For et år siden kunne man have begyndt en anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Samlede Thomsen med en bemærkning om, at han er den mest berømte digter i Danmark. Det havde ikke været helt forkert, skønt Benny Andersen gjorde ham rangen stridig. Det kan man ikke længere; Danmarks mest berømte digter er, anno domine 2014, Yahya Hassan – og så er den ged i øvrigt barberet.
Hvad
Søren Ulrik Thomsen derimod er, er en digter med X-factor. Ikke den
jammerlige afglans heraf, som får velkvalificerede kunstneriske
håndværkere til at svimle over hæderlige halvamatørers nogenlunde
duelige indsatser på en scene, men et egentligt, udefinerbart mere.
Noget ingen andre har, og hvis de har det, så har de alligevel noget
andet.
Måske
er det derfor, Thomsen kan noget, næsten ingen kan: skabe
opmærksomhed omkring sig uden synlig anstrengelse. Ja, han kan
tilmed få ellers respekterede dagblade til at anmelde sine bøger,
selvom de kun rummer tekster, der allerede har været udgivet. Det
gjaldt Thomsens første opsamlingsudgave, Skriftlige
arbejder
(2001), og det gælder nærværende bog, som kun marginalt rummer ny
tekst. Hvordan det egentlig foregår, er er gåde.
Det
kan man efter behag blive jaloux eller glædes over. Selv glædes
jeg, fordi en fyldig og positiv litteraturdækning hjælper alle, der
holder af bøger, og fordi de tekster, som herigennem promoveres, er
bragende gode.
Hvordan
adskiller Samlede
Thomsen sig
fra
Skriftlige
arbejder?
Det dårlige først: Skriftlige
arbejder
havde bevaret de enkelte værkers som selvstændige bøger og blot
givet dem samme format og samlet dem i en kassette. Det gav en bedre
oplevelse af gangen og sammenhængen i forfatterskabet og af den
enkelte teksts placering i det. Man gjorde sig altid bevidst, hvilken
bog en given tekst stod i, fordi man havde pillet netop denne bog ud
af kassetten. De store ”samlede” udgaver er skrumlede, og man kan
læse rundt hid og did uden at få en fornemmelse af rammen om og
omfanget af det enkelte værk. Oplysningen kan man jo altid få ved
at kigge efter. Men fornemmelsen af placering er væk i Samlede
Thomsen,
som den er det i Samlede
Strunge
og de andre murstensudgaver. Værst bliver det i nærværende bind,
når det sætter de to poetikker, Mit
lys brænder (1985)
og En dans på
gloser (1996),
i direkte forlængelse af hinanden og dermed for læseren udjævner
den afgrund, der går imellem dem.
Hvad
får man til gengæld? Ja, udover en smuk etbindsudgave, hvor bøgerne
er samlet, så man kan få lov at bære forfatterskabet rundt i sin
skoletaske som en åndelig madkasse, får man især tre ting:
Man
får en lavere pris. Ikke uvæsentligt. Skriftlige
arbejders
fine samling af små bøger koster en andegård (som de siger i
Jumbobøgerne). Hvis man med forkærlighed forærer Søren Ulrik
Thomsen-bøger til venner og familie, så er den langt lavere pris på
denne mere skrabet udstyrede værkudgave en attraktiv mulighed.
Man
får også mere tekst. Skriftlige
arbejder
rummede syv værker, heraf fem digtsamlinger. Samlede
Thomsen
rummer 10, syv digtsamlinger og tre prosaværker, samt en række
andre tekster fra Thomsens hånd: dels hans bidrag til Kritik
af den negative opbyggelighed (2005)
og
hans tekstbidrag til København
Con Amore (2006),
dels en udvalgt serie af essays. Disse sidste er det en fornøjelse
at få med i et samlebind, så man ikke skal hige og søge for at få
fingre i dem igen.
Tekstligt
får man også noget nyt. Samlede
Thomsen ombryder
bøgerne, og det betyder først og fremmest, at de langstrakte
arabesker fra Det
skabtes vaklen (1996)
står langt smukkere her end i Skriftlige
arbejder,
hvor det nedfotograferede format lavede nogle underlige flueben af
dem. Derudover er det en særlig glæde at få Det
værste og det bedste
(2002) i hånden uden Ib Spang Olsens tegninger. Ikke fordi, der var
noget i vejen med tegningerne, men fordi det giver en ny læserytme
og en ny opfattelse af strømmen fra sekvens til sekvens i digtet,
når man får det serveret sådan her.
Og
man får essaysne med. Thomsen identificeres oftest som digter og
omtaler også gerne sig selv som sådan. Derfor er det fint, at
større dele af hans essayistik er blevet samlet, først i Repremiere
i mit indre mørke
(2009) og nu her, hvor en række spredte essays optages ved bindets
afslutning. I normal litteraturformidling sælger man en forfatters
lyriske forfatterskab gennem vedkommendes værker inden for andre
genrer. Med Thomsen er det anderledes, og man kan håbe, at flere
kommer til at kende hans essays, når de køber denne bog for at få
adgang til hans digte. Thomsen er nemlig en knivskarp essayist:
Huggende, veltalende, næsten fjantet, ude af stand til at gå forbi
en anekdote uden at samle den op, ofte personlig grænsende til det
private, men med et skarpt blik for det saglige. Nogle af hans essays
er skarpt polemiske (og fra tid til anden overskærpede), andre er
mere stilfærdigt reflekterende. Læseværdige er de altid.
I
forhold til det kirkelige landskab er Samlede
Thomsen
den stensikre indgang til forfatterskabet; det er den bog, som
opsamler flest af Thomsens essays om kirke og tro. Disse essays
fortolker troen og kirken ud fra en dæmpet, men insisterende kristen
overbevisning. De er blottet for fromladen palaver, lige så flabede
som resten af Thomsens essays (heldigvis!) og en fornøjelse både
for den kirkevante og for den generelt teologisk interesserede læser.
Jeg er uenig med Thomsen om
meget i det kirkeligt-teologisk felt, men jeg har svært ved at komme
på en moderne forfatter, hvis overvejelser om kirke, tro og
eksistens jeg hellere læser.
Samlede
Thomsen
er ikke en videnskabelig udgave af Thomsens Samlede Værker, for
forfatterskabet er ikke afsluttet, og behandlingen af teksterne er
ikke videnskabeligt-filologisk korrekt. De mange noter er
forfatterens egne bidrag til forfatterskabet, ikke en forskers bidrag
til dets oplysning. Men det er en læsebog, så man kan stikke
forfatterskabet om ikke i lommen så dog i tasken. Mennesket lever
ikke af brød alene, og her er en åndelig madkasse med nok til mange
dage.