torsdag den 3. februar 2011

Kormirakler og korrekturkatastrofer

På denne dag, hvor sagen Milena Penkowa endegyldigt har sikret, at Ralf Hemmingsens dage som rektor på KU er talte, kan man heldigvis også bruge tiden på noget bedre end at grue over sin ærværdige institutions bryderier. Jeg tog ud i – eller rettere: Sarah tog mig med ud i – Husum Kirke, hvor DR VokalEnsemblet gav koncert.

Det er sådan et øjeblik, hvor man elsker både sin topskat og sin kirkeskat. Sådan et ensemble ville være noget af det første, der blev slået ihjel, når topskatten røg, og uden kirkeskatten havde dørene ikke kunnet være åbne, så man bare kunne spadsere ind fra gaden og få en fantastisk oplevelse i et vidunderligt klingende, omend meget rødt rum. Hypertopprofessionel elite fra dengang, man stadig vidste, at eliten faktisk er dem, som er ekstremt dygtige til noget – og gerne til noget andet end at frembringe bilag på hjemmetrykkeriet.

Dette var elite. Vi fik Saint-Saëns, Messiaën, Mahler, (den mig ubekendte) Ulf Långbacka og Ravel, så det lød, som om det var nemt. Totalt kontrolleret klang, et vildt overskud af udtryk, en samstemthed af også individuelt store stemmer. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men ALTSÅ!!! Når noget er SÅ godt, kan selv jeg høre det. Programmet var vidunderligt sammensat, så det æteriske hos Saint-Saëns og Messiaën fik lov at glide over til det her mere kontante udtryk hos Maurice Ravel, uden at den klangmæssige enhed nogensinde gik tabt. Ensemblet ejede rummet, og der kunne klappes og udvises begejstring i kirken, uden at det ét sekund var forkert i forhold til den. Bravoråb hele vejen hjem til sangere og dirigent.

Var musikken elite, så var korrekturen på programmet til gengæld ... eeeehm …

”Gustav Mahler (1860-1922)”. Han havde da også fortjent de ekstra 11 år den store mand, havde han ikke?

Gérard Pesson (jeg håber, at det er det, han hedder, jeg har det fra programmet) havde omarbejdet den langsomme sats fra Mahlers 5. symfoni til værket ”Kein deutsches himmel”. Eller var det ”Kein deutscher Himmel”, som der stod andetsteds i programmet, eller muligvis noget helt tredje?

Programmet var på dette punkt i øvrigt helt uinteresseret i musikken, men snakkede til gengæld løs om Viscontis version af Thomas Manns Døden i Venedig. Dejligt folkeoplysende, formoder jeg, men et par ord om musikken var måske på sin plads, når det nu var den, vi skulle høre.

Og så var der præsentationen af ensemblet: ”DR VokalEnsemblet består af 18 professionelle sangere, som debuterede i 2007.” Gad vide, hvorfor alle sangerne lige skulle være debuteret i 2007? Var der ikke gode sangere de andre år?

Men gode var de - class of 2007 ;-). Tak for sangen, og tak for denne ekstra glæde ved korrekturlæsningens fascinerende mysterier. Må jeg anbefale, at ensemblet kunstnerisk bliver ved med at gøre præcis det, det gør, men at dets programansvarlige måske sender programmet til korrektur hos Christel Sunesen, som kan træffes på christel@mail.dk. jaj kan garenterå få resudladed. Ja ha tid sæl brugd henne.

1 kommentar:

  1. dijn korreturfåsla æ bar i ård. ærlit at bå i aarhus når dæ æ go musij i køvenhav

    SvarSlet