Klassiker under jorden

Ludvig Holberg: Niels Klims underjordiske rejse. Oversat af Peter Zeeberg. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 451 sider. 249,95 kr.

 

Der er ikke mange danske romaner fra syttenhundredetallet, som har overlevet til i dag. Og den mest berømte af dem er ikke på dansk. Holbergs Niels Klims underjordiske rejse udkom første gang på latin i 1741 (dengang hed den så Nicolai Klimii Iter subterraneum), og først længe efter, i 1789, kom den første oversættelse – lavet af ingen ringere end Jens Baggesen. Værket vandt en ret betydelig international berømmelse, og vi kan stadig se tegn på, at det er kendt i Europa i midten af 1800-tallet. Holberg var Nordens Molière, og skønt det jo ikke er så fint som at være Frankrigs, er det dog stadig ikke så lidt.
                      Romanen er fortalt af Niels Klim selv og beretter om hans oplevelser i en underjordisk verden. Efter at være styrtet igennem et hul i et bjerg i nærheden af Bergen, opdager han, at jordens indre rummer en hel verden. I dens centrum er lille planet, hvis vigtigste folk er en race af intelligente træer, der minder mere om sindige oplysningsfolk end om Tolkien-enter. På den underjordiske verdens firmament findes en række andre, mindre civiliserede folkeslag.
                      Klim lander først i træernes samfund. Potu, som landet hedder (læs ordet baglæns og tilføj et ”i”), er konservativt, fornuftsstyret og tolerant. Religionsformen er rummelig, og statsformen strengt monarkisk, kønsmæssigt ligestillet og meritokratisk: Man får embede efter evner, ikke efter køn eller slægt – altså bortset fra monarken. Dog er der dødstrusler for  projektmagere. Holbergs inkarnerede had til disse geskæftige personer fornægter sig ikke: Hvis man foreslår en ny lov, skal man være sikker nok på dens gavnlige virkning til at lægge hovedet i løkken: Thi man bliver hængt, hvis forslaget ikke bliver vedtaget.
                      Klim selv får ikke noget værdigt embede – han vurderes til sin egen forargelse som for dum og for forhastet. Og for at stige op i det potuanske samfund forfatter han et forslag om, at kvinderne skal fratages retten til offentlige embeder. Det afvises naturligvis, men Klims uhyre dumhed regnes ham til gode, og han straffes kun med forvisning til firmamentet. Her opsvinger han sig ved hjælp af europæisk krigsteknologi, rytteri og skydevåben, til kejser, men viser sig selvfølgelig uduelig til posten. Han udvikler sig til tyran og fordrives ved et oprør, hvorefter han igen falder igennem jorden, denne gang den modsatte vej. Tilbage i Bergen får han et ydmygt embede som klokker og lever i stilhed til sine dages ende – uden egentlig at have lært noget videre af sine oplevelser.
                      Undervejs sender bogen Niels Klim ud på rejse såvel på potuanernes planet som på firmamentet, og det giver – i traditionen fra Gullivers rejse – Holberg lejlighed til at fremstille en række nationer med lattervækkende træk, der kan bruges til at udfolde en satirisk kritik af forskellige træk i hans samtids kultur- og samfundsliv.
                      Niels Klim selv er ikke en sammenhængende figur i moderne forstand. Overordnet set er han en klassisk holbergsk nar, der ikke lærer noget af de mangfoldige lejligheder, han har til at forbedre sig, og udvikler sig til undertrykker snarere end til vismand af sit møde med de fremmede kulturer. Men Holberg er for meget af en oplysningsmand til at kunne klare sig uden at have adgang til at give sin mening klart til kende, så Klim kommer igen og igen til at optræde ikke som nar, men som fornuftens stemme, der med rette både dadler og roser de hhv dårlige og gode ting, han møder i underverdenen.
                      I dag har Niels Klim underjordiske rejse genvundet en del af sin internationale berømmelse, men på en skæv måde, som jeg tror, ville have passet Holberg selv godt: Bogen er blevet kendt som en art tidlig Science Fiction, skønt det er svært at finde en genremærkat, der passer bare nogenlunde (internationalt bruges nogle gange ”speculative fiction” som betegnelse, og det er måske mere præcist). Men den er formentlig det første eksempel, vi har på en roman, der arbejder ud fra teorien om, at jorden er hul og rummer en hel verden på sin inderside. Det skulle sidenhen blive et tema, der blev taget op igen og igen af andre spekulativt orienterede forfattere – med eller uden kendskab til Holbergs fremstilling.

Man kan altid genkende en klassiker på, at det er pinligt at indrømme, at man ikke bryder sig meget om den. Det er lidt som at se ned på folk nedefra: Det er sådan en vanskelig øvelse, og man kommer let til selv at tage sig klejn ud i processen. Sådan har jeg det med Niels Klims underjordiske rejse. Jeg kvier mig ved at afsløre det, men selv gengivet i Peter Zeebergs letfremskridende prosa falder bogen mig svær at komme igennem. Dens moraler er mig rigeligt tungbenede, og dens fantasier lidt trætte. Holbergs støtte til kvinderettigheder fx er rigtignok imponerende, historisk betragtet, men meget sprængfarlige er de jo ikke i dag. Hans forestillinger om en anden verden er måske for bundne til deres tid og kan virke lidt blege sammenlignet med de imposante verdensbyggerier i nutidens spekulative fiktion. Men sandsynligvis siger disse gnavne bemærkninger mere om anmelderen end om Holberg.

                      Uanset nærværende anmelders forbehold skal oversættelsen virkelig have ros. Oversætteren, Peter Zeeberg, har tidligere bl.a. lavet en strålende oversættelse af Saxos Danmarkshistorie: den første egentligt læselige oversættelse siden Grundtvigs fordanskning. Oversættelsen her er ikke et retorisk pragtstykke som Saxooversættelsen, men det skyldes nok mere Holberg end hans oversætter. Der er formentlig færre sproglige raffinementer at fange og formidle i originalen, end der var hos Saxo. I Zeebergs pen glider historien let fremad, og man kan få det indtryk, som gode oversættelser gerne giver, at sådan her ville Holberg nok have skrevet det, hvis han havde levet i dag og valgt at skrive sin bog på dansk. Det er jo svært at klage over.


Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. december 2012.

Kirken og medierne i dag

Der findes tilsyneladende journalistiske ”fakta”, som er uafhængige af kendsgerninger.

                      Uanset hvor mange mennesker, der kommer i kirke søndag efter søndag og i ugedagene med, er kirkerne altid tomme. At man i virkelighedens verden skal vide nøjagtig, hvor man skal gå hen (og helst befinde sig på Lolland-Falster), hvis man gerne vil opleve en øde kirke, har ingen indflydelse på dette. Kirker er og forbliver tomme – når medierne taler om dem.
                      Og var det så bare blevet ved det. Præster er per definition modstandere af Darwins udviklingslære, de er seksualforskrækkede og modstandere af homoseksuelle vielser, og kirken er notorisk i tilbagegang, så lukningen af et relativt lille antal kirker i København aldrig bliver sat i perspektiv af den voldsomme stigning af antallet af kirker i Danmark igennem hele det 20. århundrede. Det er den samme historie, der fortælles hver gang: Kirken er en forstenet og forskrækket institution på vej ned.
.                     Kirken er ikke ene om at have denne type problem. Som underviser på et humanistisk fakultet, erfarer jeg det hele tiden: Uanset hvor mange humanistiske kandidater, der kommer i arbejde, og uanset hvor lav arbejdsløshedsprocenten reelt er, fremstilles humanistiske studier altid som brødløse. Det har de været, mindst siden jeg selv begyndte at studere for over 20 år siden. Det journalistiske ”fakta” forbliver uanfægtet af, at hvis humanister skulle have været uden evne til at få job på deres uddannelse, skulle ikke bare alle Nettoer, men samtlige danske supermarkedskæder og motorvejscafeer være bemandet fuldt op med vores kandidater.
                      Det er dog en ringe trøst: Et problem bliver jo ikke mindre generende af, at andre også har det.

Men når kirken er bedre end sit rygte, hvordan opstår rygtet så? Der findes flere forklaringer på miseren, men lad mig fokusere på et bestemt punkt, som i hvert fald har betydning: pressens håndtering af kirkestoffet, og kirkefolkets (manglende) håndtering af pressen.

                      Journalister er under et konstant pres for at levere nye historier, og derfor er de tilbøjelige til at være papegøjer for sig selv og for hinanden. At grave sig frem til en ny vinkel på sin historie er for arbejdskrævende, når deadline er klokken 15 i dag – og igen i morgen. Når en vinkel derfor én gang er lagt fast, er det uhyre svært for kilderne og for dem, historien handler om, at få den ændret igen. Det gælder for den enkelte historie, og det gælder for langvarige vinklinger af stoffet, hvor det igen og igen er den samme historie, der fortælles, blot med en let forskydning i, hvilket stof der bruges til at fortælle den.

Vi bør  ikke stille os tilfredse med denne karikatur af vores tro og vores kirke, og vi bør gøre noget ved det, for tingenes miserable tilstand skader alle uanset kirkelig overbevisning og besværliggør evangeliets udbredelse.

                      Vi har selv et stort ansvar for miseren, for problemet forstærkes af, at mange kirkefolk enten er helt uforberedte på, hvad det vil sige at få et budskab igennem i medierne, eller føler, at den type diskussion er nedværdigende og banaliserende, og derfor undviger den. Men man behøver ikke nødvendigvis poppede logoer og dyre kommunikationsstrategier for at spille en positiv rolle – ofte er den slags bare i vejen. Men man behøver en vis beslutsomhed og en vis evne til at orientere sig i, hvordan man bedst kommunikerer med medier. Tre simple råd: 1) Man skal Elske og Ære sine lokalmedier. De kender området, kender de relevante kirker som andet end et begreb og holder af det stof, man kommer med. Chancen for at få en rimelig dækning stiger stejlt, når det er lokale medier, man kommunikerer med. 2) KISS (Keep It Simple Sister). Medier lever af hurtige, klare historier; hvis man forsøger at give dem en for kompliceret historie, vil de selv skære den til. Det er bedre, at man selv fører kniven på forhånd. Ser det forsimplet ud? Trøst dig: Det er givetvis en rigtigere forsimpling end den, de selv ville have lavet. 3) Reager hver gang. Man kan føle sig fjollet ved at gentage sig selv, men da forvåsede fortolkninger bliver ved med at dukke op, må svarene også være der hver gang. Fortæl historierne om de fyldte kirke, om det flertal af kirkegængere og præster, der glæder sig over menneskelig mangfoldighed og om alle de mennesker, der har brug for og glæde af kirken.
                      Men vigtigst af alt: Kom ind i kampen. Man kan godt være for fin til at håndtere pressen, men så har man også selv bestilt musikken, når journalister konsekvent vinkler deres historier til skade for en.

Først trykt i Ribe domkirkes kirkeblad september-november 2012.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Om vielser af homoseksuelle og udmeldelser af folkekirken

I anledning af, at Per Stig Møller har lagt skylden for en stribe udmeldelser af folkekirken på folketingets tilladelse til, at kirken viede homoseksuelle, følgende:

Hvis noget har fået folk til at melde sig ud af kirken i forbindelse med homovielserne, så er det det indtryk, det lykkedes for et højtråbende mindretal på den kirkelige højrefløj at skabe, af, at kirkens flertal var modstandere af homovielser. Det var smældrende forkert, men larmen fra Per Stig Møllers ligesindede samt pressedækningens sædvanligt fordomsfulde vinkling af kirkestoffet gjorde, at der skulle rigtig meget til, før nogen opdagede, at kirkefolket om noget var mere positive over for homoseksuelle vielser end flertallet i befolkningen.

Helt banalt: Folk melder sig ud, fordi de tror, kirken er imod homovielser, ikke omvendt. Spøjst nok på trods af, at det kirkelige flertal er tydeligt for vielserne. Det er banalt nok – hvad Møllers egen replik tydeligt demonstrerer – lovgiverne, der har været fodslæbende, ikke kirken: Vielsesritualet var klar, så snart loven blev vedtaget. Og et halvt vielsesritual, som det Møller foreslår, er jo bare at cementere adskillelsen og helt ubrugeligt for kirken såvel som for de homoseksuelle.

Det gælder her som i andre kirkelige spørgsmål: Den kirkelige højrefløj kan sagtens bruge tid på at råbe og larme om kirkesplittelse, men melder de sig ud, bliver de bare en perifer lille gruppe religiøse fanatikere, der ikke taler på vegne af nogen. Uden folkekirken har de ikke en platform. Så de larmer, men de bliver.

Ph.d.-skolelederfornøjelser

Visse glæder får man kun som ph.d.-skoleleder.

Jeg er netop blevet ringet op af en stærkt engageret vejleder, fordi et foreslået bedømmelsesudvalg til en ph.d.-afhandling var blevet afvist af ph.d.-skolens administration. Vi trak lidt frem og tilbage og kunne ikke rigtig blive enige. Til sidst bad jeg om at få at vide, hvor den ph.d.-studerende egentlig studerede henne. Det viste sig at være på et dansk hospital. Jeg foreslog den engagerede vejleder, at det måske var en god idé at tage kontakt til ph.d.-skolen på SUND, hvor den ph.d.-studerende formentlig var indskrevet, idet jeg mente, at det nok lå uden for mine beføjelser at godkende eller afvise sundhedsfaglige bedømmelsesudvalg. Det var vi til gengæld helt enige om var en rigtig god idé, og vi skiltes i god fordragelighed.