Lad gå, at han ikke har styr på, hvor mange humanister, der ansættes i det private. Han skriver, at ”8 ud af 10” ansættes i det offentlige (det rigtige tal er, at ca 40% af vores kandidater går til det private erhvervsliv – og tallet er stigende!).
Lad gå, at det i sig selv er både
arrogant og forkert at antage, at der skulle være noget i vejen med
at uddanne velkvalificeret arbejdskraft til det offentlige.
Lad gå, at han tydeligvis ikke aner,
hvordan arbejdsløshedstallene ser ud, når han tror, at humanisterne
udgør et særligt problem. På trods af konstant stigende optag (som
vi ikke har bedt om!), er vores arbejdsløshed faldende og har været
det længe. Af samme grund er vores beskæftigelsestal ikke bekymrende. DJØF'erne og ingeniørerne har noget nær nøjagtig
samme beskæftigelsesmønster, som vi har, og deres arbejdsløshedtal ligger jævnligt højere end vores, men de får aldrig deres
ubrugelighed udskreget.
Lad gå, at hans billede af, hvordan vi
uddanner folk på humaniora, at der er tale om uddannelser, ”hvis
indhold er varm luft”, er grotesk sammenlignet med, hvordan vi
faktisk uddanner. Føler du dig ikke udfordret? Her: snup lidt
tysk grammatik, studer Israel-Palæstinakonflikten eller forsøg at forstå de
historisk-politiske forhold i Rusland. Jeg lover dig, at der løber blod ud af ørerne på dig, længe inden du er færdig.
Lad tilmed gå, at der intet forhold er imellem det reelle problem, han påpeger, og den løsning, han foreslår. At mange unge ”ville trives meget bedre i det tekniske gymnasium htx eller på en erhvervsuddannelse” i stedet for på det ”almindelige” gymnasium, står i et non-forhold til, hvor mange humanister der uddannes. De humanistiske fakulteter uddanner maksimalt 5-6% af en ungdomsårgang, og det er meget få af vores studerende, der reelt "hører til" på en håndværksmæsssig uddannelse og derfor burde have valgt anderledes på det gymnasiale niveau. Det store flertal trives, vokser og får job på baggrund af deres uddannelsesvalg. Problemet med manglende søgning til erhvervsuddannelserne må løses for sig ved at give de uddannelser status og gøre dem bedre endnu (jeg tror egentlig, de er ret gode allerede nu).
Alt det må man tilgive et i øvrigt sympatisk og begavet menneske.
Men at han bagtaler Christian Winther!!!
Det tilgiver jeg ham f..... ikke.
At han af alle
forfattere i den danske litteratur skal udhænges for ”selvfedmen i
Chr. Winthers elitære kvad” på baggrund af en studentersang, det
er altså for dumt. Vi taler om Christian Winther. Indbegrebet af
en folkelig digter på sin tid. Det er Winther, hvis debutsamling, Digte (1828)
ud over studentersangen også rummer træsnittene, hvis eksplicitte pointe er, at
kærlighedsdramaerne, som romantikkens digtere har forskudt til
overklassen, lige så vel kan udspille sig blandt landmænd – og
håndværkere:
Nei, han (Eros) som vækker stor Allarm
Bag Oberstens Vattering,Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen (almindelig) Mondering.
Han rammer hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist
Hvor Skjoldet er en Stjerne; -
Og ligegodt den fulde Barm
Fordulgt i uldne Trøier,
som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketrøier.
Det er ikke realisme i moderne
forstand, og slet ikke socialrealisme. men det er minsjæl ikke hovent og elitært taget i sin
samtids kontekst. Hvad der foregår uden for de "ophøjede" cirker er brændende, relevant og værd at skrive om.
Dette træk er ikke enkeltstående hos Christian Winther. Det er konstituerende. Winthers persongalleri er et mylder af forskellige mennesker fra forskellige klasser og med forskellige interesser, og han tager sine ”lavere” figurer fuldt så alvorligt som sine ”højere”. Det er i den sammenhæng ikke spor tilfældigt, at det er hans sene hovedværk Hjortens Flugt, som igennem mange år var landets standardkonfirmationsgave. For rigtignok er bogen ikke så opbyggelig, som giverne oftest har troet, men den bevæger sig rundt i folkelige miljøer, som den behandler med fuld alvor. Også ikke-akademiske læsere har kunnet genkende sig i den og følt sig taget alvorligt.
Ja, hvis nu Pedersen bare havde kigget sin studentersang ordentligt efter, så ville han have fundet en strofe, der lyder sådan her:
Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,
Roret og Plougen, de staae uforfærdet,
Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;
Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,
Dristig vi Bogen og Pennen vil tage,
Det er de Mærker, vi føre i Skjold.
Her er idealet ligeværd mellem stænderne. Sangen hævder, at studenterne er lige så gode som (ikke bedre end!) de andre stænder. Det er kun overraskende, hvis man på forhånd har besluttet, hvad man vil se, og ikke kender Christian Winther. Sangen gælder i øvrigt alle fag. Og i det omfang, den synges, er det ikke kun humanister, som synger den; den bruges som studentersang omfattende alle vores fag - inklusive farmaceuter og dyrlæger.
Så hvis nu Jes Stein Pedersen var begyndt med at læse Christian Winthers tekst ordentligt, så ville han have fået et langt bedre udgangspunkt for sin drøftelse.
Anerkendelse er ikke et nulsumsspil. Jeg sætter stor pris på de håndværkere, der ordner mit hjem, de bygningsarbejdere, der bygger vores fantastiske nye campus, de rengøringsfolk, som holder det pænt, de pædagoger, som passer mine og andres børn. Og jeg sætter stor pris på alle mulige andre praktikere, som jeg ikke har så meget kontakt med: de socialrådgivere, som får hjulpet mennesker med vanskeligheder ind på arbejdsmarkedet, renovationsarbejdere og flyttefolk, de portører, der fragter folk omkring på hospitalerne, ... de ... de ... you name it. Og jeg er overbevist om, at vi skal have fundet en fornuftig balance, så tekniske skoler og erhvervsskoler kan blive en attraktiv uddannelsesvej for flere.
Men skal jeg ligefrem kravle langs panelerne og sige undskyld for, at jeg kan se, at mit fakultet uddanner dygtige kandidater (der får job!) og udfører vigtig forskning (don´t even get me started ...!!!), for at få lov at sætte pris på andre fags indsats? (se fx her vedr. vores ph.d.-er)
Det er faktisk lige præcis den gensidige anerkendelse, som må være udgangspunktet, når vi får de såkaldte mønsterbrydere ind på universiteterne. Dem, der ikke kommer fra en akademisk baggrund. Hvis vi fortæller dem, at alt, hvad de kommer fra, er værdiløst, så sætter vi dem i en umulig situation, men det gør vi så heller ikke. Men vi belærer dem altså heller ikke om, hvor ubrugelige de er.
Men det er der andre, der gør: Når man taler med dem fortæller de næsten med én mund, at de mange gange i selskaber siddet ved siden af en eller anden galsindet onkel Otto, der i anledning af deres studievalg har følt sig kaldet til at belære dem om deres uddannelses ubrugelighed uden at vide det ringeste om det faktiske studie - eller dets beskæftigelsesprofil. Det gør ikke vores studerende mindre ivrige eller besluttede i deres studievalg, men det gør dem kede af det og sætter skel imellem dem og deres familie og bekendte. Det er skel, der, hvis man ikke håndterer dem fornuftigt, siden kan udvikles til traumer og til hovenhed - på begge sider.
Men altså: Hvis nu litteraturredaktøren begynder med faktisk at læse Christian Winther, så kunne det jo være, at vi med udgangspunkt i ligeværdet mellem mennesker i forskellige fag kunne få en diskussion om, hvordan vi får en fornuftig balance i ungdomsuddannelsessystemet.
