Af en hundefobikers bekendelser

Jeg har det, terapeuterne kalder en "enkeltfobi" for hunde. Den er i rimeligt omfang under kontrol: Jeg kan godt vænne mig - tilmed komme til at holde af - individuelle hunde, og så længe en hund opfører sig rimelig roligt, hænger jeg nowadays ikke oppe i træerne. Men det giver en særligt skærpet opmærksomhed over for bestemte træk i ens omverden. Her to små eksempler:

Jeg boede igennem længere tid i nærheden af en have, hvor der på havelågen var et skilt med et billede af en monsterkøter og teksten "Jeg når hegnet på 8 sekunder. Hvor hurtig er du?" (når dyret var løs i haven, troede man på det). Jeg overvejede at anskaffe mig et tomt patronhylster og vippe det ind i haven med en seddel med påskriften "Jeg når hunden på 0,0008 sekunder. Hvor hurtig er den?" Jeg gjorde det ikke, for det ville have været en voldstrussel - formentlig strafbart og helt sikkert usympatisk, men lysten var der.

Til gengæld gav jeg gentagne gange efter for en anden lyst ...

Der findes en særlig race af små, gamle damer (og nej det er ikke dem, jeg taler om her), som går ture med deres små modebydelige øgler af nogle hunde og gladeligt ser til, imens kræet farer i hovedet på alt, hvad de møder. Inklusive hundefobikere. Da det var sket for mig, Gud ved hvor mange gange, og jeg var blevet lige skræmt hver gang, besluttede jeg mig for, at det var pay back time. Så igennem en længere periode: Hver gang en modbydelig lille øgle følte sig kaldet til at fare efter mig for at true mig med bål, brand og bid, tog jeg mig sammen, bøjede mig ned i hovedet på kræet og brølede BOOOOOOOH med min bedste monsterstemme. Dyret røg selvsagt 1½ meter bagud og gik derefter i vild flugt (jeg vejede trods alt ca 15 gange så meget som den og var ikke så lidt højere). Mærkværdigvis: De små gamle damer, som havde fundet det helt i sin orden, at pelsdyret gøede af mig, blev stærkt forargede over, at jeg gøede af pelsdyret. Sådan er vurderingsnormen så kontekstafhængig.

Ikke nogen meget autoriseret terapiform, men den hjalp nu lidt ...

En liden bibliografisk fælde

Undervejs i arbejdet med en artikel om "Genre and interpretation" finder jeg i en af mine egne fodnoter følgende om begrebet "structure of anticipation":

Also the concept is present, though subdued, in Hirsch (1967) described as a “system of expectiations” (Hirsch (1967), 78) shared by the speaker and interpreter of an utterance. The word “system” is used in a somewhat unsystematic meaning, and the concept as Hirsch uses is, is closer to Jauß (1982) than to structuralist notions. Obviously Gadamer (1990) might be the common source.

Læst isoleret ser det fuldstændig forbløffende ud. Et begreb er tilstede hos E.D. Hirsch i 1967. Han deler det med et værk fra 1982, og deres fælles kilde kunne være et værk fra 1990. Hvad dælen? Er der ikke sket nogetsomhelst i forskningen imellem 1967 og 1982? Og: Hvordan kan et værk fra 1990 inspirere arbejder fra hhv. 1967 og 1982?

Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.

Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.

... Kids: don´t try this at home ...

Politik som levebrød

Det er lidt svært det der med "levebrødspolitikere". Nu er vi ude i moradset igen. I Politiken er professor Niels Kærgård citeret for, at det er et problem at "et flertal af politikerne [lever] af politik stort set hele livet". Kærgård bemærker:

Hovedproblemet er, at hvis politik er dit levebrød, så bliver det svært – selv når det er nødvendigt – at træffe upopulære beslutninger, der udfordrer vælgerne. En 45-årig politiker med en halvfærdig samfundsvidenskabelig uddannelse, som har været i politik hele sit liv, tør sjældent indtage et standpunkt, som afviger fra det, der afspejler sig i fokusgrupperne. For hvad nu, hvis han ikke bliver genvalgt?

Derfor er det et problem, at politikerne vælges unge og uden den store erhvervserfaring. Problemet med dem er så også, at "De ligner ikke os selv". Det var bedre i 1966, hvor vi havde "et Folketing bestående af modne, fremtrædende borgere".

Synspunktet er ikke på nogen måde så dumt som nogle af de antidemokratiske udsagn, hvor det skulle være rigets bedste mænd, der styrede, vi også har hørt for nylig. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig fra, at der stadig er en værre misforståelse i spil. Allerede det, at synspunktets indlysende konsekvens er, at det havde været bedre, at jeg og ikke min søster skulle være politikeren, gør mig tvivlende. Jeg kender os begge godt nok til at vide, hvem af os der er politisk begavet, og hvem der ikke er.

Hvis nu man ikke var så moden og fremtrædende en borger, som en professor er, så kunne det måske også være, at man gerne så lidt andre typer på tinge - hvem ved. De fleste af os ligner ikke modne, fremtrædende borgere, selvom Niels Kærgård bedre kan genkende sig i dem end i en nybagt kandiat uden 15 års erhvervserfaring. Når vi én gang vælger, at politik skal være en professionel beskæftigelse, så må vi indse, at nogle kommer til at leve af politik. De får politik som levevej, som levebrød, og kun fåtallet af dem kan have en uafhængig indkomst at falde tilbage på. Imidlertid er alternativet lidet attraktivt, thi det betyder, at kun den, som i forvejen har en uafhængig formue, kan bedrive politik professionelt - eller rettere kan bedrive politk, som hermed er blevet en amatørbeskæftigelse for de bemidlede. Det er ikke at foretrække. Som Max Weber bemærker i et af sine klassiske sidehug, så er det en misforståelse

at uformuende politikere udelukkende eller blot fortrinsvis skulle have for øje, at de gennem politkken kan blive forsørget privatøkonomisk, eller at de ikke eller i hvert fald ikke fortrinsvis, tænker "på sagen". Intet ville være mere urigtigt. For den formuende mand er bekymringen for, om hans tilværelse er økonomisk "sikret", nemlig erfaringsmæssigt - bevidst eller ubevidst - et kardinalpunkt i hele hans livsorientering. (Max Weber: "Politik som levevej" (1919). In Udvalgte tekster 1. København: Hans Reitzels Forlag. 2003. Side 224)

Man kan ikke sige, at historien siden Weber har dementeret standpunktet.

Så: Jeg går stærkt ind for lønnede politikere. De skal helst have det som levebrød. Vi betaler dem faktisk lige præcis for at holde dem nogenlunde fri af andre interesser. Hvis erfaring er til gavn, er det svært at se, hvorfor de ikke må gøre deres erfaringer ved at være politikere.

Og i øvrigt: den politiker, der synker hen i anonymitet og får rygte af at være en kujon på sig, har ikke derfor lettere ved at blive genvalgt.

De gamle damer og livets mening

Nedenstående lille artikel er første gang tryk i Berlingske Tidende engang i 2005 eller 2006. Den er efterfølgende trykt i Midten under dine fodsåler. En hilsen til Johannes Møllehave. Forlaget Bindslev. 2006. Den hører dog også til her på bloggen, så her er den. Artiklen genpubliceres med kærlig hilsen til Jes Fabricius Møller - med hvem jeg deler erfaringen.


Det må være Danmarks mest oversete publikumssucces: Hver eneste uge fra søndag til torsdag – og nogle gange fredag og lørdag med – møder tusindvis af mennesker over hele landet op i foredragssale, i menighedshuse og på højskoler for at sidde på umagelige stole og høre foredrag. Det foregår helt uden for mediernes søgelys. Det er ikke erhvervsfremmende, ja, det er nærmest erhvervsfremmed. Det giver ingen særlige kompetencer, særligt ikke nogen man kan få papir på. Det forbedrer ikke konkurrenceevnen: Der er ganske vist tanker, men der er ingen fakturaer. Og det har overhovedet ikke nogen indflydelse på krigen mod terror.

Foredragene handler heller ikke om noget relevant. Her er kun sjældent foredrag om satspuljemidlernes rette anvendelse, næsten ingen om nanoteknologi, knapt nok et enkelt om fremtidens arbejdsmarked og overhovedet slet ingen om iværksætteri og innovation. I stedet handler de om emner, hvis samfundsmæssige ubrugelighed er vedtaget og alment accepteret: For længst afdøde og uinteressante forfatteres liv og tanker, ikoner i den ortodokse kirke, klassicistisk arkitektur, rejser i sydhavet, helligåndens gerninger osv. Arrangementerne foregår gerne på ufornuftige tidspunkter, hvor voksne, rimelige mennesker burde befinde sig på deres arbejde. Kaffen, der serveres, er ofte noget tyndt sprøjt, og teen komplet udrikkelig (som regel har de puttet mango eller noget andet forfærdeligt i den). Wienerbrødet til kaffen er en klæg, sukkerholdig masse, som kun kan bidrage til ens almene opfedning med dertil hørende belastning af hospitalsvæsenet og andre samfundsmæssige udgifter. Og hvem skal måske betale for det? Ja, jeg spørger bare!

Men jo oftere man kommer i det miljø, des grundigere bliver man overbevist om, at det må give mening. Og det, som først overbeviser, er publikum. Det er egentlig ikke særlig blandet. Det består i alt overvejende grad af kvinder, og deres gennemsnitsalder ligger højere – nogle gange meget højere – end pensionsgrænsen. Gamle damer altså; og hvad laver de så der? Kaffen kan de brygge bedre og stærkere selv, teen drikker de alligevel ikke, og så snart foredragsholderen holder mund, knævrer de Fanden indtil flere ører af. De er med andre ord fuldt ud i stand til at underholde sig selv. Til gengæld sidder de musestille under foredraget, og de følger intenst med i spørgerunden. Hvad laver de dog?

Jeg har luret dem, har jeg, mig snyder de ikke. De ser så pæne ud, men deres formål er heltigennem undergravende: De vil vide, hvad meningen er. Ikke bare meningen med dette eller hint lille hjørne. Nej, meningen med det hele. Nu! Konjunkturerne på arbejdsmarkedet rager dem en fjer, de skal alligevel ikke på arbejde. Nanoteknologien og gensplejsningen, ja, det er da spændende nok, men dem angår det ikke. Og fremtidens globaliserede økonomi kan jo godt give grund til panderynker eller entusiasme for børnebørnenes vedkommende, men ærlig talt: Om 20 år er de døde, så det er jo en slags science fiction for dem. Og science fiction har aldrig været den genre, der interesserede gamle damer mest.

Der er tale om alt andet end ligegyldighed. Når de gamle damer sidder i foredragssalen, er det netop fordi de snart skal herfra. Manden er som regel død (det bekymrer mig som mand lidt, hvor ofte kvinder blomstrer op, hvis de bliver skilt eller bliver enker), og døden er mere håndgribelig, når man ved, at nu er der ikke så længe igen. Vi andre kan jo stadig lade, som om det nok går. Men netop på den baggrund vil de høre om livet og accepterer intet mindre end det. Det er det, der er hemmeligheden. De vil kende meningen, inden de skal herfra. De ved udmærket, at det kan foredragsholderen selvfølgelig ikke fortælle dem, men måske var der en brik til Det Store Puslespil her, et bud til Livets Store Stentavle dér. I hvert fald gælder det om at holde ørerne på stilke. Derfor forlanger de hver gang alt af en, men derfor er de også yderst venlige og imødekommende, selvom det åbenlyst heller ikke lykkedes at løse livsgåden denne gang. For de har bedre end andre forstået, at det måske netop er i selve jagten på meningen med det hele, der er mest mening at finde. Og de siger på det allerhøfligste pænt tak, når man gider jage med dem.

De er en farlig gruppe; en subversivt undergravende gruppe. De burde formentlig overvåges, måske er det en opgave for Frank Grevil, nu han har bedre tid. For tænk, hvis det spredte sig: at folk forlangte at få lov at tænke over, hvad meningen var med det hele. Hvad kunne der ikke komme ud af det? I værste fald kunne nogen gå hen og opdage, at kunsten, teologien og humanioraen ikke var så irrelevante igen.

For mit vedkommende er sagen klar: hvis det er disse mennesker, det er ældrebyrden, så ser jeg frem til at få noget mere af den.

Forslag om HHME-måling af kommende folketingsformænd

Folketingets formand skal selvsagt være en ærværdig person, der kan holde balancen i svære situationer. Derfor går det ikke, at vi får sådan nogle hidsigmåse ind og sidde i stolen. Tænk, Mogens Lykketoft har sagt noget negativt om en journalist - en journalist! This will not do; det er helt uhørt. Han beskyldte ham tilmed for at være højreorienteret. Havde han så bare kaldt ham en rød lejesvend (eller var det "legesvend" - jeg bliver usikker her). For det er jo objektivt.

Må jeg derfor fremsætte det ydmyge forslag, at vi herefterdags inden udpegningen måler potentielle folketingsformænd på en HHME(Hvor Hidsig Man Er)-skala. Man bruger et såkaldt Flipudometer, der måler upassende temperament i måleenheden ENH. Hvis det viser sig, at man har mere temperament end ca 1,2 ENH, er man ikke brugbar og i stedet bør et besindigere og mere flegmatisk gemyt vælges. Man kunne for eksempel forestille sig en række ældre børnehavepædagoger, som ville være passende til posten, fordi de har mange års erfaring med at håndtere pludselige og ikke altid lige velbegrundede emotionelle udbrud.

Til etablering af måleskalaen: 1 ENH = lige så temperamentsfuld som Erik Ninn-Hansen.

Problemet med målingen er, at selv 0,8 ENH giver middelstærke udslag på Richterskalaen, så selve det at foretage målingen kan vise sig vanskeligt eller farligt.