Af en fantasiløs konformists bekendelser

Anekdoten er nogle år gammel. Her i dramatisk præsens for at forhøje aktualitet og spænding.


Jeg er på vej over for at undervise i litteraturanalyse. På vejen fra kantinen på Københavns Universitet Amager til de pavilloner, hvor jeg underviser, har nogen hængt en række sedler op. Her gentages - med næsten afgrundsdyb indsigt - budskabet "Analyse er den fantasiløses måde at forstå kunst".

Jeg står som lammet.
Min verden styrter sammen.
Afsløret er tomheden i al min stræben!
Hvad nu?

Jeg reviderer straks mit kunstsyn, mit livssyn og min mission i tilværelsen. Mine arme studerende. Det skal de da ikke udsættes for. Tænk sig: uddannet til fantasiløshed. Jeg gribes af Pink Floyd-dybsindighed: Min undervisning er just another brick in the wall. Noget må gøres. Nu!

Så jeg går med faste skridt tværs over KUA-campus. Med resolut mine skrider jeg ind i undervisningslokalet, citerer plakaterne med min nyvundne visdom og iværksætter straks min fremtidige og mere og fantasifulde tilgang, idet jeg udbyder: "Lad os sætte os med digtet på gulvet, dyppe vore tæer i honning og popkorn, og når en af jer med ét føler en farve, så syng den!"
.....
Dyb tavshed.
.....
Tilsyneladende er mine studerende stadig lige så fantasiløse, som jeg selv var lige før. Den akademiske verdens svøbe har for længst pisket deres selvstændighed ud af dem. Min nyvundne indsigt siver sørgeligt fra mig og tager min kampberedte indstilling med sig.
Jeg gennemfører min undervisning som normalt.
På vej tilbage passerer jeg sedlerne igen. Et eller andet andet fantasiløst gemyt har på en af dem lavet påtegningen "påstande er den uintelligentes måde at argumentere". Det bæst!

Jeg forbliver konform og gentager aldrig eksperimentet. Atter er fantasien sørgeligt blevet undertrykt i det danske uddannelsessystem.

Fuld mand afbryder helt normalt rollespil

Jeg har i en tidligere blogpost skrevet et par bemærkninger om normaliseringen af rollespillet. Til bekræftelse af påstanden kan Folketidende på Lolland-Falster berette følgende:

Flere patruljevogne og en ambulance blev kort før klokken 21 i aftes kaldt til Kvicklys parkeringsplads i Højbrogade, da en forbipasserende mand havde set flere unge være i slagsmål.

Det viste sig dog blot at være en gruppe unge, som var i gang med et rollespil, men en forbipasserende mand misforstod situationen og forsøgte derfor at stoppe slagsmålet. Det lykkedes dog ikke, for uheldigvis faldt manden, der ifølge politiet ikke var helt ædru, under forsøget og slog hovedet.

Han skulle dog ikke være kommet noget alvorligt til, og efter få minutters arbejde, kunne politi- og redningsfolk køre videre og de unge kunne fortsætte deres rollespil. (se historien her)

Det mest bemærkelsesværdige i historien forbliver usynligt i selve teksten. Eller rettere: Teksten er selv det exceptionelle. Mange nyhedshistorier er baseret på  en forestilling om mødet mellem en normalitet og noget afvigende. Derfor bliver det af historisk og sociologisk interesse, hvad der står på "det normales" plads, og hvad der betragtes som afvigende. En lokalavis for nogle og tyve år siden kunne have gjort en historie ud af, at nogle sindsforvirrede ungersvende (og muligvis en enkelt ungmø) løb rundt på Kvicklys parkeringsplads og slog hinanden i hovedet med gummisværd. De ville da indtage "det unormales" plads i historien.

I historien her er rollerne imidlertid byttet om. Alle véd, hvordan en gruppe liverollespillere ser ud, så derfor er dét ikke en historie. Måske mødes de der tilmed en gang om måneden, og der kan sagtens hænge en annonce for dem inde i Kvickly. Ingen vil blive overraskede, hvis et forældrepar kommer gående ad Højbrogade med deres lille goblin, som "går til rollespil" og skal ned til parkeringspladsen bag Kvickly. Derimod er det grinagtigt, at en fuld mand bryder ind og prøver at standse slaget - tilmed henter politiet. "Det unormale" er altså, hvis man ikke kan genkende, at kampen er leg og helt normal. Så er man "fiktionsblind" på samme måde som folk, der sender penge til nødstedte heltinder i sæbeoperaer.

Sandelig sandelig siger jeg jer: Dette avisudklip var vi mange, der godt kunne have brugt i senfirserne, når vi skulle forklare, at vi ikke var hverken satanister eller på vej mod sindssyge.