Hendriksholms Kirke, som jeg bor lige ved siden af, er vel ikke nogen stor arkitektonisk åbenbaring, men den har et forbløffende musikliv takket være en aktiv organist og et velvilligt menighedsråd. Således fik jeg her sidst på eftermiddagen lejlighed til at høre Schumanns sangcyklus Dichterliebe, som jeg vist derudover kun har dyrket på cd. Tak til Rasmus Kure Thomsen (baryton) og Neel Teilmann (piano) for en strålende opførsel. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men jeg kan godt høre, når noget er godt. Og det var det.
Opførelsen og en kort efterfølgende samtale med musikerne mindede mig om et gammelt spørgsmål: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Det skulle man tro var nemt nok, ford der står på alle versioner af sangcyklusen, at den er med tekst af Heinrich Heine. Og det er for så vidt også sandt nok. For Heine har skrevet hvert eneste ord. Men og men og atter men: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Følger man nemlig teksten baglæns fra Schumann til Heines Buch der Lieder, vil man ganske vist finde alle digtene i sangcyklusen, og man finder dem tilmed samlet i ”Lyrisches Intermezzo”, men de optræder der i en helt anderledes orden end i Schumanns værk – det nærmeste, man kommer, er at de første digte er hentet tidligt i intermezzoet, mens de sene digte er hentet sent i det. De allerførste digte kommer således i Heines rækkefølge, og slutdigtet er også sidste digt i ”Lyrisches Intermezzo”. Men intermezzoet har 65 digte – alt for meget til en sangcyklus (selv Winterreise har kun 24) – og de fortæller ikke nogen fortløbende historie, men organiseres for en dels vedkommende lokalt i mindre sammenhænge. Der er kort sagt ikke nogen digtcyklus hos Heine.
Det betyder, at Schumann gør mere end at sætte en digtcyklus i musik, han skaber et værk i en ny genre, en digtcyklus, idet han sætter digtene sammen og sætter dem i musik i Dichterliebe. Der er ikke en narrativ sammenhæng imellem digtene, før Schumann griber ind. Men etableringen af et narrativ er ikke uskyldig. Som mange forskellige narratologer fra Aristoteles og frem har tydeliggjort, så består en handling af en række begivenheder og en årsagsforbindelse imellem dem. Årsagsforbindelsen mangler hos Heine, og dermed bliver det også spørgsmålet, om de enkelte sange kan siges at være begivenheder i narrativ forstand. Denne forskel betyder, at teksterne betyder noget andet, når de står i Dichterliebe, end da de stod hos Heine. De tidlige tekster peger frem mod de sene. De er begyndelsen på et handlingsforløb og som sådan ufuldendte. De sene genkalder og afrunder de tidlige. Det betyder fx, at digte, der hos Heine er ret uskyldige kærlighedsdigte, hos Schumann bliver første trin i et narrativt forløb, som ender i vrede og sorg. Ordene bringes til at pege fremad. Schumann understreger denne helhed (det var Neel Teilmann, som påpegede dette for mig) ved afslutningsvis at lade musikken gribe tilbage til sangcyklusens indledning. Også andre steder i Dichterliebe fortolker musikken teksten i overensstemmelse med det narrative forløb og tilføjer dermed teksterne en helhedskarakter, de ikke har hos Heine.
Så skønt Heine har skrevet hvert ord, er forfatteren og ikke alene komponisten til den helhed, der hedder Dichterliebe, Schumann selv. Han har i en generisk omformning af Heines tekster skabt en ny narrativ helhed, der ganske vist ikke er gnidningsfri, som tekstgrundlag for sit værk. Han har skabt den digtcyklus, som sangcyklusen er lavet over. Men slutresultatet er selvsagt en sangcyklus, og hvis man førte digtcyklusen ud igen og prøvede at læse den isoleret, ville den, skønt teksterne individuelt betragtet er langt bedre, blive betydeligt mere vaklende end digtcykluserne bagved Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise.
tirsdag den 16. november 2010
mandag den 15. november 2010
Sungne ord
(Åbningsindlæg i Litteraturhaus den 14/11-2010 som indledning til en oplæsningskoncert med Morten Søndergaard, Fribytterne, Spillemændene og Søren Ulrik Thomsen. Som aftenes vært takker jeg hermed de medvirkende for en god aften)
”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.
Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.
Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.
Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.
Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.
”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.
Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.
Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.
Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.
Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.
Abonner på:
Opslag (Atom)