Vil man gerne have demonstreret,
hvor vanskeligt det kan være at skaffe sig en god anmeldelse, og hvor
ubegribelig let, det er at kritisere, så udgør to anmeldelser i anden halvdel
af 2012 her i Kristeligt Dagblad tilsammen et smukt eksempel. Tilmed to
stærkt rosende eksemplarer af genren.
Den
første anmeldelse er min egen af Ulrik Langens storartede Det sorteste
hjerte. Jeg roser bogen, men har dog også et par syrlige bemærkninger. Den
ene går på Ulrik Langens citeringspraksis: ”Desuden er det for fagfolk mildt
irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i
originalform og med skarpere henvisningspraksis.” Ulrik Langen har moderniseret
sine 1700-talscitater, og det synes den skrappe anmelder, at han skulle have
ladet være med.
Den
anden anmeldelse er Kristian Østergaards af Anders Holms tilsvarende storartede
Grundtvig. Introduktion og tekster. Den er også fuld af ros, men der er
dog en syrlig bemærkning om Holms citeringspraksis: ”forfatteren eller forlaget
[burde] dog have bragt teksterne på nudansk. ”Siig mig, Blomst! Hvad vilst du
her!” hedder i salmebogen ”Påskeblomst! Hvad vil du her?”, og hvorfor ikke
bruge denne enklere version, når bogen nu er tiltænkt
undervisningssammenhænge?”
Langen
gengiver citater på nudansk, og for det kritiseres han, Holm gengiver citaterne
i original, og for det kritiseres han så også. Skulle nogen så få den brillante
idé at gengive citaterne både i originalform og på nudansk, ville Østergaard,
jeg selv og nogle andre sikkert stå klar som små hunde med syrlige bemærkninger
om den omstændelige og tungbenede citeringspraksis.
Damned
if you do, damned if you don´t. Og damned en gang mere, hvis du prøver både at
gøre det og ikke gøre det. Forklaringen er selvfølgelig den enkle, at der er en
himmelvid forskel på at skulle frembringe noget selv og så at kritisere det
frembragte. Det er derfor, det tager måneder og år at skrive en bog og nogle få
dage at producere anmeldelsen af samme.
For
faktisk at frembringe noget, er man nødt til at vælge noget andet fra, som man
jo altså så ikke frembringer. Det efterlader enhver bog som en manifestation af
nogle få promille af alt det, man kunne gøre med bøger. Og tager man
udgangspunkt i alt det udeladte og ugjorte kræver det som oftest ikke mere end
lidt fingerfærdighed at reducere andres bøger til halvanden meter højt
byggesjusk.
Hvorved
vi anmeldere selvsagt ikke demonstrerer så forfærdelig meget andet, end hvor
meget lettere det er at kritisere end at frembringe. Eller som en god kollega
fortsatte efter at have fremsat en kritisk bemærkning i en anmeldelse: ”Men det
er jo let at fyre den slags kritik af.”
Den
replik fik mindst en af bogens forfattere til at elske ham. Og det véd jeg, for
det var mig, som var den forfatter.
