”Helt uhørt modgang” og ”Klarenberg”

Visse subautoriserede begreber fortjener for deres udtrykskrafts skyld at blive bevaret for eftertiden – om ikke andet så i blogosfærens ualmindeligt midlertidige evighed. Blandt disse udtryk er følgende to arvestykker:



”Helt uhørt modgang”


Begrebet betegner en meget lille forhindring eller et meget lille uheld, der udløser en reaktion, som for en udenforstående kan synes urimeligt voldsom, men som for den reagerende er den eneste adækvate reaktion på, at verdensordenen ÅBENLYST er imod en og forfølger en helt ned i detaljen. Kræftsygdomme, fyringer, kærstesorger, skilsmisser, brækkede lemmer, vold og ødelagte venskaber kvalificerer ikke til at være ”helt uhørt modgang”. Det gør til gengæld sur mælk, tomme kaffedåser, bortkomne nøgler, regnvejr og svigtende strøm på mobiltelefoner, når man ikke ved, om der ér spagetti til aftensmaden og vil ringe hjem og høre. Ingen emotionel reaktion er for voldsom i mødet med "helt uhørt modgang", og skulle nogen formaste sig til at gøre opmærksom på, at man ikke er ramt af en egentlig tragedie, men af ”helt uhørt modgang”, er det i sig selv udtryk for ”helt uhørt modgang” og berettiger dermed til yderligere voldsomme emotionelle reaktioner. Tårer og tud samt højlydt råben er blot enkelte muligheder inden for en bred vifte af acceptable udfoldelser. Til gengæld frarådes det at knuse genstande af mere end nogle få kroners værdi og at udsætte sin familie for egentlig vold.



”Klarenberg”

Begrebet betegner en handling eller en genstand, som på uautoriseret og ikke-indlysende måde løser – eller midlertidigt løser – et praktisk, især håndværksmæssigt problem. Der indgår gerne gafftape eller blot gafler i løsningen. Træ, nødtørftigt sammentømret er en anden favorit, ligesom pinde eller papir, som er sat i klem, spiller en fremtrædende rolle i mangen ”Klarenberg”. Da der er tale om en uautoriseret løsningsmodel, findes der ingen autoriseret form af ”Klarenbergen”, snarere er den genkendelig på, at man ved, det er en ”Klarenberg”, når man ser den. Enhver ”Klarenberg” er derfor arketypisk i sig selv, og er den ikke arketypisk, er den ikke en ”Klarenberg”. Et sådant arketypisk eksempel er affotograferet nedenfor.

Nærværende "Klarenberg" blev i dag brugt til at bekæmpe en prop i et afløbsrør under gulvet i mit badeværelse. Til venstre ses en lampe til at montere på en bærbar computer. Til højre ses en fleksibel (og i øvrigt ganske ubrugelig) forlænger til en skruemaskine. Bitholderen er usynlig, men bemærk den aflange, heksagonale ”dims, som skruemaskinen griber fat i”-ting længst til højre. Endvidere noterer man sig det elegante gaffafinish, hvormed de to dele er om ikke uopløselig, så dog nødtørftigt forbundne. Tilsammen kunne de lige nå proppen i røret og presse den ud, så jeg kunne få mere slam på fingrene – og noget, der lignede afløb i afløbsrøret. Stille vand har den dybeste grund. Ja, muligvis, men gælder det også, når vandet i ens afløb står stille og ens fingre er fulde af snask i forsøget på at opnå bevægelse?

Dét, der forsvinder, tager jeg med

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er på en gang for den litterære elite og for enhver. Efter sit gennembrud med poetikken Mit lys brænder i 1985 har han været regnet for en af landets betydeligste digtere. Hans tilsyneladende smalle udgivelser trækker igen og igen store anmeldelser og opnår høje oplagstal. Hver ny udgivelse fra Thomsens hånd er en litterær begivenhed i Danmark. Og med god grund. Hans digte forener et højt litterært niveau med en umiddelbar appel, patos med humor og knivskarpe punchlines med lange, slyngede sætningskæder. Digtenes billeddannelse rækker fra det magert tilbageholdende til det drømmende og fabulerende, og i deres sprækker kigger en satirisk og utopisk bevidsthed frem. De lader sig gribe med det samme, men selv efter mange gennemlæsninger er man ikke sikker på, at man har fået det hele – eller blot det halve – med.

Dét, der forsvinder, tager jeg med er en vejviser for både den nysgerrige læser og den litterære fagmand. Bogen rummer udfoldede analyser af en række digte, som følger digtene fra de mindste sætningsdele til deres samlede meningshelhed. Disse analyser ledsages af og indsættes i en samlet og nuanceret fortolkning af udviklinger, sammenhænge og spændingsforhold fra værk til værk i Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik fra City Slang (1981) til Det værste og det bedste (2002).

Dette er verdens allerførste annonce for min og Svend Skrivers bog Dét, der forsvinder, tager jeg med. Forlaget Spring. 2011. Ca 405 sider. 349 kr. Kan bestilles for dette beløb+porto ved henvendelse til forlaget på michael@forlagetspring.dk