”Vi glædede os for tidligt!” Fondsbestyrer Søren Birk Olesen fra Søndre Pølsinge Almene Sundhedsfond (SPAS), bror til den kendte kvindesagsforkramper Ole Birk Olesen, ryster tungt på hovedet. Efter den seneste tids skandaler omkring elitefuskeren Milena Penkowa håbede fonden på en rigtig stor, fed skandale at profilere sig på. Fonden bevilligede nemlig i 2007 16.500 kr. til ”Indkøb af et meget lille mikroskop” til brug for Penkowas rotteforsøg, og efter de seneste måneders vedblivende afsløringer af kreativ gik bestyrelsen i SPAS ud fra, at der også var fusket med deres midler. Og derfor iværksatte de en kontrol af, hvordan midlerne var blevet brugt. ”Vi regnede da med, at mindst 60-70 procent af pengene var blevet pøset i den lille røde korvette eller brændt af på champagne og rejser” fortæller Søren Birk Olesen ”og vi havde set frem til at komme på forsiden af BT”.
Derfor mødte Søren Birk Olesen og Københavns Universitet krammeadvokat op på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for at kontrollere, om pengene var anvendt efter aftalen, og stor var deres skuffelse, da de på laboratoriet fandt det omtalte meget lille mikroskop. ”Det var tilmed en lille sølvplade på, hvor der stod ”Så du kan få øje på min lille ting. Din anonyme Helge”. Vi stod tilbage i chok: Forskningspengene var blevet anvendt til forskning”, fortæller en tydeligt rystet Søren Birk Olesen og slutter: ”Vi havde virkelig håbet at få noget godt ud af vores investering. Det er for dårligt, at man ikke engang længere kan stole på de uhæderlige.”
mandag den 28. marts 2011
lørdag den 19. marts 2011
Blogger bliver tydeligvis lidt syret af at få sin bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden
Det er dét de unge vil ha´
men hvad med de der er halvgamle
og sidder på kontorer med matsorte ruder
og lyset flæbende fra en blændet pære i loftet
mens alle de vinde
der kaster sig ud og ind imellem Nordre Frihavsgades
alt for hvide tjørnebuske
ikke stopper eller stander men som et tog
med hånden vinkende langsomt i afsked
pludselig rammes af dit hypnotiske kys?
Dagen i dag er ikke i morgen.
men hvad med de der er halvgamle
og sidder på kontorer med matsorte ruder
og lyset flæbende fra en blændet pære i loftet
mens alle de vinde
der kaster sig ud og ind imellem Nordre Frihavsgades
alt for hvide tjørnebuske
ikke stopper eller stander men som et tog
med hånden vinkende langsomt i afsked
pludselig rammes af dit hypnotiske kys?
Dagen i dag er ikke i morgen.
torsdag den 17. marts 2011
At få en ny bog i hånden
I går fik jeg for første gang Svend Skrivers og min nye bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden. Så skrev jeg en lang og selvfed blogpost, som jeg måtte slette igen, da jeg fattede, hvor selvfed den egentlig var. Men: Det må indrømmes, at jeg blev lidt (for) glad for mig selv, da jeg pludselig stod med en bog i hånden, som jeg og Svend begyndte på i 1997. Andre må jo bedømme, om den så også er vellykket. Jeg ved kun, at vi har gjort os umage, og at den er blevet så god, som vi på nogen måde kunne gøre den. Der er og vil altid være forskellige stilarkæologiske lag i en bog med så lang en tilblivelsestid, og hvis vi begyndte at skrive den i dag, ville den sikkert falde anderledes ud – men den ville også først udkomme om 14 år.
Wie dem auch sei: Det mest befriende ved at stå med sådan en bog i hånden er, at den genvækker ubegribeligt mange døde timer i ens liv. Eller sagt på en anden måde: For overhovedet at skrive en bog som denne her, skal man på et meget tidligt tidspunkt begynde at pøse sine arbejdstimer ned i et projekt, som man ingen sikkerhed har for, bliver færdigt. Jeg ved ikke, hvor mange årsværks arbejde, der ligger i en bog af denne her karakter: aftener, weekender, tidlige morgener – alt muligt. Når man har været i gang i nogle år, står man uden noget, der bare ligner et færdigt resultat, men med uendelige mængder af timer investeret i projektet, og spørgsmålet er så, om man har spildt alle de timer, om man burde have lavet noget andet, og om man nogensinde får kræfterne til at indløse alle de timer, man allerede har lagt i arbejdet.
Men når bogen så alligevel er der, så ved man, at det ville den aldrig have været, hvis ikke man for 14 år siden var begyndt at hælde timer i projektet.
Da jeg skulle finde noget til omslaget, tog jeg ind til Dorte Dahlin, som også havde lagt billede til forsiden af min disputats. Da jeg fandt det rigtige billede i hendes kataloger, fik jeg et chok. Bogen hedder Dét, der forsvinder, tager jeg med. Det billede, som var helt rigtigt til omslaget, hed I Forgot to Remember to Forget - på baggrund af af alle ting i verden titlen på en Elvissang. Hvor Thomsensk kan det lige blive? Men: det var malet i 1988 - 10 år før vi gik i gang med bogen. Altså, hvis man ikke lige var religiøs i forvejen, så blev man det altså dér. Bogen er så smuk. Michael Kamp ude på Forlaget Spring har lavet et vidunderligt omslag ud af Dorte billede, og satsen er smuk og alt er blevet vidunderligt, fordi fondene nærmest stod i kø for at hælde penge i bogen (mirabile dictu!), så gode mennesker kunne lave deres arbejde godt.
Waouw!!!!
En af mine facebookvenner, Claus Askholm, hørte om min mislykkede selvfede blogpost og gav som reaktion følgende version af den:
Wie dem auch sei: Det mest befriende ved at stå med sådan en bog i hånden er, at den genvækker ubegribeligt mange døde timer i ens liv. Eller sagt på en anden måde: For overhovedet at skrive en bog som denne her, skal man på et meget tidligt tidspunkt begynde at pøse sine arbejdstimer ned i et projekt, som man ingen sikkerhed har for, bliver færdigt. Jeg ved ikke, hvor mange årsværks arbejde, der ligger i en bog af denne her karakter: aftener, weekender, tidlige morgener – alt muligt. Når man har været i gang i nogle år, står man uden noget, der bare ligner et færdigt resultat, men med uendelige mængder af timer investeret i projektet, og spørgsmålet er så, om man har spildt alle de timer, om man burde have lavet noget andet, og om man nogensinde får kræfterne til at indløse alle de timer, man allerede har lagt i arbejdet.
Men når bogen så alligevel er der, så ved man, at det ville den aldrig have været, hvis ikke man for 14 år siden var begyndt at hælde timer i projektet.
Da jeg skulle finde noget til omslaget, tog jeg ind til Dorte Dahlin, som også havde lagt billede til forsiden af min disputats. Da jeg fandt det rigtige billede i hendes kataloger, fik jeg et chok. Bogen hedder Dét, der forsvinder, tager jeg med. Det billede, som var helt rigtigt til omslaget, hed I Forgot to Remember to Forget - på baggrund af af alle ting i verden titlen på en Elvissang. Hvor Thomsensk kan det lige blive? Men: det var malet i 1988 - 10 år før vi gik i gang med bogen. Altså, hvis man ikke lige var religiøs i forvejen, så blev man det altså dér. Bogen er så smuk. Michael Kamp ude på Forlaget Spring har lavet et vidunderligt omslag ud af Dorte billede, og satsen er smuk og alt er blevet vidunderligt, fordi fondene nærmest stod i kø for at hælde penge i bogen (mirabile dictu!), så gode mennesker kunne lave deres arbejde godt.
Waouw!!!!
En af mine facebookvenner, Claus Askholm, hørte om min mislykkede selvfede blogpost og gav som reaktion følgende version af den:
"Undskyld mig lige mens jeg svælger mig i selvfedme, men.. Kære blog. Jeg ved godt at jeg normalt er rimelig selvfed, men i dag tog det virkelig overhånd. Jeg stod nemlig med min nye bog i hånden, og jeg blev seriøst våd i trussen. Først kikkede jeg på forfatterbilledet i flere timer, og jeg siger jer: Narcissus var det rene vand i forhold til migselv. Efter at have svælget i selvfedme i et par timer besluttede jeg mig ofr at få professionel hjælp - og ringede til min mor. Hun fandt straks mine babybilleder frem og fortalte mig at hun allerede da jeg sad på potten første gang vidste at jeg ville lave noget stort en dag. Jeg besluttede derefter at overraske min smukke ægtehustru. I ved, hende med den fantastiske gode smag i ægtemænd. Hun kastede et blik på mig og kaldte mig ved min rette titel, da hun sagde "Åh Gud, hvad har du nu lavet...?"Jeg ville ønske, at dette var en overdrivelse. Men det er ca. sådan, det føles. En parodi er det dårligt nok.
torsdag den 3. marts 2011
Ole Birk Olesen får kønsskifteoperation
Efter ganske kort tids overvejelse har den omstridte debattør og folketingskandidat for Liberal Alliance Ole Birk Olesen besluttet at få foretaget en kønsskifteoperation. Det gælder ham begge to både som debattør og som folketingskandidat. Og han har taget beslutningen uafhængigt af hinanden, men i fuldstændig enighed.
”Jeg er bare så træt af ikke at kunne kritisere de protofascistiske kvinder uden at få skudt i skoene, at jeg har kaldt dem protofascister” forklarer Ole Birk Olesen og uddyber ”Anne Sofia Hermansen skriver næsten lige så åndsvage ting som mig om kvinder uden at blive kaldt kvindefjendsk. Det er totalt sexistisk, så nu skifter jeg bare køn. Ja, jeg gør så. På PRIVATHOSPITAL. Og så skal du se noget seriøs og ærlig bitch-slapping bagefter. Kvinde er kvinde værst, men jeg er allerværst. Jeg bliver en mean fatherfucker, kan jeg godt sige dig!”
På privathospitalet Hamln har man ganske vist kun foretaget få kønsskifteoperationer før, men overlæge Peter Mogensen udtaler ”det er et enormt skarpt træk af Ole Birk Olesen, fordi han på den måde forandrer hele det politiske landskab, og vi helt sikkert kommer til at se et fornyet borgerligt flertal efter valget”. Han oplyser, at det endnu ikke er lykkedes Lars Løkke Rasmussen at få omdirigeret tilstrækkeligt med midler til privathospitalet til at dække udgifterne til kønsskifteoperationen, men at Mærsk-koncernen har tilbudt at spæde op, så Ole Birk Olesen hurtigst muligt og helst med god tid til næste valg kan blive til Oda Birk Olesen
Partiformand Anders Samuelsen er begejstret: ”Efter at Malou Aamund og Gitte Seeberg smuttede, har vi ligesom haft lidt svært ved at finde højt profilerede kvinder, vi ikke var i familie med. Oda bliver helt sikkert en flot tøs, når hun er færdig, og vi glæder os til at markedsføre hende. Meget værre end Birthe Rønn Hornbech kan hun umuligt komme til at se ud."
Det har i dag ikke været muligt at slå en kommentar af Ole Birk Olesens kone.
”Jeg er bare så træt af ikke at kunne kritisere de protofascistiske kvinder uden at få skudt i skoene, at jeg har kaldt dem protofascister” forklarer Ole Birk Olesen og uddyber ”Anne Sofia Hermansen skriver næsten lige så åndsvage ting som mig om kvinder uden at blive kaldt kvindefjendsk. Det er totalt sexistisk, så nu skifter jeg bare køn. Ja, jeg gør så. På PRIVATHOSPITAL. Og så skal du se noget seriøs og ærlig bitch-slapping bagefter. Kvinde er kvinde værst, men jeg er allerværst. Jeg bliver en mean fatherfucker, kan jeg godt sige dig!”
På privathospitalet Hamln har man ganske vist kun foretaget få kønsskifteoperationer før, men overlæge Peter Mogensen udtaler ”det er et enormt skarpt træk af Ole Birk Olesen, fordi han på den måde forandrer hele det politiske landskab, og vi helt sikkert kommer til at se et fornyet borgerligt flertal efter valget”. Han oplyser, at det endnu ikke er lykkedes Lars Løkke Rasmussen at få omdirigeret tilstrækkeligt med midler til privathospitalet til at dække udgifterne til kønsskifteoperationen, men at Mærsk-koncernen har tilbudt at spæde op, så Ole Birk Olesen hurtigst muligt og helst med god tid til næste valg kan blive til Oda Birk Olesen
Partiformand Anders Samuelsen er begejstret: ”Efter at Malou Aamund og Gitte Seeberg smuttede, har vi ligesom haft lidt svært ved at finde højt profilerede kvinder, vi ikke var i familie med. Oda bliver helt sikkert en flot tøs, når hun er færdig, og vi glæder os til at markedsføre hende. Meget værre end Birthe Rønn Hornbech kan hun umuligt komme til at se ud."
Det har i dag ikke været muligt at slå en kommentar af Ole Birk Olesens kone.
tirsdag den 1. marts 2011
Telefonsamtaler
”FN: Minister kunne bare have ringet” (overskrift i Information)
1.
Birthe: Ja, hej det er Birthe.
FN: Ja, hejsa.
Birthe: Jeg ringer bare for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne.
FN: Ok, så stiller jeg dig lige over til UNHCR.
Birthe: Nej, DET gør du ikke!
FN: Øh, det er altså dem, som håndterer denne slags sager.
Birthe: Nej, det er mig.
FN: Altså håndterer dem hos os.
Birthe: Hvor mange gange skal jeg sige, at det er mig!
FN: Øh … altså … jeg må vist udtrykke mig uklart, det er UNHCR, som ...
Birthe: Skal du være fræk? Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen!
FN: Nåmen ok.
2.
Birthe: Hej det er Birthe igen. Har du nu lært at opføre dig ordentligt?
FN: Hej Birthe. Godt at høre din stemme.
Birthe: Nej, det er ej. Og det er et uheld, at mikrofonen er tændt.
FN: (pause) … altså men jeg har snakket med UNHCR.
Birthe: Hvem har givet dig lov til det?
FN: Jeg er FN, jeg må faktisk gerne tale med mine egne afdelinger.
Birthe: Det synes jeg er utrolig groft. Der er en sag om magtmisbrug LIGE her.
FN: Men altså UNHCR siger ...
Birthe: Jeg har ikke bedt om deres mening.
FN: Hvorfor ringer du så?
Birthe: for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne. Derfor!
FN: Men UNHCR siger …
Birthe: Nej dette her er for meget! Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
FN: Nåmen ok.
3.
Birthe: Hej det er Birthe. Jeg overholder altså de konventioner.
UNHCR: Hej, det er UNHCR, jeg fik lov til at tage telefonen denne her gang.
Birthe: Hvem gav dig lov til det? For MIG var det ikke!
UNHCR: Det gjorde FN.
Birthe: Nej DET er for groft. Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
UNHCR: Nåmen ok.
FN (i baggrunden): Jeg sagde jo, at det ville gå sådan.
(Det overlades til læserens individuelle billeddannelse at forestille sig ministerens ansigtsudtryk undervejs i samtalerne. Dog kan det oplyses, at hun ved afslutningen ligner Kaj, når det går op for ham, at han ikke kan komme uden om at kysse Andrea)
1.
Birthe: Ja, hej det er Birthe.
FN: Ja, hejsa.
Birthe: Jeg ringer bare for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne.
FN: Ok, så stiller jeg dig lige over til UNHCR.
Birthe: Nej, DET gør du ikke!
FN: Øh, det er altså dem, som håndterer denne slags sager.
Birthe: Nej, det er mig.
FN: Altså håndterer dem hos os.
Birthe: Hvor mange gange skal jeg sige, at det er mig!
FN: Øh … altså … jeg må vist udtrykke mig uklart, det er UNHCR, som ...
Birthe: Skal du være fræk? Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen!
FN: Nåmen ok.
2.
Birthe: Hej det er Birthe igen. Har du nu lært at opføre dig ordentligt?
FN: Hej Birthe. Godt at høre din stemme.
Birthe: Nej, det er ej. Og det er et uheld, at mikrofonen er tændt.
FN: (pause) … altså men jeg har snakket med UNHCR.
Birthe: Hvem har givet dig lov til det?
FN: Jeg er FN, jeg må faktisk gerne tale med mine egne afdelinger.
Birthe: Det synes jeg er utrolig groft. Der er en sag om magtmisbrug LIGE her.
FN: Men altså UNHCR siger ...
Birthe: Jeg har ikke bedt om deres mening.
FN: Hvorfor ringer du så?
Birthe: for at fortælle jer, at jeg overholder konventionerne. Derfor!
FN: Men UNHCR siger …
Birthe: Nej dette her er for meget! Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
FN: Nåmen ok.
3.
Birthe: Hej det er Birthe. Jeg overholder altså de konventioner.
UNHCR: Hej, det er UNHCR, jeg fik lov til at tage telefonen denne her gang.
Birthe: Hvem gav dig lov til det? For MIG var det ikke!
UNHCR: Det gjorde FN.
Birthe: Nej DET er for groft. Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen.
UNHCR: Nåmen ok.
FN (i baggrunden): Jeg sagde jo, at det ville gå sådan.
(Det overlades til læserens individuelle billeddannelse at forestille sig ministerens ansigtsudtryk undervejs i samtalerne. Dog kan det oplyses, at hun ved afslutningen ligner Kaj, når det går op for ham, at han ikke kan komme uden om at kysse Andrea)
Abonner på:
Opslag (Atom)