Et af de mest fascinerende træk ved den menneskelige kommunikation er alt
det, vi kan fortælle hinanden uden at sige det. Det er også et af de værste
problemer, man har, når man underviser eller forsker inden for de æstetiske fag:
Hvordan viser og begrunder man det, man mener at kunne opfatte hinsides enhver
tvivl, når det ikke er ekspliciteret i de værker, man arbejder med.
Denne type problemer gennemarbejder man selvsagt i store, lærde værker.
Store dele af fx Genettes transtekstualitetsteori retter sig imod den viden, som
muliggør og nødvendiggør, at man skal læse litteratur ikke bare som et
tekstinternt fænomen, men som litteratur af anden grad, hvor forståelsen af
hypotekster, arketekster, paratekster og andet godt oplyser og kontekstualiserer
teksten selv.
Men det skal også kommunikeres i undervisningen til studerende. Her er en -
hjemmelavet - scene, jeg dels genfortæller, dels opfører for mine egne
studerende, når jeg skal forklare problemstillingen:
Vi befinder os i en amerikansk krigsfilm om anden verdenskrig. En gruppe
soldater er kommet under beskydning fra en maskingeværrede. De ligger trykket
bag en lav mur, og situationen er desperat. Da samler sergeant major Paul Walker
gruppens sprængstof på sig, trækker splitten, kaster sig over den lave mur og
løber frem imod maskingeværreden. Kuglerne flyver ham om ørerne. En kugle
strejfer ham i siden, han løber videre. Kugler rammer hans hænder og fødder. Han
fortsætter. Med sine sidste kræfter kaster han sprængstoffet ind i
maskingeværreden, og mens den eksploderer, falder han selv bagover på ryggen,
hans arme falder ud til siden i et kors, og hans venstre knæ kommer til at ligge
hen over det højre. Hans hoved falder og lander i en tornebusk.
(Her falder læreren - fortsat talede - for effektens skyld selv om på
gulvet og lander i den beskrevne positur)
Hans kammerater løber frem imod ham, frelste. De når frem til ham. Han
kigger på dem med døende blik, siger "det er fuldbragt" - og dør.
På dette punkt spørger læreren så sine elever, hvem det er, Paul Walker,
forvandles - transfigureres - til i processen. Selv meget tunge elever
identificerer ham selvfølgelig umiddelbart som Jesus.
Det interessante er, at skønt alle kan se det, er det ikke på noget
tidspunkt blevet sagt, at Paul Walker er en Jesusfigur. Og hvis man forestiller
sig en kultur, der havde tabt alle andre referencer til Jesus end netop denne
film, ville det være uigenkendeligt, at der finder en sådan transfiguration
sted. Det står ikke på linjerne, men det står heller ikke mellem dem. Derimod
forudsættes det, at den, der ser filmen, af sig selv vil kunne forbinde - ja,
næsten ikke vil være i stand til at undgå at forbinde - Walker og Jesus. Det
bliver ikke sagt, men kommunikationen fungerer ubesværet.
