Grundlovstale

Tale holdt ved Søborg Kirkes Grundlovsfejring den 5. juni, 2019

Da menighedsrådet bad mig om at holde dagens grundlovstale, gjorde jeg noget, jeg med skam at melde aldrig har gjort før. Jeg læste grundloven. Skulle der være nogen blandt jer, som er skyldige i den samme udeladelsessynd, så har jeg den glæde at kunne meddele, at grundloven er et fortræffeligt fornuftigt dokument, og at det bestemt er en fejring værd, at netop dette dokument er grundaget for vores samliv. Den er i øvrigt kun en 10-15 sider lang og forholdsvis let at læse sammenlignet med andre love.

Vi har gjort fejringen af vores grundlov til vores nationaldag, og det er vi ikke alene om. En nationaldag er, fortæller en af vores store eksperter i nationale symboler, Inge Adriansen,

”en stats fælles årlige mærke- og festdag, der afholdes til minde om en historisk begivenhed, der tillægges stor betydning. Ofte er det forfatningsdagen, som vælges, men det kan også være datoen for uafhængighed, en revolution eller grundlæggelsen af et nyt dynasti.”

Nu har vi i Danmark meget lidt i retning af uafhængighedsdage; og vi har så godt som ingen revolutioner i nyere tid – og de få vi har haft har ikke haft megen medgang. Det nærmeste vi kommer, er vel Grevens Fejde. Den kostede ganske vist os her i byen et slot og en magtstilling i det Nordsjællandske. Et tab, som jo skammeligt betyder, at vi bor i ”Gribskov Kommune”, når nu enhver med lidt historisk sans ved, at den retteligen burde hedde ”Søborg Kommune”.  Men Grevens Fejde var dårligt nok en revolution, snarere en slags borgerkrig, og den grundlagde ikke noget som helst. Heller ikke det der med grundlæggelsen af et nyt dynasti er vi ret stærke til. Vi har ikke Kinas imponerende mere end 2.000-årige række af dynastier, og det nærmeste vi har på et dynastiskifte er den Glücksborgske slægts plads som dansk kongefamilie fra 1863, men dels var det sådan set bare et skift til en sidegren af den allerede regerende Oldenborgske familie, dels er omslaget ikke noget for alvor at bygge på, og så ligger 1863 i øvrigt lige et hak for tæt på det nationale katastrofeår 1864, og det er jo slet ikke noget at fejre.

Så vi har vores nationaldag på dagen for Kong Frederik den syvendes underskrift på grundlovens den 5. juni 1849. At kongen underskrev den ”med modvilje og tungt hjerte” (det er Inge Adriansen, jeg citerer igen), og at beslutningen om at give grundloven på uheldig måde er sammenviklet med udbruddet af borgerkrigen imellem Kongeriget Danmark og de sønderjyske hertugdømmer, er naturligvis generende bi-omstændigheder. Men vi fejrer dagen alligevel, for vi opfatter den som grundlæggelsen af det Danmark, vi kender. Selvom der gik nogen tid før den oprindelige Junigrundlovs bestemmelse af Danmarks styre som ”indskrænket monarkisk” helt blev forstået på den måde, vi gør det i dag, så er vi i dag og har i mange år været helt tilfredse med at være indskrænket monarkiske, så længe ”indskrænket monarkisk” betyder, at kongen ikke forsøger at agere politiker eller at tromle folketinget; altså så længe ”indskrænket monarkisk” betyder ”helt demokratisk”. Vi vil gerne have en monark som landets symbolske – og måske moralske – overhoved; vi vil slet ikke have en hersker, vi ikke selv har valgt.

Forbindelsen imellem den første og den nuværende grundlov markeres tydeligt ikke bare af grundbestemmelsen af landet som indskrænket monarkisk, men også af at både grundloven af 1915 – det var den, hvor kvinderne fik stemmeret – og grundloven af 1853, som er den nuværende, er underskrevet i 5. juni. Dagen kom til at spille en betydning i forsvaret for grundloven i årtierne efter dens vedtagelse, og grundlovsfesterne spillede også en vis rolle, da nye vælgergrupper skulle ind i det politiske kredsløb. Derfor er den danske grundlovsfejring også blevet gjort ganske partipolitisk. Man fejrer den gerne ved partifejringer bruger den gerne til nye politiske udmeldinger og selvprofileringer.

Når der ikke lige er en vigtig fodboldlandskamp; den 5. juni 1985 var der fodboldlandskamp, og ved grundlovsmødet på Skamlingsbanken mødtes alt i alt tre personer op for at høre en minister holde grundlovstale (det er stadigvæk Inge Adriansen, jeg citerer). At en fodboldkamp kom først kunne alle blive enige om, Og det er der for mig noget meget dansk over. At vi – dvs. de af Sepp Piontek udvalgte landsholdsspillere, men symbolsk naturligvis hele landet – ved samme lejlighed gjorde noget så ubegribelig udansk som at banke Sovjetunionen 4-2, kan man stadig fra tid til anden få lyst til at fejre.

Nu er der den særligt demokratiske finte ved dagens grundlovsdag, at den også er blevet valgdag, så i dag er der endnu mere tale om, at vi opfordres til at dele os efter anskuelser. Jeg elsker symbolikken i, at vi stemmer netop på grundlovsdag, fordi det markerer et fællesskab i vores politiske historie; i dag fortsætter vi det, der blev begyndt med grundloven af 1849. Men netop derfor er det i særlig grad vigtigt, at vi understreger, at det, vi fejrer grundlovsdag netop er et fællesskab. Fejringen kan ikke være apolitisk. Det er en politisk vedtaget og støttet lov, vi fejrer. Men den kan sagtens være – om jeg så må sige fællespolitisk. Grundloven sætter de fælles rammer for hverdagspolitikkens stridigheder.

Men grundloven gør mere end det, og det er sådan set derfor, den er værd at fejre og værd at bygge samfund på. Den etablerer et retssamfund, en orden, som udtrykker vores fælles forståelse af, hvad vi mener er et menneskeværdigt samfund. Man skal selvfølgelig handle i overensstemmelse med loven, men man skal først og fremmest indrette sig sådan, at lovene og varetagelsen af dem danner rammen om et menneskeværdigt – og i grunden lige – samfund; et samfund hvor vores ideal er at individet har umistelige rettigheder, men hvor disse rettigheder ikke berettiger det til at mase andre. Dette skal vi værne om, ikke fordi det overvinder alle uenigheder imellem os, men fordi det giver os en ramme at være uenige inden for. Og jo heldigvis også en ramme, hvor vi tilmed fra tid til anden kan bevæge os hen imod hinanden og finde enighed. Det betyder mindre, hvor vidt denne lovgivning er eksklusivt dansk – bl.a. for det er den helt sikkert ikke; der er masser af i hvert fald europæisk fællesgods i den – det som betyder noget er, at det siger noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.

Derfor kan det godt være, at danske grundlovsfejringer aldrig helt har nået de højder, man ser i mange landes nationaldage, men opbakningen til den danske samfundsmodel, ser ikke ud til at vige. Vi ved, at vores fællesskab – som alle menneskelige fællesskaber, er uperfekt, endda mangelfuldt, men vi er enige om at det er vigtigt, at rammerne og spillereglerne sikrer, at vores samfund, for så vidt vi har magt over det, fortsat udvikler sig roligt og nogenlunde samtalende.

Det synes jeg er dansk, og det synes jeg er værd at fejre. Uanset om man så lige har fået læst Danmarks Riges Grundlov eller ej. Glædelig grundlovsdag.