent teologi. Grundtvig vrir seg unna både fienders og venners forsøk på å skape orden og klarhet i hans tankeunivers. Det er nettopp det som gjør at det fortsatt kommer nye og spennende avhandlinger om ham, slik som Aukens imponerende og omfangsrike arbeid er et godt eksempel på. Men ikke minst er det fortjenstfullt at Auken (indirekte, men klart) rister Grundtvig ut av Krarups og Dansk Folkepartis klamme omfavnelse. Denne frigjøring er likevel ikke avhandlingens viktigste bidrag til Grundtvig­forskningen. Dette bidrag ligger i framstillingen av den norrøne mytologi som den sentrale premissleverandør til Grundtvigs bildeverden og profetiske prosjekt.

Dag Thorkildsen

Grundtvigleksikon

I lørdags udkom det lille leksikon, som Jes Fabricius Møller og jeg har skrevet i anledning af 140 året for Grundtvigs død. Leksikonnet var så lille, at det kunne stå i Kristeligt Dagblad, og da KD heldigvis ikke lagde det bag password. Så kan jeg linke til det her.

På Facebook bemærkede Jes følgende om det:

I anledning af, at Grundtvig nu har været død i endnu længere tid end hidtil, har min fortræffelige ven, kollega, og ikke mindst facebookven, Sune Auken, og jeg selv begået en alfabetisk ordnet indføring i mandens liv, værk og virkningshistorie.
 

Jeg takker for rosen, men Jes har nu fortjent den mere end mig. Jeg laver gerne noget med ham en anden gang. Så ved du dét, Jes.