Oplæg på seminar om interaktiv formidling på KUA 09/11/12
Nu handler dette her seminar om interaktiv forskningsformidling, og det er et felt, jeg ved absolut intet om. Derfor formoder jeg, at jeg er inviteret for at sige noget om det ene led, nemlig forskningsformidlingen og så overlade det til de mere vidende at sige noget om interaktiv forskningsformidling. Hvad jeg kan gøre her er helt banalt at kridte den bane op, som diskussionen foregår på.
Nu kan jeg se af deltagerlisten, at vi har folk både fra de våde og de tørre fag til stede i lokalet, og derfor er det værd at få aktiveret diskussionen om forholdet imellem forskning og formidling på de forskellige områder. Min erfaring med den store tværfaglige kommunikation på tværs af hovedområderne tilsiger mig, at vi kommer til både forskning og formidling med meget forskellige erfaringer, og det gør, at vi nogle gange har banalt vanskeligt ved at opfatte, hvad hinanden går og laver selv på ret banale niveauer.
Fx:
Jeg fører en samtale med en god ven, der er fysiker. Jeg spørger, hvordan det går med det projekt, han sidder med lige nu, og han siger: ”Jeg er rigtig langt fremme. Jeg mangler bare at skrive artiklerne”. Hvorefter jeg, der er vant til, at skriveprocessen og forskningsprocessen er en og den samme ting, sidder måbende tilbage og ikke fatter, hvad det overhovedet er, han har lavet hidtil.
Eller
Samme fysikerven stiller samme spørgsmål til mig, og jeg siger. Nåmen det går udmærket. Jeg har skrevet det første 250 sider, så nu er der kun 1½ års arbejde tilbage – ca – før jeg kan udgive bogen. Hvorefter han måbende spørger, om jeg går og skriver bøger i min forskningstid? For det er da sådan populærvidenskabelig formidling, man skriver i bøger.
Så er det måske en god idé at få talt sammen …
Går vi til dette her emne med udgangspunkt i den retoriske genreteori, som har spillet en dominerende rolle i de sidste 20-25 års genreforskning, så ville man sige, at definerende for en genre er, at den er blevet til på baggrund af en tilbagevendende retorisk situation, hvori den er svaret på et bestemt behov, en bestemt mangel – for øvrigt af genreteoretikere kaldet ”exigence”. I forbindelse med den videnskabelige verden kan denne exigence siges at være to forskellige ting. For det første har forskere behov for at kommunikere med hinanden, for det andet har offentligheden behov for, at forskerne kommunikerer udad, således at viden kan overføres fra videnskabens mere specialiserede kredse til det omkringliggende samfund.
Forskningskommunikation
Det første punkt har at gøre med forskningskommunikation, det andet med formidlingskommunikation. Eller sagt på en anden måde i forskningskommunikationen formidler forskeren sin forskning til andre forskere. I Formidlingskommunikationen formidler forskeren sin egen – eller andre forskeres – forskning til en bredere kreds. Det interessante spørgsmål her bliver, hvordan den genre, der anvendes til denne type af kommunikation, påvirker kommunikationen.
Særligt interessant i denne sammenhæng er spørgsmålet om den grad af særsprog, der knytter sig til de forskellige genrer. Særsproget i de største af de intraakademiske skriftlige genrer – den altdominerende forskningsartikel og den på de tørre fag fortsat stærke fagvidenskabelige monografi – er betinget af den vellykkede kommunikation forskerne imellem. Hvis alle på mit område rimelig ubesværet kan skelne imellem Gérard Genettes fem forskellige transtekstualiteter og heller ikke blegner, når en af de fem, parateksten, deles op i peritekst og epitekst, så har jeg som artikelforfatter i hvert fald to væsentlige grunde til at benytte mig af den genettske terminologi: Effektiv kommunikation og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet både jeg og læserne kan finde rundt i Genettes terminologi, så kan vi begynde der, og jeg behøver ikke at forklare, hvad de forskellige begreber dækker, før vi går videre. Der kan altså siges mere, og der kan lægges mere vægt på det fagligt set nye, fordi jeg som fagvidenskabelig forfatter benytter mig af den ret til særsprog, som genren ”videnskabelig afhandling” indebærer.
Overbevisende kommunikation: Dette her punkt fremtræder noget mindre ideelt end det foregående. I virkeligheden er der nok tale om en variant af et etosargument. Jeg viser som fagvidenskabelig forfatter, at mine synspunkter kan tages alvorligt af mine peers ved at vise, at jeg mestrer fagets termer og rammerne omkring en forskningsmæssig fremstilling. Der er selvsagt ikke megen faglighed i dette, men når erfaringen viser, at det giver en større faglig vægt at kunne tale som en rigtig forsker, og at ens forskningsresultater vinder en større overbevisningskraft på den måde, skal man jo være en fæpande for ikke at gøre det. Her er særsproget initierende: Ved at være i stand til at tale, sådan som en fagmand forventes at tale, viser man, at man er på niveau med en rigtig fagmand.
Formidlingskommunikation
Over for dette står så de mere formidlende genrer. Her forholder det sig lige omvendt med effektiv og overbevisende kommunikation.
Effektiv kommunikation: Idet modtageren ikke har forudsætningerne for at forstå fagets termer og øvrige faglige normer, kan disse kun bruges, hvis de forklares undervejs, og selve forklaringen af fx terminologi kan hurtigt blive så kompliceret, at det kommer til at stå i vejen for fremstillingen selv. Derfor vil det videnskabelige særsprog ofte erstattes af andre måder at tale på, der ”siger det samme” (eller i det mindste nogenlunde det samme) på en mere alment tilgængelig måde.
Overbevisende kommunikation: Hvis en forsker, der formidler, taler, som hun eller han ville tale til sine peers, er vedkommende på forhånd dømt til at tabe. Modtageren vil opfatte vedkommende enten som en nørd - der ikke kan forklare sig, så vi almindelige dødelige kan forstå, hvad der foregår, eller er uinteresseret i det, fordi vedkommende befinder sig i et elfenbenstårn -eller som en hoven satan, der mest af alt er interesseret i at fortælle, hvor klog han eller hun selv er. I særligt lykkelige tilfælde kan man få hele rollepakken på én gang. Så er man den arrogante nørd i elfenbenstårnet, der kun er interesseret i at vise frem, hvor klog man selv er.
Så vidt så godt. Det er imidlertid, hvis man er fra det tørre område, værd at lægge mærke til, at forholdet imellem forskning og formidling på vores område er påfaldende meget mindre entydigt end inden for naturvidenskaberne. Vi har i modsætning til i hvert fald de fleste af naturvidenskaberne den mulighed at formulere forskningsmæssigt nye synspunkter i formidlende tekster eller at udforme forskningsmæssige tekster på en sådan måde, at de er tilgængelige for en bredere læserskare. Hos os er det meget mindre givet, at forskning og formidling skal holdes i adskilte arbejder.
Det kan måske demonstreres allermest tydeligt i en af de udfordringer, moderne dansk humaniora står over for: Valget af sprog. I de fleste naturvidenskabelige sammenhænge er det slet ikke til debat, at man naturligvis udformer forskningsmæssige arbejder på engelsk, fordi alle ens peers selvfølgelig læser engelsk, og det i øvrigt sjældent er i de rent sproglige formuleringer, de faglige vanskeligheder forekommer. Skal en bredere dansk offentlighed have indsigt i ens arbejde, giver det sig selv, at man skal udforme sin viden på ny og ind i en formidlingsmæssig sammenhæng. For uanset sprogvalget vil udenforstående ikke kunne forstå ens forskningsartikel. Helt banalt: Hvis det engelske, der skal oversættes, er, at man imellem to hundekomplicerede formler i Broken English har skrevet "Hereof sees easily", nytter det ikke så meget for forståeligheden, at man tilbageoversætter til "Heraf ses let". Det er stadig sort tale for den udefrakommende: Det er indholdet af formlerne, der skal formidles, ikke den forbindende sætning.
I humanvidenskaberne er valget noget hårdere, fordi man med overgangen til engelsk nok vinder adgang til en større kreds af fagfolk – i det mindste i de fleste tilfælde - men til gengæld taber store dele af sit arbejdes formidlingsmæssige potentiale. Hvorfor? Fordi ens forskningsarbejde i vidt omfang lader sig forstå af journalister og andre interessenter. De kan i langt de fleste tilfælde reelt gå ind i ens primære forskningsarbejde og få et rimelig retvisende billede af ens forskning. Og her udgør valget af engelsk en barriere, som rigtignok lader sig overkomme med lidt energi, men formidlingen forudsætter netop, at modtageren ikke skal bruge alt for meget energi på at forstå. Så barrierer imellem forskningsarbejdet og omverdenen er netop det, der spærrer for formidlingen.
Pointen er, at muligheden for at få forskning og formidling til at gå op i en højere enhed, hvor det samme arbejde både har forskningsmæssig værdi og formidler viden til en bredere offentlighed, i vidt omfang er til stede i humanistiske og samfundsfaglige sammenhænge. Men det stiller særlige krav til forskeren, der skal placere sig i mellemrummet mellem forskning og formidling. Selvfølgelig kommer der nogle barske valg, hvor man skal vælge imellem den mest effektive kommunikation over for sine peers og den mest effektive kommunikation over for en bredere offentlighed, men oftest kan man med lidt fingerfærdighed godt få det til at gå op.
Vi har altså at gøre med en intrikat relation imellem forskning og formidling og imellem forskeren og hendes eller hans omverden. Det er jer, der skal fortælle mig, hvilken rolle interaktiv kommunikation kan spille i den sammenhæng.
Interaktiv forskning?
Nu jeg har jer: Jeg får lyst til at vende mig til spørgsmålet – ikke om interaktiv formidling som sådan, men om, hvad nye genrer kan i intrafaglige sammenhænge. Jeg kunne godt tænke mig, at i til resten af dagen tog et bestemt spørgsmål med og spurgte jer selv ikke bare, hvad de nye genrer kan i forskningsformidlingen, for det er helt givet, at de kan noget dér, men også hvad de kan i forskningen selv. Åbner interaktiviteten og andre former for nye formidlingsgreb adgang til erkendelser - ikke bare til bedre kommunikation? Har de et forskningspotentiale, der rækker ud over deres formidlingspotentiale. Jeg ved det ikke. You tell me.
